Udgivet: d. 4 april 2025. Kl. 10.34

Hair

Foto: Mingo Photo

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Blomster i håret og fart i fødderne!

Der var peace, der var love – og der var helt ærligt også en del sved på panden – da Hair rullede ind i MCH Herning og transformerede det jyske messelandskab til et psykedelisk hippie-mekka. En forestilling, hvor bukserne er flared, guitarerne stemt, og hvor samfundets firkantede normer får en kærlig, men bestemt langemand midt i ansigtet.

Velkommen til 60'erne! En tid hvor blomsterne groede vildt, hvor ungdommen fandt sin stemme – og hvor man gerne sang hele sin livsfilosofi ud i kor. Og dét gjorde ensemblet i Herning, med power, passion og en vis portion poesi. Og ja – på dansk!

Hvad sker der egentlig i Hair?

Tja... det korte svar: alt og intet. Det lidt længere svar: Vi følger Claude – den søgende, søde sjæl, spillet rørende og nærværende af Thor Vestergaard – som står i et klassisk 60’er-dilemma: skal jeg tage i krig i Vietnam, eller skal jeg blive hjemme og kæmpe for kærlighed og kæmpe for kys på kinden?

Det hele folder sig ud i et kollektiv af skæve eksistenser med ideologier i hånden og regnbuefarvede drømme i håret. Det er et fællesskab, hvor kærlighed ikke kender til monogami, hvor kønsroller er flydende som røg fra en fredspibe, og hvor alle danser, som om ingen ser dem – selv om alle i Herning så med.

Et cast med stjernestøv og bare tæer

Saba Lykke Oehlenschläger (ja, hende der vandt Melodi Grand Prix og synger så taget letter!) brillerer som Dionne og løfter scenen med en stemme, der kan få selv det mest fodformede publikum i Herning til at føle sig som en del af en revolution. Hendes version af “Aquarius"var både blid som en sommerfugl og stærk som en bulldozer på kærlighedsmission.

Ved hendes side stod Teit Samsø som Berger – en slags flabet, flamboyant og frihedsskrigende Jesus med glimt i øjet og hofter, der nægtede at stå stille. Teit er som et glitrende granatchok af charme – og hans kemi med både Claude og publikum var til at tage og ryge på.

Og så var der Ann Charlotte B. Madsen som Sheila, der bevæget os med "Easy to Be Hard” – en blomsterdronning med attitude, stemme og scenetække. Hun var den lim, der holdt hele flokken sammen – både som aktivist, elsker og jordforbindelse i en forestilling, hvor meget andet svævede. Og Eddy? Ja, Eddy Nini måtte desværre melde pas med en skulderskade – men hans ånd dansede alligevel lidt i kulissen. Castet klarede det som en ægte stamme: solidarisk, stærkt og sammenspillet. Der blev måske lavet én eller to ekstra piruetter for Eddy, bare fordi de kunne...

Musikken – nu på dansk!

Og så til den største overraskelse: Det hele var oversat. Til dansk. Og det virkede! Der var noget magisk i at høre “Let the Sunshine In” i en oversættelse, der alligevel føltes ægte og nær. Især da hele salen til sidst rejste sig og sang med – som en slags Jysk Revival af Woodstock.

Under det hele lå en genkendelig bund: en Nina Simone-sampled version af “Ain’t Got No, I Got Life”, der dukkede op som en slags sjælelig understrøm i forestillingen. Som en påmindelse om, at man godt må miste alt og stadig have noget at give – især en god sang.

Scenografi og dansetrin med trip-potentiale

Scenografien og instruktør "Jens Frasing", koreograf "Jacob Philip Andersen" og hele holdet bag, har gjort et fremragende og stort arbejde. Der var et farverigt cirkustelt af retro-coolness. Lyset skabte psykedeliske malerier i røgsløret, og koreografien... ja, den var noget for sig selv! Flower power-ballet og fri jazz-hiphop i et mix, der fik dansegulvet til at gløde. Publikum i Herning blev ført igennem en tidsrejse med glitter, barfodet modstand og kærligt anarki.

Mere hår, tak!

Hair i MCH Herning var ikke bare en musical. Det var en bevægelse. En kærlighedserklæring til det at være ung, uregerlig og utæmmelig. Det var grin og gråd, politik og poesi, og en reminder om, at vi alle sammen har brug for et kollektiv, der elsker os, selv når vi er i tvivl.

Og ja – vi lod the sunshine ind. Og vi gik derfra lidt gladere, lidt friere og med lyst til at lave en flower power-revolution på Herning Stadion.  Af: Henrik Yde

HAIR – En pelshat af psykedelisk protest og fri kærlighed

Der er musicals, og så er der HAIR. Ikke bare med stort H, men med hele alfabetet smurt ind i LSD, bodypaint, flower power og et ramaskrig af unge stemmer, der råber mod krig, autoriteter og almindelig pænhed. Hair er ikke en forestilling, det er et ritual. En kollektiv afklædning. En syret, sveddryppende rockmesse for sjælen, som du ikke ser – men mærker, lugter, smager og muligvis vågner op fra to uger senere med en ny frisure og et åbent sind.

“Let the Sunshine In” – og lad så tøjet blive hjemme

Først og fremmest: ja, de er nøgne. Eller de var i hvert fald. I den oprindelige Broadway-udgave i 1968 smed hele castet tøjet under nummeret “Where Do I Go?” – og nej, de spurgte ikke publikum først. Det var chok, kunst og protest i ét. Kroppen som våben mod Vietnamkrigen, kapitalismen og frisørsaloner.

Men Hair er mere end hippieporno og duftrøg. Det er også et stærkt politisk værk. Det er vrede forklædt som kærlighed, anarki i batik og teenageoprør sunget med gospel-stemmer. Det er Grease på svampe og Jesus Christ Superstar uden plan.

Bag om – historien med dreadlocks

Forestillingen blev skabt af Gerome Ragni og James Rado (tekst) og Galt MacDermot (musik), og havde premiere off-Broadway i 1967. Kort efter rykkede den til Broadway – og så eksploderede det. Pludselig sad der jakkesæt i teatersæderne og klappede af unge, nøgne idealister, der sang om sex, stoffer, race, frihed og død.

Musicalen følger en gruppe unge hippier i 60’ernes New York – The Tribe– som lever i kollektiv, elsker hinanden på kryds og tværs og nægter at blive trukket i krig i Vietnam. Hovedpersonen, Claude, står midt i valget mellem at følge sin samvittighed eller samfundets krav. Skal han brænde sit indkaldelsesbrev – eller lade sig udrydde i navn af nationen?

Et simpelt plot, men Hair handler ikke om handling. Den handler om stemning. Om revolution. Om at lade håret gro og skammen dø.

Soundtracket til et oprør

Musikken i Hair er sin helt egen religion. Fra den ikoniske åbning “Aquarius” til “Let the Sunshine In”, “Good Morning Starshine” og “I Got Life” – det er sange, der stadig skriger af frihed, også selvom de i dag nogle gange spilles i supermarkeder. Der er fuzz-guitar, gospelkor, jazz-psykedelika og protestballader i skøn forening.

Hver sang er et manifest. “Hair” (titelsangen) er et kærlighedsbrev til frisind og en lang fuckfinger til mor med saksen. “Colored Spade” og “Black Boys” er rystende ærlige og er kække takes på race og seksualitet. Og “The Flesh Failures” sender en kold, smuk chill ned ad ryggen.

En musical uden filter – før “woke” blev et ord

Hair var før sin tid – og stadig foran. Den tager hul på emner som racisme, seksualitet, køn, identitet og klimakrise, længe før nogen havde opfundet hashtags. Den er rå, upoleret og kompromisløs. Den driller, den flirter og den græder – ofte i samme scene.

Forestillingen blev bandlyst flere steder, censureret, udskældt og elsket. Nogle steder måtte skuespillerne stå foran retten – ikke for deres nøgenhed, men for deres sandhed.

Fra flower power til evig relevans

Måske tænker du: “men er den ikke sååå 60’er?” Og jo, klart. Men på den fede måde. Den måde hvor alt er håndmalet, skævt, varmt og rystende ægte. Og samtidig... er Hair stadig lige så aktuel i dag. For frihed, fred, kærlighed og modstanden mod magtmisbrug – det bliver aldrig umoderne. Faktisk føles det mere nødvendigt end nogensinde.

Et musikalsk antistof mod systemet

Hair er ikke til dig, der vil have pæne duetter, glitrende kjoler og happy endings. Det er til dig, der gerne vil føle, snuble, råbe, danse og få lidt græs (af den grønne slags) under neglene. Den er som et gammelt kærestebrev fra ungdommens oprør – stadig duftende af patchouli og sved.

Så tag skoene af, find din indre Claude eller Berger frem, og syng med: “Let the sunshine, let the sunshine in… the sun…shine… in!” Og hvis du pludselig får lyst til at danse nøgen i regnen bagefter – så ved du, du har forstået det... Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes