Udgivet: d. 26 Januar 2025. Kl. 19.50
Mellem højpandet kunst og klik-madding-kaos
Kulturjournalistik er en disciplin, der balancerer på en knivsæg mellem kunstens ophøjede idealer og medieverdenens ubønhørlige jagt på klik og delinger. Det er et felt, hvor anmeldere risikerer at blive jagtet af vrede teaterdirektører, hvor festivaldækning enten er en drøm eller et mareridt, afhængigt af hvor meget fadøl der er involveret, og hvor nogle journalister stadig nægter at kalde TikTok for en legitim kulturplatform. Men hvordan adskiller pressedækningen af kultur sig i Danmark fra resten af verden? Hvad er tendenserne, faldgruberne og fremtidens muligheder? Lad os dykke ned i denne brogede verden af kulturjournalistik.
Når hygge og harsk kritik mødes
I Danmark har vi en stærk tradition for kulturjournalistik. Det skyldes bl.a. vores rige teater-, musik- og litteraturtradition samt en befolkning, der har en overraskende stor forkærlighed for både finkultur og halvpinlige realityshows. De danske kulturjournalister opererer typisk med en vis blanding af respekt og ironi. Man kan gå fra at anmelde en international jazzfestival den ene dag til at dække 'Vild med Dans'-finalen den næste. Den danske tilgang er ofte afslappet, men samtidig analytisk. Selv de mest vovede anmeldelser bliver ofte serveret med en kop kaffe og et nik mod den demokratiske debat.
Men der er også en stigende tendens til, at dansk kulturjournalistik bliver presset af clickbait-mentaliteten. En anmeldelse af en ny bog af Helle Helle kæmper for at få samme opmærksomhed som en artikel om, at en kendt influencer har skiftet hårfarve. Mange kulturredaktioner bliver skåret ned, og artiklerne skal helst være hurtige, lette og helst også delevenlige. Resultatet? En kulturjournalistik, der i stigende grad må kæmpe for sin relevans.
Kulturjournalistikkens kaos og kvalitet
I USA er pressedækningen af kulturen præget af en voldsom polarisering. På den ene side har man dybdegående artikler i The New Yorker eller The Atlantic, som analyserer en enkelt roman i flere tusinde ord. På den anden side har man de store entertainment-medier som Buzzfeed eller TMZ, hvor kulturjournalistik ofte reduceres til "10 ting, du ikke vidste om Taylor Swifts kat." Den konstante kamp mellem kvalitet og sensation præger kulturjournalistikken i USA.
I Frankrig er kulturjournalistik næsten en hellig disciplin. Kunstkritikere i Paris har en status, der nærmer sig filosofers, og litterære anmeldelser kan stadig få hele befolkningen op i det røde felt. I Tyskland er kulturjournalistikken præget af en intellektuel tilgang, hvor der stadig er stor respekt for dybdegående analyser af teater, film og litteratur.
I Asien er kulturjournalistik under hastig udvikling. Sydkorea har f.eks. en enorm K-pop-industri, som både dækkes seriøst og med en næsten religiøs fanbegejstring. I Kina er kulturjournalistik stærkt reguleret af staten, og anmeldelser af f.eks. film skal helst ikke gå imod de officielle linjer. Samtidig oplever mange vestlige medier, at asiatisk popkultur – især anime, K-drama og K-pop – får stadig større indflydelse på den globale pressedækning af kultur.
Kulturjournalistens rolle i En digital tidsalder
Kulturjournalistik har ændret sig markant i de seneste årtier. Engang var det et fag, hvor journalister kunne tillade sig at være snobbede, skrive lange analyser og ignorere populærkulturen. I dag må de konkurrere med sociale medier, influencers og streamingtjenester, der skaber deres egne fortællinger om kultur. Er en YouTube-anmelder mere relevant for en ung filmelsker end en anmelder fra Politiken? Er TikTok-videoer en form for kulturkritik? Og hvad sker der, når kunstnere selv bliver deres egne medier?
Mange kulturjournalister må i dag balancere mellem traditionelle anmeldelser og hurtigere, mere engagerende formater. Podcasts er blevet en populær måde at dække kultur på, ligesom videoanmeldelser og live-dækning af events vinder frem. Det handler om at skabe en forbindelse til et publikum, der ikke nødvendigvis læser aviser, men som alligevel er kulturelt interesserede.
En ny guldalder eller en langsom død?
Presset på kulturjournalistikken er stort, men måske er der også håb. De store kulturdebatter fylder stadig meget, og kvalitet trumfer i sidste ende ofte clickbait. Mange savner en mere dybdegående dækning af film, musik, litteratur og kunst – noget, som hurtige nyheder ikke kan levere. Måske er vi på vej ind i en ny guldalder for kulturjournalistik, hvor podcasts, uafhængige medier og kreative formater kan bringe den dybde tilbage, som vi alle har brug for.
Næste gang du læser en kulturartikel, så husk: Bag den ligger der ikke bare en journalist med en notesblok, men en person, der forsøger at balancere mellem højkultur og reality-tv, mellem Wagner og 'X Factor' – og det er måske netop dét, der gør kulturjournalistik så uundværlig.
Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes