Udgivet: d. 6 april 2025. Kl. 09.30

Jonah Blacksmith 

Live - Filmkoncert

Foto: Oliver Sperling

★ ★ ★ ★ ★ ★

Jonah Blacksmith i Royal Arena – En live-filmkoncert, der føltes som et gruppekram fra hele Thy

Forestil dig det her: en kæmpe arena fyldt med tusindvis af mennesker - ca. 10.500 – og alligevel føles det, som om du sidder i mormors stue med en kop kaffe, mens nogen spiller guitar og fortæller dig om dengang onkel Jens tabte bukserne i missionshuset. Velkommen til Jonah Blacksmiths filmkoncert i Royal Arena den 5. april 2025. En aften så varm, vedkommende og velorkestreret, at selv den sure mand med en hotdog i næverne foran mig til sidst stod og græd – med ketchup i skægget og hele kroppen i takt.

Et band? Nej. En klan med kærlighed i kufferten

Lad os få det slået fast med det samme: Jonah Blacksmith er ikke bare et band. Det er en livsfilosofi forklædt som folkrock. Et moderne bibelbælte bud på, hvordan man kombinerer musik, mening og familie. Og når det hele kulminerer i Royal Arena, hvor der ikke bare var én scene – men to (!) – og en storskærm med hjemmevideoer, gamle billeder, anekdoter og interviews med familiens helte, så forvandler koncerten sig til en slags dokumentarisk familiekorpsånd med basgang.

Fra Hurup til hjertekulen

Simon og Thomas Alstrup – de to frontmænd, brødre og følelsesformidlere – tog os med hjem. Altså rigtigt hjem. Til Hurup i Sydthy. Der, hvor man stadig bager på fællesskab og siger “Gud bevares” uden ironi. Der, hvor bedstefædre hedder Johannes

og er smede med kløer af kærlighed. Der, hvor man synger med sin grandonkel i stuen, og en faster har en mening om, hvordan man stemmer en banjo og harmonika.

Og det virkede. Vi grinede. Vi hulkede. Vi sad med åben mund og polypper, da det pludselig væltede ind med the next generation – bandets egne børn (guldklumperne!), som overtog instrumenterne og spillede en finale så charmerende og musikalsk præcist, at publikum kollektivt smeltede som skumbananer på en sommergrill.

Setliste og gåsehud

Setlisten var en perlerække af højdepunkter, som en greatest hits-plade, man ikke vidste, man havde ventet på. Vi fik:

1. Ocean– en bølge af blid opstart og stærkt fællesskab

2. Stories – her begyndte tårerne stille at trille

3. Dreams – vi drømte os tilbage til barndommen og frem mod det vi endnu ikke forstår

4. Once You Love – kærlighed forklædt som ballade

5. Up – et decideret åndedræt i musikform

6. Daughter of Jonah – rørende og rå som en usødet havregrød med tårer

7. Monster – hvor mørket møder det menneskelige

8. Weapons – her blev vi alle pacifister

9. House on Fire – koncertens følelsesmæssige epicenter

10. In the Middle of Nowhere – hvor vi alle pludselig følte os hjemme

11. Song to the Sea – en poetisk svanesang, der fik Royal Arena til at føles som et lille kapel ved Vesterhavet

Den Jyske lune og de små guldperler af historier

Mellem numrene fik vi alt det, man ikke vidste, man manglede. Historier fra faren, fasteren, mormoren og et væld af andre familiemedlemmer – alle leveret med den karakteristiske jyske underspillethed, hvor selv sætningen “vi kørte fast i en mark med en tourbus” bliver til poesi.

Der var ikke et sekund, hvor det føltes opstillet. Ikke ét. Alt virkede ægte – som om vi havde vundet en billet til et bryllup, en dåb, en mindehøjtidelighed og et sommerstævne på én gang. En koncert, hvor man ikke kun hørte musikken – man mærkede den.

Når børnene spiller videre

Og så kom det øjeblik, hvor børnenes små hænder greb instrumenterne, og lyden fortsatte – ikke som et trick, men som et løfte. Et musikalsk stafetskift. Et “vi er ikke færdige, bare fordi vi bliver ældre”. Det var ikke bare rørende. Det var livsbekræftende.

En aften med seks stjerner, to lommetørklæder og ét kæmpestort JA TAK

Vi har alle brug for en koncert som denne. Ikke nødvendigvis fordi vi elsker folkrock eller filmklip eller jysk dialekt. Men fordi vi – dybest set – længes efter noget, der føles ægte. Og det var det her. Helt igennem ægte.

Jonah Blacksmith viste, at de har noget på hjerte, noget i hånden, og noget i blodet, der rækker langt ud over akkorder og arenaer. Det her var en koncert, man ikke bare så – det var en, man blev en del af. Og én enkelt tåre, der stadig ligger og blinker i venstre øjenkrog.

Tak til Hurup. Tak til bedstefar Jonah. Tak til børnene. Og tak til de to brødre, der beviste, at folkrock kan være både filmisk, familiært og fabelagtigt på samme tid.  Af: Henrik Yde

Jonah Blacksmith – historiefortællere med jysk lune og stort hjerte

Jonah Blacksmith er ikke bare endnu et band på den danske musikscene – det føles nærmere som at blive inviteret indenfor i en familie fra Thy, hvor guitarerne står fremme, kaffekoppen damper, og fortællingerne flyder. Bandet har igennem flere år begejstret både anmeldere og publikum med deres varme og nærvær​, og de skiller sig ud med en sjælden blanding af personlig folk-musik, gedigen jysk humor og ægte hjerteblod. Den syv mand store gruppe med rødder i Hurup, Sydthy – anført af brødrene Simon og Thomas Alstrup – bærer sågar navnet på deres egen bedstefar, Johannes “Jonah” Alstrup, der var smed. Dette er et band, hvor familiehistorien bogstaveligt talt står skrevet med fed front på plakaten​. Siden deres spæde start i 2011 har Jonah Blacksmith rejst sig fra lokale rødder til nationale højder: debutalbummet "Northern Trail" udkom i 2014, det selvbetitlede Jonah Blacksmith i 2017 blev deres gennembrud, og i 2023 kulminerede det hele i en triumferende udsolgt arenaturné​. Men hvordan endte en flok familiemedlemmer fra Thy som et af landets mest elskede livebands? Svaret skal findes i deres særlige historie, musikalske stil – og ikke mindst i det lune og den autencitet, de bringer med sig overalt.

Fra smedjen i Koldby til klitterne i Thy

Historien om Jonah Blacksmith begynder i den lille by Koldby i Thy for mange år siden. Her regerede brødrenes bedstefar Johannes Alstrup– i folkemunde “Jonah” – som lokal smed og legendarisk kraftkarl. Han var kendt som Koldbys stærkeste mand og festens midtpunkt, aldrig for fin til en rask slåskamp, men lige så vel mand for at finde violinen eller guitaren frem, når familien samledes​. Jonas’ hjem var fyldt med musikalsk liv: han elskede at spille folkemusik med sine kære, mens bedstemoren akkompagnerede på harmonika​. Denne passion smittede – børnebørnene Simon og Thomas fik allerede som små lov til at hamre med på grydelåg i takt til musikken i stuen​. Det var ren leg, men lagde kimen til noget større. Da bedstefar Jonah døde i 2009, efterlod han et tomrum, som inspirerede brødrene til at begynde at skrive deres egne sange​. Og en dag på andejagt i Thy besluttede de to, at tiden var inde til at starte et band i hans ære​. Naturligvis faldt valget af navn på bedstefaren – Jonah Blacksmith – som en hyldest til manden, der havde givet dem musikglæden i arv​. (Faktisk var et af de allerførste numre, de skrev sammen, dedikeret til bedstefar Jonah)​. Brødrene Simon (vokal, guitar) og Thomas Alstrup (bas, kor) allierede sig med fætteren Lasse Alstrup og nære venner fra barndommen, og i 2011 blev familieprojektet til virkelighed som et syvmandsorkester​. Med musikken som samlingspunkt i deres opvækst i Hurup​, lå det i kortene, at de ville gøre tingene på deres egen måde – og det beviste de allerede fra starten. Deres allerførste koncert fandt sted i 2012, og hvem andre end nogle stædige thyboer ville få den idé at slæbe alt deres udstyr op på toppen af en klit i Nationalpark Thy? Jonah Blacksmith gjorde netop dette: i stedet for en rolig debut på den lokale kro valgte de en unik scene midt i klitterne ved Vesterhavet​. Idéen udsprang af, at flere af deres tidlige sange handlede om længslen hjem til Thy’s natur, så hvorfor ikke bringe musikken ud i netop de klitter, der havde inspireret dem? Det lød eventyrligt – og viste sig også at være hamrende hårdt arbejde. Da lydfirmaets folk så de høje klitter, nægtede de at bære grejet derop, så bandet og vennerne måtte selv bugsere højttalere og instrumenter gennem det tunge sand, op ad klitten og ned igen i buldermørke efter koncerten​. “Det er noget af det hårdeste, vi nogensinde har prøvet”, mindes Thomas med et grin om den nat i klitterne, hvor de kl. 01. slæbte det sidste udstyr tilbage​. Alligevel står debutkoncerten som et kært minde – den blev et symbol på Jonah Blacksmiths stædighed og vilje til at gå sine egne veje​. Fra da af var kursen sat: bandet ville hellere skabe deres egne rammer end at følge en slagen vej. Familieånden gik igen i alt, hvad de gjorde. De øvrige medlemmer kom alle fra kredsen af gamle venner og familie, og Thomas har humoristisk beskrevet konstellationen som “totalt indspist” (indavlet)​ – sagt med et glimt i øjet om, at bandet praktisk talt er familien. Og netop den tætte forbindelse mellem medlemmerne har altid været Jonah Blacksmiths styrke: Man kan mærke, at de har et helt livs fællesskab med sig, når de står på scenen. Deres bedstemor skal i øvrigt heller ikke glemmes i historien – damen med det kridhvide hår, der derhjemme holdt styr på tropperne, smurte hjemmelavet Nutella madder og spillede kort med ungerne​. Uden hende “havde bedstefar ikke været noget”, som brødrene siger​, og man forstår, at det musikalske familieprojekt hviler på skuldrene af begge de foregående generationer. Jonah Blacksmith er dermed i sandhed et band, der bærer sin slægt med stolthed – fra smedjen i Koldby til de skrå brædder...

Musikalsk stil: folk, fortælling og Thy’isk sjæl. 

Som lyttere bliver vi budt indenfor i Jonah Blacksmiths musikalske univers, der genremæssigt befinder sig et sted mellem folk, rock og pop. Tænk akustiske guitarer, mandolin - og banjoklingende melodier, flerstemmig sang og en rytmisk bund, der både kan swinge folkeligt og løfte sig episk – ikke underligt at bandet er blevet kaldt “de danske Mumford & Sons” af begejstrede anmeldere​. Mens mange folkrock-bands dyrker det højstemte og storslåede, har Jonah Blacksmith altid fødderne plantet i den nordjyske muld. Man fornemmer den vilde natur fra Thy som et bagtæppe i deres lyd – nogle gange næsten bogstaveligt talt, når vestenvinden synes at suse gennem musikken​. Bandet er opvokset med Vesterhavets brus og åbne vidder, og den jordnære stemning gennemsyrer sangene.

Allervigtigst er historierne i fokus. Jonah Blacksmith bliver ofte beskrevet som “historiefortællerne fra Thy”​, og det er med god grund. Mange af deres numre udspringer af personlige oplevelser og mennesker, der har betydet noget særligt for brødrene​. Hver sang er som et lille kapitel af deres fælles familiekrønike eller et glimt af livets store og små øjeblikke, fortalt med både varme og sårbarhed. Musikken er melodisk og indbydende, men lytter man efter, opdager man et tekstunivers med dybde og substans. Simon og Thomas skriver ofte sangene i fællesskab – tit sammen med deres barndomsven og bandkollega Jon Bisgaard Kjeldsen​

– og de formår at væve deres egen historie ind i noget universelt, som vi andre kan spejle os i. Man kan næsten høre ekkoet fra bedsteforældrenes dagligstue i Koldby: den umiddelbare glæde ved at spille sammen og dele historier. Jonah Blacksmiths tre studiealbums – "Northern Trail" (2014), Jonah Blacksmith (2017) og Brothers (2020) – viser en kontinuerlig udvikling, men de personlige fortællinger og den autentiske folk-ånd er en rød tråd igennem dem alle​. Fra den første til den seneste udgivelse kredser sangene om det nære: familie, kærlighed, rødder og den menneskelige sårbarhed. Det er musik, der emmer af den egn, de kommer fra, og af de liv de har levet – og netop derfor føles den også relevant langt ud over Thy.

Sange fra hjertet – eksempler på tekstuniverset. For at forstå Jonah Blacksmiths særlige tekstunivers kan vi dykke ned i et udvalg af deres sange, som hver især bærer på en stærk fortælling: “Daughter of Jonah” (2017): En rørende hyldest til brødrenes faster (bedstefar Jonas’ datter). Hun kunne ikke selv få børn, og sangen blev skrevet som en tak for alt det, hun gav videre til nevøerne i stedet. “Daughter of Jonah” fortæller hende, at det, hun ikke kunne give til et eget barn, har hun givet til Simon og Thomas​ – et budskab, der rørte fasteren dybt. Nummeret blev et af bandets kendte sange og fik masser af airplay på P4, så forestil dig hendes stolthed, da hun en dag hørte den i radioen og tænkte: “Den handler jo om mig!” (Hun skruede selvfølgelig ekstra højt op i bilen og rullede vinduet ned)​! “Brothers” (2020): Titelnummeret fra albummet Brothers handler om det svære og sårbare ved relationen mellem søskende. Selvom man skulle tro, Simon og Thomas sang om sig selv, er sangen faktisk inspireret af to andre brødre, de kendte, som gled fra hinanden over små misforståelser​. Teksten kredser om, hvor vigtigt det er at få sagt de ting, der tynger én, og at kunne tilgive – for ellers kan selv små konflikter vokse sig store og ødelægge et bånd. Sangen blev for brødrene Alstrup en påmindelse til dem selv om altid at værne om broderskabet og sige “undskyld” i tide​. I “Brothers” mærker man den dybe kærlighed, men også den frygt, der kan ligge og lure i familiære relationer. “House on Fire” (2021): et af bandets største hits i nyere tid – faktisk blev den ved med at rotere på radioen et år efter udgivelsen og indbragte Jonah Blacksmith en guldplade for de høje salgstal​. Men under den iørefaldende melodi gemmer sig en tung historie. “House on Fire” er en meget personlig sang for Thomas, da den handler om hans kone Mettes depression og hans oplevelse af forløbet​. Teksten beskriver, hvor hårdt det er at stå på sidelinjen og se en, man elsker, have det svært – at føle sig magtesløs, mens “huset brænder” omkring én. Da bandet begyndte at spille sangen live, syntes Thomas det var utroligt svært at fortælle publikum om baggrunden; de første mange gange måtte han kæmpe for ikke at bryde grædende sammen på scenen​. Mettes historie er sørgelig, men parret valgte at dele den gennem sangen i håb om, at den kunne hjælpe andre i samme situation​. Det er et eksempel på Jonah Blacksmiths mod til at konfrontere svære emner med en ærlighed, der virkelig kan mærkes. “Secrets in the Water” (2023): en poetisk sang, som Simon skrev, da han var blevet far for første gang. Den kom til verden, mens han sad med sin nyfødte søn Bille og funderede over alt det ukendte, et lille nyt menneske rummer. “Mennesket er jo 70% vand”, som Simon forklarer – og når man kigger ind i det vand, hvilke hemmeligheder mon der gemmer sig derinde i ens barn?​ “Secrets in the Water” fanger den undren, ærefrygt og kærlighed, der følger med at blive forælder. For Thomas, som allerede havde børn, var sangen lige så rørende; han følte, at den også handlede om hans egne unger, og glædede sig over at se sin bror træde ind i forældrerrollen​. Sangen udstråler håb og nysgerrighed – og viser, at Jonah Blacksmiths tekstunivers nu også favner den næste generation i familiekrøniken. Disse eksempler viser spændvidden i Jonah Blacksmiths sangkatalog. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i noget dybt personligt og gør det almengyldigt. Bandet lægger hjerte og sjæl i hver linje, og man kan som lytter mærke, at det kommer indefra. Om emnet er tab, forsoning, kærlighed eller håb, så bliver det fortalt med en varme og oprigtighed, der kendetegner Jonah Blacksmith. Det er sange, der tør være sentimentale uden at blive banale, og som ofte efterlader publikum med en klump i halsen eller et smil på læben – eller begge dele på én gang.

Live-koncerter med dokumentarisk twist

Udover deres studieindspilninger er Jonah Blacksmith især kendt for at skabe magi live. Deres koncerter er noget helt for sig – ikke mindst fordi de har gentænkt hele koncertformatet ved at blande musik og film. Bandet har således turneret med en dokumentarfilm om sig selvsom en integreret del af showet​, hvilket kulminerede i konceptet live-filmkoncert. Til disse særlige koncerter veksler Jonah Blacksmith mellem at fremføre deres sange live på scenen og at vise filmiske sekvenser på et stort lærred i koncertsalen​. Dokumentarfilmen, de har skabt, handler om mennesker, ophav og drømme – kort sagt deres egen historie og rødder – og den kører som en rød tråd i baggrunden, mens bandet spiller sangene, der knytter sig til fortællingen. Resultatet er et aldeles hjertegribende samspil mellem film og musik, der giver sangene en klangbund af levet liv og fungerer som en hyldest til fællesskab, samhørighed og glæden ved at spille musik sammen​. Simon og Thomas Alstrup har selv beskrevet filmkoncerten som deres “hjerteblod” og udtalt, at de tror på, at filmen hånd i hånd med sangene kan røre noget i os alle. De er stolte af at kunne fortælle om alt det, de er rundet af – om familien og dem, de elsker – og endda dele frygten for at miste hinanden og sig selv som mennesker​. Det skinner tydeligt igennem, at projektet betyder noget ganske særligt for dem.

Publikum bliver med andre ord inviteret helt ind i Jonah Blacksmiths egen filmiske familiefortælling, mens musikken spiller live foran dem. Det er et alternativt bud på en koncertoplevelse, som vil mere end blot at underholde – den vil berøre og forbinde mennesker. Bandet prøvede kræfter med formatet første gang allerede i 2018, hvor de tog på en mindre filmkoncert-turné, og efter overvældende respons fra fans valgte at gentage succesen i stor skala. I efteråret 2024 drog Jonah Blacksmith således ud på en omfattende Live-Filmkoncert tour, der bragte dem til mange af landets største koncerthuse​. Overalt kunne folk opleve, hvordan gamle smalfilmsklip, interviews og naturscener fra Thy smeltede sammen med numrene fra bandets katalog og skabte en intim “familiefilmaften” i koncertformat. Det er ikke hverdagskost at se koncertgængere tørre en tåre over en bedstemor på film midt under en rockkoncert – men sådan noget sker, når Jonah Blacksmith ruller deres lærred ud. Konceptet har for alvor cementeret deres ry for at tænke nyt og give publikum en anderledes oplevelse, hvor man både ser og hører historien udfolde sig. Naturligvis leverer Jonah Blacksmith også almindelige koncerter uden film – og her skuffer de bestemt heller ikke. Faktisk har de for længst stadfæstet sig som et af Danmarks mest forrygende livebands, kendt for en sjælden kombination af storslået lyd og nærværende performance. Om scenen er på den store Jyske Bank Boxen eller i forsamlingshuset i en lille flække, så formår de at skabe en stemning, der “mest af alt peger tilbage til bedsteforældrenes hyggelige dagligstue i Koldby”​. Det Thy’iske ophav fornægter sig aldrig: der er en varm, nede-på-jorden atmosfære, som om publikum var gæster i familien Alstrups egen stue, omgivet af levende lys og historier fra gamle dage.

Jysk lune og autentisk nærvær på scenen

En stor del af Jonah Blacksmiths charme live ligger i deres jyske lune – den tørre, underspillede humor og uformelle tone, som får et koncertpublikum til at slappe af og føle sig som en del af fællesskabet. “Til gengæld bliver der ikke skruet ned for hverken gode sange, hygge og nærvær, eller for skæve anekdoter og ditto smil”, som det så rammende er blevet beskrevet​. Med andre ord: en aften i selskab med Jonah Blacksmith byder på masser af grin og skæve historier side om side med de store følelser. Simon og Thomas binder deres sæt sammen med små anekdoter – ofte selvironiske eller drilske betragtninger fra deres opvækst i Thy – og deres indbyrdes pingpong på scenen kan næsten minde om brødre, der driller hinanden ved middagsbordet (hvilket det jo dybest set også er!). Publikums lattermuskler bliver motioneret mellem sangene, når brødrene eksempelvis muntert fortæller om dengang, de slæbte gear gennem sandet, eller jokende kalder deres eget band for “indspist” familiehalløj. Det er jysk hygge i bedste forstand: uformelt, kærligt og med en glimt i øjet. Samtidig mestrer Jonah Blacksmith den svære kunst at være autentiske på scenen. De stiller sig blotlagt foran publikum og deler ud af deres livshistorier med en ægthed, der virkelig mærkes. Før de spiller en sang som “House on Fire”, tager Thomas sig tid til at fortælle om sin kones svære sygdomsforløb – selvom det betyder, at stemmen kan knække undervejs​. Når de hylder deres faster i “Daughter of Jonah”, ser man stoltheden og kærligheden lyse ud af dem. Den slags øjeblikke skaber en stærk forbindelse mellem band og publikum. Mange gange har man som koncertgænger kunnet se tårer trille ned ad kinderne på folk under en særlig inderlig sang – for i det ene øjeblik kan Jonah Blacksmith fylde rummet med en så rørende stemning, at man glemmer alt omkring sig. Men i næste øjeblik kan Thomas finde på at bryde stilheden med en tør bemærkning, der udløser latter og løsner tårekanalerne igen. Det er en balance mellem humor og dybde, som de navigerer med sikker hånd. Denne vekslen mellem latter og tårer gør deres koncerter til noget helt særligt. Publikum føler sig set og involveret; mange fortæller, at en Jonah Blacksmith-koncert kan føles som at være til en intim familiefest, hvor man både griner og græder sammen. Som en anmelder beskrev det, så skaber bandet en “varm og vedkommende atmosfære”, der giver fornemmelsen af at sidde hjemme i stuen hos bedsteforældrene i Koldby​ – og netop dén autenticitet er uvurderlig. Man går fra koncerten med en følelse af at have oplevet noget ægte og nærværende.

Det hjælper selvfølgelig også, at alle syv musikere på scenen er dygtige håndværkere, der leverer en bundsolid musikalsk præstation hver gang. Der er en legende spilleglæde i Jonah Blacksmiths live-arrangementer – om det er energien i trommespillet, de flydende guitarsoloer eller de smukke vokalharmonier, så mærker man, at de elsker at spille sammen. Deres lyd kan bygge op til mægtige crescendoer, hvor publikum synger med af fuld hals, og den kan skaleres ned til helt nøgne, akustiske øjeblikke, hvor man kan høre en knappenål falde i salen. Koncerterne føles ofte som en følelsesmæssig rejse, kurateret af bandet, der ved præcis, hvornår de skal skrue op for intensiteten, og hvornår de skal dæmpe lyset og give plads til eftertanke. Som Thomas har bemærket, lægger de unge publikummer måske ikke altid mærke til de tungere emner med det samme – for de bliver revet med af den vilde frihedsfølelse i omkvædene​ – men pludselig en dag går det op for én, hvad sangen egentlig handler om, og så rammer den med fuld styrke. Sådan er det med gode sange. Jonah Blacksmith formår at skabe et rum, hvor publikum både kan mærke og medmærke. Man lærer bandets egen historie at kende, man griner af deres anekdoter, man mærker sit hjerte slå i takt med deres, og man går derfra med en underlig varm fornemmelse af at have været vidne til noget familiært og ægte. Det er måske dén kvalitet, der gør dem så elsket: at de på én gang underholder og rører folk, uden filter og uden prætenser. Med humor, jysk lune, fortællinger i lange baner og musikalsk overskud har Jonah Blacksmith skabt deres helt egen niche. De leger med formatet, bryder koncert-konventioner og tør være dem, de er – hvilket i sig selv er dybt forfriskende.

Så næste gang du sidder til en Jonah Blacksmith-koncert og synger med på et omkvæd, mens et gammelt familiefoto flimrer hen over lærredet bag bandet, kan du skæve til sidemanden og udveksle et smil. I dét øjeblik er vi alle en del af historien. Jonah Blacksmith har inviteret os ind i deres familie – og vi føler os oprigtigt hjemme.  Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes