PIANOMAN'EN FRA NEW YORK

Fra Bronx til Tivoli: Billy Joels musikalske rutsjebane

4/5 Stjerner

Det er en helt almindelig aften i København, men så snart du træder ind i Glassalen, mærker du det – magien er til stede. Ikke bare den sædvanlige Tivoli-stemning med glimtende lyskæder og duften af brændte mandler i luften, nej, der er noget særligt denne aften. Vi er samlet for at tage på en rejse, ikke blot over Atlanten, men gennem tid og musik. For "Pianoman’en fra New York" er her for at fortælle historien om Billy Joel – om den lille knægt fra Bronx, der på mirakuløs vis blev en af verdens mest ikoniske musikere.

Ind træder bandet "Pianoman’en fra New York" – og pludselig er vi ikke længere i København, men er transporteret direkte til Bronx i 70'erne, hvor en ung knægt ved navn Billy Joel slås med sine drømme og dæmoner. PIANOMAN'EN, er en forestilling, der lige så meget er en koncert som en biografi, og som ligeså meget som den er smuk, er den også sjov, rørende og fuld af overraskelser.

Fra Bronx til Broadway – til Tivoli! Showet handler om Billy Joels liv, og Pianoman'ens fortælling om opture, nedture og klaverspillets helende kraft føles som at tage en rutsjebanetur igennem pop- og rock historien. Men ikke bare den glitrende del. Nej, – vi kommer HELT tæt på Bronx-drengens barske start. Hvordan en ung mand, der startede med at klimpre på et faldefærdigt klaver i en snusket New York-lejlighed, endte med at blive en af de største sangskrivere i historien. Det føles næsten som om, du kan dufte pizza fra et Bronx-pizzeria i Glassalen (selvom det måske bare var popcorn fra kiosken).

Pianoman'en spiller ikke bare Billy Joels største hits – bandet LEVER dem. Når de rammer tonerne i "PianoMan", er det ikke kun en sang! det er en hel aften på en små snusket bar i New York. De hopper fra "Uptown Girl" med en energi, der kan få Tivolis rutsjebane til at se langsom ud, til de melankolske ballader som "Just the Way You Are", hvor du nærmest kan høre hjerteslagene mellem tonerne.

Men det, der gør denne forestilling så speciel, er ikke bare de fantastiske musikalske præstationer. Det er den måde, hvorpå Pianoman'en får publikum til at føle sig som en del af Billy Joels liv. Mellem numrene får vi historierne bag sangene: kærligheden, knuste drømme, og en karriere fyldt med både Grammy-priser og magtfulde nederlag. Og det hele bliver fortalt med en skæv humor, som både får dig til at smile og sukke nostalgisk.

Tivoli-magi, der møder New York-råhed i Glassalen, er den perfekte ramme for denne forestilling. Der er noget ved kontrasten mellem den raffinerede elegance i salen og den rå energi i Billy Joels musik, der bare fungerer. Showet er som at blande champagne og hotdogs – på den bedst mulige måde. Der er glitter, der er glamour, men der er også noget autentisk og jordnært, som gør, at selv de store hits føles intime. Og når lysene blinker i salen og Tivolis gamle karrusel drejer i baggrunden, kan man næsten forestille sig, at Billy Joel selv står der, bag klaveret. Det er et smukt, musikalsk eventyr, der formår at tage dig fra Bronx' gader til Tivolis magiske univers – uden at miste forbindelsen til det virkelige liv. Det er fyldt med energi, sjæl og en god portion humor. Hvis du elsker Billy Joel, vil du elske denne forestilling. Hvis du ikke kender ham så godt? Så går du derfra med en ny musikalsk helt.

En aften, der både rocker, ruller og rører – med en knægt fra Bronx som guide gennem musikkens mest mindeværdige melodier.

Af: Henrik Yde

Pressefoto

Billy Joel: Pianomanden der aldrig fandt Exit-skiltet

Forestil dig en verden uden Billy Joel. Ingen "Piano Man" til at synge os gennem livets bittersøde øjeblikke. Ingen "Uptown Girl" til at give os håb om, at vi også kan score den smarte fra den fine del af byen, og slet ingen "We Didn’t Start the Fire" til at minde os om, at vi virkelig ikke er skyld i alle verdens problemer (det er vi dog stadig lidt). Heldigvis lever vi ikke i den verden. Vi lever i en verden, hvor Billy Joel stadig nægter at gå på pension, selvom hans hofter måske er klar til det.

En rebel med en... klaverbænk?

Billy Joel er måske verdens mest atypiske rockstjerne. For det første, spiller han klaver. Rockguder fra 70’erne og 80’erne var ellers primært defineret af vilde guitar-soloer, læderjakker og et overforbrug af både sprut og spray. Men så kom Billy Joel, og uden at blinke med sine runde briller eller skubbe sin klaverbænk bort, rev han scenen væk fra guitarheltene og viste verden, at rock kan være blød, følsom og stadig fylde Madison Square Garden til randen.

Men hvordan blev en lille fyr fra Long Island med et stærkt Elvis-kompleks til en af musikhistoriens største? Svaret ligger i en blanding af stædighed, talent og et uimodståeligt behov for at sætte sig ved et klaver, hvor end han går.

Rock’n’rolls egen Forrest Gump

Billy Joels karriere har været noget af en rejse. Hvis hans liv var en film, ville det være "Forrest Gump" møder "Amadeus" med et soundtrack, der spænder fra jazz til rock til klassisk musik og måske endda en country-ballade eller to. På mange måder har han været med overalt – fra de mørkeste barer i LA til at blive en kulturel institution i New York. Han har spillet sig ind i hjerterne på flere generationer, selv dem, der ikke nødvendigvis ved, at de kan teksten til "Piano Man" (bare vent, den vil dukke op, næste gang du sidder ved et tilfældigt karaokeanlæg).

På trods af sin succes har Joel altid virket lidt akavet i forhold til sin egen berømmelse. Han har ikke det der Mick Jagger-agtige behov for at strutte på scenen med det ene ben oppe i luften. Han er mere som den lidt nørdede fyr fra gymnasiet, der pludselig viste sig at være den sejeste af dem alle, fordi han kunne spille "Bohemian Rhapsody" på klaver efter blot en enkelt øl.

Vi skal lige snakke om tekstforfatningen

Man kan ikke nævne Billy Joel uden at nævne hans tekster. Hvis der er én ting, Billy Joel elsker, så er det at fortælle historier. Hans sange er som små noveller sat til musik – om alt fra fordrukne pianister, som ikke kan finde vej hjem ("Piano Man"), til forliste forhold, der forsvandt hurtigere end en forladt kaffe på en New York-diner ("Scenes from an Italian Restaurant").

Og så er der selvfølgelig "We Didn’t Start the Fire". En sang, der lyder som en historietime komprimeret ned til en tre-minutters musikalisk tornado. Hvem kunne have forudset, at en sang, hvor Joel lirer historiske begivenheder af hurtigere end en avisdreng på speed, ville blive et af hans største hits? Det svarer lidt til at skrive en popsang om alle de ting, du har glemt at handle i Netto.

Joels hemmelige hobbyer (ikke så hemmelige længere)

Udover at være rockens ukronede klavermester, har Billy Joel nogle hobbyer, som får ham til at skille sig endnu mere ud fra andre musiklegender. Det viser sig, at han er lidt af en bådentusiast. Ja, du læste rigtigt. Når han ikke spiller udsolgte koncerter eller skriver nye melodier, kan du finde ham på vandet, sejle rundt som en slags moderne Hemingway (minus skægget og jagten på store fisk).

Han har også en skjult passion for motorcykler. Måske er det hans måde at få lidt adrenalinkick på uden at skulle stage dive foran 50.000 fans. Forestil dig bare Billy Joel, en mand i midten af 70’erne, der cruiser gennem New Yorks gader på en Harley, mens han nynner "Only the Good Die Young". Det billede er både komisk og cool på samme tid.

Madison Square Garden: Hans andet hjem

Billy Joel har også et permanent residency på Madison Square Garden i New York – et slags musikkens svar på en livstidskontrakt. Han har spillet over 100 koncerter i træk der, og hver gang er der udsolgt. Det er lidt som om, New York bare ikke kan få nok af ham, og hvem kan bebrejde dem? Billy Joel er ligesom pizza – du bliver aldrig træt af ham.

En mand, der nægter at stoppe

Når man ser på Billy Joel i dag, skulle man tro, at han var klar til at hænge klaveret op på væggen og trække sig tilbage til et liv med golf og boccia. Men nej, Billy Joel er stadig på farten. Han spiller stadig koncerter, og han har stadig den samme energi, som da han først sad ved sit klaver på en mørk bar og spillede for et publikum, der ikke havde nogen idé om, hvem han var.

Måske er det fordi, han aldrig rigtig fandt exit-skiltet i sin karriere. Måske er det fordi, han elsker at spille så meget, at han bare ikke kan lade være. Eller måske er det fordi, vi alle sammen stadig har brug for Billy Joels musik i vores liv – for hvem skulle ellers fortælle os, at det hele nok skal gå, mens vi synger med på "Piano Man" endnu en gang?

Så længe Billy Joel stadig er her, vil verden altid have et soundtrack til sine højdepunkter og nedture. Og hvis vi er heldige, vil han blive ved med at spille, længe efter at han burde være gået på pension – for hvem har egentlig tid til at stoppe, når man stadig har så mange sange tilbage i sig?  Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes