LE GRAND BAL

Pressefoto

Udgivet: d. 22 maj 2025. Kl. 07.03.

★ ★ ★ ★ ★ ★

LE GRAND BAL – En åbningsfest med sved, sjæl og sære svingom

En teaterfestival åbnes bedst med en svedig danseepidemi og et glas bobler.

Lad det være sagt med det samme: Hvis man havde forventet en stille og rolig aften med småkager og stilfærdige monologer, så skulle man være løbet skrigende bort, da Le Grand Bal gik i gang. Men heldigvis gjorde man det modsatte. Man blev. Og man blev grebet. Rystet. Rørt. Og muligvis en lille smule renset. I hvert fald var det svært at sidde stille.

CPH STAGE åbnede årets festival den 21. maj med et brag – eller rettere en rytmisk eksplosion – i Skuespilhuset, hvor Compagnie Dyptik fra Frankrig dansede som om deres liv afhang af det. Og måske gjorde det netop det?

Velkomst med minister og mundvand

Aftenen startede pænt. Vi fik et glas. Der blev sagt ord. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt smilede ministerielt og holdt en fin tale. Så kom festivaldirektør Morten Krogh og holdt tale med den der fine blanding af begejstring og overblik, som kun en festivaldirektør med lidt jetlag og meget kaffe kan præstere. Publikum nikkede med og tjekkede diskret deres programsedler.

Så startede det i salen med en hjerterytme og kollaps, min sidemand rejste sig op og begyndte at vælte rundt iblandt publikum. Og så rækken bagi mig rejste der sig en ny... Og en ny.... Og boom, så var vi i gang. Danserne kom op fra publikum og op på scenen.

Fra post-pandemisk zombietilstand til svedig massepsykose

Le Grand Bal starter i næsten lammende slowmotion. Kroppe står frosne som i et skævt tableau – som statuer på et museum over den moderne verdens udbrændthed. Det er ikke rart. Det er heller ikke meningen. For langsomt, meget langsomt, som en virus med rytme, begynder bevægelsen at sprede sig. Først lidt, så mere. Pludselig står vi midt i noget, der ligner en eksplosion af kroppe i oprør.

Og her må man bare sige: HOLD NU OP, hvor kan de danse!

Vi taler ikke om sådan noget pænt og pynteligt plié og piruetter. Nej, vi taler om en blanding af moderne dans, hiphop, stammedans og noget, der minder om at blive besat af en usynlig baslinje. Koreografien – skabt af Souhail Marchiche og Mehdi Meghari – er både brutal og blød, kaotisk og kontrolleret. Den larmer. Den river. Den rækker ud og tager fat i én, som om den vil hive én med ind i dansen. Og man vil gerne med. Nogle af os overvejede det faktisk. (Men havde heldigvis for stramme jeans på.)

Strasbourg 1518 møder TikTok 2025

Forestillingen refererer til den sære, men historisk dokumenterede danseepidemi i Strasbourg i 1518, hvor folk simpelthen… dansede til de kollapsede. Ingen ved helt hvorfor. Nogle siger hysteri. Andre siger svampe. Le Grand Bal giver et nutidigt bud: Måske er dansen den eneste måde, vi stadig kan overleve på? Når verden går under, må vi danse den op igen.

Det var smukt. Det var voldsomt. Det var en rytmisk rusketur med både mørke og lys. Og det var rørende at se, hvordan noget så fysisk kan være så følelsesladet – uden ét eneste ord.

Fra scene til sved

Efter forestillingen var der efterfest. Og lad os bare sige, at når man lige har set 10 mennesker gå i kollektiv kropstrance, så har man lidt svært ved at smalltalke om vejret. Stemningen var høj. Ikke på den der "uh-vi-har-set-teater"-måde, men mere: "Vi har været vidner til noget vildt, og nu skal vi drikke et glas og stirre lidt ud i luften sammen"-agtigt.

Der blev danset. Ikke som på scenen, bevares. Men i vores egne lidt stivere versioner. Og det var helt fint.

Mere bal, tak

Le Grand Bal er ikke bare en danseforestilling. Det er en kollektiv kropslig oplevelse. En påmindelse om, at kroppen husker alt det, vi prøver at glemme. Den minder os om, at selv i de mest stillestående tider – ja, selv efter en pandemi – findes der stadig rytmer, der kan få os i bevægelse.

Åbningsforestillingen til CPH STAGE 2025 satte barren højt. Og svedigt. Og smukt. Og særeste af alt: Den gjorde én håbefuld. I en tid hvor man ellers mest scroller og sukker, fik man lyst til at... danse?

Hvis resten af festivalen er bare halvt så levende, så får København en forrygende teateruge.

CPH STAGE, du kan bare komme an. Vi er klar. Med dansesko og alt, hvad der hører til.   Af: Emilie Jakobsen

Le Grand Bal – når hele Europa danser i den franske sommernat

Kroppen er øm, men smilet er bredt. Klokken er fem om morgenen under teltdugen på en fransk bondegård, og musikken spiller stadig. Le Grand Bal de l’Europe – ofte bare kaldet Le Grand Bal – er i fuld sving. Hvert år forvandles denne lille afkrog af Auvergne til et levende danseparadis, hvor tiden synes at stå stille, mens fødderne flyver hen over gulvet. Her mødes tusindvis af danseentusiaster fra hele kontinentet for at glemme hverdagens trummerum og give sig hen til rytmen i syv dage og otte nætter i træk.

Fra landsbybal til international festival

Le Grand Bal begyndte i det små. I sommeren 1990 afholdt en gruppe franske folkedansentusiaster det første store bal på gården Les Gauthiers nær landsbyen Gennetines i det centrale Frankrig. Det, der startede som en enkelt uges langt træf, voksede år for år. Rygtet om den magiske danseuge spredte sig, og snart valfartede flere og flere til. Festivalen tiltrak over 2.000 deltagere hver sommer allerede i 1990’erne og 2000’erne. Omkring 2005 var fremmødet blevet så stort, at arrangørerne måtte tænke kreativt for at alle kunne være med. Løsningen blev i en periode at afholde Les Grands Bals de l’Europe på to forskellige lokaliteter: udover Gennetines blev der oprettet et parallelt bal i Saint-Gervais-d’Auvergne i starten af august. Festivalen fik flertal på fransk – “Les Grands Bals” – fordi der nu var to! I 2016 toppede deltagerantallet med omkring 5.000 dansere fordelt på de to steder (ca. 2.000 i Gennetines og 3.000 i Saint-Gervais). Det var dog også mere, end hvad arrangørerne praktisk kunne håndtere. Fra 2017 vendte man derfor tilbage til udgangspunktet: ét samlet Grand Bal i Gennetines, men nu strakt over to uger, så der stadig er plads og tid nok til alle.

En bondegård bliver dansemekka

Le Grand Bal finder sted i Auvergnes bløde bakker, nærmere bestemt på en gammel gård i Gennetines i Allier-departementet, omkring 10 km nordøst for byen Moulins. Her, blandt majsmarker og skyggefulde lunde, rejser frivillige hvert år et lille teltlandskab, der danner rammen om festivalen. Den idylliske beliggenhed er en del af charmen – man befinder sig bogstavelig talt “i en fransk frugthave” langt fra storbyens stress. Når festivalen går i gang sidst i juli, bliver det stille landsbysamfund forvandlet: Marker og enge fyldes af telte, campingvogne og danselystne mennesker fra nær og fjern. Otte store trægulve lægges ud under hvide teltsejl på marken, og de fungerer som festivalens danseflader. Om dagen kan man høre tonerne fra violiner, harmonikaer og sækkepiber flyde ud fra alle hjørner af området, mens workshops er i gang. Om natten pulserer stedet af liv, når dansene fortsætter til de sene (eller tidlige) timer under den åbne himmel. Gården Les Gauthiers danner en unik kulisse – en rustik og jordnær scene for en usædvanlig kulturel begivenhed.

Alle danser med alle

Le Grand Bal er kendt for sin bemærkelsesværdige mangfoldighed blandt deltagerne. Her danser unge studerende side om side med pensionister; erfarne folkedansere svinger nybegyndere, og nationaliteter blandes på kryds og tværs. Hvert år stimler folk i alle aldre og afskygninger sammen fra hele Europa – fra Spanien til Skandinavien – for at campere på den grønne eng og dele deres kærlighed til dans. De fleste bor på stedet i telt eller campingvogn, og festivalen bliver hurtigt til en lille international landsby. Atmosfæren er uhøjtidelig og inkluderende: Du behøver ikke fint tøj eller faste partnere for at være med. Har du ikke en dansepartner, finder du én i løbet af nul komma fem – eller også kaster du dig ud i en af de mange kædedanse, hvor alle holder i hånd i store cirkler. Alle danser med alle, og det er ikke usædvanligt at se to kvinder eller to mænd danse sammen, eller at rollerne byttes rundt undervejs. Her handler det ikke om at imponere nogen, men om den fælles glæde ved musikken og bevægelsen. Mange beskriver stemningen som næsten familiær: Man knytter bånd på tværs af sprogbarrierer, og der opstår en stærk følelse af fællesskab i løbet af ugen. For nye deltagere kan det føles som at træde ind i en anden verden – men en verden, hvor alle er velkomne. Som festivalens arrangører selv siger, kommer man ikke blot som forbruger, men som medskaber af festen. Alle hjælper til og deler ud af deres erfaring og energi for at få det store bal til at swinge.

Dans døgnet rundt

Hvis man tror, at Le Grand Bal blot er en enkelt bal-aften, kan man godt tro om igen – her danses der praktisk talt døgnet rundt! Programmet strækker sig over to intensive uger (oprindeligt varede festivalen én uge, men nu hele femten dage for at favne alle aktiviteterne). En typisk dag på

Le Grand Bal kunne se sådan ud:

• Formiddag: Omkring kl. 10 starter de første danseworkshops. Nogle morgener er der stille qigong eller strækøvelser for de morgenfriske, men ellers handler formiddagen om at lære nye trin. Under teltdugene underviser dygtige instruktører i alskens traditionelle danseformer. Man kan kaste sig ud i alt fra en livlig polka til en yndefuld mazurka, alt imens mere eksotiske navne som bourrée, gavotte og quadrille bliver afmystificeret trin for trin. Workshoppenes niveauer varierer, så både nybegyndere og garvede dansere kan finde noget udfordrende. Det er ikke unormalt at se en 20-årig spansk student knokle med trin ved siden af en 70-årig fransk veteran – begge med samme begejstring.
• Eftermiddag: Workshopprogrammet fortsætter over middag med flere specialklasser. Måske lærer man skotsk schottische i et telt, mens der i et andet er bretonsk kædedans. Der er også plads til spontane jams og små uformelle “bals” om eftermiddagen – indimellem samles folk i skyggen af et træ med deres instrumenter og spiller op til dans af egen drift. Deltagerne snupper en bid mad fra de madboder, der tilbyder lokale retter og forfriskninger, eller de nyder medbragte picnics i det grønne.
• Aften og nat: Omkring spisetid gøres der klar til dagens højdepunkt: de store aftenballer. Når solen går ned, tænder lysguirlanderne på pladsen, og på alle otte dansegulve stemmer levende orkestre instrumenterne. Fra kl. ca. 21 fyldes hver danseplads af forventningsfulde par og grupper. Folkebands fra hele Europa afløser hinanden på scenerne i 90-minutters sæt, så musikken praktisk talt aldrig stopper. Man kan vandre fra telt til telt og opleve vidt forskellige stemninger: Ét sted spiller et fyrigt italiensk violinarrangement op til tarantella, næste øjeblik kan man gå videre og finde en svensk polska på menuen, eller måske en irsk reel. Repertoiret spænder vidt over kontinentets traditioner, men fælles for musikken er, at den inviterer til dans – og den invitation bliver taget imod med kyshånd. Dansene varer hele natten; faktisk slutter de først ved daggry, når solens første stråler finder vej ind under teltdugen. Nogle af de mest erfarne dansere ser slet ikke dagslys i festivalens løb – de sover om formiddagen og danser igennem hele natten. Scenen klokken 4 om morgenen kan være magisk: måske danser et par hundrede mennesker stadig en tæt vals eller en energisk jigs, mens duggen falder og stjernerne blegner på himlen. Stemningen her er så intens og euforisk, at trætheden glemmes for en stund.
  Fiddle, accordion og folkelige rytmer
• Hjertet i Le Grand Bal er selvfølgelig musikken. Festivalen samler et overflødighedshorn af folkemusik-bands, der på skift leverer lydsporet til festlighederne. Hvert år inviteres en perlerække af grupper fra både Frankrig og resten af Europa – det kan være alt fra en lokal bourrée-trio med violin, vielle à roue (drejelire) og harmonika, til et svensk spilmandslag med nøgleharpe, eller måske en gruppe unge fløjte- og guitarkunstnere fra Spanien. Denne musikalske mangfoldighed sikrer, at danserne kommer omkring mange forskellige taktarter og traditioner. På en enkelt aften kan man nå at danse til bretonske sækkepibe-toner, irske violiner, centralfranske accordion-melodier og balkan-inspirerede klarinet-riffs. Musikerne elsker Le Grand Bal for det dedikerede publikum – hvor ofte spiller man for hundredvis af dansere, der uanset timen på døgnet lytter lige så meget med fødderne som med ørerne? Bandsene spiller typisk sæt af ca. halvanden times varighed, hvorefter næste hold musikere tager over, så der konstant er liv på gulvene. Lydbilledet skifter dermed jævnligt og holder energien oppe. Et fast syn er de små grupper af musikere, der efter deres sceneoptræden slentrer ud blandt publikum, stiller sig i et hjørne og jamer videre uofficielt, mens andre slutter sig til. Musik og dans smelter helt sammen her – publikum ER danserne, og de danser til hvert eneste nummer som om det var det sidste.
• Traditioner og unikke øjeblikke
• Som en festival der har kørt i over tre årtier, har Le Grand Bal selvfølgelig sine egne traditioner og små ritualer. Ét af højdepunkterne er den afsluttende nat, hvor afskedsdansen finder sted. Når festivalens sidste sæt musik ebber ud, samles alle tilbageværende (ofte stadig et par hundrede hårdføre sjæle) på det største gulv for at dele en sidste dans – gerne en smuk, fælles melodi som alle kan være med på. Det er ikke usædvanligt, at tårerne presser sig på hos trætte men lykkelige deltagere, når den sidste tone klinger ud og man indser, at eventyret er forbi for i år. Mange kram og farvelscener udspiller sig i de tidlige morgentimer på sidstedagen, for i løbet af festivalen er der opstået venskaber på kryds og tværs af sprog og landegrænser. En anden fin tradition er de små “P’tits Bals” (små bal), som foreningen bag festivalen afholder resten af året. Der arrangeres fx et forårs-, efterårs- og vinterbal i mindre skala, hvor folk kan mødes og holde danseglæden, ved lige indtil det atter bliver tid til den store sommerbegivenhed. Selve festivalen har også udviklet uskrevne koder: man respekterer hinanden på dansegulvet, man byder gerne nye op og lærer fra sig, og man giver plads til alle uanset niveau. Hver dag når programmet starter, udleveres farvede armbånd til deltagerne, så arrangørerne kan holde styr på det praktiske – men ellers mærker man ikke meget til organisation eller kontrol. Le Grand Bal kører næsten af sig selv i kraft af deltagernes fælles ansvarsfølelse og passion.
• En sjov detalje er, at nogen kalder festivalen for “danseverdenens Roskilde Festival” – men sammenligningen halter alligevel, for her er ingen store rockstjerner eller tilskuere, der bare ser på. Alle er stjerner på dansegulvet, og publikum og performere er én og samme flok. Det giver en helt anden stemning end til en traditionel musikfestival eller et konkurrencedrevet danseevent. Der er ingen konkurrencer, ingen bedømmelser – kun dans for dansens egen skyld. Mange deltagere beskriver ugen som et “fortryllet frikvarter” fra hverdagen, hvor de kan være sig selv og samtidig en del af noget større. Den franske avis Le Monde har ligefrem kaldt Le Grand Bal for en “parenthèse enchantée” – en magisk parentes i tilværelsen. For dem, der har oplevet nætterne på Gennetines, giver den beskrivelse perfekt mening.
• Et unikt kulturfænomen
• Le Grand Bal adskiller sig fra stort set alle andre dansebegivenheder. Hvor mange dansefestivaler fokuserer på én genre (fx tango, salsa eller swing) eller måske har karakter af stævner med opvisninger, så er Grand Bal noget helt for sig. Det er folkelig kultur i sin reneste form: en levende utopi, hvor folkedans – ofte betragtet som noget gammeldags – pludselig fremstår hypermoderne i kraft af den begejstring og intensitet, deltagerne bringer. Festivalen har en kæmpe betydning for balfolk-miljøet (det moderne europæiske folkedans miljø) som et samlingspunkt, inspiration og ikke mindst et sted, hvor traditionerne fornyes. Unge og ældre lærer af hinanden, og danse fra fjerne hjørner af Europa får nyt liv på de franske dansegulve. Le Grand Bal er dermed med til at holde traditionel dans og musik levende på tværs af generationer. Samtidig viser festivalen, at kulturel udveksling ikke behøver foregå gennem ord – det kan lige så vel ske gennem en valse eller en jig, hvor smilet og takten er fælles sprog.
• I forhold til andre festivaler er Le Grand Bal også usædvanlig ved sin længde og intensitet. To uger med konstant dans er et maraton, de færreste events kan matche. Derudover er festivalen non-profit og drevet af frivillige kræfter gennem foreningen A.E.A.D.T. (Association Européenne des Amoureux de Danses Traditionnelles), som tæller over 5.000 medlemmer. Det ideelle og passionerede grundlag kan mærkes i alt fra den hjemmelavede mad i boderne til den måde, alle deltagere giver et nap med for at få tingene til at glide. På den måde adskiller Grand Bal sig fra kommercielle musikfestivaler – her er det ikke sponsorvægge og VIP-områder, der dominerer, men derimod fællesspisning ved langborde, frivillige der samler skrald med smil på læben, og musikanter der spiller op bare for glædens skyld.

Le Grand Bal på film

Festivalens magi er så speciel, at den også er blevet foreviget på film. I 2018 udkom dokumentarfilmen “Le Grand Bal” af instruktøren Laetitia Carton, selv en garvet deltager på festivalen. Carton ønskede at indfange hjertet og sjælen i begivenheden, og hun tilbragte hele festivalen i 2016 med sit kamera svingende om halsen. Resultatet er en sanselig og rørende film, der trak fulde huse i Frankrig og endda blev vist på Cannes-festivalen samme år. Gennem dokumentaren oplever man de lange nætter af dans, musikkens trance-lignende effekt på deltagerne og de små historier, der udspiller sig undervejs – venskaber, flirt, udmattelse og eufori. Le Grand Bal-dokumentaren blev rost for at få publikum (selv dem, der aldrig har sat en fod på et dansegulv) til næsten at kunne mærke sveden, glæden og fællesskabet derhjemme i biografsædet. Den franske avis Le Monde bemærkede filmens “store sanselighed” og beskrev den som en kærlighedserklæring til dansen som socialt fænomen. For mange, der ser filmen, bliver det svært ikke selv at få lyst til at rejse til Auvergne og opleve det hele på egen krop.

Le Grand Bal er således ikke bare en festival, men et fænomen – et levende bevis på, at dans og musik kan bygge broer mellem mennesker, skabe nye traditioner og få voksne mennesker til at lege og drømme. Næste gang du tænker på sommerfestivaler, så forestil dig et sted, hvor natten varer evigt, hvor violinerne spiller op til solopgang, og hvor fremmede bliver venner på et øjeblik. Det er Le Grand Bal de l’Europe – et stort bal, der i den grad lever op til sit navn, og som år efter år får deltagerne til at længes tilbage så snart sidste tone er faldet til ro.   Af: Emilie jakobsen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes