Foto: Oliver Sperling
Udgivet: d. 10 maj 2025. Kl. 09.55
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Søren Huss i Tivoli – En massiv granitklump af poesi og rock
Der er noget særligt over at stå i Tivoli en fredag aften i maj, hvor foråret netop har smidt sin vinterfrakke og givet plads til isvafler, kærestekys og kolde fadøl. Og denne fredag – den 9. maj 2025 – stod en Søren Huss i zenit. Der var noget elektrisk i luften allerede, før koncerten gik i gang. Ikke lyn, men Huss. Ikke torden, men trompet.
En sælsom start – og så ind i kosmos
Koncerten åbnede med "Sælsom Fred", og ja – sjældent har man oplevet noget så... sælsomt og fredeligt. Søren trådte ud på scenen med en trompet i hånden (ja, den slags ting gør han bare), og inden der blev sunget én eneste linje, fyldte han Tivolis blomsterflor med en smuk, melankolsk solo, der kunne få selv en træt bamsestatue til at fælde en tåre. Publikum stod bomstille. Næsten som om de frygtede at trække vejret for højt.
Og så gik det løs. Baggrundsstråler sendte poetiske billeder af kosmiske dimensioner ud over plænen. Her kunne man høre folk mumle: “Hvad er det egentlig han synger om?” og “Er det ikke ham fra Saybia?” – jo, det er det. Men Huss er mere end det. Han er nu en slags musikalsk astronaut i sin egen bane, og vi andre fik lov at flyde med.
En koncert med lange titler og store følelser
Da han kastede sig ud i "Langt ude, langt oppe, langt nede og langt, langt væk", havde nogen nærmest brug for et kort. Men sangen behøvede ikke retningssans – kun hjertesans. Publikum gyngede med i det sfæriske groove, og man fik fornemmelsen af, at nogen måske var ved at forelske sig ude blandt de udstrakte arme. Apropos – da han spillede "Et hav af udstrakte hænder", blev hele forreste række til en slags levende havanemone. Huss havde publikum i sin hule hånd, og publikum havde hænderne i vejret – helt frivilligt og helt fortjent.
Tunge sten og bløde hjerter
Sangen "Som mejslet i massiv granit" ramte som en hammer. Ikke af larm, men af tung, eksistentiel alvor. Søren Huss har det der talent for at få folk til at føle sig som både fjeld og fnug på samme tid. Og netop som publikum var ved at flyde helt væk i poetisk dybsindighed, kom Ingen appel som et velplaceret hip af ironisk charme. Der ER appel, Søren, og den var tydelig blandt de mange fans – fra unge hussianere til ældre ex-Saybianere.
Romantik og kapitulation
Koncertens emotionelle højdepunkt var, som om alle i Tivoli pludselig stod og kiggede kærligt på nogen – eller huskede nogen, de burde have kigget på. En smuk dame med en cowboyhat ved siden af mig begyndte at græde stille. Ikke fordi hun var ked af det, men fordi Søren Huss havde pillet lidt i hendes sjæl, som kun han kan.
Og så, som afslutning: "I surrender". Publikum overgav sig. Jeg overgav mig. Selv vagterne overgav sig og stod med svingende skuldre. Søren Huss rundede sin 50 minutters magtdemonstration af med ordene: “Tak fordi I lyttede.” Og vi lyttede – i hvert fald så godt, vi kunne, imens vi dansede, krammede, nikkede og blev lidt mere hele mennesker.
Afsluttende tanker – og en appelsin
Søren Huss i Tivoli var en oplevelse, hvor man gik ind som tilskuer og kom ud som deltager i et slags eksistentielt fællesskab. Det var som at få en appelsin i hovedet – uventet, forfriskende og fuld af vitaminer.
Så ja, kære Tivoli – book ham igen næste år. Og kære Søren – du er ikke bare mejslet i massiv granit. Du er også ham, der kan få det hele til at blomstre. Af: Henrik Yde
Foto: Oliver sperling
Søren Huss – Manden der synger os ud i regnen og hjem igen
En intro med regndråber og ro
Søren Huss er det musikalske svar på en regnvejrsfilm, du ikke vidste, du havde brug for. Du tror, du er på vej til noget hyggeligt, men så begynder det stille at regne i din sjæl, og pludselig sidder du der – grædende i en cardigan, mens du drikker sort kaffe og tænker på din ungdomskæreste. Og du nyder det. For Huss formår noget få andre gør: Han tager smerten og gør den smuk. Han tager stilheden og fylder den med klang. Han tager dig – og lader dig være dig selv.
Barndommens baghave og de første toner
Født i Nyborg i 1972, voksede Søren op i det stille Danmark – ikke i rockstjernens klassiske larm og ballade, men blandt bøger, melodi og refleksion. Han var ikke typen, der kastede med guitarer. Han samlede dem op, stemte dem præcist og spillede akkorder, der allerede dengang fik naboens kat til at stoppe op og lytte.
Det siges (dog uofficielt), at Søren som barn kunne rime i søvne og havde et indre følelsestermometer, der kunne måle stemningen i et rum hurtigere end en socialrådgiver. Han var et musikalsk barn, men ikke et larmende et. Han begyndte tidligt at skrive sange – ikke om biler og piger, men om skygger, drømme og savn.
Saybia – Det store stille gennembrud
I slut-90’erne blev Søren forsanger i Saybia – et band, der ikke råbte “HEY!” men snarere hviskede “er du okay?”. Deres debutalbum "The Second You Sleep" (2002) blev en øjeblikkelig succes i både Danmark og Europa. Singler som "The Day After Tomorrow" og titelnummeret blev hymner for folk, der ikke havde lyst til at gå på klub, men hellere ville sidde med høretelefoner og kigge ud af et togvindue.
Saybia blev store. Store nok til at spille i udlandet. Store nok til at deres melankoli blev en eksportvare. Og midt i det hele stod Søren, med sin karakteristiske stemme – lidt som hvis Thom Yorke og Kim Larsen fik et musikalsk barn, der læste filosofi og lavede hjemmebag.
Solokarrieren – Fra engelsk til dansk og fra stor sal til intim stue
Efter Saybia tog en pause (og senere et comeback), gik Søren solo. Og her begyndte han virkelig at blomstre – på sin egen, lidt sørgmodige måde. Det var ikke blomsterkranse og farver. Det var vintergækker og visne blade – og det var smukt.
Hans første soloalbum Det er ikke det samme som at savne (2010) var et samarbejde med digteren Søren Ulrik Thomsen. Musikken blev lavet til Thomsens digte, og resultatet var nærmest for magisk til virkeligheden. Det var som at få sine følelser læst højt af en blid præst med guitar.
Pladen blev mødt med stor anerkendelse og satte Søren i en helt særlig kategori: Den seriøse musiker, som også gymnasielærere og bibliotekarer elsker. Men det er ikke snobbet musik. Det er bare dybt. Det er musik, der kræver, at du lytter – og som giver dig noget igen, hvis du tør...
Den danske sangskat og Huss som kulturformidler
Søren Huss er også blevet en slags moderne sangskatte-vogter. Han har indspillet egne versioner af klassiske danske sange og sunget fællessang med Højskolesangbogen som baggrundstæppe. Han tager gamle sange og giver dem nyt liv – uden at ødelægge dem. Og det er en kunst.
Huss har også medvirket i TV-udsendelser om musik, skrevet musik til teater og arbejdet med både unge og ældre musikere. Han er det, man kunne kalde en “musikpædagogisk romantiker” – en der tror på, at musik ikke bare skal høres, men mærkes, forstås og deles.
Søren Huss live – Et koncertsted bliver en kirke
At være til koncert med Søren Huss er ikke som at være til koncert. Det er mere som en fælles terapi. Folk græder. Folk smiler gennem tårer. Der er så stille mellem numrene, at man kan høre hjerteslag og hjertesorg.
Han fortæller små anekdoter. Han jokker lidt i det, fordi han er så ydmyg. Og publikum elsker ham for det. Han er ikke showmand. Han er nærmest anti-showmand. Men alligevel går folk derfra og føler, at de har været vidne til noget stort.
Personligheden bag stemmen
Søren Huss er, hvad man kunne kalde en moderne mystiker. Han er ikke på forsiden af sladderbladene, han lægger ikke selfies op, og han flasher ikke sin morgenmad på Instagram. Men han dukker op, hvor det gælder. Til koncerter. Til samtaler. Til musikalske samarbejder, hvor dybde og sjæl er i fokus.
Han virker som en mand, der læser bøger. Mange bøger. Han taler om samfund, følelser og menneskelighed med et blik, der ser længere end det første lag. Han er hverken stivnakket intellektuel eller hippie-romantiker. Han er bare – Søren Huss. Et sted midt imellem Leonard Cohen og din bedste ven fra efterskolen.
Fun facts, som du ikke vidste, du ville vide
Søren Huss – Et stykke Danmark med dybde
Søren Huss er ikke en popstjerne. Han er en kunstner. En formidler. En tænker. En poet. En sanger. En mand, der har fundet sin plads i det danske kulturlandskab og står der – ikke på en piedestal, men på jorden, midt i os.
Han minder os om, at det er okay at føle. At stilhed også er musik. Og at nogle gange er det smukkeste i livet det, vi næsten ikke kan sætte ord på – men som han synger det, så vi forstår. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes