Foto: Oliver Sperling
Udgivet: d. 17 maj 2025. Kl. 23.39
★ ★ ★ ★ ★ ★
GHOST – Satans messe i Royal Arena
KLAP I HELVEDE – OG TAK FOR KAFFE!
Lørdag aften i København. Der var mørke skyer over Ørestad. Ikke de almindelige klimakrise-skyer, men sorte, svovlstinkende skyer, som om nogen havde åbnet en port til underverdenen lige midt i Royal Arena. En port, hvor der strømmede 12.000-13.000 jublende fans igennem – mange af dem udklædte som præster, dæmoner, pavekloner og zombier. For denne aften var ingen almindelig koncert. Det var messe. Det var okkult pop-metal. Det var GHOST! Det var Skeletour World Tour 2025.
VELKOMMEN I LUCIFERS LIVING ROOM
GHOST er det svenske rockband, der ligner noget, man ville få, hvis ABBA, Black Sabbath og Vatikanet havde en hed trekant og ni måneder senere fødte et band. Med Papa Emeritus IV i front – en slags satanisk pave med stærk eyeliner og endnu stærkere karisma – entrerede de scenen i Royal Arena som sortklædte kirkegængere fra et parallelt univers. Og fansene? De gik amok. Her snakker vi ikke bare begejstring. Her snakker vi: "Jeg-sælger-min-sjæl-for-et-backstagepas"- begejstring.
LYDEN AF HELVEDE – PÅ DEN FEDE MÅDE
Lydniveauet var så intenst, at selv Dronningens corgi sandsynligvis fik tinitus. Men det lød forbandet godt. Hver eneste guitarbrøl, hver eneste basdrøn og hver eneste rytmiske dæmontromme sad som en stålnegl i panden. Man kunne mærke musikken i brystkassen, som om Lucifer selv var i gang med at spille luftguitar i dine ribben. Og det var ikke bare larm for larmens skyld – GHOST er nemlig ikke kun et show, de er også et musikalsk monster med tungen dybt begravet i både 80’er-heavy, glamrock og old-school pophooks.
HEADBANG FOR HIMLEN (ELLER HELVEDE)
Publikum var en fryd. Fra de helt unge, der lignede goth-TikTok’ere, til gamle metalrotter med Ghost-logoet tatoveret direkte i tindingen. Alle headbangede som én stor, dæmonisk enhed, og hænderne lavede konstant de klassiske horn – ikke peace and love, men praise and Lucifer. Det var som at være til konfirmation – hvis præsten var djævlen, altervinen var Jack Daniels, og nadverbrødet var en slice pepperoni-pizza med ild i.
SHOW ME HEAVEN, SHOW ME HELL
Og så var der showet! Lys, ild, røg, konfetti, og projektioner af paver, dæmoner og alt det, din søndagsskole lærte dig at frygte. Royal Arena var forvandlet til Satans Katedral, komplet med alter, stearinlys og nok teaterblod til at gøre Stephen King misundelig. Papa Emeritus IV skiftede kostumer, dansede små teatralske moves, og talte til folket med karisma som en rockevangelist. “Do you feel the presence of the dark lord tonight?” spurgte han, og hele salen brølede som én stor black-metal-korsang: “YEEEES!”
SETLISTEN: DJÆVLENS JUKEBOX
De spillede alt det, fansene havde håbet på og ofret gedekid for:
EN SINDSSYG (OG SINDSSYGT VELLYKKET) OPLEVELSE
Det her var en oplevelse, et ritual, en mørk fest med både kitsch og kvalitet. Det var hårspray, horn og helvedes meget kærlighed. Man gik ikke derfra med ømme fødder – man svævede ud i natten, som om Lucifer selv bar én i sin favn og hviskede: “Du kommer igen næste gang, ikke?”
KARAKTER: 🔥🔥🔥🔥🔥🔥 / 6 flammende gejstlige glorier
Ghost i Royal Arena var et smukt mareridt, en heavy metal-udgave af "The Phantom of the Opera" med ekstra meget ild og ekstra lidt moral. En messe for dem, der elsker musik, teater og mørk magi i én stor infernalsk pærevælling.
Tak, Papa. Tak, Ghost. Tak, mørke! Vi ses i skærsilden. Jeg medbringer ørepropper og en djævlemaske.
Af: Henrik Yde, Yde News – hvor vi dækker alt fra blomster i Vig til bål i helvede.
Foto: Oliver Sperling
Ghost: Fra Linköpings Skygger til Verdensherredømme
Forestil dig en heavy metal-messe afholdt i en katedral, komplet med en mystisk pave iført kraniemaling og sorte messeklæder, omringet af anonyme, maskebærende munke der spiller hård rock. Det lyder som en scene fra en horrorfilm eller måske en mørk komedie – men det er virkelighedens Ghost. Det svenske band Ghost er på én gang dybt seriøse omkring deres musikalske håndværk og helt og aldeles bevidste om den teatralske humor i deres sataniske image. Siden deres spæde begyndelse i Linköping i 2006 har Ghost udviklet sig fra en obskur undergrundsidé til et globalt rockfænomen. Undervejs har de skiftet “pave” flere gange, vundet en Grammy, toppet hitlister og skabt lige dele begejstring og forargelse med deres okkulte sceneshow og sarkastiske glimt i øjet.
Fødsel i mørket: Ghost bliver til (Linköping, 2006–2010)
Historien om Ghost begynder i Linköpings dunkle hjørner omkring 2006. Den unge musiker Tobias Forge – som senere skulle vise sig at være hjernen bag bandet – fik en dag en melodisk idé så tung og ond, at den nærmest hjemsøgte ham. Riffet udviklede sig til sangen “Stand by Him”, og Forge indrømmede overfor venner, at “dette nok var det mest heavy metal-riff, der nogensinde har eksisteret… hver gang jeg tog guitaren, endte jeg med at spille det, og omkvædet skreg efter en satanisk tekst”. Inspireret af riffets dæmoniske lyd optog Forge og hans tidligere bandkammerat Gustaf Lindström en demo med tre sange – udover “Stand by Him” også “Prime Mover” og “Death Knell” – i begyndelsen af 2008. Musikken var tung, mørk og melodisk, men én ting stod klart for Forge: “Det her lyder bestemt ikke som to helt almindelige fyre som os selv”. Hvis musikken lød som en satanisk messe, måtte bandet også se sådan ud.
Forge lagde derfor en ambitiøs plan: Ghost skulle være et anonymt “teater-band” med et gennemført gyseligt image. Alle medlemmer skulle skjule deres identitet; instrumentalisterne ville bære sorte kutter og kaldes Nameless Ghouls (Navnløse Ånder), og i front skulle stå en diabolsk pavefigur ved navn Papa Emeritus – komplet med pavehue (mitra), kraniumsmaling i ansigtet og omvendte kors på præstekjolen. Tobias Forge ønskede selv blot at spille guitar i baggrunden, så han tilbød rollen som forsanger til et par veletablerede vokalister i metalmiljøet (bl.a. Messiah Marcolin fra Candlemass og Mats Levén). Alle takkede dog nej til at være front-satan i hans bizarre nye projekt, og dermed måtte Forge modvilligt selv træde ind i rollen som Papa Emeritus – om ikke andet så “af nød”, som han har påpeget med et glimt i øjet.
I marts 2010 lagde Ghost – stadig bestående af anonyme musikere uden offentlig profil – tre af deres færdige numre på MySpace. Rygtet om den mystiske gruppe spredte sig som en steppebrand online. Allerede inden for to dage blev Forge kontaktet af pladeselskaber og managers, der ville skrive kontrakt. Ghost gik i løbet af foråret 2010 i studiet (en kælder i Linköping) for at indspille deres debutalbum. I juni udkom den første single “Elizabeth”, en hymne om den blodtørstige grevinde Elizabeth Báthory – et tidligt tegn på bandets forkærlighed for mørke, historiske figurer. 18. oktober 2010 udgav Ghost så deres debutalbum ”Opus Eponymous” på det britiske indie-selskab Rise Above Records. Albummet – en blanding af 70’er-doom, fængende melodier og kirkeorgel-stemning – blev mødt med en blanding af chok og begejstring. Pladen bragte Ghost international opmærksomhed: Den sneg sig ind som nummer 50 på den svenske albumhitliste, og anmelderne roste dens unikke blanding af tunge riffs og okkult kitsch. Faktisk blev ”Opus Eponymous” nomineret til en svensk Grammis for “Årets Hard Rock” i 2011 – ikke dårligt for en debutplade fra et band, ingen vidste præcis hvem var.
Ghost spillede deres allerførste koncert live kun få dage efter albumudgivelsen – passende nok til Hammer of Doom-festivalen i Tyskland, den 23. oktober 2010. Her trådte Papa Emeritus og de Nameless Ghouls frem fra røg og skygger og udførte deres første “ritual” foran et måbende publikum. Fremmødet i de tyske metal-kredse og den mystik, der allerede omgærdede bandet, gav hurtigt Ghost momentum til at komme ud på større scener. I april 2011 var de supportband for de britiske goth-metal-veteraner Paradise Lost på deres Europa-turné, og måneden efter – i maj 2011 – fik amerikanerne deres første møde med de svenske spøgelser, da Ghost indtog scenen på Maryland Deathfest. Rygtet om den syngende “anti-pave” spredte sig også til festivaler: I juni 2011 spillede Ghost på den store Download Festival i England, hvor selv garvede metalstjerner blev fans. Philip Anselmo (kendt fra Pantera) dukkede op iført en Ghost-T-shirt og inviterede spontant tre af bandets medlemmer på scenen for at jamme med ham til en Down-koncert under festivalen. Et mere effektivt rock-stempel på “det her band er sejt” kan man næppe få.
Ved udgangen af 2011 var Ghost blevet et af de mest omtalte nye navne i rockens undergrund – hjulpet godt på vej af deres mystiske image. Pressen spekulerede i, hvem der mon gemte sig bag Papa Emeritus’ corpsepaint og de anonymiserende kutter. Var det mon medlemmer fra kendte svenske metalbands i forklædning? Ghost selv svarede ikke på rygter, men dyrkede i stedet hemmelighedskræmmeriet. En anonym Ghoul jokede i et interview med, at de ofte blev forvekslet med roadier til deres egne koncerter: “Det er faktisk sket, at vi næsten blev smidt ud af et spillested, vi skulle optræde på, fordi vi havde glemt backstage-pas – ingen troede på, at vi var bandet!” fortalte han tørt. For Ghost var anonymiteten en del af legen: musikken og showet skulle tale for sig selv.
Gennembrud med okkult grandeur: Opus Eponymous og livet på vejene
Allerede inden Ghost overhovedet havde udgivet album nummer to, var de i fuld gang med at erobre fans verden over med deres liveshows. I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 turnerede de flittigt. I januar 2012 drog de på deres første egen turné i USA – passende betitlet “13 Dates of Doom” – hvor de spillede 13 shows fra New York til Los Angeles. Publikum, der måske forventede et typisk dødsmetal-band, fik sig noget af en overraskelse: På scenen stod en majestætisk, dæmonisk pave, der med teatralske armbevægelser dirigerede både band og publikum igennem hymner til Lucifer, alt imens fem Nameless Ghouls i matchende dragter leverede tordnende riffs og melodiøse omkvæd. Showet var skræmmende og komisk på samme tid – som en horrorfilm der godt ved, den er lidt campet. Ghosts ry for at være et live-bekendtskab ud over det sædvanlige blev kun styrket, da de i foråret 2012 fik æren af at varme op for to af tidens store progressive metalnavne, Mastodon og Opeth, på deres nordamerikanske “Heritage Hunter”-turné. Her stod de aften efter aften overfor publikum, som måske aldrig havde hørt om Ghost, og fortryllede dem med deres okkulte rockmesse. Inden sommeren 2012 var omme, modtog Ghost prisen for “Best Breakthrough Band” ved Metal Hammer’s prestigefyldte Golden Gods Awards – et klart tegn på, at bandet ikke længere kun var en obskur hemmelighed for de indviede.
Men Ghost hvilede ikke på laurbærrene. Forge og hans ghoul-kumpaner havde allerede skrevet det meste af deres andet album, og i oktober 2012 rejste de til musikbyen Nashville, Tennessee for at indspille det med producer Nick Raskulinecz. Undervejs indså de og deres pladeselskab, at Ghost var vokset ud af indie-rammerne. Der blev lavet aftale med Loma Vista Recordings/Republic Records – et major label under Universal Music – for at sikre ordentlig global distribution. Intet mindre end verden skulle have Ghosts næste kapitel at høre.
Papa Emeritus II træder frem: Infestissumam og global ekspansion (2012–2014)
I december 2012 vendte Ghost tilbage til hjembyen Linköping for at præsentere deres nye materiale live for første gang. Ved en intim koncert 15. december skete der noget, som blæste fansenes sind: Midt under showet trådte en ny skikkelse frem – Papa Emeritus II – og “afløste” den oprindelige Papa Emeritus på tronen. Det hele var naturligvis iscenesat; Tobias Forge havde ganske enkelt iført sig en ny pave-kostume og lidt anderledes makeup, men bandet præsenterede det med pokerfjæs som om, der var tale om en ny personage. Den første Papa Emeritus var “pensioneret” (efter blot to års tjeneste!), og hans “yngre broder”, Papa Emeritus II, tog nu over som Ghosts frontfigur. Denne slags intern humor og lore skulle blive et kendetegn for Ghost i de kommende år – bandet skabte en mytologi om deres alter egoer, som fansene elskede at lege med. Ved samme show præsenterede Ghost også deres nye single “Secular Haze”, der blev udsendt online samme dag, og ikke mindst overraskede de publikum med en højst utraditionel coverversion: ABBA’s popklassiker “I’m a Marionette”, indspillet i samarbejde med selveste Dave Grohl fra Foo Fighters/Nirvana. At Ghost – disse selverklærede djævle-forkyndere – i den grad omfavnede Sveriges mest sukkersøde pop-arv ved at hylde ABBA, var endnu et tegn på deres glimt i øjet og brede musiksmag.
Kort før lanceringen af album nummer to opstod der dog et kuriøst problem i USA. Bandnavnet “Ghost” viste sig at være ejet af et andet amerikansk band, hvilket truede med juridiske komplikationer. Løsningen? I februar 2013 meldte de ud, at de midlertidigt ville kalde sig “Ghost B.C.” i USA af juridiske årsager. Forkortelsen B.C. stod officielt for ingenting (ud over den indforståede joke “Before Christ”), og som en Nameless Ghoul tørt bemærkede: “I vores verden hedder vi bare Ghost… B.C.’et er stumt, og så snart vi kan slippe for det, ryger det væk”. Og ganske rigtigt – allerede i 2015 blev “B.C.” droppet igen, da juridiske knuder var løst. Denne lille navneballade forhindrede dog ikke Ghost i at buldre videre mod stjernerne.
Infestissumam, Ghosts andet album, udkom i april 2013 til massiv forhåndsinteresse. Titlen er latin for “fjendtligst” (i betydningen “den mest fjendtlige”) – en slet skjult reference til, at pladen åbner med en rungende pavemesse til Satan i stedet for Gud. Musikalsk udvidede Ghost paletten; her var både syrerock-psykedeliske passager, kor-arrangementer, orgel, og endnu mere iørefaldende omkvæd end før. Numre som “Year Zero” – med det dæmoniske kor der messer “Belial, Behemoth, Beelzebub, Asmodeus, Satanas, Lucifer!” – cementerede Ghosts ry som vor tids okkulte rockkonger. Albummet bragte bandet til nye kommercielle højder. Infestissumam gik direkte ind som #1 på den svenske albumhitliste og opnåede siden guldstatus i Sverige. Også internationalt gjorde pladen væsen af sig og blev Ghosts adgangsbillet til flere lande – i alt hitlister i syv forskellige lande. Anmelderne kvitterede med rosende ord, og ved Grammis-uddelingen vandt Ghost prisen for årets bedste hardrock/metal-album 2013, ligesom de modtog P3 Guld-prisen i samme kategori. Det sataniske spøgelse fra Linköping var for alvor blevet stueren hjemme i Sverige – i hvert fald i prisuddelings-regi.
Et småhelligt orgie
Ikke alle tog dog lige let på Ghosts udfordring af religiøse symboler. Da "Infestissumam" skulle udgives, stødte bandet på en usædvanlig barriere i USA: Albummets artwork. Den luksuriøse udgave af CD’en var prydet af en meget eksplicit illustration af et infernalsk, seksuelt orgie malet i renæssance-stil. Intet mindre end fire amerikanske CD-produktionsfirmaer nægtede at trykke coveret – det var for kontroversielt med nøgenhed og blasfemi i kombination. Ghost måtte tænke kreativt for ikke at forsinke udgivelsen: De brugte simpelthen standardcoveret (der var mindre anstødeligt) til de amerikanske CD’er og udskød udgivelsen én uge. Europæerne fik dog lov at beholde det saftige orgie-cover på deres udgaver. Som om dét ikke var nok, stødte Ghost også på bibelbæltets moralske modstand i selve indspilningsprocessen: Da de i Nashville ville hyre et kor til at synge deres latinske hymner til Satan, kunne de slet ikke finde sangere, der ville lægge stemme til noget så ugudeligt. Korfalderne takkede nej én efter én. Til sidst måtte Ghost flyve til Hollywood for at indspille korstemmerne, hvor de kunne finde friske stemmer, der ikke havde kvaler ved at synge “Ave Satani” og lignende løjer. Resultatet blev dog himmelsk – eller rettere sagt helvedes godt.
Med Infestissumam i ryggen drog Ghost atter ud på en omfattende turnékaravane, nu som hovednavn på mange scener. I april 2013 startede de “Haze Over North America”-turnéen med et spektakulært show på Coachella-festivalen i Californien. Forestil dig festivalpublikummets forbavselse, da de midt i ørkensolen blev vidne til en syngende pave i fuldt ornat fremmane dæmoner fra scenen – det må have føltes som en hallucination. Turnéen bragte Ghost rundt i USA indtil maj 2013. Allerede få måneder senere, i juli, satte de ind med “Still Hazing Over America”-turnéen og sluttede af med manér ved Lollapalooza-festivalen i Chicago. Ghosts fremmarch var ustoppelig; selv giganter som Iron Maiden og Slayer fik øjnene op for dem og tog Ghost med som opvarmningsband på deres sydamerikanske tourne senere på året, hvor Ghost bl.a. spillede for titusinder af metalfans til Rock in Rio i september 2013. Overalt hvor Papa Emeritus II og hans Ghouls færdedes, samlede de nye tilhængere af “klokken” (en populær betegnelse for Ghosts fanbase, med humoristisk henvisning til menighed/”clergy”).
Sidst i 2013 kulminerede Ghosts anden albumcyklus med endnu et kuriosum: Udgivelsen af en EP ved navn If You Have Ghost. EP’en bestod næsten udelukkende af covernumre – alt fra Roky Ericksons syrede “If You Have Ghosts” til ABBA og Depeche Mode-fortolkninger – og som prikken over i’et blev hele molevitten produceret af Dave Grohl. Ja, den Dave Grohl. Foo Fighters-frontmanden viste sig at være en fan af Ghosts univers og ikke bleg for at give en hjælpende hånd. Rygtet vil endda vide, at Grohl enkelte gange har optrådt incognito iført en Nameless Ghoul-kutte og spillet med Ghost live – en sand rockstjerne-“gæsteoptræden” gemt bag masken. Tobias Forge har med et lunt smil hverken be- eller afkræftet disse rygter, men tanken om Grohl som hemmelig trommeslager til en Ghost-koncert er næsten for god til ikke at være sand. Uanset hvad cementerede EP’en Ghosts tendens til at overraske – hvem havde forudset, at et “djævleband” ville kaste sig over et pophit som “Waiting for the Night” eller en country-klassiker som “I’m a Marionette”? Ghost nægtede at lade sig putte i bås, hverken musikalsk eller image-mæssigt.
Begyndelsen af 2014 fandt Ghost i fuld aktivitet. De modtog hele seks nomineringer ved Loudwire Music Awards (en online rockprisshow), og de drog igen “Down Under” til Australien som del af Big Day Out-festivalturnéen i januar ‘14. Foråret bød på en tematisk passende “Tour Year Zero” i Nordamerika (april-maj 2014), opkaldt efter deres egen dommedagshymne. Efter et travlt 2012-2013 tog bandet sig et velfortjent pusterum hen over sensommeren 2014 – måske for at samle kræfter og ideer til næste kapitel. En epoke var slut, og en ny stod for døren: Endnu en Papa Emeritus ventede i kulissen.
Papa Emeritus III: Meliora og vejen til Grammy (2015–2017)
Ghosts tredje album blev imødeset med spænding. I august 2015 tonede en mystisk reklame frem på VH1 Classic, hvor det humoristisk blev annonceret, at Papa Emeritus II var “fired” (fyret) – åbenbart på grund af alderdom – og at hans yngre broder, Papa Emeritus III nu skulle tage over. Twistet? Papa III var kun tre måneder yngre end Papa II! Ghost morede sig kosteligt med deres egen mytologi, og fansene var med på spøgen. Den nye Papa Emeritus III blev officielt afsløret ved en koncert i Linköping den 3. juni 2015, hvor bandet også spillede spritnye numre fra det kommende album. Forge – nu som tredje inkarnation af den sorthumoristiske anti-pave – havde ændret sit look en smule: Papa III fremstod lidt mere ungdommelig og karismatisk, med sort tilbagestrøget hår (til bandets akustiske miniturné gik han endda rundt uden sit pave-kalke og med rockabilly-slick hår og solbriller, et bizart syn). Men vigtigst af alt var musikken.
Albummet Meliora (latin for “bedre”) udkom 21. august 2015 og bragte Ghost op i en endnu højere liga. Meliora tog bandets lyd til nye højder: Stadig inspireret af klassisk tung rock à la Black Sabbath og Blue Öyster Cult, men nu med store, bombastiske elementer og knivskarpe hooks, der kunne fylde selv arenaer. Singlen “Cirice” (udtales seer-reece, latin for “kirke”) var et godt eksempel – en isnende smuk og ond ballade, der bygger op til et tungt crescendo. “Cirice” blev et kæmpe hit i rockkredse og introducerede mange nye lyttere til Ghosts musik. Nummeret gjorde det så godt, at Ghost sensationelt vandt en Grammy Award (USA) for “Best Metal Performance” i februar 2016. Ja, du læste rigtigt: et svensk band med en satanisk udklædt forsanger vandt en amerikansk Grammy! Det var første gang nogensinde, at en svensk metal/rock-artist modtog en Grammy i den kategori, og Ghost slog dermed navne som Slipknot og Lamb of God det år. På nationalt plan fortsatte hæderen også – Ghost hentede endnu en Grammis-statuette hjemme i Sverige for Meliora som “Årets Hardrock/Metal” i 2015, hvilket de efterhånden var ved at gøre til en vane.
Med succesen fulgte også en større accept i mainstream-kulturen – i det mindste til en vis grænse. Hvor Ghost i 2013 stadig havde kæmpet med bandlystelser på amerikanske radiostationer og kæde-tv-shows (en Ghoul påpegede tørt, at mainstream USA tog imod dem “med åbne… ben” frem for arme), så gik det bedre i Meliora-æraen. På selve Halloween 2015 optrådte Ghost som musikalsk gæst på The Late Show with Stephen Colbert – deres første live-optræden på amerikansk tv. Synet af Papa Emeritus III, der med teatralsk stemme fremførte “Cirice” til et publikum af grinende talkshow-gæster, var et kulturelt højdepunkt: Nu var Ghost ikke kun for de indviede metalheads, men også blevet et kuriosum, som Hr. og Fru Amerika kunne se på TV mellem græskar og udklædte børn. Bandet selv jokede efterfølgende med, at USA endelig havde fået øjnene op for dem – “de er blevet langt mere modtagelige over for vores musik og image nu,” noterede en Nameless Ghoul i et interview.
Ghost turnerede intensivt på Meliora. Før pladen udkom, var de sågar taget på en lille akustisk “pop-up” turné i USA, kaldet “Unholy/Unplugged”, hvor Papa Emeritus III og to ghouls dukkede op i udvalgte pladeforretninger og spillede akustiske versioner af bandets sange. Forestil dig en mini-satan med akustisk guitar og kazoo(!) stå og fremføre dæmpede udgaver af ellers drønende rocknumre – det var både surrealistisk og sjovt, og viste Ghosts dedikation til showmanship i alle afskygninger. Den store verdensturné fik titlen “Black to the Future” (et ordspil på filmen Back to the Future tilsat lidt mørke) og strakte sig fra efteråret 2015 og et godt stykke ind i 2016. Ghost spillede udsolgte shows i større og større spillesteder, og deres fanbase – “menigheden” – voksede støt. Setlisterne bød nu på højdepunkter fra tre albums, og publikum sang med på alt fra “Ritual” til nye hits som “He Is” (der trods sin malende romantiske melodi viste sig at handle om Satan selv i forklædning).
I september 2016, midt under Meliora-turnéen, overraskede Ghost igen fans og kritikere. Uden større varsel udgav de en ny original sang “Square Hammer” – en utroligt fængende, organ-drevet rockbasker med et omkvæd, der satte sig fast i hjernen. “Square Hammer” udkom som forløber for en lille EP ved navn Popestar, der ramte gaden 16. september 2016. ”Popestar”-EP’en indeholdt, udover “Square Hammer”, flere skæve covernumre (bl.a. Eurythmics’ “Missionary Man”) – Ghost elskede tydeligvis at fortolke andres musik, altid med et Ghost’sk spin. “Square Hammer” blev Ghosts første sang til at gå #1 på Billboards Mainstream Rock chart i USA, et bevis på at de nu også kunne levere radiohits. EP’ens titel var i øvrigt endnu et eksempel på Ghosts sans for ordspil og humor: Popestar lød som “popstjerne” udtalt med Papa Emeritus’ pseudo-latin accent – en popstjerne fra helvede. Udgivelsen blev støttet af “Popestar Tour”, der startede samme dag som EP’en udkom. Ghost turnerede Nordamerika tyndt i efteråret 2016 og fortsatte triumftoget i Europa foråret 2017.
Djævelburgeren i Chicago
Ghosts image og symbolske provokationer fik indimellem uventede følgevirkninger. I 2013 fandt en restaurant i Chicago – Kuma’s Corner, kendt for sine heavy metal-inspirerede burgere – på at hylde bandet med en helt særlig burger på menuen: “The Ghost”. Ingredienserne var ikke for sarte sjæle: gedekød, rødvinsreduktion – og som kronen på værket en indviet nadver-oblat på toppen af bollen! Den hellige nadver som fastfood-topping vakte forudsigeligt nok harme hos religiøse grupper. En lokal katolsk madblogger skældte ud: Selvom oblaten ikke var indviet (så den var teknisk set ikke Jesu legeme), var den stadig symbolsk, mente hun, og kaldte burgeren “en blasfemisk hån mod noget helligt”. Kuma’s Corner nægtede at tage burgeren af menuen – ytringsfrihed, sagde ejeren, der dog diplomatatisk valgte at donere $1500 til en katolsk velgørenhed som plaster på såret. Ghost selv kommenterede aldrig offentligt på burger-balladen, men mon ikke de trak på smilebåndet over, at deres okkulte æstetik kunne infiltrere noget så verdsligt som amerikansk junkfood-kultur? “The Ghost”-burgeren blev en limited edition-ret, men dens eftermæle lever videre som et eksempel på de kulturelle sammenstød, Ghost (med et glimt i øjet) kan afstedkomme.
Banddrama og vejen mod Prequelle (2017–2018)
Op mod 2017 havde Ghost opnået imponerende successer, men bag kulisserne ulmede problemer. I løbet af Meliora-turnéen blev stort set hele det oprindelige hold af Nameless Ghouls udskiftet. Tobias Forge havde fra starten været den eneste faste kerne i bandet, men udadtil havde Ghost altid fremstået som en enhed, et broderskab af spøgelser. Det ændrede sig, da fire tidligere medlemmer i april 2017 anlagde sag mod Forge i hjemlandet Sverige, med påstand om at de var blevet snydt for indtægter. Sagsøgerne – Simon Söderberg, Mauro Rubino, Martin Hjertstedt og Henrik Palm, alle tidligere Ghouls – hævdede, at Ghost egentlig havde været et demokratisk band, og at Forge i al hemmelighed var ved at omdanne det til sit soloprojekt med hyrede musikere. Forge på sin side afviste pure: han forklarede, at der aldrig havde eksisteret noget “band-selskab” eller juridisk partnerskab imellem dem. De øvrige havde været aflønnet som lønnede musikere for deres live-optrædener, mens Forge tog de kreative beslutninger og styrede økonomien – Ghost var hans “baby” fra dag ét. I et interview indrømmede Forge, at man måske godt kunne kalde Ghost for et soloprojekt: “Selvom jeg aldrig ønskede det sådan… i sidste ende er det, hvad det er. Jeg startede det i 2006, og ingen af dem, der var i bandet i 2016, var med på første plade. Kald det solo, hvis I vil – jeg kalder det et projekt”. Retssagen rystede Ghost-fandommen; for første gang blev Tobias Forge officielt bekræftet som manden bag masken, idet hans navn fremgik af retsdokumenterne. Hemmelighedskræmmeriet var forbi, og mystikken omkring hvem Papa Emeritus var, faldt delvist til jorden.
Heldigvis betød det ikke enden på Ghost – snarere tværtimod. Forge samlede et nyt hold af dygtige musikere bag kulissen og fortsatte ufortrødent. Retssagen blev i øvrigt afvist af retten i oktober 2018, så Tobias Forge stod tilbage som sejrherre i juridisk forstand. Men hele miseren satte også skub i Ghosts næste kreative kapitel. For at markere overgangen til en ny æra “dræbte” bandet symbolsk Papa Emeritus III på scenen. Ved afslutningskoncerten for Popestar-turnéen den 30. september 2017 i Göteborg blev Papa III dramatiseret hevet væk fra mikrofonen af to sikkerhedsvagter midt under ekstranummeret. Straks efter kom en olding af en pave – Papa Emeritus Zero, også kaldet Papa Nihil – vaklende ind på scenen. Budskabet var klart: de tre første Papa’er var fortid; noget nyt skulle komme. Ganske rigtigt udgav Ghost kort efter deres første livealbum ”Ceremony and Devotion” (december 2017) som en slags punktum for kapitel 1 af bandets historie. Nu var det tid til en frisk start, med friske ansigter (bag maskerne) og et nyt alter ego i front.
I april 2018 begyndte rygterne at summe: Ghost var klar med nyt materiale. Den første single “Rats” udkom 13. april sammen med en musikvideo. Nummeret var en energisk, riffbåret sag med et omkvæd så popsmart og fængende, at man næsten glemte det, handlede om pest og fortabelse. Men mest opsigtsvækkende var måske, at den ledsagende video introducerede Ghosts “nye” forsanger: Cardinal Copia. Cardinal Copia adskilte sig fra Papa Emeritus-skikkelserne ved i historiens rammefortælling at være en udenforstående, der ikke (endnu) havde rang af “Papa”. I stedet for pave-kåbe bar han en art 1700-tals inspireret herrekostume, lidt som en dekadent greves klæder, suppleret med skarp ansigtsmaling (et bizart moustache-lignende design) og farvede kontaktlinser. Karakteren Cardinal Copia virkede yngre, mere excentrisk og – tør man sige – klodset komisk, især i de skøre videoklip Ghost udsendte på YouTube, hvor han dansede rundt og forsøgte at imponere Papa Nihil (den aldrende pavefar som dukkede op som figur). Det var tydeligt, at Tobias Forge legede med konceptet og gav det et humoristisk tvist, alt imens musikken stadig var seriøs.
Det tilhørende album "Prequelle" udkom 1. juni 2018. Hvor går man hen efter at have hyldet Antikrist og dystopi på sine første plader? Ghost besluttede at kigge mod historien – specifikt Den Sorte Død og middelalderens danse macabre. "Prequelle" er et konceptuelt farvet album om undergang, pest og død, men naturligvis med Ghosts signaturstil: storslåede melodier, legetøjsagtig ondskab og masser af pomp og pragt. Musikalsk trak albummet tråde til alt fra 80’ernes stadionrock til klassisk rockopera. Singlen “Dance Macabre” lød nærmest som en krydsning mellem Bon Jovi og en halloween-fest, med et omkvæd (“Just wanna be, wanna be wit’ you in the moonlight”) man umuligt kunne ryste af sig. Et andet højdepunkt var instrumentalnummeret “Miasma”, hvor Papa Nihil (den gamle “spøgelsespave”) dukkede op på scenen under koncerterne og blæste en frådende saxofonsolo – ja, Ghost gav plads til en saxofon på et heavy metal-album, hvilket i sig selv er småhumoristisk. Men mærkværdigvis fungerede det.
Ghost optræder live i Utrecht, 2013. Papa Emeritus II (midten) indtager rollen som dyster anti-pave, flankeret af sine anonyme Nameless Ghouls i munkekutter. Bandets teatralske sceneoptræden var allerede fra de tidlige år et centralt kendetegn.
Prequelle blev endnu en triumf for Ghost. Albummet strøg højt op ad hitlisterne i flere lande og bragte bandet deres bedst sælgende første uge til dato. I USA gik Prequelle ind i Top 3 på rock-hitlisterne og cementerede at Ghost nu havde fodfæste uden for metal-menighedens rækker. Kritikerne roste albummet for at turde være melodisk og tilgængeligt uden at miste mørket – og sjovt nok udkom Prequelle, der tematiserede pest, blot et par år før en virkelig pandemi skulle ramme verden; et skæbnens ironiske sammentræf. Ghost udnyttede momentummet med "Prequelle" til at opbygge deres liveshows endnu større. Inden albummet udkom, kørte de i maj 2018 en USA-turné kaldet “Rats! On The Road”, hvor fans blev introduceret til Cardinal Copia live for første gang. Om efteråret 2018 lancerede de deres hidtil mest ambitiøse verdensturné, smukt betitlet “A Pale Tour Named Death”. Turnéen åbnede i London 9. september 2018, hvor Ghost headlinede selveste Royal Albert Hall – den ærværdige sal blev for en aften omdannet til Ghosts mørke kirkerum. Turnéen fortsatte i Nordamerika, hvor Ghost nu for første gang kunne prale af at headline store arenaer i Los Angeles og New York (en milepæl for et band, der få år forinden havde spillet på små klubber). I begyndelsen af 2019 gik turen igen til Europa, og Ghost besøgte også Australien og Japan som del af Download Festival i marts 2019. Et af højdepunkterne for Ghost dette år var at blive inviteret som special guest for Metallica på deres gigantiske WorldWired stadionturné fra maj til august 2019. Her spillede Ghost for titusindvis af folk, aften efter aften, som opvarmning – men mange vil mene, at de stjal showet med deres veloljede, bombastiske performance (selvom Metallica selvfølgelig altid er hovedattraktionen). Under alle omstændigheder vandt Ghost en hel del nye fans i løbet af den turné.
I september 2019 – midt i al denne travlhed – gav Ghost et nik til deres egen fortid med udgivelsen af en “falsk” retro-EP: Seven Inches of Satanic Panic. Historien var, at Ghost fandt et gammelt 7-tommers vinylsingle fra 1969 i arkiverne, indeholdende to numre: “Kiss the Go-Goat” og “Mary on a Cross”. I virkeligheden var det naturligvis nyindspillet musik, men markedsført på typisk Ghost-manér med en fantasifuld baggrundshistorie. “Kiss the Go-Goat” kom med en fjollet musikvideo, hvor Cardinal Copia optræder som hippie-satanist i et psykedelisk 60’er-TV-show. Singlen var endnu et bevis på Ghosts legesyge – de kunne udgive noget for sjov, som fansene alligevel tog til sig med kyshånd.
Ved slutningen af 2019 varslede Tobias Forge, at Ghost ville tage en pause fra turnélivet i 2020 for at skrive og indspille næste album. En sidste koncert i denne fase blev afholdt 3. marts 2020 i Mexico City, hvor Ghost traditionen tro “dræbte” Cardinal Copia – eller rettere, lod ham genopstå som Papa Emeritus IV på scenen. Endelig, efter at have bevist sit værd, fik Cardinal sit pavelige navn og sminke. Publikum i Mexico kunne se en ceremoni udfolde sig på scenen: de tidligere Papa-figurer bar en gral med blod frem, salvede Cardinal Copia og iførte ham den nye Papa Emeritus IV-maske og mitra. Ghost elsker som bekendt deres små teaterstykker, og denne aften var ingen undtagelse – det hele føltes som sidste scene i en horror-musical, og publikum jublede. At bandet derefter – ufrivilligt – fik en turnépause i 2020 gav næsten sig selv, da COVID-19-pandemien lukkede verden ned. Forge trak sig tilbage for at arbejde på nyt materiale, og fans måtte væbne sig med tålmodighed. Men i kulissen ventede Ghosts måske største triumf til dato.
"Impera", viral succes og Papa Emeritus IV (2021–2023)
Selvom 2020 var præget af stilhed fra Ghost (bortset fra en overraskende optræden i januar 2021 på det svenske tv-quiz På Spåret, hvor Papa Emeritus IV pludselig dukkede op og sang Rolling Stones’ “Sympathy for the Devil” sammen med The Hellacopters – et surrealistisk øjeblik i bedste sendetid), så byggedes forventningen op til deres næste album. Tobias Forge afslørede i interviews, at konceptet bag den nye plade ville kredse om “imperiers storhed og fald” – inspireret af historiens gang og paralleller til nutiden. Dette skulle vise sig at blive spøgelsesbandets mest storslåede og måske mest profetiske udspil.
Da Ghost endelig udgav Impera den 11. marts 2022, var det med pomp og pragt som en kejser, der gør sin entre. Albummet tog udgangspunkt i temaet imperier og anvendte det både historisk (referencer til antikke riger, krige, legetøjs-soldater på albumcoveret) og mere overført på moderne magtstrukturer. Musikalsk var ”Impera” en slags hyldest til 80’ernes hard rock og arena-metal: store trommerytmer, fængende guitarriffs- og omkvæd designet til at blive råbt med af titusinder. Sange som “Spillways” havde næsten et praj af Bon Jovi/Def Leppard over sig med sine klaverhooks, mens “Call Me Little Sunshine” var ildevarslende og melodiøs på klassisk Ghost-manér. Første single “Hunter’s Moon” udkom allerede i efteråret 2021 som en del af soundtracket til gyserfilmen Halloween Kills, hvilket var en perfekt synergieffekt – Ghosts musik passede ind i en gyserfilm som hånd i sort handske. Da ”Impera” ramte gaden, overgik den alle kommercielle forventninger: I hjemlandet Sverige gik den direkte #1, og i USA gik Ghost sensationelt ind som #2 på Billboard 200 – deres højeste placering nogensinde og et bevis på deres globale gennemslagskraft. Ghost havde nu for alvor erobret en trone i rockverdenen, om end de stadig ynder at præsentere sig som kirkens sorte får.
Ghosts storslåede sceneshow under Impera-turnéen, her i Pechanga Arena, San Diego 2022. Bandet optræder blandt kirkegårdstativer, gotiske kirkevinduer og tågekanoner – en fuldendt blanding af horroræstetik og arenarock.
Turnéaktiviteten omkring Impera reflekterede bandets nye status. Ghost lagde ud med en co-headliner i USA i begyndelsen af 2022 (kaldet “Imperatour”), hvor de delte plakat med det danske band Volbeat – to vidt forskellige grupper, som dog begge trak fulde huse. Efterfølgende drog Ghost på en omfattende Europa-turné med egne shows, og de headlinede blandt andet den store Hellfest-festival i Frankrig juni 2022. Papa Emeritus IV regerede suverænt på scenen, flankeret af en hel hær af Nameless Ghouls (nu hele otte musikere live, inklusive blæsere og kor, hvilket gav musikken ekstra tyngde). Sceneshowet var opgraderet til arenastørrelse: Kæmpe glasmosaik-baggrunde, trapper i flere niveauer, ild og røg – Ghosts koncert var nu som en rockteater-opsætning på Las Vegas-niveau. I efteråret 2022 fortsatte Imperatour i Nordamerika, denne gang med Mastodon og Spiritbox som opvarmning. Overalt blev koncerterne rost for deres underholdningsværdi; selv kritikere, der måske tidligere havde rynket på næsen ad Ghosts gimmick, måtte overgive sig når de oplevede 10.000 mennesker skråle “Mary on a Cross” i kor, mens en udklædt anti-pave dirigerede dem.
Apropos “Mary on a Cross” – her skete noget for Ghost, som ingen kunne have spået. Det relativt obskure B-side nummer fra 2019 blev pludselig viralt på TikTok i 2022, efter en bruger havde brugt en langsommere version af sangen i en video. Den nostalgiske, melodiske vibe i sangen ramte en nerve hos det unge TikTok-publikum, og snart eksploderede “Mary on a Cross” i popularitet. Sangen – med dens frækt dobbelttydige titel (en reference til Jomfru Maria på korset) – gav Ghost et nyt hit flere år efter dens udgivelse. I 2023 opnåede “Mary on a Cross” sågar platin-plade i USA for streams og salg, hvilket er ganske usædvanligt for en svensk rockgruppe overhovedet, endsige for en genudgivet B-side. Ghost tog det hele med ophøjet ro (og lidt selvironi, da de tilpassede deres live-set for at imødekomme de nye fans, der kom for at høre TikTok-hittet). Fænomenet bekræftede blot, at Ghosts musik rummer et tvist af tidløs popfornemmelse under alt det sorte – måske var det ABBA-generne, der slog igennem.
Bandet modtog også officiel anerkendelse fra højeste sted i hjemlandet: Den svenske regering tildelte Ghost Svenska Musikexportpriset 2019 (prisen som årets musikeksport) – en pris de først fik overrakt i slut-2020 på grund af forsinkelser. At se medlemmerne af Ghost stå i fuldt kostume og modtage en statslig pris var et næsten Monty Python’sk øjeblik, men også et bevis på at Ghost nu blev taget seriøst som kultureksport på linje med Volvo, svensk design – og ABBA. Tobias Forge har flere gange pointeret, at under al sminken og teaterblodet er Ghosts mission først og fremmest at underholde og samle folk om musikken. Og det lykkes i den grad.
I 2023 afsluttede Ghost Imperatour med stil. Efter at have turneret i Sydamerika for første gang som hovednavn (heriblandt længe ventede shows i Brasilien og Argentina) lukkede de og slukkede for æraen Papa IV med tre store finalekoncerter i Australien i oktober 2023. Det sidste show i Brisbane 7. oktober markerede afslutningen på Papa Emeritus IV’s regeringstid – ifølge lore blev han lagt i graven på scenen, hvilket banede vej for næste kapitel. Forge afslørede kort efter, at en koncertfilm var undervejs – optaget ved de store Los Angeles-shows – som skulle udkomme i 2024. Fans gættede straks på, at filmens titel Rite Here Rite Now hintede til endnu et ordspil og en pompøs udgivelse. Ghost keder sig tydeligvis aldrig, og de keder heller ikke os.
Mod nye masker: Ghost i dag og i morgen (2023–2025)
Hvordan følger man op på et imperium? Man dræber det og genopfinder sig selv endnu engang. I slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024 begyndte Ghost at tease deres næste æra. Først udgav de et opsamlingsalbum Phantomime med diverse covernumre (bl.a. en ganske upassende sjov version af Genesis’ “Jesus He Knows Me”, hvor Papa Emeritus IV i videoen optræder som slesk TV-prædikant – en hilsen til 80’ernes amerikanske teleevangelister). Så kom koncertfilmen Rite Here Rite Now i sommeren 2024, ledsaget af en ny original single “The Future Is a Foreign Land” – Ghosts kommentar til fremtidsfrygt og forandring. Alt sammen byggede op til den næste store afsløring:
Den 5. februar 2025 trådte Ghost frem og præsenterede deres nyeste frontfigur Papa Emeritus V – “Papa V Perpetua”. Endnu engang havde Tobias Forge forvandlet sig, iført en splinterny pave-maske og kostume, klar til at lede Ghost ind i en ny musikalsk epoke. Kort efter annoncerede bandet det sjette studiealbum Skeletá, sat til udgivelse 25. april 2025. Allerede forud for pladen fik fans flere forsmage: singlen “Satanized” udkom med en passende bloddryppende musikvideo, efterfulgt af de melodramatiske singler “Lachryma” og “Peacefield”. Da Skeletá endelig landede, overgik Ghost sågar sig selv på hitlisterne – albummet strøg direkte ind som #1 på Billboard 200 i USA, Ghosts første nummer ét dér nogensinde. Med ca. 86.000 solgte enheder første uge var det også en af årets største rockudgivelser i 2025. Ghost, et band der startede som et nicheprojekt i en svensk kælder, sad nu officielt på toppen af den internationale rocktrone.
Hvordan lyder Skeletá så? Titlen og den nye Papa V’s tilnavn “Perpetua” (latin for “evig”) antyder et tema omkring dødens konstans og måske evigt liv gennem udød – klassisk Ghost-symbolik. Musikalsk meldes albummet at spænde vidt: alt fra hårdtslående sataniske anthems (som “Satanized”) til storladne, tårevædede ballader (“Lachryma”) og alt derimellem. Ghost har aldrig været bange for at blande stilarter, og Skeletá fortsætter denne tradition. Samtidig drager bandet i 2025 ud på deres hidtil største verdensturné, skælmsk navngivet “Skeletour”, der inkluderer europæiske arenaer, amerikanske amfiteatre og store afslutningsshows i Mexico City. Deres koncertproduktioner forventes at være endnu vildere – man kan kun fantasere om, hvilke makabre sceneshow-elementer Papa Emeritus V vil byde på (nogle fans jokede med, at han måske laver en duet med et fysisk skelet på scenen – intet virker umuligt i Ghosts univers).
Musikalsk magi, humor og blasfemi – Ghosts arv
Historien om Ghost er en af de dér fortællinger, man næppe ville tro på, hvis ikke man oplevede det ske i virkeligheden. Et band, der klæder sig ud som sataniske præster og dæmoner, synger om hekse, Antikrist og død – og ender med at vinde Grammyer, ligge på hitlister verden over og blive elsket af både hardcore metalfans og almindelige rocklyttere. Ghosts succes skyldes i høj grad deres evne til at balancere på knivsæggen mellem det seriøse og det selvironiske. Musikalsk har Tobias Forge & co. fra starten skrevet ægte kærlighedsbreve til klassisk rock og metal: Lytter man til Ghost, kan man høre ekkoer af Black Sabbaths tunge doom-riffs, Metallicas fandenivoldskhed, Blue Öyster Cults melodiske mystik og endda lidt ABBA’sk popsans gemt under overfladen. Ghost har alle dage nægtet at være snævert “ekstreme” – de vil hellere skrive en god melodi, du kan nynne med på, end konkurrere i at være hårdest for hårdhedens skyld. Som en anmelder så rammende beskrev det: Ghost lyder som “hvis Black Sabbath og Pentagram jammede med ABBA i en kirke i 60’erne”. Det lyder skørt, men det passer – de trækker på alt fra syre-rock, prog og doom til rendyrket poprock og 80’er-metal, og de gør det med en spilleglæde, der smitter.
Den visuelle side af Ghost kan man heller ikke komme udenom: Bandet har skabt nogle af de mest mindeværdige personaer i moderne rock. Papa Emeritus I, II, III, IV, V... – hver med sit eget look, men alle som del af samme “blodlinje” af onde paver – er allerede blevet ikoniske. Hvor mange rockbands kan sige, at de “fyrer” deres forsanger ved albummets afslutning, blot for at hyre hans “lillebror” til næste? Eller at de har en gøgler som Cardinal Copia, der fik lov at blive pave efter at have bestået sin sataniske prøve? Disse alter egoer er en genistreg, der både underholder publikum og giver bandet mulighed for at forny sig selv konstant. Tobias Forge fortjener ros for sin skuespiller-evne lige så meget som sin sangskrivning – live ser man ham gå ind og ud af rollen som Papa med glimt i øjet, idet han i pauserne mellem sange kan finde på at komme med lumre jokes med sin tykke, falske navn accent. En koncert med Ghost er ikke bare en koncert, det er en hel forestilling.
Religiøs symbolik er naturligvis en kæmpe del af Ghosts æstetik. Fra de omvendte kors til tekster fulde af bibelske referencer (dog altid vendt på hovedet) har Ghost taget Kirkens formsprog og gjort det til deres legeplads. De Nameless Ghouls mimicker elementer af den katolske messe – de har f.eks. båret røgelseskar på scenen, velsignet publikum med (uhelligt) vand, og delt “kommion” (oblatkiks) ud til publikum under shows – alt sammen med et stort, frækt blink til dem, der fanger joken. Ghosts brug af sataniske og okkulte billeder har naturligvis bragt kritikere frem – men ofte er det fra folk, der ikke forstår ironien. Som Forge engang sagde: “Vi bruger Satan som metafor og underholdning. For os handler det om frihed, om at omfavne det, du frygtede som barn, og finde styrke i det.” Ghosts Satan er mere en tegneseriefigur end den faktiske Djævel – en måde at provokere og more sig på samme tid.
I dag, hvor Ghost har nået en popularitet, ingen kunne have forudset i 2010, er de i en position, hvor de både kan drille mainstream-kulturen indefra og samtidig tilfredsstille deres kernemenighed af dedikerede fans. De skriver sange, der ender på TikTok blandt teenagere, samtidig med at de udgiver specielle bokssæt med røgelsespinde, vinyl i pentagram-form og hvad ved jeg til samlerne. De inviterer folk ind i “The Clergy” – deres officielle fanklub – og kommunikerer med dem via kryptiske breve og videoer, som om det var en ægte kirkekult. Alt sammen er med til at gøre Ghost til mere end bare musikken; det er en hel verden, man kan dykke ned i.
Henover næsten to årtier har Ghost fortalt en sammenhængende historie – fra de første dødsmetallisk-dryppende riffs i Linköping, gennem skiftende papale regime, til en moderne arena-akti, der headliner festivaler. Undervejs har de vundet utallige priser (ud over Grammy og svenske Grammis har de fx høstet Kerrang!-priser, Metal Hammer Awards og mange flere) og opnået en respekt på tværs af genrer. Metallica inviterer dem som gæster, Iron Maiden-fans synger med på deres sange, poplyttere fanger dem via internettrends – Ghost har formået at bygge bro mellem subkultur og mainstream på en måde, kun få troede mulig.
Så hvad er Ghosts hemmelighed? Måske er det, at de aldrig glemmer at underholde. Uanset hvor alvorligt emnet kan synes – pesten, djævelen, dødssynd – så er der altid en teatralsk glimt i øjet. Ghosts koncert er et sted, hvor du både kan stå og headbange til et tungt riff, mens du smiler af Papa Emeritus’ skøre dansetrin eller lumre anekdoter. Det er horror og komedie i skøn forening, bundet sammen af bundsolide rocksange.
Ghost har på forunderlig vis skabt deres egen niche: En form for satanisk pop-metal kabaret, hvor alle er inviteret indenfor i mørket for en stund og have det sjovt. I sidste ende er Ghost måske det bedste bevis på, at rockmusik stadig kan overraske, chokere og more os – selv her i det 21. århundrede – hvis bare man tør gå egne veje. Fra Linköpings skyggesider til alverdens største scener har Ghost bevist, at selv et lille svensk spøgelse kan blive til et globalt fænomen, når bare visionen er klar, riffsene er skarpe, og tungen er plantet fast i kinden under dæmonmasken.
Velkommen til Ghosts verden – hvor mørket både omfavner og underholder. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes