Udgivet: 29 marts 2025. Kl. 07.43
Foto: Büro Jantzen
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Giv mig mit kongerige – og en kleenex!
Du kender det sikkert. Man har tre børn. Man har et imperium. Man er en aldrende konge med stolthed som en oppustet påfugl. Og man tænker: “Hvor svært kan det være at dele lidt rigdom og kærlighed ud og få fred i sjælen?” Svaret, kære læser, er: ekstremt svært. Velkommen til Kong Lear, Shakespeare med skarptsleben ragekniv – og i denne omgang med Waage Sandø i front som Lear, i anledning af sit 60-års jubilæum. Alene det burde give dig lyst til at bøje i knæ, kaste roser og råbe: “længe leve Waage!” – men lad os lige tage forestillingen først.
En konge på kanten – og så falder han
Lears rejse er lige dele reality-tv, græsk tragedie og psykologisk udredning. I starten sidder han der, flot i tøjet og med selvtillid som en X Factor-dommer: “Sig, hvor meget I elsker mig, og så får I jeres bid af kongeriget”. Det er ikke bare tåbeligt – det er ikonisk tåbeligt. En slags Game of Thrones møder "Min søsters børn" – med lidt mere blod og lidt mindre hygge.
Cordelia, spillet med oprigtighed og styrke af Marie Boda, nægter at deltage i dette royale talentshow. Og bum! – ud med hende. Exit den kloge datter, enter kaos. For når man giver nøglerne til sit imperium til de to døtre, der i virkeligheden er en blanding af PR-strateger og følelsespsykopater (Sara Hjort Ditlevsen og Sidsel Siem i smukt, isnende spil), ja, så går det selvfølgelig galt.
Et stormvejr af følelser – og vindmaskiner
Midt i dette magtmisfoster kommer stormscenen – en slags klimaks på galskabens stigende kurve – hvor Waage Sandø som Lear står og råber mod himlen, vinden, universet og sandsynligvis også sit indre ur. Det er STORT. Ikke bare skuespilmæssigt, men følelsesmæssigt. Sandø er sårbar og rasende, knækket og majestætisk. Hans stemme dirrer som en rusten klokke, der nægter at tie. Det er rørende. Det er råt. Det er Waage på Waage-niveau.
Edmund, Edgar og intrige i højt gear
Og så er der de to brødre: Edgar (Mathias Flint) og Edmund (Brian Hjulmann). Deres indbyrdes kamp er som et afsnit af “Paradise Lost – The Shakespeare Cut”. Flint spiller Edgar med ynde, dybde og en snert af forvirret søn-i-krise, mens Hjulmann som Edmund er en karismatisk, udspekuleret bandit, der får dig til at smile, selv mens han dolker dig bagfra.
Shakespeare skåret til – med kirurgisk præcision
Instruktør Vibeke Wrede har skåret i teksten som en kirurg med deadline. Her er ingen overflødigheder, ingen sproglige barokkrummelurer – bare ren, dramatisk benhård Shakespeare. Det er en fordel. Publikum (og undertegnede) blev holdt i et jerngreb i to timer, uden at nogen nåede at tjekke mobilen. Ikke èn gang. Ikke engang for at se, om det regnede.
Jubilaren der rejser sig
At Waage Sandø markerer sit 60-års jubilæum i dansk scenekunst med Kong Lear, er ikke blot passende – det er poetisk retfærdighed. Her står han: konge, far, mand, menneske. Hans blik flakker mellem storhed og opløsning. Man mærker hele hans karriere vibrere i rollen – som en slags opsummering af alt, han har givet scenen. Og publikum kvitterede med stående applaus og våde øjne. Det var ikke bare velfortjent. Det var nødvendigt.
En forårsaften med forræderi, følelser og folkefavoritter
Forestillingen fik Københavnerpremiere den 25. marts 2025 i Hippodromen. Salen var stuvende fuld. Publikum var spændte, og stemningen var som til en kongelig reception med Shakespeare og vin i blodet. Og da tæppet gik ned, var det ikke kun Lear, der havde mistet noget. Vi andre havde fået noget: Et ægte drama. En påmindelse om kærlighedens pris. Og en virkelig god grund til at sende blomster til Folketeatret.
Kong Lear på Folketeatret er som en klassisk tragedie med et moderne, menneskeligt twist. Det er et stykke, der river, rusker og rører – og samtidig minder dig om, at magtfordeling i familien sjældent bør ske via reality format.
Gå ind og se den. Gå derind for Waage. For Wrede. For William (Shakespeare altså). Men mest af alt: gå derind for at få flået hjertet lidt ud og sat det sammen igen. Smukkere bliver teater ikke. Af: Eva Yde (… der stadig snøfter i sindet af begejstring).
Foto: Büro Jantzen
Kong Lear: Shakespeare med støv på kronen og ild i skægget
Forestil dig, at du er en ældgammel konge. Du har tre døtre. Du er rig, magtfuld og stædig som en stenbider i parringstid. Hvad gør du så? Du beslutter dig selvfølgelig for at splitte hele dit rige op – og basere det på en slags følelsesmæssigt stykke, hvor døtrene skal stå og smøre tykt på om, hvor meget de elsker dig. Og sådan starter en af verdens største tragedier.
En konge med kugler i hovedet – og i hjertet
Kong Lear er ikke nogen hr. hvem-som-helst. Han er kongen af det hele. Men han har nået den alder, hvor man begynder at se sit testamente som underholdningslæsning og får lidt for mange idéer på lidt for kort tid. Da han beslutter at gå på kongelig efterløn, vælger han den helt forkerte metode: Hvem elsker mig mest? Det bliver ikke smukkere. Eller dummere.
Døtrene Goneril og Regan – to knivskarpe kvinder med gift i både tunge og tanker – går all in med kærlighedserklæringer, som var de med i et Shakespeare’s Got Talent. Men Cordelia, den yngste og ærligste af dem, nægter at medvirke i det følelsesporno-show. Hun siger stille og roligt: “Jeg elsker dig som en datter bør, ikke mere og ikke mindre.” Lear bliver rasende og smider hende ud som en sur chef til julefrokost. Og dér starter balladen.
Når man tror, man giver slip – men stadig vil styre alt
Lear vil gerne give magten væk, men ikke kontrollen. Klassisk boomer-problem. Han siger til døtrene: “Her, tag riget – men jeg vil stadig bestemme lidt og have 100 riddere, tak”. Og det går naturligvis galt. Goneril og Regan begynder hurtigt at save benene af tronen, og Lear mister langsomt alt: sin magt, sin forstand og til sidst sit hår (i hvert fald i nogle opsætninger).
Han bliver smidt ud i en storm – bogstaveligt talt – og begynder at rave rundt på heden, talt til af torden, lyn og hallucinationer. Han møder også en nøgen nar og en mand forklædt som galning, som faktisk er hans trofaste tjener i forklædning (det er Shakespeare, så der skal være forklædninger). Og midt i al galskaben vågner noget smukt i Lear: en erkendelse. Han indser, han har været blind. Ikke fysisk (endnu), men i hjertet.
En tragedie forklædt som reality-tv
Man kunne næsten kalde Kong Lear for verdens første familietragedie med reality-vibes. Der er drama, intriger, manipulation, skænderier, forfærdelige børn og forældre, der ikke forstår en skid. Hvis der fandtes kameraer dengang, havde det været en Netflix-topper. I stedet får vi Shakespeares mesterlige dialoger, hvor folk siger: “Thou art a boil, a plague sore!” i stedet for “Du er klam, din nar!”
Hvem er egentlig den største nar?
Man kan spørge sig selv: er det kongen, døtrene, eller hofnarren, der er den største nar i stykket? Ironisk nok er det hofnarren – den professionelle nar – der er den klogeste af dem alle. Han er den eneste, der tør sige sandheden til kongen, også selvom det koster. Som en slags middelalderlig stand-up-komiker med dødsforagt.
Og Lear? Han bliver til sidst næsten en slags vismand. Han mister alt – sin magt, sin stolthed, sin familie – og i det tab finder han måske sin menneskelighed. Det er tragisk. Det er smukt. Og det er så Shakespeare, som det overhovedet kan blive.
Det går ikke godt
Nej, det her er ikke en komedie. Alle dør. Cordelia bliver hængt. Lear dør af sorg. Goneril forgifter Regan og begår selvmord. Der er blod, tårer og død på stribe. Hvis det var en musical, ville det være den sorteste af slagsen.
Men midt i tragedien sidder vi tilbage med noget stort. Et billede af, hvor langt et menneske kan falde – og måske vokse i faldet.
Kong Lear i dag: stadig aktuel, stadig rå
Om det er Waage Sandø, Ian McKellen eller Anthony Hopkins, der spiller den gamle konge, så rammer Kong Lear stadig. Fordi det handler om magt og magtesløshed. Om alder og dårskab. Om familie og forræderi. Og om, at vi mennesker først forstår kærlighedens værdi, når vi har tabt alt andet.
Lear minder os om, at livet er en storm. Og at nogle gange må man miste kronen for at finde hjertet. Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes