Foto: Jan Palle
Udgivet: d. 5 maj 2025. Kl. 08.38
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Steven Wilson i KB-Hallen – Et lydlandskab, der skrællede sjælen ren
Søndag den 4. maj 2025. KB-Hallen. Udenfor regner det, men indenfor er lyset dæmpet og dejligt varm og tørt, som om verden er sat på pause. Stemningen er andægtig, som var vi til messe snarere end koncert. Publikum sidder ned. En blandet flok, men fællesnævneren lugter af vinylsamlinger, kvalitetssko og progressive minder fra dengang, Pink Floyd stadig var et band – og ikke bare en T-shirt.
Men hvad ved jeg. Jeg er her for én mand: Steven Wilson. Manden. Myten. Mixmesteren. Ham der kan få en synthesizer til at græde og en guitar til at spørge, hvordan du egentlig har det. Og lad det være sagt med det samme: Han leverede. Ikke med et brag – men med et mesterligt, sirligt sus.
Første akt: Tålmodighedens kunst og poetiske apokalypser
Koncerten åbner lavmælt med “Objects Outlive Us”. Det føles passende. For er det ikke netop det, vi gør – bliver overlevet af vores ting? Den knirkende stol. Den kolde plastikkrus-øl. Den ægtefælle, der har været med siden Porcupine Tree’s spæde dage.
Wilson står badet i kirurgisk hvidt lys og sender “The Overview” ud over salen – som en blanding af kosmisk overblik og emotionel obduktion. Halvdelen af publikum er allerede på rumrejse. Den anden halvdel tjekker diskret, om de stadig trækker vejret.
Pause. Toiletkø. Nogle mumler: “Den mest æstetiske lyd siden ’94”. Andre prøver at finde Wi-Fi for at tjekke, hvad klokken er i Tokyo.
Anden akt: Velkommen til Wilsonverset
Sæt 2 begynder. Og her bliver det vildt. “The Harmony Codex” lander som en eksistentiel feberdrøm. Visuals eksploderer som drømme i spejlsale, og Wilsons vokal er så ren, man skulle tro, han havde skyllet stemmebåndene i alpevand.
Så kommer “King Ghost”– spooky, svævende, majestætisk. En sang som et mareridt, man ikke har lyst til at vågne fra. “No Part of Me”følger – en påmindelse om, at kærlighed og selvudslettelse ofte kommer i samme emballage. Publikum sidder musestille.
“Dislocated” lyder som et nummer, der bevidst er blevet flået fra hinanden og sat sammen igen af en eksistentielt frustreret AI. Så “Impossible Tightrope” – 11 minutters balanceren mellem det absurde og det geniale. Bandet? Tight som en vakuumpakket rollator.
Og pludselig: “Harmony Korine”. En gammel kending. Publikum kvitterer med små jubelbrøl, som hurtigt bliver til nik – nogle salige, andre tårevædede. “Vermillioncore” følger med en basgang, der rammer så dybt, at den kunne bruges til jordskælvsmålinger. Min rygsøjle vibrerede i takt med min sjæl.
Ekstranumre: Sjælebrud og synthpoesi
Man tror, det er slut. Men Wilson er ikke typen, der bare siger “tak og farvel”. Han vender tilbage og starter “Pariah”. Det er brutalt smukt. Når Ninet Tayebs optagede vokal glider ind, er det som at blive besøgt af en ven fra drømmeland.
Og så – klimakset: “Ancestral”. Ét langt, rystende opus, der samler alt, Wilson er og har været. Der bliver nikket, luftspillet guitar og holdt hænder. Da lyset slukker, sidder vi tilbage som efterladte børn efter en kosmisk godnathistorie. Forladte. Forandrede. Forpustede.
En koncert som en drøm – med manual
Steven Wilson er ikke for alle. Hans musik er krævende, langstrakt og uden nemme omkvæd. Men for os, der mødte op i KB-Hallen den 4. maj, var det en aften, hvor lyd blev til sprog, lys blev til følelse, og prog blev til poesi.
Det hele varede to timer, men føltes som både et sekund og et livsforløb. Og ja, vi sad ned. Men indeni – dér rejste vi os alle sammen. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Jan Palle
Steven Wilson – prog-rock-magiøren du bør kende
Steven Wilson er en ganske usædvanlig figur i musikverdenen: Han er grundlægger og frontmand i Porcupine Tree, og samtidig en produktiv solokunstner og pladeproducer, men alligevel tit beskrevet som ”den mest succesfulde britiske kunstner, du aldrig har hørt om”. Siden barndommen i Hertfordshire har hans liv været omdrejningspunkt for alt fra psykedelisk rumrock og synthesizereksperimenter til drabelige iPod-rasling. Han har 6 Grammy-nomineringer fordelt på Porcupine Tree (to gange), sin band-collaboration Storm Corrosion (én gang) og hele tre gange som soloartist. Under sit stoiske ydre gemmer der sig en særegen samlerånd (”I’m a collector… I never throw anything away that’s mine”), et blik for omfattende konceptalbums – og en tør humor, der både kommer til udtryk i hans musik og personlige anekdoter.
Fra skolekammeraters fantasi til prog-ikon
Porcupine Tree startede faktisk som en spøg: I 1987 lavede unge Steven Wilson og kompisen Malcolm en detaljeret fiktiv historie om et påstået 1970’er-rockband – komplette med opdigtede albumtitler, fængselsophold og festivalbesøg – udelukkende for sjov. Wilson indspillede timevis af musik for at “bevise”, at det hemmelige band eksisterede. Selvom det begyndte som et privat fjolle projekt, blev Porcupine Tree snart en realitet. Wilson overtog hurtigt det meste af sangskrivningen og bandets lyd voksede fra psykedeliske space-rock-klange i begyndelsen til et mere mainstream alternativ og senere tungere prog-metal-udtryk i 00’erne.
Porcupine Tree dyrkede en undergrundskult med kræsne lyttere – aviser har kaldt dem “det vigtigste band, du aldrig har hørt om”. Bands som Dream Theater og Iron Maiden hyldede dem, og plader som "Fear of a Blank Planet" (2007) blev endda Grammy-nominerede for bedste surround-mix. Men bandet tog pause i 2010 efter turneen på The Incident, da Wilson valgte at fokusere på sin solokarriere. De tre kerne-medlemmer Wilson, Richard Barbieri og Gavin Harrison arbejdede dog hemmeligt videre over det næste årti, hvilket kulminerede i genforeningsalbummet "Closure/Continuation" (udgivet juni 2022)
Porcupine Tree var oprindeligt en fiktiv gruppe på papir – så kom Steven Wilson og gav den liv. Her ses han ved pianoet under en koncert (2016), indhyllet i sine karakteristiske scenelys og omgivet af bandmedlemmer. Wilsons koncerter er kendt for quadrafonisk lyd og komplekse visuals, og selv om han på scenen er reserveret og fokuseret, har han en glødende passion for musikken og detaljerne i lydbilledet.
Eksperimenter og overraskelser
Når Porcupine Tree gik i hi, tog Wilson sin musikalske nysgerrighed med sig ind i solokarrieren. Han har udgivet otte soloalbum siden debuten "Insurgentes" (2008), og hvert projekt har været et lille eventyr. Blandt de vigtigste plader kan nævnes "Grace for Drowning" (2011), "The Raven That Refused to Sing" (2013), "Hand. Cannot. Erase". (2015) og "To the Bone" (2017). År 2013-prisen The Raven… med sine melankolske historier og eminente guitar- og synthspil gjorde ham til et solofænomen i prog-kredse. (Grace for Drowning vandt endda en Grammy-nominering for surround-mix.) De senere album "The Future Bites" (2021) og "The Harmony Codex" (2023) viser Wilsons fascination af tech og poppens indflydelse, mens han aldrig mistede sit progressive sigte. Ifølge officielle kilder spænder hans solo-discografi altså fra "Insurgentes" (2008) til "The Harmony Codex" (2023) – og den 14. marts 2025 udkom det kæmpestore konceptalbum "The Overview". Det er et dobbeltspor-album om planeten set fra rummet, som Wilson selv beskriver som en “Kubricksk rejse ind i universets mørke”, og markerer hans planlagte comeback til tungt prog-territorium.
I sine solo-udgivelser har Wilson ofte skrevet om komplekse fortællinger – f.eks. det ventede kvinde-dramatiserende Hand. Cannot. Erase. – men også leget med kortere, poppede sange. Uanset form har hans albums klaret sig godt; "Hand. Cannot. Erase". blev bl.a. nummer 4 på UK-albumlisten og indbragte ham en ny Grammy-nominering. Wilson har selv sagt, at han elsker at nå ud til folk med musikken, og at han hellere vil, at man hører hans musik på en hvilken som helst måde end slet ikke. Derfor ligger hele hans bagkatalog i dag på streamingtjenester – selvom han oprindeligt var kendt for at hade MP3’ernes lydkvalitet så meget, at han i dokumentaren Insurgentes bogstaveligt talt ødelagde en iPod med en mursten, et gevær og en ildbakke som protest mod dårlig lyd!
Produceren og remix-eksperten
Udover sin egen musik har Wilson også haft travlt bag scenen. Som producent har han arbejdet med en række markante kunstnere. Han stod f.eks. i producer-stolen for de mørke, moderne metal-plader "Blackwater Park", "Deliverance og Damnation" med det svenske band Opeth – en rolle han selv kaldte sit “stolteste arbejdstykke” i en workshop. Han har desuden produceret singer-songwriter-projekter (f.eks. "Blackfield" med israelske Aviv Geffen) og endda skrevet forbrugeranmeldelser i Rolling Stone Mexico (på spansk) om alt fra Radiohead til elektronisk kunstmusik.
Måske endnu mere berømt er Wilson som remix-master. Han skabte sine egne surround-udgaver af utallige klassiske plader for hi-fi-entusiaster: Porcupine Trees eget "Fear of a Blank Planet" blev Oscar-nomineret i surround-mixeniveau, og siden har han sprøjtet nyt liv i album fra Jethro Tull, King Crimson og Marillion. I 2018 udgav han f.eks. hele remixeserien YES – The Steven Wilson Remixes med plader som Fragile, Close to the Edge og Tales from Topographic Oceans. Andre eksempler spænder vidt – fra The Who’s Who’s Next over Tears for Fears og Van Morrisons katalog til Ultravox og Suede. Kort sagt har Wilsons hænder berørt alt fra prog og metal til klassisk rock og pop, altid med præcisionen af en lydtekniker og visionen af en kunstner.
En troldmand mod genrekasserne
Musikalsk har Wilson aldrig stået stille ét sted. Han beskriver selv, at hans værker inkorporerer alt fra pop, metal og jazz til elektronisk musik, folk, psychedelia, disco, shoegaze og triphop. Fans ved, at han bryder sig meget lidt om at blive kategoriseret. Som en artikel bemærker: ”Wilson bristles at the notion of musical genre”, og hans plader springer ubesværet fra dunkle ambientstykker til håbefulde, melodiøse popsange. Denne genre-agnostiske holdning kan spores helt tilbage til hans barndom: Wilson voksede op med både Pink Floyds "The Dark Side of the Moon" og Donna Summers disco-klassiker "Love to Love You Baby" som gaver under juletræet – to plader han selv kalder “næsten helt ansvarlige” for hele hans musikalske retning.
Det betyder, at Wilsons lyd har forandret sig markant over tid: Porcupine Trees tidlige udtryk var gennemsyret af psykedeliske klange og rummelige guitarlyde, mens hans senere soloplader som To the Bone trækker tråde til 80’er-pop og moderne electronica. Alligevel trækker hver ny udgivelse ofte korte streger tilbage til nørdede progressive traditioner – "The Overview" forventes f.eks. at blive en næsten fuldstændig instrumental rejse i rumjazz og rammende synthlandskaber. Som han har sagt, ville han helst undgå klichéer (der er f.eks. ingen mellotron på det nye album) og fokusere på melodi og ægthed fremfor pompøsitet.
Personlighed og musikindustriens spil
Privat er Wilson præcis så nørdet og oprigtig, som man kunne forvente. Han er kendt for sin alvorlige sceneoptræden – i begyndelsen af karrieren kiggede han endda ofte ned i gulvet af generthed, “literally looking at my shoes” de første ti år på scenen. Men bag scenelyset har han sans for humor og skarpe betragtninger. Han har f.eks. udtalt, at folk hellere skal ”se på verden i stedet for på deres telefon” og lave musik af ren kærlighed fremfor forretningsstrategi.
På industrifronten har han vakt opsigt med sin kompromisløse holdning til lydkvalitet. Den berømte iPod-ødelæggelse i Insurgentes-dokumentaren var Wilsons overdrevede statement imod dårligt komprimeret lyd. Alligevel indrømmer han i dag, at han hellere vil have, at folk overhovedet hører musikken – så fra 2016 lagde han hele sit bagkatalog på Spotify og lignende tjenester. ”Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil have, I hører min musik på alle måder end slet ikke,” lyder det fra Wilson. Han er således både en stædig plademan og en pragmatisk musiker, der tager teknologien til sig, når det gavner kunstværket.
I interviews lader han ofte små anekdoter sive ud: Han elsker sine samlinger (”I'm a collector, I collect anything I find…”), han begyndte på tværs af genrer ved at lytte til alt fra ABBA til Stockhausen, og han værdsætter de små ting i hverdagen – som at samle store leverancer af egern-foder til sin hund Bowie midt i et videointerview. Han var ligefrem villig til at ”sacrificere at få familie for musikken”, før han i 2019 endelig blev gift og stiftede familie. Men selv med travl kalender finder han tid til absurd hygge, som når han træder ud af Zoom-samtalen for at modtage sin egern-foder-leverance med halen logrende og et smil på læben.
Sjove og skæve facts om Steven Wilson
Steven Wilson er med andre ord både en kompromisløs lyd-entusiast og en kreativ eventyrer. Han har evnen til at kombinere de mest nørdede progressive elementer med fængende melodier og et kontant glimt i øjet. På trods af (eller på grund af) sin særprægede tilgang leverer han stadig nyt materiale, som både gamle fans og nysgerrige nye lyttere kan grine og gro sig i – ”den bedste er endnu at komme,” som han selv bemærker optimistisk. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes