Udgivet: d. 7 Februar 2025. kl. 09.19
Foto: Camilla Winther
5/5 Stjerner
En bjergtagende oplevelse
Der er en grund til, at The Sound of Music er en af de mest elskede musicals i verden. Den har alt: rørende familiehistorie, en uforglemmelig sangskat, og et strejf af nazistisk modstand. Men hvordan gør man en gammel klassiker frisk og levende? Svaret finder man på Det Ny Teater, hvor forestillingen i deres 30-års jubilæumssæson viser, at lidt (eller meget) sound aldrig skader.
Isabel Schwartzbach – en Maria med krudt i skoene
Isabel Schwartzbach træder i rollen som Maria med en livlighed, der kan få selv de mest garvede teatergængere til at smile. Hun hopper, springer og danser sig gennem scenerne som en menneskelig duracell-kanin, der samtidig formår at give karakteren en hjertevarm dybde. Og når hun synger "The Sound of Music" på bjergtoppen (som naturligvis er en yderst troværdig kunstig rekvisit), er det umuligt ikke at blive ramt af en smule gåsehud.
Peter Plaugborg – fra alvor til charme
Peter Plaugborg som Kaptajn von Trapp er en oplevelse i sig selv. Han starter som en knastør, stramtandet militærmand, der tilsyneladende kun elsker to ting i livet: disciplin og ekkoet af sin egen fløjte. Men langsomt (og med god hjælp fra Maria) opløses hans panser, og han udvikler sig til en mand med både humor og charme. Særligt i "Edelweiss" viser han en sårbarhed, der får selv de mest hærdede publikummer til at gribe lommetærklæderne.
Børnene stjæler showet (næsten)
De syv von Trapp-børn er intet mindre end en fryd. De leverer en skøn blanding af charme, barnlig oprigtighed og professionel timing. Særligt Liesel og Rolf's "Sixteen Going on Seventeen" får salen til at sukke nostalgisk – indtil man husker, at Rolf senere bliver nazist.
Scenografi og kostumer – en visuel perle
Paul Farnsworths scenografi formår at balancere mellem eventyrlig nostalgi og imponerende detaljer. Klostret, von Trapp-villaen og bjerglandskabet er alle så gennemført, at man til tider næsten glemmer, man sidder i en teatersal i København og ikke på en østrigsk bjergside. Og så er der kostumerne – intet skriger mere "klassisk musical" end matchende tøj syet af gamle gardiner, og ja, de ikoniske lederhosen er også med!
Musikken – når man ikke kan lade være med at synge med
Rodgers og Hammersteins musik er tidløs, og det levende orkester under ledelse af kapelmester Per Engstrøm leverer en overbevisende fortolkning af de ikoniske sange. "Do-Re-Mi", "My Favorite Things" og "Climb Ev’ry Mountain" er bare nogle af de numre, der får salen til at summe af nostalgi og ren musikalsk lykke.
En smeltende fondue af nostalgi og musicalmagi
Det Ny Teater har endnu en gang bevist, hvorfor de er Danmarks ukronede musical-kongehus. Der er nostalgi, hjerte og humor i overflod, og forestillingen rammer en perfekt balance mellem det klassiske og det friske. The Sound of Music er en tidløs klassiker, og denne opsætning sikrer, at nye generationer vil forelske sig i Marias eventyr – med eller uden nazistiske skurke på lur. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Camilla Winther
Munkekor, Syngende Børn og En Flugt Over Alperne
The Sound of Music – filmen (og musicalen), som alle kender, men få faktisk husker i sin helhed. Den handler jo egentlig om en guvernante, der bliver forelsket i en kaptajn, mens syv børn danser rundt i alperne, alt imens nazisterne presser sig på i baggrunden. Men The Sound of Music er så meget mere end det! Det er en kombination af historiens mest iørefaldende sange, en bizar familiedynamik og en slutning, der føles som en actionfilm fra 60’erne.
Maria von Trapp – En rebel
Maria er den slags nonne, der ikke rigtig passer ind i klosterlivet. Hun synger for meget, danser for vildt, og så er hun lige lidt for livlig til at leve blandt bedende søstre. Klosteret gør det eneste fornuftige og sender hende afsted til familien von Trapp for at passe deres børn. Det er egentlig ret barskt, når man tænker over det: “Hende her passer ikke ind hos os, så vi sender hende hen til en familie med syv umulige unger”. God plan!
Men Maria viser sig at være en pædagogisk pioner. I stedet for at skrige “Gå i seng, unger!”, indfører hun noget, der vel egentlig er den første dokumenterede version af ‘Læring gennem-sang’-metoden. Do-Re-Mi bliver et hit, og pludselig er de stramme von Trapp-børn forvandlet fra en flok uengagerede unger i matchende uniformer til musikalske vidundere.
En mand med en fløjte og et problem med følelser
Georg von Trapp er en mand, der ikke siger meget, men når han gør, er det som regel med en skarp militær tone. Han styrer sin familie med en fløjte. En FLØJTE. Det er som en slags førkrigs-fjernbetjening til Børn. “Toot-toot! Løb hertil! Toot-toot! Ret ryggen!”
Det er også ret bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt han går fra at være en streng, følelseskold enkemand til en romantisk sanger, der pludselig erklærer sin kærlighed til Maria midt i en smukt oplyst have. Hans transformation fra “Hærchef” til “Kærlig Familiefar” er nærmest mirakuløs.
Historiens mindst farlige skurk
Baronessen Elsa Schräder er Marias konkurrent om kaptajnens hjerte, men hun er måske den mindst truende skurk i filmhistorien. Hun laver ikke rigtig noget ondt. Hun fører ingen onde planer ud i livet. Hun griner ikke engang skummelt. Hun kigger bare på Maria med en let foragt, mens hun langsomt forstår, at hun ikke har en chance mod en munter ex-nonne med en guitar.
Hun er så civiliseret, at hun trækker sig tilbage uden drama. Bare en lille kommentar og en elegant afgang. Respekt!
Nazisterne... og en sangkonkurrence
I anden halvdel, sker der et skift. Det hele går fra hyggelige sange og blomsterenge til en reel flugt fra nazisterne. Den trussel, der startede med en fløjte, er nu blevet meget mere alvorlig. Men hvad gør familien von Trapp? De deltager i en sangkonkurrence!
Der er noget ret utroligt over denne plan. “Vi er i livsfare – lad os synge!”. Men det fungerer, og de bruger deres sidste nummer som dækning for at slippe væk.
En afslutning, der kræver benmuskler
Da familien von Trapp til sidst flygter over Alperne, er det en scene, der ser fantastisk ud på film. Men hvis man kender geografien, er der noget, der ikke helt stemmer. Hvis de faktisk gik den vej, ville de ende i Tyskland – ikke Schweiz.
Men hvem går op i detaljer, når man har et afsluttende skud af en familie, der forsvinder over bjergene, mens musikken spiller? Det er filmens store, episke moment, og vi køber det 100%.
The Sound of Music er en film/musical, der kombinerer alt: romancer, drama, musik, en smule historie og en hel del børneopdragelse gennem sang. Det er en mærkelig, vidunderlig blanding, der på en eller anden måde virker. Vi glemmer aldrig Maria, der danser gennem bjergene. Vi får stadig en klump i halsen, når von Trapp-familien synger "Edelweiss". Og vi er stadig fascinerede af, hvordan en fløjte kunne styre syv børn.
The Sound of Music vil altid være en klassiker – uanset hvor mange gange vi ser den. Tag en dyb indånding og syng: Doe, a deer, a female deer... Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes