Udgivet: 9 November 2024. 07.59
4/5 Stjerner
En mystisk, morsom og magisk hyldest til engelsk litteraturs ukendte ansigt
Da tæppet gik op på "Teatret ved Sorte Hest", træder vi ind i en verden, der er lige så dyster, gådefuld og brillant som selve Shakespeare’s værker. Men denne aften er ikke en traditionel opsætning af “Hamlet” eller “Macbeth”. I stedet bliver vi præsenteret for en helt anden Shakespeare, en Shakespeare, vi måske aldrig har mødt før, og en historie, der stiller spørgsmålet: “Hvem var Shakespeare egentlig?” Vivienne McKee tager os med på en legende, dramafyldt rejse ind i mysteriet omkring William Shakespeare – manden, myten, og muligvis… spøgelset.
En rejse i tid og tvivl
Forestillingen, der blev skabt til ære for 400-året for Shakespeare’s død, gør meget mere end blot at fejre hans værker. Den graver dybt i myten og mystikken omkring den mand, der – måske – skrev nogle af verdenshistoriens største skuespil. Kunne en handskehandlers søn fra Stratford virkelig være ophavsmand til værker fyldt med en sådan indsigt, visdom og skønhed? Det er et spørgsmål, der har pirret historikere og litteraturelskere i århundreder, og McKee kaster sig frygtløst ud i dets svar.
Tre fantastiske formidlere af Shakespeare’s skygger
David Bateson, Kevin Kiernan-Molloy og Linford Brown er forestillingens kraftfulde trio, og de bringer liv til karaktererne med en forbløffende intensitet og humor. Bateson, kendt for sin dybe og resonante stemme, fylder rummet med en autoritet, der både er skræmmende og dragende, når han træder ind i rollen som en slags metafysisk guide, der præsenterer os for William Shakespeares dobbelte ansigter. Hans præstation er både alvorlig og lidt sarkastisk, som om han selv har fået nok af alle teorierne, men alligevel ikke kan lade være med at dykke ned i dem.
Kevin Kiernan-Molloy tilføjer et lag af tvivl og humor til fortællingen. Hans skarpe timing og talent for fysisk komedie giver forestillingen et muntert løft og minder os om, at denne historie om litteraturens største mysterium også kan være – ja – sjov. I en af forestillingens mest mindeværdige scener forsøger han at efterligne Shakespeare’s velkendte diktion, men ender i en absurd, men charmerende parodi, der får hele salen til at bryde ud i latter.
Og så er der Linford Brown, hvis nuancerede præstation tilfører forestillingen en sjælden dybde. Hans udtryk fanger en underliggende sorg og en undren over, hvordan én mand kunne skabe sådanne verdensomvæltende værker, og denne intensitet efterlader publikum både tryllebundne og rystede. Brown bærer tvivlen, som enhver seriøs Shakespeare-forsker måtte føle, og hans præstation bliver som en personifikation af de tvivlsspørgsmål, der har plaget litteraturverdenen i århundreder.
En lektion i intrige og komik
Vivienne McKee’s manuskript er genialt skruet sammen. Med en håndværksmæssig præcision og en skæv humor blander hun drama og satire i en undersøgelse af Shakespeare-myten, der spænder fra det dybt filosofiske til det herligt fjollede. McKee har en unik evne til at få publikum til at grine samtidig med, at hun præsenterer dem for store spørgsmål om forfatterens sande identitet. Og netop denne balance mellem alvor og komik er, hvad der gør “Shakespeare’s Ghost” så bemærkelsesværdig.
Forestillingen udforsker forskellige teorier, lige fra den evige “Stratfordian” (Shakespeare skrev alt selv) til den mere konspiratoriske “Oxfordian” (den virkelige forfatter var en aristokrat). McKee formår at gøre selv de mest obskure detaljer til underholdende indslag, og publikum bliver ført gennem en historie, der lige så meget er en hyldest til Shakespeare som en humoristisk dekonstruktion af hans liv og værker. På et tidspunkt tager forestillingen endda en meta-drejning, hvor skuespillerne diskuterer, hvordan de selv ikke altid forstår, hvad de spiller – en meta-kommentar, som uden tvivl rammer enhver, der nogensinde har kæmpet sig igennem Shakespeare’s komplekse sprog.
Visuel magi og intime rum
Med en varighed på blot 1 time og 15 minutter formår “Shakespeare’s Ghost” at skabe en tæt, intens atmosfære, hvor hver eneste scene føles vigtig. Teatret ved Sorte Hest’s intime omgivelser spiller også en rolle; publikum bliver næsten deltagere i dramaet, fanget i spændingen og forført af skuespillernes stemmeføring og mimik. Lyssætningen og scenografien er holdt minimalistisk, men smart, hvilket giver plads til de store temaer og lader skuespillernes præstationer skinne.
Et komplot, der holder en i lænestolen – og efterlader en tænkende
Efterhånden som forestillingen udfolder sig, står det klart, at “Shakespeare’s Ghost” ikke nødvendigvis giver os alle svarene. I stedet efterlader den os med spørgsmål og en følelse af, at det er præcis sådan, det skal være. Var Shakespeare virkelig Shakespeare? Eller var han et dæknavn, et maskespil, en illusion? McKee’s forestilling bliver som et spøgelse i sig selv, der hænger i luften og efterlader publikum med en følelse af, at de har været vidner til noget dybtgående, noget, der går langt ud over en traditionel teateroplevelse.
En hyldest til mystikken og magien ved teater
“Shakespeare’s Ghost” er ikke kun en teaterforestilling, men en samtale med fortiden, en diskussion om skabelse og identitet, og en påmindelse om, at selv de største genier gemmer på hemmeligheder. Vivienne McKee’s forestilling er både sjov og tankevækkende, og den giver os alle et glimt ind i den gåde, som William Shakespeare stadig repræsenterer.
Forestillingen byder på fremragende præstationer og en historie, der rækker ud over tiden og minder os om, at selv de største kunstnere er mennesker med fejl, mysterier og måske… spøgelser. For alle, der elsker teater, litteratur eller bare en god historie, er “Shakespeare’s Ghost” en forestilling, man ikke må gå glip af. Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes