Udgivet: d. 13 april 2025. Kl. 11.03
Er der nogen i Amager Bio?
Foto: Eva Yde
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Danser med Drenge i Amager Bio – Et kram, et smil og en stjernefest med åbent hjerte
Lad os bare få det sagt med det samme: Danser med Drenge i Amager Bio er som at åbne en flaske vin, man har gemt i 30 år – man ved ikke helt, hvad man får, men for pokker, hvor smager det stadig fantastisk. Og måske endda lidt bedre end man huskede, det.
For allerede da koncerten åbnede med "Giv slip nu", kunne man mærke det: publikum slap alt, undtagen kærligheden til bandet. Her blev der ikke spillet skuespil, kun spillet liv. Og publikum – et herligt mix af dansemødre, fadølsfædre og nostalgikere i alle aldre – stod klar til at skråle med. "Aldrig undvære dig" ramte som en varm SMS fra en eks, man egentlig godt kan lide alligevel. Der var noget medrivende og insisterende i den måde, bandet fik både gamle og nye fans til at føle sig set. Og som publikum blev inviteret med ind i den akustiske afdeling, blev der skruet op for intimiteten og ned for støjen.
"Et kram og et smil" føltes som en fælles terapi-session under lamperne i Amager Bio – og hvem havde ikke brug for dét på en lørdag aften? Bandet gjorde noget, som mange andre bands glemmer: de lyttede til rummet. Og det var tydeligt, at de også kunne mærke det. Så kom "Grib chancen"– og dét gjorde de. De greb den. De kastede den op i luften, jonglerede lidt med den, og landede den elegant i skødet på en mand med Carlsberg Classic og dansepels.
"Tag godt imod ham" mindede os om, hvorfor de altid har haft et øre for det danske. Hverdagen, kærligheden, smerten, grinene – alt sammen filtreret gennem musik, der tør være både folkelig og følsom.
Og så skete det: "Pianomand" – og det løftede sig. Publikum var ikke længere i Amager Bio. Vi var på en dansk landevej en sommernat i 1995, vinduet nede, hånden ude i luften. Magisk.
Da "Hør min søde veninde" rullede ud, kunne man næsten høre samtlige venindekredse hviske: "Det er vores sang!" Og det var det. Alle havde pludselig en sød veninde med i salen.
Med "Rejs dig op & kom videre" lukkede den akustiske afdeling, og man kunne nærmest mærke gulvet ryste under én. Det var som om nogen rakte én hånden og sagde: "Kom nu. Vi danser det væk".
"Kære lillesøster" blev sunget med så megen sjæl, at selv dem uden søstre begyndte at overveje at adoptere en. Og "Reggae vuggevise" beviste, at reggae sagtens kan fungere på dansk – især når det bliver leveret med et skævt smil og et band, der kan deres håndværk.
Så blev det stjernestøvs tid: "Et lysår en stjerne" – en af de helt store. Der blev tændt mobiler, der blev fældet tårer, og der blev sunget igennem. Det var det rene stjernedrys.
Men intet kunne forberede os på "Thyborøn" – hyldesten til Johnny Madsen, der fik hele salen til at gynge som en fiskekutter i sidevind. Det var skævt, salt og skønt.
Og så blev det efterhånden tid til at læne sig lidt tilbage – helt bogstaveligt med "Læn dig tilbage". For det er jo det, man kan med Danser med Drenge. Man kan læne sig tilbage, og så bliver man løftet op.
"Kolde hjerter" bankede os lidt på plads igen – en påmindelse om, at selv varme hjerter kan fryse. Men det blev lynhurtigt tøet op med "Er der nogen i himlen", hvor samtlige koncertgæster løftede blikket og stemmerne – og ja, måske var der nogen deroppe, der nikkede i takt.
Og som aftenens sidste almindelige nummer kom: "Hvor længe vil du ydmyge dig" – et spørgsmål, der måske burde være på forsiden af alle landets aviser i stedet for endnu et politikerportræt. En sang med bid, med nerve og med oprør i hjertet.
Men selvfølgelig skulle vi have et ekstranummer. Og hvilket et! "Ud under åben himmel" – og vi var der. Under den åbne himmel, i hvert fald i sindet.
Lyden? Klokkeklar. Lyset? Lækkert og legende. Bandet? De kan stadigvæk. Ja, for pokker. De kan stadigvæk.
Og publikum? De dansede med drengene – og med hinanden – som om der ikke fandtes nogen morgendag.
Danser med Drenge i Amager Bio var ikke bare en koncert. Det var en påmindelse om, at musik stadig kan hele, ramme, ruske og røre. Så herfra lyder det: Tak for turen. Og lad os da snart gøre det igen. Af: Eva Yde
Foto: Eva Yde
Danser med Drenge – festen, tårerne og fællessangen
Der findes bands, og så findes der Danser med Drenge. En slags musikalsk schweizerkniv: De kan få dig til at grine, græde, skråle og savne din eks på under tre minutter. Hvis Danser med Drenge var en drink, ville det være en blanding af rom og regnvand – sødt, stærkt og med fare for tårer.
Fra sorg til sejrsdans
Danser med Drenge blev dannet i 1991 af Klaus Kjellerup og sangerinde Philippa Bulgin - en gudsbenådet sangerinde, der havde stemmen til både at løfte et tag og knuse et hjerte. Men kun et år efter deres første album i 1993 ramte tragedien: Philippa døde efter en kræftoperation i 1994 i en alder af kun 26 år – og Danmark græd.
Men i stedet for at pakke sammen, besluttede bandet at danse videre. Med Philippa i hjertet og musikken som benzin, genstartede bandet i 1995 med en ny sangerinde, som blev fundet efter en audition: den dengang 29-årige Rie Rasmussen. Siden da har bandet været på en slags evighedsturné, kun afbrudt af kaffe, album-udgivelser og lidt politisk indignation.
I 2020 besluttede Rie Rasmussen sig for at gå solo, og DmD stod igen uden forgrundsfigur. Herefter fandt bandet sin tredie sangerinde - den dansk/gambianske Ida Ambrose, som håndterer mikrofonen i Danser med Drenge i dag.
Seneste udgivelse fra DmD er gruppens 16. album: 'Sange til de levende og de døde', som udkom i april 2025.
Soundtracket til dine følelser
Du kender dem. Om du vil det eller ej. Deres sange er som gamle dagbøger med bedre melodier. "Hvorlænge vil du ydmyge dig?", "Rejs dig op og kom videre", "Er der nogen i himlen?" – titlerne alene får en til at ringe til sin mor og sige undskyld for noget, man ikke har gjort (endnu).
Deres musik blander reggae, pop, rock og en slags folkelig ærlighed, som kun danskere med en vis livserfaring helt kan forstå. Det er musik, man kan drikke bajere til i et telt i Jylland – og samtidig lytte til i bilen på vej hjem fra en bisættelse.
Publikum – Danmarks største kor
Noget mærkeligt sker til Danser med Drenge-koncerter. Mænd græder. Kvinder krammer hinanden. Teenagere smiler forvirret. Og bedsteforældre danser kinddans med tårer i øjnene. Publikum til DmD er en slags national terapi-gruppe med fadøl og fællessang.
Bandets styrke er deres kontakt med publikum. De snakker, joker, skælder ud på politikerne, sender hilsner til de døde – og så spiller de med en energi, som var det sidste koncert på jord. De ligner ikke rockstjerner. De ligner nogen, man har set på havnen i Skagen. Og det er netop deres hemmelige våben: de er folkelige – ikke som i flødeskum og fællessang, men som i ægte.
De nægter at give op
Bandet har overlevet dødsfald, udskiftninger, anmeldere med dårlige dage og flere regeringsskift end de fleste. Men de bliver ved. Ufortrødent. Trofast. Og lidt småsure over udviklingen i samfundet. Som de selv siger: "Vi spiller for de levende – og de døde, der kigger med fra himlen".
Deres fans er også trofaste. Mange har fulgt dem i årtier. De kommer til koncerterne med merch, minder og måske et par tårevædede historier. For Danser med Drenge handler ikke kun om musik. Det handler om at stå sammen. Rejse sig op. Og danse videre – selv når livet gør ondt.
Sjovt, skævt – og uundgåeligt dansk
Hvis Danmark var et band, ville det være Danser med Drenge. De er tragikomiske, sentimentale, hårdhudede og varme i samme åndedrag. De har aldrig været trendy, men de har altid været nødvendige. Som et plaster på sjælen. Som en varm pølse efter en lang nat.
De er ikke en del af den moderne musikscene med autotune og TikTok-dans. De er en del af noget større: vores fælles lydspor.
Så næste gang du står med et knust hjerte, et glas rødvin og en regnvejrsdag – sæt Danser med Drenge på. Og husk: livet gør ondt, men det går over. Og indtil da? Så danser vi... Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes