Udgivet: 9 april 2025. Kl. 09.24
En kærlig røverhistorie om kunst, kultur og kriseramte kaffemøder
Forestil dig en kunstner i klipklappere og med malerpletter på kinden. Han står foran en tom væg i et kulturhus i Midtjylland. Ved siden af ham: en kommunal embedsmand med Excel-ark og uro i maven. “Må jeg male en nøgen mand, der skriger mod himlen, mens han spiser en hotdog?” spørger kunstneren. “Altså... det kommer an på, om hotdogen er økologisk”, svarer embedsmanden.
Velkommen til grænsen for ytringsfrihed og kunstnerisk frihed i 2025. Den er lidt sløret. Lidt som en skitse, der aldrig blev helt færdig. Eller en lokalfestival, der prøver at booke et rockband, men ender med en troubadour med harmonika og glutenfri visioner.
Kunstneren, kommunen og de kulturelle kampe
Der findes en særlig slags trykkoger stemning, når kunst møder kommune. På den ene side står kunstneren og vifter med sin frihed som en slags Rembrandt med rebel-gen. På den anden side: budgettet. Og bag budgettet står borgmesteren med nervøse PR-rådgivere, der frygter overskrifter som “Skatteborgerne betaler for nøgen-giraffer og jazz-sære installationer”.
Og midt i det hele står lokalbiblioteket. Glem alt om støvede bøger og "Shh!"- kultur. Biblioteket anno 2025 er en scene, et mødested, en stødpude for samfundssamtaler, babyrytmik og digtoplæsninger med croissanter. Men det er også et sted, hvor nogen spørger: “Er det virkelig nødvendigt med poet slam om klimakrise og køn?” Og det ærlige svar er: Ja. Selvfølgelig. Og måske også en open mic med ukulele.
Ytringsfrihedens elastik
Ytringsfriheden er som elastikken i dine yndlingsbukser: den skal kunne strækkes, men ikke sprænge. Vi hylder ytringsfriheden, så længe den ikke støder for meget. Men det er jo netop pointen: den skal kunne støde — ikke bare pive som en fornærmet fløjlshund i regnvejr. Kunst skaber reaktioner. Det er pointen.
National identitet eller lokal selvironi?
Vi har en tendens til at bruge store ord: national identitet, dansk kultur, værdier. Men ofte glemmer vi, at det nationale ikke kun bor i kongehuset, fædrelandssange og billeder af den lille havfrue. Det bor også i Tønder Festival. I Samsø Teaterforening. I den pensionerede skolelærer, der frivilligt viser unge, hvordan man laver skulpturer ud af mælkekartoner og lokalpatriotisme.
Kultur er identitet. Og det nationale starter i det lokale. I forsamlingshuse, hvor nogen stadig kalder det “at gå i byen”, at tage til fællesspisning med kål og klar snaps. Eller på det lille bibliotek i Vordingborg, hvor en ny dansk digtsamling får lov at stå mellem Harry Potter og 'How to Hygge'- bøger.
Skal vi støtte det?
Ja. Og dobbelt ja med lakrids i kanten. For når vi fjerner støtten til kulturinstitutioner, festivaler, biblioteker og kunstnere, svarer det til at pille glasuren af en lagkage og forvente, at folk stadig klapper. Kultur er ikke bare flødeskum. Det er fundamentet. Det, der samler os, udfordrer os, forarger os og får os til at grine midt i regnvejret.
Kultur er det, der gør, at vi stadig gider bo i små byer, at vi tør spørge “Hvad nu hvis?” og at vi nogle gange tør stille os op og sige noget, selvom vi stammer, sveder og ikke ved, hvordan det ender.
Hvad skal vi så gøre?
Vi skal støtte. Ikke bare med penge (selvom det ville være rart), men også med opmærksomhed, deltagelse, nysgerrighed. Gå hen på dit bibliotek. Køb en billet til en lokal koncert. Læs et digt. Skriv et vredt debatindlæg — og læs et modigt teaterstykke bagefter.
Og vigtigst: giv plads til, at kunsten må være alt det, vi ikke forstår. For det er dér, magien opstår.
Og hvis du stadig er i tvivl, så kom og se “Demokratiets Karrusel 2.0” – nu med glitter, papmaché og jazztrio. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes