Udgivet: d. 27 marts 2025. Kl. 10.07
Pressefoto
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En smeltedigel af fransk flair, dansk melankoli og decideret rock'n'roll
Peter Sommer har pakket sin imaginære attachékuffert med poetiske franske fristelser, gamle hits og nyudklækkede melodier og inviteret publikum med på en musikalsk dannelsesrejse gennem hjertet af Europa – med afgang fra Store VEGA og destination: Den dansksprogede sjæl. Og lad os bare sige det, som det er: Det var ikke nogen chartertur med all inclusive og poolbar. Det her var en sanselig og sveddryppende tur i natkostume gennem kærlighed, tvivl og sangskrivningens mest pirrende kringelkroge.
Peter Sommer og VEGA
VEGA og Sommer klæder hinanden som silke og vin. Det udsolgte Store VEGA summede som en elektrisk humlebi i festligt favntag, da den midtjyske mestersanger indtog scenen med sit spritnye grand ensemble. Det var ikke bare en koncert – det var et pas de deux, en duet mellem sal og scene, hvor publikum dansede med – enten fysisk eller med sjælen. Og ja, vi var mange. VEGA var kogende. Fuld som en dansk litterat på vinbar i Paris.
Det fransk-belgiske twist
Det er modigt, nærmest frækt, at lade Jacques Brel og Serge Gainsbourg snige sig ind ad bagdøren. Peter Sommer flirter med chanson-traditionen uden at miste sig selv. Han er stadig den dansksprogede Dan Turèll med guitar, nu bare med en svag accent og en kælen hang til fransk horn og smøg-i-mundvigen-stemning.
Numre som "Vi Der Valgte Mælkevejen" og "Skønne Spildte Kræfter" fik nyt liv i selskab med de nye, europæisk-klingende sange, hvor særligt ét nummer – en dramatisk og næsten dekadent ballade med titlen "Madame Mellemrum" – satte ild i VEGA med sin teatralske opbygning og lyriske elegance.
Ensemblet – som en dansk udgave af Velvet Underground på ferie i Bruxelles
Det er ikke hver dag, man ser et band spille så smukt, svedigt og samtidig så skamløst godt sammen. Lars Skjærbæk flænsede guitaren op med kirurgisk præcision, Palle Hjorth tryllede på tangenterne som en vild, poetisk klaverprofet, og rytmesektionen (Bach og Haubjerg) holdt en puls, der kunne få en hjertelæge til at nikke anerkendende. Søren Zahle lagde de smukkeste detaljer på lydbilledet, og Selina Gin! Hendes stemme var som likør i en espresso – mørk, sød og stærk.
Et sceneshow oplyst af drømme
Det visuelle udtryk var næsten lige så vigtigt som det musikalske. Et ekstravagant sceneshow med lys, der ikke bare lyste, men tænkte med. Det føltes som at stå midt i en musikalsk novelle – måske skrevet af Peter Sommer selv, måske af en fransk forfatter med tragisk kærlighedsliv og et halvt glas vin tilbage.
Sommer selv var i hopla. Tvivlende, flirtende, charmerende, poetisk – og med en galgenhumor, som publikum klukkede over igen og igen. Det var koncert og samtale, performance og menneskemøde.
Mellem drøm og dans
Højdepunktet? Det må være finalen. En eksplosiv version af "Valby Bakke" og "8-6-6-0", hvor hele salen sang med. Næsten som en messende kirke. Eller en fredagsfuld karaokebar. Eller begge dele på én gang. Det var renselse i cowboyjakke.
En rejse, man ikke vil hjem fra
Peter Sommer leverede en koncert, der var både fremadskuende og retrospektiv, drømmende og benhårdt forankret i virkeligheden. En koncert, hvor det danske sprog dansede med europæisk elegance, og hvor publikum fik lov at svaje, grine og gyse i samme sætning.
At give 5 ud af 6 stjerner føles næsten som en fornærmelse – men også som en kærlighedserklæring. For når det er så godt, kan det næste gang blive endnu bedre.
Så ja: Peter Sommer er stadig kongen af dansk melankoli rock – nu med fransk fjerboa. Af: Henrik Yde
Pressefoto
Peter Sommer: Den lyriske langemand fra Skanderborg
Hvis Danmarks musikscene var et fodboldhold, ville Peter Sommer være den mystiske 10’er, der skriver sine egne regler, afleverer bag om ryggen og sætter målene med poesi i stedet for knopper. Han er manden, der kan få en ølkasse til at lyde som eksistentialisme, og som har gjort det at være sønderjysk og melankolsk til noget decideret sexet.
Skanderborgs Søn med Hang til Ordspil og Ondt i Hjertet
Peter Sommer blev født i 1974 i Skanderborg – en by, der, ud over Smukfest og bøgeskove, nu også kan bryste sig af at have fostret en af landets mest originale sangskrivere. Det var dog først i begyndelsen af 00’erne, at Sommer for alvor trådte ind på scenen – bogstaveligt og symbolsk – og det med et sprog, der skar igennem som en kniv i en lun leverpostej.
Hans første store projekt var "Super jeg", hvor han sammen med Carsten Valentin lavede noget så sjældent som dansksproget, intellektuel popmusik med kant. Tænk: Søren Kierkegaard på speed med en guitar. Men det var som soloartist, Peter for alvor blev... ja, Peter Sommer.
En debut med alvor, underspil og underhåndsslag
Da han i 2004 udgav "På den anden side", var det med sange, der lød som kærestesorger skrevet af en filosof med tømmermænd. Med numre som "Valby Bakke" og "Hvorfor Løb Vi?" slog han fast, at han ikke var her for at lave feel good-pop. Han var her for at pille i vores følelsesmæssige sår – og få os til at nynne med, mens det gjorde ondt.
Og så er der sproget! Peter Sommer er ikke bare sangskriver – han er sprognørd, poet, tryllekunstner med vokaler. Ingen kan som ham få en linje som: "Du så dig aldrig tilbage, og nu er du længere væk, end nogen kan gå uden sko" – til at føles som en knytnæve og en krammer på samme tid.
Den evige jagt på kærlighed, mening – og måske en rygepause
Peter Sommers tekster kredser om det, vi alle sammen forsøger at undgå at tale om: døden, kærlighedens uforståelighed, selvbedraget, og det absurde i at være menneske. Men han gør det med en humor, der ikke larmer – den ligger og lurer som en ironisk knirk i en gammel lænestol.
Han virker som manden, der godt kan lide folk, men foretrækker at være alene. Og alligevel står han dér – på scenen – og lukker os helt ind. Hans stemme: ikke stor, ikke smuk, men ægte. Rå. Som om han synger fra et sted, hvor man har siddet længe og tænkt.
Peter og Poesien – et ægteskab med åbent forhold
Peter Sommer er også en slags poetisk arkæolog, der graver efter mening i det moderne menneskes rodede liv. Han har vundet et hav af priser – blandt andet Steppeulven og et par Danish Music Awards – men man fornemmer, at han egentlig er lidt ligeglad. Det er ikke applausen, der driver ham, men snarere spørgsmålet: “Hvad fanden laver vi her?”
I 2013 begyndte et af hans mest elskede projekter: samarbejdet med Tiggerne – et bandnavn så anti-kommercielt, at det burde hædres med en medalje. Sammen lavede de bl.a. "Til rotterne", "til kragerne", "til hundene", en plade der lyder som en moderne dansk roman kogt ned til 45 minutter – med både desperation, kærlighed og en skvat rødvin.
Kærlighedens trange kår og sofaens hellige varme
Peter Sommer skriver ikke kærlighedssange i klassisk forstand. Han skriver om den kærlighed, der går i stykker midt i Netto, eller som langsomt visner i skæret fra et fladskærmsfjernsyn. Han synger ikke “jeg elsker dig”, han synger “jeg ved ikke, om vi elsker hinanden mere, men vi er her jo stadig, og der er lasagne i ovnen”.
Han fanger det levede liv med en præcision, der gør, at man pludselig føler sig set, forstået – og lidt pinligt til mode. For hvem har ikke stået dér og tænkt: “Er det her det? Er det det, vi blev til?” Og samtidig elsker vi ham for det. Fordi han tør spørge.
Rock, refleksion og roligt raseri
I dag er Peter Sommer stadig aktiv – både med koncerter, nye udgivelser og underfundige interviews, hvor han ofte lyder som en mand, der hellere ville være hjemme og læse en bog, men som alligevel har noget vigtigt at sige.
Han er blevet ældre, ja – men aldrig ligegyldig. Hans musik udvikler sig. Han leger med lyden. Men ordene – ordene forbliver knivskarpe. Som i et af hans nyere numre, hvor han synger: "Vi vælter rundt i længsel som møbler i et flyttelæs – og håber nogen bærer os". Det er poetisk. Det er tragisk. Det er... Peter Sommer.
En mester i mellemrummene
Peter Sommer er ikke bare en sanger. Han er en stemning. En stemning af regnvåd asfalt, cigaretrøg og det uundgåelige faktum, at livet ikke giver nogen garantier – men til gengæld nogle ret gode linjer.
Han er manden, der kan få “jeg har det ad helvede til” til at lyde som noget, man kan danse stille til. Og måske er det lige netop derfor, vi elsker ham: Fordi han tør være ærlig i en verden, der ofte forsøger at lyve sig glad. Af: Henrik Yde