Udgivet: d. 28 November 2024. 06.10
Foto: Danny Kaan
4/5 Stjerner
Les Misérables: En Revolution i Royal Arena – Med Store Følelser og Større Stemmer
På en kold novemberaften, hvor København for en stund føltes som Paris anno 1832, trådte Royal Arena ind i musikteatrets evighed. Les Misérables: The Arena Musical Spectacular bragede igennem både lydmure og hjertebarrierer, og leverede en oplevelse, der må betegnes som storslået, rørende og til tider så bombastisk, at selv Victor Hugo ville have kastet sin pen og grebet popcornet.
Et revolutionært skue
I en arena forvandlet til et revolutionens epicenter. Med LED-skærme så store, at de kunne overdøve enhver solopgang, og en fast scene, som det industrielle revolutions tandhjul, var scenografien en teknologisk tour de force. Pariserbaggader og barrikader sprang til live foran et publikum, der knapt turde blinke. Man blev fanget i en visuel storm, hvor scenografiens digitale finesse trak publikum gennem alt fra kloaker til kærlighedsdramaer med en uovertruffen præcision.
Valjean, Javert og de store stemmer
Killian Donnelly som Jean Valjean er ganske enkelt en åbenbaring. Hans stemme kunne smelte isen fra både november og det kolde hjerte af enhver uforløst musicalskeptiker. Da han brød ud i "Bring Him Home", føltes det som om, tiden stod stille. Det er et øjeblik af ren skønhed.
Modsat ham stod Bradley Jaden som Javert, en vokal storm, der brølede autoritet og smerte på en gang. Hans nedstyrtning i Seine-floden blev en af forestillingens visuelle triumfer – en dramatisk slow-motion-forestilling med bølger og lys, der fik publikum til at holde vejret.
Fra Hollywood til hjertet
Dette er ikke din typiske Les Mis. Det er en Hollywood-inspireret, actionfyldt version, hvor pyroteknik og spektakulære effekter tager lige så meget plads som de inderlige ballader. For nogle kan denne overflod af visuelle stimuli overskygge de mere følsomme øjeblikke – som Éponines "On My Own", der druknede en anelse i LED-lysets hav. Men showets storslåede ambitioner formår at kompensere for dets øjeblikkelige mangel på subtilitet.
Publikum blev revolutionens hær
Da "One Day More" ramte med den kraft, kun en 50-mands orkester kan levere, stod publikum spontant op. Royal Arena blev en revolutionens lejr, og hver gæst en del af kampen. Sangen spredte sig som en flodbølge, og selv de mindst musikalske blandt os kunne ikke holde sig fra at nynne med. Publikum blev pludselig en del af revolutionen, og man får lyst til at marchere direkte mod Københavns Rådhus med sin billet som fane.
Små skønhedsfejl på barrikaden
Ikke alt var perfekt. Orkestrets kraftfulde blæsere overdøvede næsten til tider skuespillernes stemmer, og nogle intime scener mistede deres glød i den massive arenaopsætning. Men dette er småting, når man ser det samlede billede: et show, der leverer alt, hvad det lover – og mere til.
En konklusion til musikteatrets revolutionære
Les Misérables: The Arena Musical Spectacular er ikke blot en forestilling, men en begivenhed. Den løfter musicalen til et niveau, hvor man ikke bare ser, men føler revolutionen helt ind i knoglerne. Med gigantiske stemmer, en spektakulær scenografi og en atmosfære, der river dig med, er denne opsætning en tour de force, der skal opleves.
Så tag dit billetprogram og din revolutionære ånd. Dette er en Les Misérables, som du aldrig har set den før – og måske aldrig vil glemme igen.
Af: Henrik Yde
Foto: Danny Kaan
Les Misérables: Revolutioner, kærlighed og en skuffe fyldt med brød
Hvis musicals havde en konge, ville Les Misérables uden tvivl bære kronen, holde en baguette som scepter og synge “Do You Hear the People Sing?” fra toppen af Montmartre. Denne episke fortælling har tryllebundet publikum verden over i årtier – men hvad er det, der gør denne opsætning så uimodståelig? Og hvorfor dukker der konstant tårer op i vores øjne, når Fantine synger om drømme, der blev knust hurtigere end en croissant under en cykel?
En Historie, der ikke Kunne Forkortes
Victor Hugo skrev Les Misérables i 1862. Det er en mursten af en bog – seriøst, man kan bruge den som håndvægte – men det er også en historie fyldt med menneskelige følelser, revolutionære kampe og moral. Musicalversionen har heldigvis barberet de mange hundrede sider ned til et håndterbart tre-timers show. Alligevel føles det som om, at vi gennemlever hele det 19. århundrede sammen med Jean Valjean og hans bande af elendighedsramte venner.
Men hvad gør historien så stærk? Måske er det kontrasten mellem Valjeans dybe moral (på trods af hans lidt lyssky fortid som brødtyv) og Javerts urokkelige jagt på ham. Eller måske er det bare, at vi elsker en god kamp mellem en mand og hans samvittighed. Plus, hvem elsker ikke et ordentligt slagsmål på en barrikade?
Fra Fransk Litteratur til Broadway Glamour
Når man tænker på Les Misérables, hører man straks musikken for sit indre øre. Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil skabte en af de mest mindeværdige musical-lydspor nogensinde. Hvert nummer er fyldt med drama – selv når de synger om små ting som "en skål suppe" eller "et koldt tag".
Og så er der sangene. “I Dreamed a Dream” er blevet karaokesang nummer ét for folk, der vil vise, at de kan ramme de høje toner. “One Day More” er som et revolutionært slagnummer, hvor hele castet går all in. Og så har vi “Master of the House”, som pludselig minder os om, at selv i en tragedie er der plads til en halvfuld værtshusvært, der tager overpris for sine drinks.
Mere End Bare Klichéer
Jean Valjean er helten, vi elsker at heppe på – han stjal et brød, kom i fængsel, og nu prøver han bare at leve et stille liv, mens han bliver jagtet af Javert, den mest stædige politimand nogensinde. Javert er typen, der stadig ville tjekke din parkeringsbillet, selvom verden stod i brand omkring ham.
Fantine er hjerteskærende. Hun mister alt: sit job, sit hår, sine tænder og til sidst sit liv. Hendes historie er en grum påmindelse om, hvor uretfærdigt livet kan være – og hvor hurtigt tingene kan gå galt, når samfundet ikke giver en hjælpende hånd.
Cosette og Marius er musicalens store romantiske håb. Deres kærlighedshistorie er sød, men ærligt talt lidt tam, når man sætter den op mod barrikadekrigerne, der dør for deres drømme. Gavroche, den lille gadeunge, stjæler ofte showet – og vores hjerter – med sin kække attitude og ukuelige mod.
Hvorfor Vi Elsker Det
Les Misérables er ikke bare en musical – det er en følelsesmæssig rutsjebanetur. Man griner, græder og jubler, alt imens man overvejer, om man selv ville have modet til at stå på en barrikade og kæmpe for frihed. Forestillingen minder os om, at selv i vores mørkeste øjeblikke er der håb, kærlighed og retfærdighed – hvis vi tør kæmpe for det.
Og lad os være ærlige: der er noget magisk ved at se et helt cast bryde ud i sang, mens de bygger en barrikade ud af tilfældige møbler.
Fakta om Les Misérables
Les Misérables er et universelt eventyr, der har overlevet tidens tand, fordi det handler om menneskets kamp mod uretfærdighed, fattigdom og ulighed. Det er også en påmindelse om, at selv de mindste valg – som at stjæle et brød – kan få store konsekvenser.
Når du hører “Do You Hear the People Sing?”, så overvej at synge med. For hvem ved? Måske er det præcis den revolutionære energi, vi har brug for – og måske kan det endda hjælpe dig med at finde en ny appreciation for fransk litteratur og musicals. Vive la Révolution! Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes