Udgivet: d. 2 april 2025. Kl. 14. 02
Hvor færre og færre bor, men alle stadig ved, hvem der stjal naboens havetraktor i '96"
Der er steder i Danmark, hvor man stadig kan stå midt i byen og høre en mus tisse på en tot mos. Ikke fordi musen er specielt lydstærk, men fordi der ganske enkelt ikke er så mange mennesker tilbage til at larme. Vi taler om landets vandkantskommuner – de dér steder, hvor havet kysser kanten af Danmark, og hvor flyttevognene oftere kører væk end hen til.
Statistikken er klar: Flere vandkantskommuner oplever et stigende flytteunderskud. Det lyder som en økonomisk diagnose, men er i virkeligheden ret simpelt – der er flere, der flytter fra, end der flytter til. Og mens den 92-årige lokalpatriot Karen stadig kæmper for at holde liv i både strikkeklubben og brugsen, pakker den yngre generation flyttekasserne og smutter mod byen – lokket af baristakaffe, bycykler og muligheden for at date nogen, der ikke er ens fætters venindes lillesøster.
Når Netto lukker, og bybussen bliver en myte
Det starter ofte med noget så uskyldigt som en nedlagt bank. Så lukker den lokale skole – børnene skal jo alligevel køres i bil til sport tre byer væk. Snart lukker lægehuset, og til sidst siger også den lokale Netto "tak for nu" og forvandler sig til et hjemsøgt spøgelsespalads med tomme hylder og halvtomme cykelstativer. Tilbage står de gamle, de stædige og dem, der faktisk kan lide stilhed.
Det er ikke fordi, folk i vandkantskommuner ikke vil have liv – de vil bare ikke være det eneste, der lever der. Når man for femte gang møder den samme hundelufter og deres meget snakkesalige labrador på samme villavej, begynder man at forstå, hvorfor nogle længes mod storbyens anonymitet og takeaway-muligheder.
Kommunal hopsa-dans: "Hvordan beholder vi dem?"
Kommunerne forsøger ellers. De lokker med byggegrunde til en flad 10’er og udsigt over fjorden, hvor man ifølge brochuren både kan høre stilheden og mærke historiens vingesus. Nogle tilbyder gratis pasning, fleksibel hjemmepleje og en halmpresset drøm om et liv i pagt med naturen – lidt som Løkken møder Det Lille Hus på Prærien, bare med fibernet og fællesspisning.
Men her kommer udfordringen: Man kan ikke bare markedsføre sig ud af mangel på daginstitutioner, busruter og akuthjælp. For hvad hjælper det, at man har udsigt til havet, hvis man skal sejle hele vejen til Aalborg for at få fjernet visdomstænder?
Nye landsbydrømme – eller bare tomme huse?
Ironisk nok står tusindvis af små, hyggelige murermestervillaer og tripper for at få nye ejere. Men det kræver jo, at nogen vil bo i dem. Der er masser af kvadratmeter for pengene – faktisk kan man få et parcelhus med havudsigt og høns i haven for det, en københavnsk to-værelses koster at parkere sin cykel i.
Så hvorfor er det så svært?
Måske fordi mange af os er opdraget med ideen om, at "rigtige liv" leves i nærheden af ringveje, højhastighedstog og takeaway-bokse i genbrugspap. Måske fordi forestillingen om at flytte ud stadig forbindes med nederlag – og ikke med frihed, som det måske burde.
Udkantsheltens hævn
Men inden vi begraver Udkantsdanmark i en bølge af urban skam og flyttelæs, bør vi måske stille os selv et spørgsmål: Er det os, der svigter landdistrikterne – eller er det systemet, der har glemt dem?
For mens Danmark centraliserer, og politikere får kollektiv nældefeber ved tanken om at bevare skoler med under 14 elever, sidder der stadig folk i de små samfund og kæmper. Med kaffekopper og nabohjælp, med lokale Facebookgrupper og fælles morgenløb. De nægter at flytte, fordi de har noget, mange har glemt at drømme om: ro, sammenhold og stjernehimmel.
Det er måske ikke for alle. Men måske burde flere alligevel overveje det – bare lidt. For som man siger i Nakskov: "Du kan godt tage til storbyen, men du slipper aldrig helt for lollikken i dig". Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes