Udgivet: d. 13 Februar 2025. Kl. 07.24
Foto: Tommas Hviid
Intimt initiativ i Herning, samt et stort interview.
Det nye "TÆT På"-koncept skal udfordre sig selv og give plads til den dybe samtale, så publikum får mere end blot et glimt af kunstneren.
Onsdag aften d. 12 Februar 2025 samledes 1000 lydhøre gæster i Herning Kongreshal for at komme "Tæt På" Poul Krebs. Konceptet er en intim samtaleform, hvor journalist og tv-vært Anders Bro taler med en kunstner i publikums nærvær. Men den imposante koncertsal stod i skarp kontrast til den tætte stemning, der var lagt op til. Krebs var flankeret af sin faste bassist og kapelmester Troels Skjærbæk, den mesterligt improviserende Palle Hjort på tangenter samt tommeslager Rasmus Valdorf.
Bro fik langsomt sat gang i Krebs, der med selvironi fortalte om sine kirkekoncerter og turnélivet. Krebs er en lavmælt, men erfaren historiefortæller, der kun delvist åbnede op for sine mange oplevelser. Hans naturlige charme og spontane humor glimtede, men vi fik kun en overfladisk berøring med manden bag musikken.
Første del af arrangementet kombinerede samtale og sange, men tilføjede ikke mange nye nuancer til Krebs' velkendte persona. Vi fik et indblik i hans kreative proces, men værten skubbede ham ikke ud af komfortzonen. Der var behov for mere kant og dybde i samtalen. Krebs har masser på hjertet, men denne aften kom han aldrig for alvor ud over rampen.
Forud for koncerten havde jeg en mere løssluppen samtale med Krebs, hvor han ubesværet delte refleksioner om musikken, rejselivet og ansvaret som kunstner. Den glød og passion savnedes på scenen, hvor for meget virkede planlagt og kontrolleret. Konceptet burde presse kunstneren til at dele mere fra sit eget liv og udfordre samtalens tryghedsrammer. Mere risikovillighed og mindre "play it safe", tak.
Andet sæt var en klassisk Krebs-koncert med udvalgte hits, hvor bandet leverede stjerneprofessionelt. Publikum fik den folkekære troubadour, de kender, men ikke nødvendigvis den personlige side, som "Tæt På" burde afdække. Krebs talte mere frit under musikken end i samtalen, hvilket tydeligt viste behovet for at justere konceptet.
Summa summarum: "Tæt På"-formatet skal udvikles, så kunstneren får det rette modspil og ikke blot komfortabelt fortæller de samme gamle historier. Der skal være balance mellem samtale og koncert, så det intime format ikke forsvinder i store sale. Potentialet er enormt, hvis samtalen får plads til at blive ærlig og uforudsigelig. Publikum fortjener at komme tættere på kunstnerens refleksioner og ikke blot genhøre de velkendte anekdoter. Af: Neal Ashley Conrad
Foto: Tommas Hviid
VI SPILLER FOR MANGFOLDIGHEDEN
Poul Krebs, og TÆT PÅ-konceptet skaber nye muligheder for fællesskaber, turnerer rundt i kirker og lægger sidste hånd på det 27. album med et nyt koncept af en række af indbudte kunstnere, der afsøger stemmens væsen.
Hvordan har I arbejdet med det musikalske udtryk til kirkekoncerterne?
Kirkekoncerterne startede for os under coronaens nedlukningsperiode i 2021, hvor vi ikke anede, hvor vi skulle spille og kunne få lov til at spille.
Det har I på det nærmeste udviklet i et beskyttelsesrum?
Ja – vi fik dog mulighed for at spille nogle bittesmå forstemmende koncerter, hvor der kun måtte sidde ganske få med mundbind på. Der spillede vi to koncerter om dagen. Det var på én gang ganske nedtrykkende, men også befriende, at vi fik lov til at spille i det hele taget.
Vi prøvede siden at finde nogen af de sange frem fra mit bagkatalog, som mere var stemningssange, der ikke var blevet luftet så meget.
Der er altid to til tre numre på et album, som ender med ikke at komme med. For det er sange, man spiller i sommerlandet, og det er sange man spiller på klubberne. Og så der de stille sange. Vi har gradvist fået bygget et udtryk op omkring balladerne.
Hvad har I så gjort siden?
Denne her gang, hvor vi har været omkring med kirkekoncerter, binder vi det sammen med næstekærlighed som budskab og tema. For det er noget, verdens ledere kan være fælles om: det har vi ikke fået nok af.
Det har virket så skønt for os at binde det sammen på den måde. At lære de intime rum at kende og spille at med rummene. I stedet for imod rummene. Det giver en helt anden stemning, hvor folk bare sidder på en stiv bænk og lytter til hvert eneste ord, der kommer ud af munden på os. Det er på ingen måde nogen greatest koncert; den består af hemmelige numre. Det er befriende for os at komme til at spille en helt anden type turné – end at spille rundt i kulturhuse eller på sommerens festivaler. Det giver os en kæmpe optur at spille det. Det er en helt anden stemning vi fanger og skaber gennem at optræde på intim manèr.
Vælger du også numre, som man finder balladeværdier i? Det kunne vel godt gøres med flere af dine rocknumre, der kan trækkes ned i energi?
Ja, præcis. Så bliver det et ganske andet scenarie. Nu spiller vi nogle andre sange i aften med en anden opskrift, fordi vi lige har spillet to udsolgte koncerter i Herning. Nu skulle de have noget andet, men vi holder det i det samme nedtonede lydunivers, og finder numre, som der er fuld fart på om sommeren, men nu spilles ganske lavmælt.
Sangene bliver vel også nye for dig på den måde?
Ja, vi har jo altid dyrket at lave forskellige arrangementer. Det er aldrig bare det samme vi gør. Vi spiller aldrig sangene ens to aftener i træk. Det er meget et spil mellem nogle mennesker, der kender hinanden vældig godt.
I det her univers må det gerne være sådan at det ikke er låste arrangementer. De skal være åbne. Sangene er jo aldrig helt færdige. De kan altid skubbes nye steder hen. Gøres på andre måder. Fremtones på andre måder.
Gælder det også for melodierne?
Ja, iblandt laver jeg også lidt om på dem. Der er hel del i det for mig med at holde gang i det, jeg jeg har: - at lade det være organisk og udvikle sig. Der er vigtigt.
Hvordan og hvornår skriver du dine sange? Opdager du mønstre, når du ser tilbage på, hvad der har optaget dig gennem årene?
Jeg skriver mest, når jeg er på rejser rundt omkring; jeg skriver ikke så meget derhjemme. Det foregår meget ude. Mange af mine sange er præget af, at vi kommer mere rundt, end de fleste gør. Der er ikke mange, der kommer så meget rundt som vi gør. Især på en tur som den, vi er på nu, hvor der ikke engang er et forsamlingshus. Så dukker der en stor kirke op. I sidste uge var vi i Nysted på Lolland. Der er en kæmpe kirke dernede. Det giver noget andet. Vi får set landet på en anden måde, end de fleste andre gør.
Kommer de så i kirke, dem der ellers normalt aldrig går i kirke?
Ja, de kommer. De ligner nogen, der aldrig har været i kirke nogen af dem. Og så får man jo brugt rummet på en måde. Man skal ikke underkende det. Vi spiller overalt og lærer landet at kende. Vi lærer de folk og ildsjælene at kende.
I har også jobs på Sjælland?
Ork, ja - Niels Hausgaard er den, der tidligere har gjort det i så mange år med at komme helt rundt i landet. Vi har været helt ude i yderkanterne af Danmark. Skabt kystkoncerter. Og så tager vi 5-6 i København og kører ud igen.
Hvordan bliver dine sange til?
Jeg skriver meget der, hvor jeg er – det er ikke noget problem at rykke ind ved siden af og skrive et eller andet ned – det kan være en linie, der bliver sagt eller ord på telefonen. Jeg har alle mine små notesbøger omkring mig, og så samler jeg dem og skriver. Samler linier. Det er brudstykker her og der, det meste af det, hvor nogle udvikles til sange, andre ikke.
Hvornår bliver linier til melodier…?
Jeg arbejder på mange forskellige typer af sange. Nogle er historiefortællende sange. Der er en historie, jeg gerne vil fortælle. Og vil gerne farve den på denne måde; den er ligesom fra A til B. Og så er der andre sange, som er en stemning af noget, man fanger, der måske ikke har nogen handling, men har en farve og en tone, måske en duft – man kan måske pludselig også mærke den på anden måde…
Sanseligt – ?
Ja, netop sanseligt! Så det er ret forskelligt, hvad det er for nogen typer af sange. Iblandt er det en linie, der skriver sangene for mig.
Opdager I så, fordi i spiller sangene på en ny måde, at I oplever noget nyt.
Ja, det gør vi helt klart. Vi har også genopdaget nogle sange, vi aldrig har hørt på den måde: ”Sådan kan den også spilles…” Det har også betydning, når vi laver større eller mindre hold.
Jeg spillede oprindeligt sammen med Troels Skjærbæk og så kom Peter Dombernowsky, der også spiller med Michael Falch, til. Vi har spillet sammen i over ti år. Det kan høres. Vi kender hinanden så godt. Troels kender mine sange så godt, at vi bare kan sparre mine idéer på plads.
Hvor går grænsen mellem at skrive en sang og at fortælle en historie?
Det er jo ikke dokumentariske historier, som for øvrigt er blevet et meget fritsvævende fænomen. Men, eksempelvis er der min ”Sweetheart”-sang [Henning Stærk endte med at få – et hit med], er en af de få sange, jeg har skrevet på engelsk, i forhold til de mange dansksprogede sange, jeg har skrevet.
Den skrev jeg, fordi vi mødte en pige på et morgen-caféteria-sted på vej mod Mexico, som lige havde været nede i den by, vi havde været i. Hun fortalte så en historie om, at hun og hendes kæreste havde været der og festet igennem og så havde de siddet ved ønskebrønden på torvet og kigget ned i brønden, hvorpå hun havde sagt: ”I quess we drink up everybodys dreams”. Dén lille linie fik mig så til at digte en lille historie, inspireret af det, hun fortalte: – og da vi spillede den til en festival derovre, havde nogen inviteret hende ind – og da brokkede hun sig voldsomt over, at det ikke var sådan, det var.
Det er det skønne ved at være sangskriver. At sådan var det for mig lige dér i det øjeblik. Jeg siger ikke noget om, hvad mine sange handler om; det må folk selv finde ud.
Det svarer jo til at være digter:
Ja, det skal man selv. Sådan må det være…
Hvad tænker du at konceptet Tæt På kan byde på? Taler det ind til noget i vores tid, tror du?
Ja, det tror jeg bestemt det gør. Jeg tror at man kan skabe samtaler med publikum, hvor det ikke er aftalt, at nu spiller vi den og den. Der sidder to mennesker eller mange og har en samtale, der bryder med de faste forestillinger, der verserer om at være sangskriver.
Det kan rydde nogle myter af vejen. Jeg synes og tror på, at der kommer nogle helt andre ting op. Jeg synes også, at sangene kommer til at stå anderledes i forhold til et koncept som dette. Det er ikke noget, man skal gøre altid.
Hvor mange albums er du oppe på nu?
Det er det 27ende vi er i gang med nu.
Til sidst sidder du i din rockingchair og laver en ny plade?
Ja. Præcis. Men jeg synes stadig, det er den samme bekræftende fornemmelse – dels at få fat i en sang: nu kan jeg mærke, at jeg har gang i et eller andet – det næste er så, at når sangen er på plads, og man kan præsentere den for bandet. Da bliver det næste at arrangere den fælles for bandet. Det næste trin bliver så at indspille den, det næste trin igen bliver det at spille den live. Jeg synes på den måde hele tiden, at der er de der trin og faser, der kan arbejdes på. Det eneste jeg ikke synes er så sjovt, det er at skulle ud og gøre opmærksom på, at man har lavet noget.
Da ser det ud som om I hele tiden begynder forfra på et nyt grundlag ?
Ja, det er det. Det jo altså bare ikke noget, der giver sig selv.
Det er også sin sag at være i konkurrence med streamingtjenester – Spotify mv…?
Ja, ALT dumper jo bare ned i Spotifys brønd, hvis ikke man selv vil have, at det skal gå anderledes, eller man selv gør noget for at bringe det videre ud til nogen, der kan have interesse i at høre det… Og der det jo fantastisk at kunne spille disse steder, hvor vi kan præsentere nye sange, der kan sætte sig fast hos folk…
Hvad har samarbejdet med Michael Falch betydet?
Vi har et meget gammelt venskab. Det i sig selv betyder en masse. Vi har altid kunnet gennemskue hinanden. Den ene kan ikke fuppe den anden… Det er da enormt givende. Musikalsk er det også en kæmpe udfordring hver anden gang at være sidemand.
Der er en stor rodløshed og ensomhed i vores kultur: En generel mistrivsel i samfundet, hvor der synes at være et stort behov for at blive mødt i sin ensomhed, sin fortvivlelse, hvor mange har svært ved at træde i eksistens. De tør ikke træde frem, blive nye for sig selv – og spørger sig selv: ”Gud, tør jeg det?” Dér har sangen en terapeutisk virkning
Ja, en stor terapeutisk virkning. Men der er også det i det, at når man er ung, da vil man gerne have verden til at høre ens sange, men da er det ikke verden, man gerne vil have til at høre ens sange, for da er det en bestemt gruppe, man synes er cool, som man synes at de sange når ud til. Man er altså selv enormt selektiv…
Men de skal selv opdage det… og de tænker, at vi synes selv, at det var enormt spændende, at vi opdagede det før nogen andre – men jo længere tid, man er i musik, desto mere finder man ud af at sange kan samle folk.
Vi spiller for mangfoldigheden og gør vort bedste for at bryde alle de der segmenteringer, som vi selv var med til at danne i sin tid. Vi bryder med alt det der. For er der noget, vi trænger til i dag, er det, at det bliver brudt. De der fællesskaber, hvor der er fodboldlandskab eller...
De synes vigtige, for de afføder en national selvfølelse…?
Det er dér, der sker noget, hvor alle går sammen eller er fælles om det. ”Er du også til det”, ”Ja, det skal jeg også til”; altså dén følelse der. Det er lidt den gruppe, som vi rammer nu – fordi vi har været i gang i så mange år, hvor der er en bølge af folk, som har et behov for at høre sangene på denne anden måde.
Du må da opleve, at folk føler sig mødt på nogle ganske overraskende måder?
Ja, det er det de skal. Intervievet blev afholdt af: Neal Ashley Conrad
Poul Krebs er en af Danmarks mest elskede sangskrivere, en vaskeægte troubadour, der har fyldt vores radioer, hjerter og koncertsale med smukke, vemodige og livskloge sange i mere end fire årtier. Han er den musikalske manifestation af en lun sommeraften, hvor livet gør lidt ondt, men hvor der altid er en venlig stemme i baggrunden, der minder os om, at alting nok skal gå.
Men hvem er Poul Krebs egentlig? Og hvorfor har han en evne til at få selv de mest hårdføre rocktyper til at nynne med på "Sådan nogen som os" med et lille fugtigt skær i øjenkrogen?
Fra Samsø til stjernestatus
Poul Krebs blev født den 28. maj 1956 på Samsø – en ø, hvor der er mere kartoffelavl end rock'n'roll. Men det forhindrede ikke den unge Krebs i at drømme om musikken. Hans musikalske rejse startede i 70’erne, hvor han som så mange andre danske sangskrivere fandt sin inspiration i amerikansk folk og rock.
Han debuterede i 1979 med albummet "Efter Stormen", og selvom det ikke umiddelbart sendte ham på forsiden af Se og Hør, var det starten på en lang karriere. Hans evne til at male billeder med sine tekster blev hurtigt hans varemærke, og hans sange begyndte at væve sig ind i danskernes dagligdag.
Sange, der holder hjerter varme
Man kan ikke sige Poul Krebs uden at sige "Sådan nogen som os" – en sang, der nærmest har nået nationalsang-status. Det er en melodi, der fungerer lige godt til en glad genforeningsfest som til en tudetur alene i bilen. Og det er netop Krebs’ styrke: han forstår at skrive sange, der kan kramme folk uanset deres humør.
Andre hits som "Morrison, Dylan og Elvis" og "Små sensationer" beviser, at han ikke bare er en mand med en guitar – han er en mand med en mission: at fortælle historier, der rammer os alle. Hans tekster er fyldt med nostalgi, melankoli og en sjælden evne til at beskrive de små øjeblikke, som vi alle kan genkende.
Den evige vagabond
Hvis man tror, at Poul Krebs er typen, der sidder fast i dansk pop-rocks trygge favn, tager man fejl. Han har turneret i USA, samarbejdet med internationale musikere og konstant genopfundet sig selv. Han har arbejdet sammen med artister som Henning Kvitnes, Steffen Brandt og Michael Falch – og har på en eller anden måde altid formået at holde sig relevant i en branche, hvor trends kommer og går hurtigere end vejret skifter i Vestjylland.
Hans sange er ofte inspireret af de mange steder, han har besøgt, og det er ikke unormalt, at en Poul Krebs-tekst kan føre os fra et vejrbidt jysk landskab til en støvet amerikansk landevej på blot få vers.
En mand af folket
Poul Krebs har aldrig været en rockstjerne i klassisk forstand. Han er ikke kendt for skandaler, vilde fester eller bizarre eksperimenter med frisurer. Nej, han er nærmere en musikalsk fætter, vi alle kender – en fyr, der dukker op til familiefesten med guitaren på ryggen og en anekdote i ærmet.
Måske er det derfor, han har en så stor og trofast fanskare. Poul Krebs er ikke bare en kunstner, han er en ven. En ven, der har været der for os i sorger og glæder, med sange der altid synes at forstå, hvad vi går igennem.
En evig klassiker
Uanset om du er stor fan eller ej, kan man ikke benægte, at Poul Krebs har sat sit præg på den danske musikscene. Han er en artist, der har overlevet tidens tand, og hvis sange stadig bliver sunget rundt om lejrbål, i radioen og på scener landet over.
Han er beviset på, at det simple ofte er det mest kraftfulde – en god melodi, en meningsfuld tekst og en stemme, der lyder som en varm kop kaffe på en regnvejrsdag. Og hvem vil ikke have det?
Poul Krebs er ikke bare en musiker. Han er en institution. En stemme for dem, der tror på, at livet – selv med sine op- og nedture – altid er værd at synge om. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes