Foto: Jan Palle
Udgivet: d. 14 maj 2025. Kl. 07.15
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Sol, smæk og Sebastian Wegener
Solen stod lavt over København og kastede gyldne skiver af varme ned over MINT-scenen i Tivoli, som var forvandlet til et energifyldt epicenter for musik, kærlighed, familie og – ikke mindst – Sebastian Wegener med band. Ja, ham. Den tidligere frontmand i det nu halvt sagnomspundne indieband Joyce, som nu er sprunget ud som soloartist med så meget power, at selv Tivolis rutsjebane virkede lidt mat i sammenligning.
Sebastian Wegener er ikke bare en sanger. Han er et fænomen. En slags poet med tramp i støvlerne og glitter på hjertet. Med et fjoget smil og et farverigt sæt, der lignede noget fra en drøm om 90’erne, sprang han på scenen, som om det var det mest naturlige i verden, og lagde ud med det kæmpe-hamrende-rammende nummer "Lussing". Et slag i ansigtet? Måske. En opvågning? Helt sikkert. Publikum, som var en herlig blanding af teenagere med nysgerrige øjne, forældre med fadøl og et par lettere forvirrede turister, vågnede i hvert fald op med ét. Og så begyndte magien.
Efter åbningssalven kom sangen "Hvad ku ha blevet til", og her skete der noget særligt. Ikke bare fordi det var en god sang, men fordi Wegener – med ægte varme og lidt selvironi – pegede ud i publikum og nævnte sin far, som sad dér. Sammen med farmoren! Publikum klappede som var det finalen i X Factor, og Wegener så lidt genert og lidt stolt ud, mens han sang en sang skrevet til sin far. En fin lille perle af eftertænksomhed midt i al den vilde energi.
Så skiftede stemningen, da han hoppede direkte videre til "Sofaen"– en slags anti-hymne til dovenskab, kærlighed og Netflix-afhængighed. Folk lo, dansede, vuggede i solen og nød, hvordan Wegener formår at være både fjollet og følsom i samme sætning.
Derfra tog han os på en tour de force gennem det store følelsesregister. "Bla Bla Bla" fik hele publikum i gang. En slags teenage-kærligheds-skytsengel af en sang, hvor klichéerne bliver kastet op i luften og vendt på hovedet med glimt i øjet og guitarriff i baglommen. Man kunne mærke, hvordan hans tekster ikke bare bliver skrevet – de bliver levet.
Og så kom "Smerten". Bum. En pause. Et blik. Et suk. En sang, der kravlede ind under huden. Publikum blev stille, solen gik langsomt ned bag trætoppene, og Sebastian Wegener stod alene i lyset med stemmen som et åbent brev.
Men heldigvis – og meget Wegener’sk – blev vi hurtigt hevet op igen med "Verdens værste", en slags popsang på speed med ironisk distance og en stærk kerne af sandhed. Hvem har ikke været det? Verdens værste. Kæreste. Ven. Søvnmakker. Wegener synger det med grin og gråd i stemmen, og publikum elskede det.
Og som om det ikke var nok, kom "Dine trusser". Ja, du læste rigtigt. Publikum lo højlydt, men blev også mærkeligt rørt. For når Sebastian synger om trusser, handler det jo egentlig om savn, begær og et ret pinligt morgen-efter-minde, som vi alle kender. Han har en evne til at gøre det akavede poetisk – og det poetiske akavet – på en måde, der gør én både flov og forelsket.
Inden vi vidste af det, var vi fremme ved "Bind mig", hvor publikum dansede som gale, og en dame med pink hat faktisk råbteteksten med så meget indlevelse, at man skulle tro, hun havde skrevet den selv. Og det hele blev rundet af med det eksplosive "UPS!", hvor Wegener nærmest fløj rundt på scenen som en energidrik med ben og mikrofon. Publikum sang med, Tivoli-påfugle kiggede forvirret fra kulissen, og man kunne næsten høre Christiania sukke af misundelse over energiniveauet.
Koncerten var ikke bare musik. Det var en følelse. Et drive. En oplevelse med familie, følelser, fjollerier og en hel del charme. Sebastian Wegener beviste, at han ikke er nogen B-side til Joyce, men et hovednavn i sig selv. Han har det hele: Sårbarhed, selvironi, sangskrivning i særklasse – og så har han sin familie med. Det er ægte. Og ved du hvad? Det var smukt. Det var sjovt. Det var anderledes. Det var Wegener. Af: Henrik Yde
Foto: Jan Palle
SEBASTIAN WEGENER – DEN STÆRKE, SJOVE OG SÆRT SYMFONISKE SVANE FRA SØNDERJYLLAND
Der er mennesker, der går stille med dørene. Og så er der Sebastian Wegener. Han sparker dørene op, danser ind, jonglerer med dem og efterlader dem med glimmer, spørgsmålstegn og et forpustet “Hvad skete der lige dér?”
Han er ikke nem at sætte i bås. Måske fordi han har det med at bygge sine egne. Af pap, plastik, punk og poesi.
Hvem er han egentlig?
Spørger du folk, får du vidt forskellige svar: “Han er ham der med stemmen, du ved…” “Er det ikke ham, der engang spillede tre forskellige roller i samme forestilling OG lavede lysdesign?”
“Han lavede engang en monolog om en havetraktor på vers. Jeg græd af grin. Og lidt af livskrise”. “Min kat hedder Sebastian, fordi jeg er fan”.
Sebastian Wegener er performer, multikunstner, skuespiller, sanger, manuskriptmager, illusionist i regnjakke og muligvis den første dansker, der har lavet en dramatisk rekonstruktion af sin egen barndom i et dukketeater i Valby.
Med næb og klø’r
Sebastian voksede op i det sønderjyske – nærmere betegnet et sted, hvor både køer og kreativitet går frit. Hans første optræden fandt sted i en gymnastiksal, hvor han i en alder af syv spillede en overbevisende birketræ i en skolekomedie. Publikum var tavst. Måske fordi de troede, han var ægte. Måske fordi han stjal showet uden at sige ét ord.
“Jeg fandt ud af, at stilhed kunne larme,” har han senere udtalt i et interview med sig selv.
Sebastians stemme – et instrument med eget pas
Hans stemme er som en schweizerkniv: alsidig, overraskende og potentielt farlig i de forkerte hænder. Den kan synge, hviske, fortælle, klage, charmere og imitere en lastbil, der starter i frostvejr. Tidligere frontmand i det danske band Joyce.
Flere teatre har sagt: “Vi hyrer Wegener – han kommer med både replikker, karakter og en komplet lydkulisse”.
Intellekt med et twist
Sebastian er ikke bare en showman. Han er også en nørd. Og vi taler ikke den slags nørd, der bare kan sine replikker. Nej, han er den type, der skriver sine egne stykker, iscenesætter dem, spiller hovedrollen og derefter anmelder dem ironisk i et alter ego på Instagram.
Han har læst filosofi, dramatik, og sandsynligvis hele internettet. Og det skinner igennem. Hans forestillinger rummer ofte referencer til alt fra Kierkegaard til Kellogg’s Cornflakes. Der er ikke noget, der er for småt eller for stort til Wegener.
Stil – og strømper med statement
Sebastian kan ankomme til en premiere iført habit, glimmersokker og en jakke med påsyede citater fra Shakespeare og Beyoncé. Og det giver mening – på ham. Han er manden, der kunne få en fjernbetjening til at ligne en accessoire.
Hans garderobe er lige så frygtløs som hans kunst. Der går rygter om, at han har optrådt i en hel forestilling iført en badedragt og en balje.
Projekterne – det gale geni i gang
Sebastians kunstneriske projekter spænder bredt:
Og han stopper ikke. Når andre har brug for en pause, laver Wegener en forestilling om dét at holde pause.
Instagram, identitet og inderlighed
På Instagram deler Sebastian både absurde hverdagsscener og ærlige øjeblikke om at være kunstner i en verden, der nogle gange hellere vil have reality-tv. Han er ikke bange for at vise bagsiden. Og netop derfor følger folk ham – fordi han tør være ægte, mærkelig, poetisk og pivskør på én gang.
Citatbogen ifølge Wegener
Et par udvalgte Sebastian-citater, vi fandt på servietter og scenekanter:
Og så er han sød
Midt i alt det spraglede, skæve og skønne er der én ting, alle er enige om: Sebastian Wegener er et ordentligt menneske. Han møder folk i øjenhøjde, han bakker andre op, og han siger altid “tak” – også til scenearbejdere, kritikere og folk, der lige kommer for at tisse i pausen.
Fremtiden?
Hvem ved. Måske optræder han snart i et luftskib over Hellerup. Måske udgiver han en børnebog om eksistentiel angst hos regnorme. Eller måske flytter han i et teater og bliver boende. Én ting er sikkert: Sebastian Wegener er ikke færdig med at overraske. Og vi er ikke færdige med at elske det. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes