Udgivet: 2 November 2024. 14.02

Når skærmen styrer vores liv, og telefonen

aldrig er ny nok

Forestil dig, at nogen fra år 1980 blev transporteret til nutiden. De ville sikkert spørge, hvorfor alle går rundt og stirrer ned på små skinnende firkanter. "Hvorfor stirrer I konstant på de der små computere?" spørger de måske. "Er de virkelig så fascinerende?" Ja, det er de, og ikke bare fascinerende – de er uundværlige. Vi elsker vores telefoner så meget, at vi konstant køber nye modeller, nogle gange inden den gamle overhovedet er slidt. Er det ren mobilforelskelse? En afhængighed? Eller noget vi ikke kan styre?


Hverdagens tredje arm

For de fleste af os er telefonen ikke bare en telefon – det er en livspartner, en tredjearm og næsten en udvidelse af vores krop. Vi har telefonen med os overalt. Den er den første, vi kigger på om morgenen, og den sidste, vi ser inden sengetid. Vi bruger den til at bestille mad, til at tjekke vejrudsigten, til at finde vej, til at shoppe, til at holde øje med vores søvnrytme, og ja, endda til at overvåge vores egen skærmtid. Ironien er ikke til at tage fejl af: vi bruger en app til at tjekke, hvor meget vi bruger alle de andre apps.

Måske handler det ikke længere om, hvad telefonen kan, men mere om følelsen af konstant at være forbundet – både til verden og til sig selv. Telefonen er et tryghedsobjekt, en digital amulet, som giver os en følelse af at have styr på alt, selvom det oftere end ikke bare styrer os.


Når nyeste model bliver en nødvendighed

Hvor mange af os har ikke oplevet at stå og stirre på den nyeste iPhone, Samsung Galaxy eller en anden topmodel og mærke kløen efter at få den nyeste teknologi mellem hænderne? Hver gang en ny model kommer på markedet, virker vores egen telefon pludselig gammel og langsom, selvom den måske kun er et par år gammel.

Men hvorfor køber vi konstant nye telefoner? Det er her, marketing-genierne kommer ind. Med reklamer, der nærmest lover, at den nyeste model kan ændre dit liv, fanger de os i et cyklisk mønster af konstant opgradering. Der er altid en ny linse, en ny farve, en ny funktion, der kan gøre vores selfies lidt skarpere eller vores spiloplevelse lidt mere “fordybende". Pludselig kan vi slet ikke undvære den nye model. Hvis vi ikke opgraderer, føler vi os simpelthen bagefter – som om vi falder af det digitale livstog.


Når skærmtid bliver til livstid

Når det gælder de unge, er forholdet til mobilen endnu mere intenst. For mange børn og teenagere er mobilen ikke bare et værktøj – det er deres sociale liv. Snapchat, TikTok, Instagram – disse apps er ikke bare underholdning; de er nøglen til at være en del af fællesskabet. Mobilen er ungdommens primære måde at kommunikere og udtrykke sig på, og i en verden, hvor opmærksomhed er valuta, er det at have sin telefon konstant i hånden næsten en nødvendighed.

Men hvad gør det ved os? For mange unge skaber skærmtiden et paradoks: de føler sig forbundet til hele verden, men alligevel isolerede. Samtidig med at de konstant er opdaterede på hinandens liv, vokser presset for at være “online-perfekte” – se godt ud, leve et spændende liv og altid have noget interessant at dele. Det kan hurtigt blive overvældende, og mange unge føler sig presset af de konstante sammenligninger og det behov for at “være på”, som telefonen bringer med sig.


Når mobilen bliver en afhængighed

Er vi alle sammen lidt mobilafhængige? Svaret er nok ja. De fleste af os har prøvet at sidde og scrolle uden mål og mening – helt opslugt af skærmen, mens tiden flyver. Afhængighed af mobiltelefoner er blevet et reelt fænomen, og mange har svært ved at lægge telefonen væk, selvom de ved, de bruger den for meget. Ifølge undersøgelser tjekker den gennemsnitlige dansker sin telefon omkring 150 gange om dagen. Det er lidt skræmmende at tænke på, at vi bruger mere tid på vores telefoner end på vores venner og familie i mange tilfælde.

Det er ikke kun de unge, der har svært ved at lægge mobilen fra sig. Mange voksne er lige så fanget af skærmens tryllebindinger, og det påvirker ikke kun vores mentale velbefindende, men også vores koncentrationsevne og evne til at være til stede i nuet.


To helt nye frygter

Kender du følelsen af frygt for at gå glip af noget vigtigt online? Det kaldes FOMO – (Fear of Missing Out). Med mobilen i hånden kan vi konstant tjekke opdateringer og være med overalt. Men denne frygt for at gå glip af noget driver os til hele tiden at være “på”, og det kan føles næsten umuligt at holde pause fra telefonen.

Så er der Nomofobi – (No Mobile Phobia) – frygten for at være uden sin telefon. Har du nogensinde prøvet at tage hjemmefra og opdage, at du har glemt telefonen? Den panik, der kan opstå, føles helt reel og ubehagelig, og pludselig bliver telefonen en slags digital livline. For mange af os er tanken om at gå en dag uden telefonen næsten utænkelig.


Skal vi tæmme skærmtiden?

Så hvad gør vi ved mobilens stadigt stigende magt over vores liv? Nogle begynder at tage skærmpauser og lave “digital detox” for at få kontrol over deres mobilforbrug. Andre sætter grænser for, hvor meget skærmtid de må have om dagen, og nogle vælger simpelthen ikke at opgradere til den nyeste model og holder fast i den gamle mobil, så længe den fungerer.

Men vil det være nok? Vi lever i en tid, hvor teknologi konstant er i udvikling, og mobilen er blevet en del af vores identitet. Det er svært at forestille sig en fremtid uden mobilen, men måske skal vi genoverveje, hvor meget tid vi bruger på den, og hvilke værdier vi lægger i at være konstant “til stede” online.


Skal vi tilbage til virkeligheden?

Vores mobilbrug er blevet en integreret del af hverdagen, og det er en vane, der næppe ændrer sig i den nærmeste fremtid. Men måske handler det om at finde balancen og huske, at det virkelige liv ikke kun findes bag en skærm. Måske bør vi stille os selv spørgsmålet: styrer vi mobilen, eller styrer den os?

Telefonen vil blive ved med at udvikle sig, blive smartere og tilbyde os flere og flere funktioner. Men hvis vi vil være klogere brugere, skal vi nogle gange lægge mobilen fra os og se på verden gennem vores egne øjne – uden filter, uden notifikationer og uden frygt for at gå glip af noget. Vores liv fortjener at blive levet, ikke blot dokumenteret.   Af: Henrik Yde