Udgivet: d. 28 marts 2025. Kl. 09.31

Turboweekend

Foto: Rasmus B.S. Hansen

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Turboweekend – genopstandelsen i Store VEGA

Der findes øjeblikke, hvor tiden opløses. Hvor musikken bliver en puls, et åndedrag, en fælles rytme, der løfter både krop og sind ud af hverdagen og op til noget større. Turboweekends genforening i Store VEGA var ét af de øjeblikke.

Seks år efter det sidste farvel – dengang i 2018, hvor man troede, punktummet var sat – trådte bandet i aften frem i et musikalsk semikolon. Et nyt kapitel begyndte, og det begyndte med Laura Palmer’s Theme fra Twin Peaks. En stemningsmættet intro, der varslede både nostalgi og uhygge, skønhed og mørke – præcis som Turboweekend altid har kunnet balancere det.

På scenen tronede en stor, rygende og lysende skikkelse, en slags oppustelig lanterne skulptur – halvt menneske, halv mytologi – som stod som vogter af rummet. Det var visuelt teater i stor skala. Symbolsk? Måske. En ny version af manden bag musikken? En ny sjæl i bandet? Uanset hvad, så var det dragende, da den kom op midt under koncerten.

Og så trådte han frem – Silas Bjerregaard. Frontmanden, stemmen, nærværet. Med et afvæbnende smil og en rolig intensitet kastede han sig ud i publikums hænder i nummeret ”Trouble is” Ikke som en rockstjerne, men som én, der igen tør give sig hen. Publikum greb ham – bogstaveligt og metaforisk.

En aften hvor fortid og nutid kyssede hinanden

Store VEGA var pakket. Svedigt, tålmodigt og summende. Publikum var mødt op med åbne sanser, og fra første tone var det tydeligt, at gensynsglæden var gensidig. De gamle hits fik gulvet til at vibrere – "Trouble Is", "On My Side", "Holiday" – med en energi, der virkede forunderligt uforandret. Og dog var der noget nyt i luften. En modenhed. En dybere bund.

Lyset var i særklasse – ikke bare dekorativt, men fortællende. Det blinkede, brændte, strøg og smøg sig omkring numrene med præcision og følelse. Og lyden? VEGA’s lydsystem gjorde retfærdighed mod de pulserende synthflader, de bastunge beats og Silas' krystalklare vokal.

Turboweekend er ikke længere bare et elektropop band. De er blevet en musikalsk organisme – mere eksperimenterende, mere åbne, og alligevel tro mod den emotionelle nerve, der altid har kendetegnet dem.

Nye navne, ny musik, ny puls

Det var ikke kun et gensyn – det var også en præsentation af noget nyt. Der var nye medlemmer på scenen, og særligt keyboardspilleren Susanne gjorde indtryk med både nærvær og vokalbidrag. Hun tilføjede en ny, mere luftig dimension til bandets lydunivers.

Og midt i al genkendelsen og euforien blev der også optaget en ny musikvideo – ”Under overfladen”. Et symbolsk valg af titel. Det er nemlig netop under overfladen, Turboweekend gemmer deres styrke. I det melankolske, det svævende, det eftertænksomme – altid med en sitrende, dansende energi lige under huden.

Særligt bemærkelsesværdig var det moment, hvor en sireneagtig lyd foldede sig ud over salen – som en alarm, en genfødsel, et kald. Publikum stod ikke stille et sekund. De sang med, de dansede, de mærkede. Det var ikke bare en koncert – det var en forening. En cirkel, der blev sluttet. En ny begyndelse, der blev taget imod med åbne arme.

Yör – en smuk opvarmning

Før Turboweekend indtog scenen, sørgede Yör for en energifyldt og stemningsskabende opvarmning. Deres lyd var elektronisk, men med en menneskelig varme. Den dygtige forsanger formåede at skabe kontakt og spænding – et klart og modigt valg, og et godt match til hovednavnet. Yör gav os ikke bare ventetid, men en forsmag på det spirituelle niveau, aftenen bevægede sig på.

Finalen – og det store spørgsmål

Er det virkelig kun et comeback, eller er det en ny æra for Turboweekend? Hvis man dømmer efter denne koncert, så virker det ikke som et midlertidigt kapitel. Der er en dybde, en længsel og en nysgerrighed i bandets nuværende udtryk, der vidner om, at de ikke blot vender tilbage – de udvikler sig.

Martin Øhlers Petersen, Silas Bjerregaard og Morten Køie – sammen med de nye kræfter – står stærkere end nogensinde. Ikke som en kopi af fortiden, men som et band, der har turdet kigge i spejlet og vende tilbage med noget på hjerte.

Turboweekend er ikke tilbage. De er fremme. Og det, de har taget med sig, er ikke kun gamle minder, men ny musik, ny poesi og et publikum, der aldrig forlod dem – men ventede. Ventede på at danse igen.   Af: Eva Yde 

Turboweekend – bandet der sparkede dørene ind med synthesizere og følelser

Hvis du nogensinde har forestillet dig, hvordan det ville lyde, hvis en robot forelskede sig i en poet, og de så besluttede sig for at starte et band sammen – så har du faktisk allerede mødt Turboweekend. Det københavnske elektro-rockband, der ramte scenen som en lydmæssig hammer iført læderjakke og laserlys, har sat sine spor i både dansegulvets neonlys og den melankolske hjernehalvdel hos enhver med hang til tunge synths og svævende vokaler.

Hvem er Turboweekend?

Turboweekend blev dannet i 2006 og bestod af Silas Bjerregaard (vokal, charme, følelser og frisure), Morten Køie (bas og coolness), Martin Øhlers Petersen (trommer og timing) og Anders Stig Møller (synths og sci-fi vibes). De fire unge mænd fandt sammen i det københavnske musikmiljø og besluttede sig for at skabe musik, der både kunne få dig til at danse og tænke – på én gang. Det lyder næsten ulovligt, men det lykkedes.

Deres lyd? Forestil dig et mørkt dansegulv i Berlin, hvor Joy Division spiller på en synth og Prince blander drinks i baren. Det er både koldt og varmt. Elektronisk og organisk. Og altid med Silas’ vokal som følelsesmæssig dirigent.

Pladerne – fra lørdagsfest til introspektivt afterparty

Turboweekend smed deres første plade, "Night Shift", i 2007, og lad os bare sige, at der ikke var nogen, der sov efter det. Den bød på numre som “Into You” og “Something or Nothing” – dansable, melankolske, og utroligt københavnske. Her var noget nyt. Noget friskt. Noget du kunne høre på Roskilde og i din ensomme teenage-seng med høretelefoner og slukket lys.

Deres andet album, "Ghost of a Chance"(2009), var ikke bare en opfølger – det var et manifest. Mere modent, mere eksperimenterende, og endnu mere dansabelt. Det var som at gå ind i en drøm af stål og silke. Titelnummeret og “Trouble Is” blev store hits, og pludselig var Turbo Weekend ikke bare et band – de var et fænomen.

I 2012 udkom "Fault Lines", hvor bandet for alvor udforskede de sprækker, der opstår mellem mennesker, toner og tekster. Det var mørkere. Vildere. Mere komplekst. Men stadig med det der Turbo-DNA: en blanding af hjertebanken og stroboskoplys.

Live – som at blive forelsket i slowmotion

Hvis du var så heldig at opleve Turboweekend live, så ved du, at det ikke var som andre koncerter. Det var en oplevelse. Silas Bjerregaard stod som en blanding af en rockgud og en ensom dreng med store følelser, mens musikken pumpede ud som lydspor til en film, du endnu ikke har set, men allerede elsker.

Der var energi, der var nærhed, og der var den her følelse af, at du var en del af noget større. Som at danse midt i et kollektivt sammenbrud – men på den fede måde.

Men så… stilheden

I 2018 annoncerede Turboweekend, at de tog en pause. Og så blev det stille. Ikke et smæk i døren. Ikke et “tak for alt”. Bare en pause, som siden har føltes som en evighed. Silas gik solo, og de andre fulgte deres egne veje. Men for fansene – og de er mange – lever håbet stadig: at Turbo Weekend en dag vågner op fra dvale som en synth-fugl Fønix og igen danser med os i mørket.

Hvorfor vi stadig elsker dem

Turboweekend var – og er – noget særligt, fordi de turde lave popmusik med substans. Musik du kunne føle, tænke over og svede til. De beviste, at Danmark sagtens kunne levere elektro-pop på internationalt niveau uden at miste sin sjæl. De var ikke bare et band. De var et soundtrack til ungdom, usikkerhed, kærlighed, savn og natten, der aldrig helt bliver til morgen.

Så selvom de har været tavse i årevis, runger deres ekko stadig i os, der dansede, græd og levede med dem.

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes