Beinir

Foto: Rasmus B.H. Hansen

Udgivet: d. 20 maj 2025. Kl. 23.01

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Beinir i Orangeriet: En færøsk charmeoffensiv under Tivolis gyldne trækroner

Det starter blidt, men smukt. Som en lun færøsk sommerbrise, der har fundet vej hele vejen til Tivoli. Klokken er lidt i syv, og Orangeriet ligner noget fra et eventyr med sit dæmpede lys og bugnende grønne ramme. En ung kvinde med rød læbestift og laksefarvet drik i hånden vender sig og hvisker til sin veninde: “Han er altså lidt for lækker til at være ægte”. Og sådan begynder aftenen med Beinir.

Det første nummer: "Stupid Blue". Beinir træder på scenen med et lille smil, i en skjorte, men smed den da det blev for "hedt" og en attitude, der balancerer perfekt mellem ydmyg færing og erfaren performer. “Stupid Blue” vælter ind som en perfekt åbningssang – melankolsk, catchy, og leveret med den slags stemme, man gerne vil have lægger en til ro om aftenen. Bandet, der ser ud som om de er blevet samlet i en drøm, er tight og velsvingende. Lyden i Orangeriet er skarp som en nypudset harmonika. Intet mudder, bare klarhed. Det er som om træerne omkring os også lytter.

Så kom "Greener". Og ja – det blev grønnere. Grønne lys, grønne skygger, grønne øjne på pigerne på forreste række. Sangen er en smooth pop-perle, og Beinir leverer den som en, der har sunget siden han kunne sige “grammofon”. Publikum nynner allerede med. Mange færinge er mødt op – man kan høre det på sproget, latteren, det særlige fællesskab, der får en til at føle sig lidt jaloux, hvis man ikke er fra en ø med får og tåge.

Tredje sang: "Wasting My Time". En upbeat perle, og nej Beinir – du spilder ikke nogens tid i aften. Tværtimod. Han danser lidt mere nu, bandet pumper lidt hårdere, og det hele løfter sig. Jeg ser en midaldrende mand med Bob Dylan-T-shirt forsøge en slags rytmisk klappen. Det mislykkes. Men det er tanken, der tæller. “Tell Your Girls” Beinir har charme. Det er blevet nævnt før – men lad mig lige understrege det. Han er den slags fyr, man ville tage med hjem til sine forældre, men også gerne på natklub. “Tell Your Girls” er skamløst catchy og måske en smule fræk – på den gode måde. Bandet smiler. Publikum smiler. Jeg smiler. Så kom "When I Open My Eyes". En ballade, ja, men ikke en kliché. Den rammer. Måske fordi han synger den uden store armbevægelser. Bare ærligt, med det der lettere triste blik, som færinger ser ud til at mestre. Og så: "The Hard Way". Beinir dedikerer den til sin far. Og hvis man ikke allerede var solgt, så knækker det hele her. Det er en rørende, stille og storslået sang. Som om Beinir har fundet en hemmelig vej ind til ens brystkasse og trykker blidt. Vi siger intet. Vi lytter.

Så kom: "Heroes". En poprocket hyldest med masser af energi. Der bliver danset. En ung mand i grønt halstørklæde hopper lidt. “He should be a hero”, sagde en pige ved scenekanten. Det er svært at være uenig. "Call Me a Dreamer" og "Kamarid". Den første er dreamy og lækker, som titlen lover. Den næste? Færøsk! Og man mærker, hvordan sprog kan trylle. "Kamarid" får et publikum, der ikke forstår et ord, til at lytte som om det var deres modersmål. Det er det magiske ved musik – og især ved Beinir. "A Mistake I’m Never Making" Funky, sjov og med glimt i øjet. Publikum danser nu rigtigt. Ikke bare vipper med fødderne, men danser. Og Beinir står der – med det dér skæve smil og styrer os alle som en færøsk popdirigent.

"Moon Fall". Smukt. Æterisk. Som at blive puttet af månen selv. Hvis sangen havde været længere, havde jeg lagt mig ned i bækken og blevet der. Og "Come Alive". Det gør vi alle. Det her er showets klimaks. En eksplosion af lys, energi og fællessang. Publikum er Beinirs kor. Og det fungerer. Og så kom: Romeo. Han ER Romeo. Sorry, Shakespeare. Det er moderne poppoesi med et glimt i øjet og følelserne ude på skjorteærmet. En sang man ville skrive til sin teenageforelskelse, men opføre med voksen overblik. Vi er med hele vejen. "Coming Home" kom som Afslutningen.
Alene. Bare ham og guitaren. Og ja, vi er hjemme nu. Beinir giver os et sidste øjeblik i stilhed og nærvær. Tivoli lyser stille bag ham. En due sætter sig på taget. Publikum klapper – ikke som til en fest – men som til en ceremoni. Det her var en hjemkomst. For ham. For os. For færøsk popmusik.

PS: Hvis du nogensinde får chancen for at høre Beinir live – så spild ikke din tid på andet. Han synger, som vinden blæser over Atlanterhavet. Og den slags er sjældne i København... (godt han bor i her)   Af: Emilie Jakobsen

BEINIR: Fra klippeø til København – en popdrømmer tager form

Forestil dig at vokse op i en lille bygd på Færøerne, omringet af fjelde, får og den endeløse Atlanterhavshorisont. Netop dér – i Saltangará – fandt en gut ved navn Beinir Troest Rasmussen sin første guitar i en alder af syv og forsvandt hovedkulds ind i musikkens verden. Resultatet? En musikalsk eskapist med stjerner i øjnene og fodfæste i den færøske muld. Den færøske sangskriver BEINIR (Beinir Troest Rasmussen) voksede op med udsigt over Skálafjørður og en guitar i hånden. Allerede som 7-årig begyndte han at drømme sig væk til fjerne scener – musikken blev hans legeplads og frirum.

Drengen med guitaren fra Saltangará

Saltangará er en stille plet med en særlig smuk natur – et sted med kun et par tusinde indbyggere, hvor tiden næsten går i stå. I dette tætte samfund, hvor havgus og fårebrægen udgør bagtæppet, greb den unge Beinir som nævnt sin første guitar som 7-årig. Om det var regnens trommen mod ruden eller vindens susen over fjorden, der tændte gnisten, vides ikke, men den unge Beinir drømte sig hurtigt væk til de store scener. Hjemme i barndomsværelset i Saltangará optrådte han for en tænkt arena af tusind – måske kun overvåget af et par får uden for vinduet – og fantasien blev plantet ude på verdens største scener. Musikken blev hans måde at flygte på, ifølge ham selv en mild form for eskapisme, der lod ham udforske en større verden end den lille ø kunne rumme.

Beinir var ikke alene om sine ambitioner. I teenageårene slog han sig sammen med nogle venner og dannede bandet “BEINIR”, hvor han selv sang og spillede guitar, flankeret af kammeraterne Bárður på guitar, Eyðtór på trommer og Benjamin på bas. Bandet gav de unge musikere en første smag på samspillet og på at stå foran et publikum – selv hvis publikum til tider kun bestod af familie til band øvelserne. Men drømmen voksede sig større end øen. Med en vision om et liv fyldt med musik pakkede Beinir guitaren og forlod til sidst det trygge, velkendte Saltangará for at forfølge sin passion i Danmark. Springet fra den færøske fjord til Københavns kanaler var modigt – som at kaste sig ud fra en klippekyst og håbe på at finde opdrift i storbyens pulserende musikmiljø.

Når sarkasme og sjæl går hånd i hånd

BEINIRs musikalske univers er lige så mangfoldigt som det landskab, han kommer fra. Hans sange er pakket med energi, svingende rytmer og en attraktiv – men spydig – lyrik, der udspringer af personlige fortællinger. Der er en underfundig humor og bid i teksterne, hvor han med glimt i øjet kan beskrive hjertesorg eller hjemvé uden at det bliver selvhøjtideligt. Samtidig rummer sangene en dybde, der indfanger følelsen af at være ung og lidt fortabt i sin søgen efter mening og identitet. Denne balance mellem det letbenede og det eftertænksomme er blevet et af BEINIRs kendetegn – han kan synge om sine egne usikkerheder og drømme med en ærlighed, der rammer lytteren, men altid med en skæv vinkel eller en ironisk twist, der får én til at trække på smilebåndet.

Et godt eksempel er titelsangen "Greener", som han skrev hjemme på sit værelse i Saltangará i 2020. “Ud ad vinduet kiggede jeg på det grønneste sted, og alligevel sad jeg der og studsede over, om græsset mon var grønnere på den anden side – how stupid right?” har Beinir senere fortalt. Den sang – en drømmende, klaverbåren pophymne – handler netop om at længes efter noget større, selv når man allerede befinder sig i paradis. Den slags selvironiske betragtninger gennemsyrer hans tekstunivers. BEINIR formår at omdanne sin egen fortælling – om at forlade hjemmet, jagte drømme og leve med tvivlen – til relaterbare, poetiske popsange. Som lytter kan man mærke spændet mellem eventyrlyst og den nagende skyldfølelse over at forlade dem derhjemme. Han giver dermed stemme til en generation af unge drømmere, der søger deres plads i verden.

Musikalsk bevæger han sig elegant mellem det storladne og det intime. Albummet Greener spænder fra energifyldte, optimistiske numre til mere rolige og eftertænksomme øjeblikke. På åbningsnummeret “Coming Home” hylder han Færøerne med et smukt omkvæd, der beskriver dualiteten i at sige farvel til det kendte for at opdage noget nyt. Og faktisk fik netop “Coming Home” en særlig debut: under sin turné som opvarmning for Jonah Blacksmith fik Beinir lov at fremføre den sammen med bandet på Store Vega i København – et øjeblik, der gav ham gåsehud og bekræftede ham i, at sangen var noget særligt.

Ed Sheeran, Bon Iver og Outkast på samme palet

Man skulle måske ikke tro, at Ed Sheeran, Outkast og Bon Iver figurerer side om side på samme playliste – men i BEINIRs univers giver det mening. Han søger inspiration i forbilleder som disse tre, der har givet ham både udlængsel og store drømme, som han har formået at forankre i sit eget nordiske udtryk. Fra Ed Sheeran har han arvet singer/songwriter-håndværket og evnen til at stå alene med en guitar og tryllebinde et publikum. Fra Bon Iver kommer inspirationen til de melankolske stemninger og den inderlige vokal, der tør være sårbar. Og fra Outkast – ja, der har han måske nappet en snert af funk og rytmisk legesyge, der ulmer under overfladen af de poppede produktioner.

Det lyder som en sær blanding, men BEINIR formår at smelte det sammen til sit eget. En dansk anmelder beskrev engang oplevelsen sådan: Alene på scenen med sin guitar ledte den unge færing tankerne hen på "en færøsk Ed Sheeran", og koncerten var “lige dele energisk og rørende”. Billedet af en Ed Sheeran med nordatlantisk twist er slet ikke skævt – BEINIR kan, ligesom sin rødhårede britiske inspirator, bygge en mur af lyd helt alene ved hjælp af loop-pedaler, guitar og vokal, alt imens han charmerer publikum med sin ægthed. Men i næste øjeblik kan han også trække tæppet væk under os med en sfærisk falset a la Bon Iver eller smide et skævt groove ind, der vidner om et hemmeligt kærlighedsforhold til Outkasts funkede univers. Kombinationen af disse inspirationskilder har givet BEINIR en unik farve på paletten: en længsel efter eventyr og en insisteren på det catchy, bundet sammen af en klædelig skandinavisk melankoli.

Fra debut-EP til anmelderrost album

Efter at være flyttet til København i 2021 spildte BEINIR ingen tid. Samme år udsendte han EP’en World Out There, en passende titel for en ung mand, der netop var trådt ud i den store verden. Titelnummeret “World Out There” blev hurtigt hans signatur-sang på live-scenen – et anthem om eventyrlyst, som publikum gladeligt sang med på, selv til de første koncerter. EP’en etablerede ham som et nyt talent at holde øje med, og branchefolk begyndte at få øjnene op for færingen med den store stemme.

Det store aftryk kom dog for alvor med singlen ”Greener” i slutningen af 2023. Sangen – der som tidligere nævnt kredser om drømme og "græsset er grønnere"-metaforen – blev et gennembrud på både færøske og danske radiobølger. ”Greener” gav navn til BEINIRs debutalbum, som udkom i 2024 og markerede kulminationen på hans rejse fra ø til fastland. Albummet ”Greener” er en personlig logbog i ti numre, hvor lytteren tages med fra Saltangárás trygge favn til Københavns neon belyste natteliv. Produktionen bar præg af samarbejdet med et par af Danmarks garvede hitmagere, Anders Bønløkke (Zar Paulo, Alphabeat) og Søren Christensen (The Blue Van, Fallulah), som BEINIR teamede op med i studiet. Sammen fik de skabt et album, der emmer af live-energi og spændvidde – fra storladne popbaskere til stille ballader.

Udover titelnummeret indeholder Greener-pladen også den iørefaldende “Romeo”, en moderne pop-romance, der viste sig at have bred appel. Faktisk blev “Romeo” kåret til Årets Sang på Færøerne, da BEINIR ved Faroese Music Awards snuppede prisen – og som om det ikke var nok, vandt han også Lytternes Pris samme aften. At en færøsk artist i starten af 20’erne gør rent bord på hjemmefronten vidner om, hvor stort et indtryk han allerede har gjort. Tilmed var “Romeo” en duet-version i nogle sammenhænge, hvor BEINIR optrådte med den danske sangerinde Dopha – de to har slået pjalterne sammen på både scenen og i studiet, bl.a. på singlen "When I Open My Eyes" (2024). Endnu en ørehænger fra albummet, "Call Me A Dreamer", har også markeret sig som et slags motto for BEINIR. Den sang, hvis omkvæd opfordrer lytteren til bare at kalde ham en drømmer, er nærmest selvbiografisk for den unge musiker, og den kom til at spille en særlig rolle i et af Danmarks mest sete tv-shows – men mere om det om lidt.

Fra stuelamper til festivallys

Hvis BEINIRs studieindspilninger imponerer, så er hans live-optrædener det sted, hvor hans karisma for alvor skinner igennem. Han har nemlig grebet enhver mulighed for at komme ud og spille – også de utraditionelle af slagsen. I foråret 2022 fandt han på det, han kaldte “Unknown Location Tour”, en række helt særlige koncerter, hvor fans på sociale medier foreslog de mest skæve steder, han kunne spille. Konceptet var lige dele vanvittigt og genialt: BEINIR endte med at spille alle mulige steder – fra Rigshospitalets gange, til en motorcykelklubs klubhus og private dagligstuer – og bragte musikken ud til folk dér, hvor de mindst ventede det. At se en spirende popstjerne stå og synge for patienterne på en hospitalsafdeling eller jamme i hjørnet af en stue under en IKEA-lampe, er ikke hverdagskost, men BEINIR gjorde det med et smil. Han har aldrig været bange for at skille sig ud eller møde sit publikum i øjenhøjde – bogstaveligt talt.

Efter denne anderledes tourne rundede han sit første “rigtige” headliner-show med band i København af med manér: en udsolgt koncert på Hotel Cecil. For en ung artist, der få år forinden kun havde spillet for vennerne hjemme på Færøerne, var det en triumf at fylde et anerkendt spillested i hovedstaden. Siden da er det kun gået fremad. BEINIR har turneret flittigt i Danmark – og endda lagt vejen forbi Tyskland – for at udbrede sin musik. Hjemme på Færøerne er han også vendt tilbage som lidt af en helt: Da han annoncerede koncert i Løkshøll i Runavík, blev den første forestilling hurtigt udsolgt, og der måtte sættes en ekstrakoncert på programmet for at imødekomme efterspørgslen. Det er ret tydeligt, at færingerne følger stolte med i deres hjemmegroede stjernes succes.

BEINIR har også været eftertragtet som opvarmningsnavn for etablerede kunstnere. Allerede inden albumdebuten var han på turné som support for Jonah Blacksmith, ligesom han har åbnet shows for den tidligere Alphabeat-sangerinde Stine Bramsen samt delt scene med Dopha i flere sammenhænge. Disse erfaringer – at stå foran et fremmed publikum, der måske kun er kommet for at se hovednavnet – har hærdet ham og finslebet hans live-performance. En koncertanmelder fra Bands of Tomorrow bemærkede, hvordan han alene med sin guitar “fyldte Skatescenen ud med sin vanvittige sangstemme og velskrevne numre”, så man ikke savnede bandet et sekund. Publikum blev endda lokket til at synge med, og BEINIR “leverede en kraftpræstation af en solokoncert” lød dommen. Det rygte har spredt sig, og snart fandt man BEINIR på plakaterne til større events: han har blandt andet optrådt på Smukfest og på branchefestivalen SPOT, hvor nye talenter præsenteres for musikindustrien. Fra intimkoncerter i stuer til festivalernes store scener – BEINIR har prøvet det meste før fyldte 25.

TV, priser og publikums hjerter

Med sin blanding af charme, talent og hårdt arbejde er BEINIR også begyndt at rykke ind i de brede medier. Hans sange er blevet spillet flittigt på DR’s P4-radio, hvor de i rotation har bragt hans melodier ud til pendlere og køkkenradioer landet over. Men det er ikke kun i æteren, man har lagt mærke til ham. På landsdækkende tv fik han for alvor danskernes opmærksomhed, da han dukkede op i programmet Fællessang på DR1. Her stod han alene med sin guitar på selveste Christiansborgs trappe og gav sin fortolkning af Kim Larsens klassiker “Hva’ gør vi nu, lille du?” – en ikonisk sang i dansk kulturarv. Det kræver mod at give sig i kast med nationalskjalden Larsen, men BEINIR gjorde det med en inderlighed, der fik selv et par politikere til diskret at duppe øjenkrogen, hvis rygterne taler sandt. Denne optræden viste tydeligt, hvordan BEINIR bygger bro mellem Færøerne og Danmark: Han tog en dansk evergreen og gav den et strejf af nordatlantisk sjæl, hvilket ikke gik ubemærket hen.

Siden fulgte flere tv-optrædener. Han tog morgenshowet Go’ Morgen Danmark med storm, da han mødte op med sin guitar i den tidlige time og fik både værter og seere til at vågne op med et smil. Her demonstrerede han, at hans sange fungerer lige så godt akustisk i et tv-studie som på en festivalscene. Og som tidligere nævnt fik singlen "Call Me A Dreamer" sin helt egen 15 minutes of fame i bedste sendetid: BEINIR blev inviteret som musikalsk indslag i Vild med Dans, hvor han optrådte live mens kendte par svingede sig rundt på gulvet til tonerne af hans drømmende pophit. For en ung musiker må det have føltes surrealistisk at se professionelle dansere fortolke ens musik foran en millionseerskare – men igen tog BEINIR det i stiv arm. Med sin karakteristiske ro og indlevelse leverede han sangen, som om det var den mest naturlige ting i verden at spille baggrundsmusik til en cha-cha i primetime.

Opmærksomheden fra medierne går hånd i hånd med anerkendelsen fra kritikere og branchen. Musikmagasiner har fået øjnene op for BEINIRs talent – Gaffa beskrev ham tidligt som en “fængende færing med stort sangskrivertalent” (og gav ham rosende ord med på vejen efter en koncert på Uhørt-festivalen), mens Bands of Tomorrow som nævnt belønnede hans live-show med 4.5 ud af 5 stjerner og kaldte hans optræden det bedste den aften. Det er store ord for en artist, der for få år siden var et ubeskrevet blad uden for Færøerne. BEINIR synes dog at tage det hele med et gran salt og en stor portion ydmyghed. Hans optræden og interviews afslører en jordnær, tilgængelig personlighed – typen der lige så gerne griner af sig selv, som han modtager priser.

Hvad nu, lille du?

Titlen på Kim Larsens klassiker kunne passende stilles som spørgsmål til BEINIR selv: Hvad gør vi nu, lille du? For hvad er næste skridt for drengen fra Saltangará, der forfulgte sine drømme hele vejen til storbyens larm? Svaret synes at være: Vi drømmer endnu større. BEINIR er – tro mod sin egen sang – en drømmer med ambitionerne intakt. Han drømte om et liv fyldt med musik som barn og “med en drøm om et liv fyldt med musik, forlod han det velkendte for at forfølge sin passion” i Danmark. Nu hvor de første drømme er ved at gå i opfyldelse, stopper han ikke. Målet er ikke blevet mindre af medgangen, tværtimod. Han har selv udtalt, at han vil dele sin musik med så mange mennesker som muligt og få publikum til at føle, at de er en del af musikken – om det så betyder at spille i en lille stue eller på Orange Scene en skønne dag.

Personligt fremstår BEINIR som en fyr med begge ben på jorden (eller måske snarere begge fødder på klippegrunden) og hovedet i skyerne. Han besidder en vis fandenivoldskhed og humor, som vi så det med Unknown Location Tour og hans skæve anekdoter, samtidig med at han er dybt seriøs omkring sit kunstneriske virke. Den kombination gør ham til noget så sjældent som en legende, klog og let provokerende kunstnerfigur i poplandskabet – en der tør skille sig ud og sige: “Her er jeg, kald mig bare en drømmer, men lyt lige til min sang.” Og lytter man, opdager man en artist, der både kan få én til at grine af en spydig linje og få nakkehårene til at rejse sig med et ægtefølt omkvæd.

Med priser på kaminhylden, et debutalbum i ryggen og et rygte som en formidabel live-performer er BEINIR godt på vej mod den stjernestatus, han som lille dreng fantaserede om. Han har allerede bevist, at vejen fra en fjern færøsk klippeø til den moderne popscene ikke alene er farbar – den kan trampes af en dedikeret ung mand med en guitar, et glimt i øjet og hjertet fuldt af musik. Verden derude kaldte på ham, og BEINIR svarede igen med sang. Og eventyret er kun lige begyndt. Som han synger, er det okay at være en drømmer – for nogle gange bliver drømme til virkelighed, selv når de starter i et lille værelse med udsigt til det grønneste græs i verden. Beinir Troest Rasmussen har forladt øen, men øen har ikke forladt ham, og det skinner igennem i hver en tone han spiller. Vi andre kan blot læne os tilbage og nyde rejsen – og måske drømme med.

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes