Annika Aakjær

Udgivet: d. 13 april 2025. Kl. 8.50

Når man går fra koncert og føler sig både grinende, rørt og klogere på livet

Så ved man, at det var en rigtig god aften.

Foto: Rasmus Petersen

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Annika Aakjær på Richter – en aftensmad med følelser, fest og fabelagtige frivillige

Gladsaxe, du grønne gren! Hvem skulle have troet, at en almindelig lørdag aften kunne forvandle sig til en slags musikalsk kræmmerhus fyldt med humor, hjerteblod og hede toner? Det skete på Richter, det herligt, hyggelige spillested i Gladsaxe, der er drivet af omkring 70 frivillige ildsjæle med varme hjerter og kolde øl. Og midt i det hele snoede hun sig pludselig – Annika Aakjær – som en slags poetisk ål gennem publikum med "Gode Nyheder" i hånden og et skævt smil på læben.

Hun trådte op på scenen, som om det var hendes dagligstue – og vi var alle inviteret med til kaffe og konfessioner. Der var udsolgt. Det var varmt. Det var vildt hyggeligt. Publikum var klar, og Annika... ja, hun var i hopla.

"John Travolta" blev leveret med et glimt i øjet og hofter, der måske ikke helt kunne følge med den sagnomspundne dansemester, men teksten gjorde det hele: sjov, sårbar og 100% Annika. Det er sjældent, man ser en kunstner, der kan kalde sine egne sange for små akavede venner, men sådan føltes det lidt – hun stod der, sammen med dem, med os, som en slags musikalsk talkshowvært i eget liv.

Og lyden! Her må man altså lige kaste kærlighed i retning af Richters teknikere – lyden sad, som man siger, lige i skabet. Eller måske i skødet. For det hele var nært og intimt og lige til at græde eller grine over. Ofte begge dele. "Idiot"og "Balløven" blev leveret med det helt rette mix af musikalitet og komisk timing, så man både følte sig set og stukket – på den gode måde. Hvem har ikke været idiot? Hvem har ikke elsket en balløve med for mange møbler i soveværelset?

Det her var ikke en koncert. Det var en bekendelse. En legestue. En ventil.

"T-shirt" kom flyvende som en kærlig fuckfinger til forliste forhold og ubrugelige souvenirs, og midt i al latteren stod Annika stadig med en ægthed, der var til at tage og føle på – som en stor krammebamse af melankoli og mod.

"Pop" og "Skulder ved skulder" var som to søstre – den ene rebelsk og flabet, den anden solidarisk og varm. Publikum vuggede med, lo, nikkede. Vi var med hende hele vejen, og da hun sang "København", var det næsten, som om hele Gladsaxe blev til Nørrebro for en stund.

Og så... "De Vildeste Fugle". Der gik noget gennem rummet. En stilhed. Et suk. En fælles forståelse. Det var smukt. Ikke sådan smukt som porcelæn. Smukt som en hund med underbid. Skævt, ærligt og fuld af kærlighed.

Men hun var ikke færdig – "Jeg ved"og "Alt hvad jeg vil sige" trillede ud i mørket som små flaskepostbeskeder. Publikum tog imod dem, som havde de ventet hele livet på lige netop de ord.

Så kom "Det har et navn" og "Undskyld", og jeg tænkte: Ja, det har det. Og ja, vi er alle skyldige i noget. Men vi er her. Sammen. I musik og mærkelighed.

Og så – som en slags finale, der ikke rigtig ville slutte – "Det Meste" og "Hund på Times Square". Det var som at sige farvel til en ven, man lige har mødt. Fortryllende og frustrerende. Jeg ville ikke hjem. Jeg ville have mere. Jeg ville adoptere den hund og give den et tæppe.

Richter skal i øvrigt have kæmpe tak og kærlighed. Stedet summer af venlighed og musikglæde, og de frivillige er ikke bare søde – de er en del af oplevelsen. Man føler sig velkommen, som om ens mor har strikket en sweater bare fordi, man nævnte, man frøs lidt i går. Annika Aakjær er en ener. Hun er ikke bare sanger. Hun er storyteller, komiker, terapeut, cirkusdirektør og bedste ven i én og samme person. Og Richter i Gladsaxe er måske et af de hyggeligste steder i kongeriget, hvor musikken får lov at leve, som den burde: ærligt, sjovt, skævt og stærkt.

Tak for turen. Tak for t-shirten. Tak for idioten. Vi ses igen – med eller uden balløven.   Af: Henrik Yde

Annika Aakjær: En musikalsk missionær med humor og hjerte

Forestil dig en kunstner, der kan få dig til at græde af grin og græde af følelser – ofte i samme sang. En person, der kan skrive en sang om menstruation og gøre det til en ørehænger. Mød Annika Aakjær, Danmarks egen musikalske kamæleon, der med sin unikke blanding af humor, ærlighed og talent har charmeret sig ind i hjerterne på det danske publikum.

Fra Vodskov til værtskab

Født den 6. juli 1982 i Vodskov, en lille by nord for Aalborg, var Annika måske ikke det mest sandsynlige bud på en fremtidig stjerne på den danske musikscene. Men som bekendt kan man ikke holde et talent nede. Efter at have finpudset sine færdigheder på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor hun dimitterede i 2012, trådte hun ind på scenen med en selvtillid og charme, der hurtigt gjorde hende til en favorit blandt både kritikere og fans.

Debut med filantropi

I 2008 udgav Annika sit debutalbum "Lille filantrop", en samling sange, der både var eftertænksomme og humoristiske. Albummet blev godt modtaget og cementerede hendes plads som en kunstner, der turde skille sig ud. Hun fulgte op med "Missionær" i 2010, et album der ikke handlede om at banke på døre med religiøse pamfletter, men snarere om hendes egen musikalske mission: at bringe ærlighed og humor til dansk musik.

Skuespil og skulderklap

Men Annika er ikke kun en mester i musik. Hun har også prøvet kræfter med skuespil og medvirket i film som "Dirch" (2011), hvor hun spillede Daimi, og i DR's julekalender "Julestjerner" (2012), hvor hun spillede den mystiske professor Piil. Hendes alsidighed som kunstner er bemærkelsesværdig, og hun har formået at balancere begge karrierer med en elegance, der får os andre til at føle os som dovne sofakartofler.

Toppen af Poppen og natbind om dagen

I 2018 deltog Annika i TV 2's populære program "Toppen af Poppen", hvor hun imponerede med sine fortolkninger af andre kunstneres sange og ikke mindst med sin egen sang "Natbind om dagen". Ja, du læste rigtigt. En sang om menstruation, fremført med så megen humor og charme, at selv mændene i publikum kunne synge med uden at rødme. Hendes optræden ved Zulu Comedy Galla i 2019 med samme sang blev et viralt hit og beviste, at Annika ikke er bange for at tage fat på emner, de fleste ville undgå.

Esthers orkester og seneste bedrifter

I 2022 spillede Annika hovedrollen i filmen "Esthers orkester", en rolle der endnu engang viste hendes talent som skuespiller. Samme år udgav hun sit fjerde album, "Esthers Orkester", som blev godt modtaget af både fans og kritikere. Hendes evne til at kombinere musik og skuespil gør hende til en af de mest alsidige kunstnere på den danske scene.

En stemningsskaber med stemmebånd af guld

Annika Aakjær er mere end bare en sanger eller skuespiller; hun er en stemningsskaber. Hendes koncerter er kendt for at være intime, hvor publikum ofte føler, at de er en del af en stor, varm familie. Hendes humor og ærlighed skinner igennem i alt, hvad hun gør, og hun formår at tage selv de mest hverdagsagtige emner og forvandle dem til kunst.

Fremtiden ser lys ud

Med en karriere, der spænder over musik, skuespil og endda værtsroller, er det svært at forudsige, hvad Annika vil kaste sig over næste gang. Men én ting er sikker: Uanset hvad det bliver, vil det være fyldt med hjerte, humor og en god portion nordjysk charme. Så næste gang du hører en sang om noget så uventet som menstruation eller ser en film med en karakter, der føles ægte og relaterbar, så tjek lige efter – det kunne meget vel være Annika Aakjær, der er på spil.

Afsluttende tanker

I en tid hvor musikbranchen ofte kan føles overfladisk, er Annika Aakjær en forfriskende påmindelse om, at ægthed og talent stadig har en plads. Hun er et bevis på, at man ikke behøver at følge strømmen for at få succes – nogle gange er det dem, der svømmer imod den, der ender med at skabe de største bølger.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes