Alison Moyet

Foto: Rasmus B.S. Hansen

Udgivet: d. 16 april 2025. Kl. 09.02

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Alison Moyet – en aften hvor solen sang med

Der findes aftener i livet, hvor alting falder i hak. Hvor verden ligesom tager en dyb indånding og siger: "Nu skal du opleve noget, du aldrig glemmer". Tirsdag aften i DR Koncerthuset var sådan en aften. Himlen over København stod i brand i de varmeste forårsfarver. Solen kyssede byens tage farvel, mens vi andre – forventningsfulde og lykkeligt smånervøse – fandt vores pladser i Koncerthusets smukke sal. Der var noget i luften. En dirren. En forudanelse.

Og så: Alison Moyet.

Hun kom ind som en dronning uden krone – for hvem behøver glimmer, når stemmen i sig selv er en himmelsk tilstedeværelse? På scenen: kun en trio. En keyboardtroldmand, en guitarist med både fingre og følelser i orden – og så hende. Den smukkeste kvinde i rummet. Ikke i konventionel Hollywood-forstand, men i den der helt rigtige, rå, ægte, sårbare, stærke og sublimt menneskelige forstand.

Der var noget nærmest spirituelt ved det hele. Som om rummet bøjede sig for stemmen. Og hvilken stemme! Et dragende mørke, et lysende håb, et vingesus af livserfaring. Hun sang ikke bare sange – hun åbnede dem op, kravlede ind i dem og tog os med.

Setlisten var som en rejse gennem årtier, hjertekamre og synthlandskaber. Hun lagde ud med "Fire" og "More", to numre fra det nye album Key, der straks satte tonen: stærkt, skrøbeligt, intenst. "Such Small Ale" fulgte – en sang så stille og smuk, at man nærmest ikke turde trække vejret for ikke at forstyrre. Og så: "Nobody’s Diary". Publikum gispede. Et kollektivt "yes!" i hjertet. Yazoo-nostalgi i sin reneste form – og stadig så relevant. Så virkeligt.

Og sådan blev aftenen ved. Sange som "This House" og "Changeling" skar lige i hjertet. "Only You" blev leveret med en så yndefuld resignation, at man kunne høre tårerne trille ned ad væggen. Og "It Won’t Be Long" – den sang føltes som et ekko fra en svunden tid, som stadig lever i hendes stemme.

Moyet er ikke bare en sanger. Hun er en karakter. Et menneske, der i pauserne mellem sangene slynger underspillede britiske bemærkninger ud, som var det tekster til Monty Python. Sårbar og selvironisk. "Det her lyder forkert", sagde hun et sted og forsatte – og vi klappede som gale, for hun havde ret: det handler ikke om at være perfekt. Det handler om at være til stede.

"All Signs Of Life" og "Filigree" var højdepunkter i andet sæt, og da hun ramte de sidste hits – "All Cried Out", "Situation", "Love Resurrection" og "Don’t Go" – var der ikke længere nogen, der sad stille. Selv de mest stive konservatorie-nakker måtte overgive sig. Folk nikkede, gyngede, smilede bredt. Nogle dansede. En enkelt fældede en tåre.

Det var som om, hun lukkede os ind i sit indre musikalske tempel og sagde: “Her er nøglen. Brug den klogt”. Og det gjorde vi. Vi åbnede døren, trådte ind – og blev.

Alison Moyet i DR Koncerthuset var ikke bare en koncert. Det var en påmindelse om, hvorfor vi elsker musik. Fordi den kan røre noget i os, vi troede var glemt. Fordi den kan få selv en tirsdag til at føles som en himmelflugt. Og fordi nogen gange – bare nogen gange – er stemmerne fra fortiden stadig er dem, der har det sidste ord. Og det ord lyder som Alison Moyet.   Af: Henrik Yde

Alison Moyet – Basildon-pigen der blev popikon med blues i stemmen

Forestil dig en popstjerne, der voksede op med at tale en skør blanding af engelsk og fransk slang (såkaldt “Franglais”)​, hang ud med fremtidige Depeche Mode-medlemmer i gymnasiet​, og som hellere lærte at stemme klaverer end at passe ind i en typisk glitrende pop-formel. Dét er Alison Moyet i en nøddeskal – en anderledes popdronning med en stemme så kraftfuld og sjælfuld, at tapetet nærmest krøller af væggene (på den gode måde). Fra hendes spæde punk-dage i Essex over synthpop-succes i duoen Yazoo til en solokarriere spækket med hits, Brit Awards og sjove anekdoter, har Alison Moyet skrevet sig ind i musikhistorien med et glimt i øjet og et brøl fra lungerne.

Barndom i Basildon med fransk twist

Alison Moyet blev født i 1961 i den engelske new-town Basildon i Essex, som datter af en fransk far og en engelsk mor​. Det medførte, at hendes barndomssprog blev en charmerende Franglais-cocktail af franske og engelske gloser​ – måske ikke helt Voltaire, men sikkert nok til at forvirre naboerne. Hjemme i Basildon tilbragte hun sin skoletid blandt andet i sixth form (gymnasiet) sammen med to unge fyre ved navn Martin Gore og Andrew Fletcher – ja, dem der senere dannede Depeche Mode​. Man kan kun forestille sig morgensamlingerne: synthpop-pionerer i blazers og Alison med sit vilde hår og sine drømme om musik.

Moyet var ikke den typiske dydsmønster-elev. Hun forlod skolen som 16-årig uden de store eksamensbeviser og kastede sig ud på arbejdsmarkedet som butiksassistent – og under oplæring som klaverstemmer​. (Jo, du læste rigtigt: Skæbnen havde åbenbart tænkt, at hvis hun ikke selv skulle spille på dem, kunne hun da stemme andres klaverer). Men unge Alison havde allerede musikken i blodet. I slut-70’erne og start-80’erne sang hun i en række lokale punk-, pub-rock og blues-bands med farverige navne som The Vandals, The Screamin’ Ab Dabs og The Little Roosters​. Det var langt fra polerede popscener – forestil dig røgfyldte pubber, støjende guitarforstærkere og en teenage-Moyet, der brøler blues, så det kan mærkes i gulvbrædderne.

Gennembruddet med Yazoo: synthesizere og sjæl

I 1982, da Alison var 20, ændrede alt sig. En tidligere klassekammerat (i det mindste fra samme by) – Vince Clarke – havde forladt Depeche Mode og søgte en vokalist til et nyt projekt. Sammen dannede de synthpop-duoen Yazoo (kaldet Yaz i USA) og kløgtigt kombinerede Vinces kølige elektroniske beats med Alisons varme, soulfulde røst​. Resultatet? En række hits, der stadig hænger på folks lydtapet den dag i dag. “Only You”, duoens allerførste single, blev et verdensomspændende hit næsten ved et uheld – Alison gik fra at stemme klaverer til pludselig at ligge nummer 2 på hitlisterne​. Hun har selv beskrevet det som om, at hun “fuldstændig ved et tilfælde blev slynget ind i mainstream-popverdenens rampelys”​. Yazoo fulgte op med synthpop-klassikere som “Don’t Go”, “Situation” og “Nobody’s Diary”, og de nåede at udsende to succesfulde albums, "Upstairs at Eric’s" og "You and Me Both" – alt sammen inden for blot to år. Den usandsynlige cocktail af elektroniske soundscapes og Alisons bluesede vokal “genopfandt britisk dance-musik” i de år​, og Yazoo vandt en Brit Award for Best New Band som kronen på værket.

Men intet eventyr varer evigt: allerede i 1983 – på toppen af deres succes – trak Vince Clarke stikket og opløste Yazoo. Alison stod nu alene med en nyvunden berømmelse. Hvad gør man som 22-årig, når man lige har fået et Britisk Ny Musiker-pris med sit band, og bandet så går i opløsning? Man kaster sig ud i det næste kapitel med krum hals.

Soloeventyret ‘Alf’ og 80’ernes pophimmel

Allerede året efter Yazoo’s split fik Alison Moyet tilbudt en solokontrakt med CBS Records​. Hun gik i studiet og indspillede sit debutalbum "Alf" (opkaldt efter hendes kælenavn fra punkdagene)​ – et lidt pudsigt valg af titel, som fik nogle til at tro, at det havde noget med den populære 80’er-alien Alf at gøre, men nej, denne Alf var 100% Moyet. Da "Alf" udkom i 1984, eksploderede Moyets solokarriere for alvor. Albummet strøg direkte ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste​ og solgte i millionvis​. Pladen fostrede tre store hitsingler: den sensuelle “Love Resurrection”, den groovy “Invisible” (skrevet til hende af Motown-legenden Lamont Dozier) og power-balladen “All Cried Out”. Alle tre bragede ind i top 10 i Storbritannien, og pludselig stod Alison med en Brit Award for bedste kvindelige artist i hånden for sine bedrifter​. Ikke dårligt for en Essex-pige, der få år forinden sang punk i pubber!

På trods af det nye solospotlight forblev Moyet jordnær og sin egen. Hun nægtede fx at mime til sine sange i TV-shows (noget pladeselskaber dengang ellers elskede at få artister til), og hun holdt fast i sin lidt genert-charmerende fremtoning – langt fra tidens Madonna-typer. Hendes image var mere “sort tøj og ægte følelser” end glitrende kostumer og vilde danse-moves. Og netop ægtheden skinnede igennem, når hun sang. En musikjournalist har beskrevet hendes stemme som “kraftfuld, bluesy kontralt” – dyb og sjælfuld – der skilte sig ud fra mængden​.

1985 blev endnu et vildt år. Alison blev inviteret til at optræde ved den legendariske Live Aid velgørenhedskoncert på Wembley. Her sang hun duet med Paul Young, men hendes mest bemærkelsesværdige stunt kom, da hun uplanlagt sprang på scenen igen senere på dagen. Under Paul McCartneys fremførsel af “Let It Be” gik hans mikrofon nemlig død, så man ikke kunne høre en Beatle synge! I hvad der må kaldes en vaskeægte rock’n’roll-redningsaktion, hoppede Alison (sammen med Bob Geldof, David Bowie m.fl.) ind som improviseret korsanger og gav ekstra vokal støtte indtil teknikken spillede igen​. Forestil dig presset: at skulle hjælpe Sir McCartney midt på live-tv foran hele verden. – Men Alison klarede det med bravur (og Paul fik efterfølgende lov at overdubbe sin stemme til dvd-udgivelsen, men vi ved jo godt, hvem der reddede dagen der).

Hendes andet soloalbum, "Raindancing", fulgte i 1987 og cementerede hendes stjernestatus. Hun eksperimenterede med mere pop og dance-rytmer – bl.a. hittede hun stort med den fængende “Is This Love?” (skrevet under pseudonym af Eurythmics’ Dave Stewart)​ og et forførende cover af “Weak in the Presence of Beauty”. "Raindancing" skaffede hende endnu en Brit Award (hendes tredje)​ og sendte Moyet på verdensturné med udsolgte arena-shows. Sjov detalje: musikvideoen til hendes 1987-coverhit “Love Letters” bød på gæsteoptræden af de komiske vidundere Dawn French & Jennifer Saunders​ – et tegn på, at Alison altid har haft en humoristisk åre og gode venner i komikkens verden.

Selvom Alison Moyet nu var en af 80’ernes største britiske sangerinder, havde hun stadig begge ben plantet solidt på jorden. Hun har senere fortalt, at hun efter al hypen stadig kunne finde glæde i helt jordnære fornøjelser. Hendes “guilty pleasure:” at følge med i de britiske soap-operas Coronation Street og EastEnders​. Man forestiller sig næsten popikonet Alison ligge på sofaen med en kop te og råbe ad TV’et under en dramatisk skænderi-scene i EastEnders. Det billede alene siger meget om hendes jordnærhed og lune.

Stormvejr og forvandling i 90’erne

Efter et gyldent årti med hits kom 90’erne som en tid med både kunstnerisk fordybelse og bump på vejen for Moyet. I 1991 udsendte hun albummet Hoodoo, hvor hun vendte tilbage til sine musikalske rødder med rå blues-rock og dybfølte soul-numre. Hoodoo blev pænt modtaget, og singlen “It Won’t Be Long” gav hende endda en Grammy-nominering​. Men bag kulisserne sled Alison med sit pladeselskab for at få lov at følge sin egen musikalske vision. Hun havde ikke lyst til at mase sig ind i en pop-skabelon bare for hitlistens skyld, sådan som mange andre artister følte sig presset til​. Denne stædige insisteren på kunstnerisk frihed førte til en otte år lang brydekamp med pladeselskabet, der skulle vise sig opslidende​.

Hendes næste album, "Essex" (1994), blev midtpunkt i uenighederne. Pladeselskabet mente ikke, at det var kommercielt nok, så de tvang Moyet til at genindspille flere numre og tilsatte remix for at gøre lyden mere radiovenlig​. Forestil dig frustrationen ved at få sin kunstneriske “baby” plastret til med ekstra lag mascara, man ikke selv har bedt om. Musikvideoen til singlen “Whispering Your Name” endte dog med en humoristisk twist – her dukkede hendes ven Dawn French op igen, denne gang som drag king, hvilket gav videoen en komisk edge​. Selvom Alison selv var træt af pladeselskabets indblanding, viste hun i det mindste, at hun ikke havde mistet sin sans for skæv humor.

Efter Essex var Moyet slidt af industrien. Hendes pladeselskab (nu Sony) og hun røg ud i så langstrakte juridiske slagsmål, at der gik næsten otte år uden nye album fra hendes hånd​. Det var ikke fordi Alison sad stille i den periode – hun bidrog med vokal til andre kunstneres projekter og deltog i Lilith Fair-turnéen​ – men som soloartist var der usædvanligt stille. For en sangerinde, der havde været allestedsnærværende i 80’erne, var det næsten som om, hun trak sig helt tilbage i skyggerne. På det personlige plan fokuserede hun på sit familieliv i disse år (hun blev gift og fik i alt tre børn, og bosatte sig senere i Brighton​), og hun kæmpede også med perioder af angst og sceneuvillighed. Popstjernelivet havde en bagside, og Alison har siden åbnet op om, hvordan bl.a. en uheldig episode, hvor hun kom til at fornærme Elvis Costello ved et tilfælde, udløste en periode med agorafobi (sceneskræk) for hende. Men som den fighter hun er, kom hun igennem det og fandt tilbage til musikken på sine egne præmisser.

Et overraskende kapitel i slut-90’erne var Moyets spring ind i teaterverdenen. I 2001 tog hun imod udfordringen om at spille Matron “Mama” Morton i West End-opsætningen af musicalen Chicago​. Forestil dig Alison Moyet iført 1920’er-inspireret outfit som streng fængselsinspektør – det viste sig faktisk at passe hende fortrinligt! Hendes kraftfulde stemme og naturlige autoritet høstede ros fra anmeldere, og hun beviste, at hun også havde skuespiltække. Det må have krævet nerver af stål at træde ind på en teaterscene aften efter aften, især når man har kæmpet med angst, men Alison gjorde det med bravur og modtog anerkendelse for sin præstation.

Comeback med ny energi i 00’erne

Efter at have vristet sig fri fra kontraktuelle lænker hos Sony fandt Alison Moyet tilbage til pladestudiet i begyndelsen af 2000’erne – nu som en fri kvinde klar til kapitel to i karrieren. I 2002 udsendte hun sit første studiealbum i 8 år, det meget passende betitlede "Hometime". Albummet var et inderligt, voksent popalbum med elegante arrangementer, produceret af "The Insects" (kendt for at arbejde med bl.a. Massive Attack). "Hometime" blev modtaget med åbne arme af kritikerne – larmende anerkendelse, kaldte nogle det – og salget rundede hurtigt 100.000 i UK​. Moyet var pludselig tilbage blandt de 5 bedst sælgende kvindelige artister det år​, og hun nappede sig en nominering til Best Female Vocalist ved Brit Awards 2003 for sit comeback. Ikke dårligt gået af en der havde været væk fra rampelyset så længe!

Det var tydeligt, at Alison i denne fase nød sin kunstneriske frihed. Hendes næste projekt, albummet "Voice" (2004), bestod af håndplukkede fortolkninger af standards- og klassikere – fra jazz til pop – akkompagneret af smukke orkesterarrangementer. "Voice" gik top 10 i hjemlandet​ og opnåede guldcertificering på ingen tid​. At høre Alison Moyet synge gamle franske chansons- eller musicalsange med sin dybe, fløjlsbløde stemme var en påmindelse om, hvor alsidig hun er. Samme periode bød også på intime turnéer, bl.a. One Blue Voice-koncertserien hvor hun optrådte med et lille ensemble inkl. strygere, hvilket understregede hendes vokal som hovedinstrument.

I 2007 udkom "The Turn", hvor Alison igen præsenterede originalt materiale. – Nogle af sangene var endda skrevet til teaterrstykket "Smaller", hvori hun tidligere havde medvirket sammen med komikeren Dawn French​. Albummet viste Moyet som en moden sangskriver, der ikke var bange for at lege med forskellige stilarter. Kort efter udsendelsen af "The Turn" skete noget, mange fans kun havde turdet drømme om: Yazoo genopstod (næsten) fra de døde. Alison fandt sammen med Vince Clarke i 2008 til en række koncerter under navnet Yazoo Reconnected, hvor de for første gang nogensinde spillede deres gamle numre live sammen​ Turnéen strakte sig over 13 uger i Europa og USA og var et nostalgisk festfyrværkeri for både bandet og publikum.​ For Alison personligt må det have været en slags lukning af en cirkel – at stå på scenen med Vince igen, 25 år efter de sidst arbejdede sammen, og mærke publikums eufori over sange som “Only You” live. Det var tydeligt, at kemien og musikken stadig sad i skabet.

I slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne fortsatte Alison med at turnere flittigt – både i eget navn og som gæst hos andre. Hun var special guest for bl.a. jazz-legenden Michel Legrand på en turné​ og turnerede også med Jools Holland’s Rhythm & Blues Orchestra, hvor hendes stemme kom på prøve i alt fra blues til boogie-woogie. Alt dette scenehåndværk viste, at Moyet stadig kunne tryllebinde et publikum, uanset om det var med en lille intim ballade eller et stort swingende bigband-nummer. Og måske vigtigst: Alison virkede til at nyde det i fulde drag, fri for tidligere tiders usikkerheder.

I 2010 modtog Alison Moyet en usædvanlig anerkendelse: Hun fik tildelt en æresdoktorgrad ved South Essex College – hjemme i sine gamle Essex-hjemegne. Endelig kunne hun kalde sig “Dr. Moyet” (omend i musikalsk forstand). I vanlig skæv stil bad hun spøgefuldt folk om at huske, at hun nu altså er doktor (blinke-smiley). Fint skal det være – men mon ikke hun driller lige så meget med den titel, som hun bruger den seriøst?   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes