The Lumineers

Pressefoto

Udgivet: d. 10 maj 2025. Kl. 12.06

★ ★ ★ ★ ★ ☆

The Lumineers i Royal Arena – En fest, et fællesskab, en følelse af forelskelse i livet

Okay. Prøv at forestille dig, at nogen tager en kæmpe gryde og koger det bedste fra en amerikansk folkefest, drysser lidt Woodstock-støv i, tilsætter et stadion, 5000 øldrikkende, dansende, syngende københavnere, og til sidst hælder hele herligheden ud over Royal Arena. Voilà: The Lumineers live i København – og hold nu kæft, hvor det smagte godt.

Der var engang… en lydmur

Klokken er ikke engang blevet mørk endnu, og lyset går – BUM!– lyden kommer som en mur af forventning, og alle i Royal Arena er ét gigantisk brus af sommerfugle i maven og boblende øl i blodet. Der er ikke nogen, der står og kigger på uret. Alle kigger op. På scenen. På hinanden. På fremtiden, for det er tydeligvis nu, det sker.

Fra hulken til fællessang

De går på scenen. The Lumineers. Og publikum går fra jubel til kollektiv sang på under 3 sekunder. Jeg har aldrig hørt 5000 mennesker synge så rent (og så højt). Det er som en skoleafslutning og et bryllup og en ungdomsfest, hvor ALLE kender ALLE teksterne. Og ALLE har armene omkring hinanden. Man kan næsten ikke undgå det. Det er sådan en koncert, hvor man kommer alene og går derfra med ti nye venner og en ny livsfilosofi.

Lys, lys og endnu mere lys

Lysshowet? Guddommeligt. Ikke på den "wow se på os"- måde, men på den "vi ER jer"- måde. Lyset var ligeså meget på publikum som på bandet – et bevidst valg, der gjorde, at man konstant kunne se folks glade ansigter og vilde dans. På scenens bagtæppe dansede billeder som TV-støj, veje, snefnug og alt derimellem. Det føltes som at være med i en film, man selv var hovedpersonen i.

Sangene – og de små magiske detaljer

“You’re All I Got” starter med bare vokal og guitar ude på scenekanten. Intimt, næsten som om man var hjemme i deres stue. Men så BUM, kommer resten af bandet ind og blæser os op på næste niveau.

“AM Radio” – frem med lommelygterne. En stjernehimmel i Royal Arena. Jeg så en pige græde. Jeg så en mand kramme sin datter. Jeg så mig selv glemme min alder og bare være menneske i mørket.

“Donna”? På klaveret. Simpelt, smukt, sårbart. “Hey Ho”? Eksplosion. Publikum gik i takt og tempo som en stor, kærlig stamme på dansetrip.

Forsangeren – ham med benene og hjertet

Han (Wesley Schultz) må have gået ti kilometer under “Brightside Baby”, hvor han gik gennem HELE salen – bagest, forrest, siderne – og gav high fives, håndtryk og kærlighed som en amerikansk rock-Jesus. Han kom tilbage og satte sig – udmattet men opløftet – for at spille “Sleep On The Floor”, og da konfettien røg i luften, var der ægte guldglitter i øjnene på de fleste.

Og så kom klimaksene. Ja, flertal.

“Gloria” – alle sang. Ikke én sad ned. Ikke én.

“So Long” – violinen og rockguitaren skabte en mærkelig, magisk symbiose som en duet mellem cowboy og rumvæsen (på den gode måde).

“Charlie Boy” – opvarmningen kom ud og sang med. Det lød ikke som “mere lyd”, men som “mere mening”.

“Ofelia” – jesus christ, der var tryk på. Publikum sang højere end anlægget. “You Can’t Always Get What You Want” – lidt Stones, lidt Lumineers, meget yes please. “Big Parade” – her fik hvert bandmedlem lov til at synge et vers, hvilket både var hyggeligt, sært og charmerende. Det mindede lidt om, når ens venner prøver at synge karaoke – men alle er gode!

“My Eyes” – ikke spillet i 10 år. Men vi fik den. Og den sad. Bang. Og så: “Cleopatra”. Publikum starter med at synge den før bandet når at åbne munden. Wesley kigger op, smiler, læner sig ind i mikrofonen… og så trækker han sig væk. Lader os tage den. Akustisk. Magisk. Da bandet igen går i gang – eksplosion.

En kærlig afslutning

Og selvfølgelig slutter de med “Stubborn Love”. Et passende punktum. Ikke et punktum som i "slut", men som i "vi ses igen".

The Lumineers i Royal Arena var en kollektiv lykkepille, pakket ind i lys, lyd og kærlighed. Det var den største koncert, de har spillet i København – men det føltes som den mest intime. Og publikum… ja, vi var ikke bare med. Vi VAR koncerten.

Så hvis du nogensinde får chancen: Gå ikke. Løb. Dans. Syng. Og husk lommelygten.   Af: Emilie Jakobsen

The Lumineers – Et band med støv på støvlerne og hjertet uden på skjorten

Forestil dig følgende: Du sidder i en rusten pickup truck fra 1973, kører gennem Colorados åbne vidder, og vinden leger med dine tanker. På radioen begynder et simpelt klaver at spille fire akkorder. Et strøget klaver. Så kommer stemmen: sprukken, men ærlig. Og lige dér ved første "Ho!" er du solgt. Velkommen til The Lumineers, bandet der har givet os lydsporet til både forelskelser, tømmermænd og soul-searching.

Begyndelsen – som en ukendt folk-version af Askepot

Historien om The Lumineers er næsten mytologisk banal. Et ungt musikalsk makkerpar – Wesley Schultz (sang, guitar, det charmerende falkeblik) og Jeremiah Fraites (trommer, følelser, skægstubbe) – begynder at spille sammen i New Jersey. Men tragedien slår tidligt. Jeremiahs bror, og Wesleys bedste ven, dør af en overdosis i 2002. Musikken bliver både terapi og drivkraft.

De flytter til Denver, Colorado. Hvorfor? Fordi huslejen er lav. Seriøst. Det var ikke for bjergene, stemningen eller de kreative miljøer – det var penge. Her finder de deres første cellist, Neyla Pekarek, via en Craigslist-annonce. Ja, Craigslist! Bandets lineup er lige så amerikansk som peanut butter og trail mix.

“Ho Hey” og det uventede gennembrud

I 2012 eksploderer alt. “Ho Hey” bliver et globalt monsterhit. En banjo-rytme, nogle taktfast råb, og en smule hjertesorg – og bum! Hele verden står og råber "I belong with you, you belong with me" til en ekskæreste, de måske aldrig havde.

The Lumineers' debutalbum var som en gammel, støvet dagbog, man finder på et loppemarked – fyldt med følelser, klaversoloer og håndklap. Folk kunne relatere. Indie-pop med støv på. Det blev soundtracket til både teenageforelskelser og gamle mænds whisky-aftener.

Musikalsk minimalisme med stor virkning

Det særlige ved The Lumineers? De spiller simpelt. Altså, rigtig simpelt. Nogle ville kalde det amatøragtigt simpelt, men det er netop dét, der virker. De spiller ikke for at imponere – de spiller for at føle. En akkord, en stemning. En cello, der lyder som et suk. En tamburin, der lyder som en regnvejrsdag i september. Og man må give dem det: De har fået klaver og råb til at lyde som poesi.

III – Et konceptalbum forklædt som tragedie

Deres tredje album, "III" (2019), er et mørkt, ambitiøst værk, der følger én familie gennem tre generationers kamp med afhængighed og svigt. Det er ikke et album, man sætter på til søndagsbrunchen. Det er mere noget, man lytter til med tårer i øjnene og vin i hånden.

Men det er også modigt. The Lumineers tager deres succes og bruger den på at fortælle noget, i stedet for bare at gentage "Ho Hey" i evighed.

Kendetegn:

• Wesleys stemme: Lyder som hvis Bob Dylan og Tom Odell fik en søn og opdragede ham i bjergene.
• Trommelyden: Altid som om den er indspillet i en lade med hø på gulvet.
• Videoerne: Altid med støvede farver, ensomme blikke og mindst én scene i regnvejr.
• Korte sange: Ingen 7-minutters prog rock her. De siger det, de vil sige – og så stopper de.

Liveoplevelsen – som at kramme et band

At se The Lumineers live er som at være til en gigantisk lejrskole, hvor alle græder lidt og holder i hånd. De danser ikke, de stamper. Publikum stamper med. Det er fællesskab. Det er folk. Det er, som hvis Mumford & Sons var lidt mere introverte og havde glemt deres barbermaskine.

Deres livekoncerter inkluderer tit fællessang, akustiske versioner midt blandt publikum, og af og til et akavet smil fra Wesley, når nogen skriger: “MARRY ME!”

Men hvem ER de egentlig?

The Lumineers er svære at definere. De er ikke rock, ikke ren folk, ikke indie – de er en slags blandingsprodukt. Som en musikalsk madpandekage med lige dele americana, poesi, hjertesorg og klokkespil.

Og så er de blevet soundtracket til utallige film, serier og reklamer. Når en kvinde ser ud over havet i slowmotion og tænker på sit knuste hjerte – så er det Lumineers, du hører i baggrunden.

Fun Facts (fordi ja, hvorfor ikke?)

• De optrådte i et afsnit af The Walking Dead – uden zombier, men med melankoli.
• De har turneret med både U2 og Tom Petty.
• De har afvist store pladeselskaber for at beholde kontrollen over deres lyd.
• De har en evne til at få folk til at råbe “HEY!” uden at føle sig dumme.

Den Lumineerske filosofi

The Lumineers minder os om noget vigtigt i en verden fyldt med autotune, bass drops og plastikperfektion: Det enkle er stadig smukt.

De siger ikke meget. Men det de siger, rammer.

Som Wesley Schultz selv har sagt: “I’d rather be a whisper that matters than a scream that doesn’t.”

Og måske er det netop derfor, The Lumineers bliver ved med at betyde noget. Fordi de tør være stille i en støjende verden. De tør være følsomme. Og de tør sætte en tamburin i centrum.

Næste gang du hører et "Ho!" i det fjerne – stop op. Lyt. Måske er det bare The Lumineers, der igen forsøger at fortælle dig noget vigtigt med få akkorder og et åbent hjerte.  Af. Emilie Jakobsen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes