Udgivet: d. 30 marts 2025. Kl. 00.20
Foto: Gudmund Thai
★ ★ ★ ★ ★ ★
En rullestol, et rap i røven og en latter, der ikke kan ties ihjel
Hvis du ikke ved, om du skal le eller græde, så grin. Det gjorde vi alle sammen på Folketeatret – og vi gjorde det sammen.
Det er en sjælden fornøjelse at gå i teatret og føle, at man har været vidne til noget, der både kradser og kærtegner sjælen på samme tid. “De urørlige” er sådan en forestilling. Den ruller (bogstaveligt talt) lige ind i hjertekulen med både fart og fransk finesse – og ja, det er feel-good med stort F, men det er også feel-real.
Rullestolsdrama med motor på hjertet
Forestillingen bygger på den franske filmklassiker “Intouchables”, som i sin tid væltede verdens hjerter og box office-statistikker omkuld. Nu er den landet på Folketeatrets Store Scene – i en dansk dramatisering instrueret af Kim Bjarke – og hvilken landing! Hvis man frygtede, at teaterversionen ville blive en tam, pæn, statisk udgave af den energifyldte film, kan man godt ånde lettet op og lægge bekymringerne fra sig sammen med jakken i garderoben.
Preben Kristensen – kongen af karakterskift – sidder bomstille det meste af tiden som den aristokratiske Philippe. Men han fylder rummet med en stoisk ro og et blafrende indre liv, der både sår og slår. Hans mimik er sit eget lille orkester, og selv når han ikke kan bevæge sig, får han os til at mærke hver muskel.
Og så er der Arian Kashef. Herre Jemini og Driss, hvor er han god! Han spiller ikke bare den småkriminelle ghettofyr med charme og kant – han ER ham. Kashef danser hen over scenen som en blanding af stand-up-komiker, gadedreng og menneskekender, og han bringer en autenticitet ind i rollen, der næsten føles som en kærlig lussing til hele salens livsopfattelse.
En dans mellem forskelle
Forestillingen er båret af kontrasten – ikke bare mellem rig og fattig, lam og springlevende, men mellem to menneskers verdenssyn. Det er netop i denne konfrontation, at magien opstår. Her bliver grin til refleksion, og latteren får modhager. Forestillingen tør være kæk og kærlig på samme tid – og vigtigst af alt: den tør være menneskelig.
Kim Bjarkes instruktion balancerer elegant mellem det farceagtige og det følsomme, det frække og det filosofiske. Han holder scenen levende og legende, uden at tabe alvoren i gulvbrædderne. Det er en kunst i sig selv.
Scenografi med parisisk puls
Camilla Bjørnvad har skabt en scenografi, der emmer af moderne Paris – lige dele elegance og kant. Scenen glider mellem ghetto og herskabslejlighed med en naturlighed, der får os til at glemme, at vi sidder i en teatersal i København. Det visuelle univers er stilrent og smagfuldt, uden at blive sterilt.
Musikken og de koreografiske momenter tilføjer et ekstra lag af energi – her skal særligt nævnes Jeanette Binderup-Schultz’ fingeraftryk, som kan mærkes i de rytmiske sekvenser, hvor Driss’ livsglæde får fysisk form.
En varm anbefaling
“De urørlige” er en forestilling, du ikke bare ser – den ser også dig. Den prikker kærligt til din fordom, nusser din sjæl og efterlader dig med en følelse af, at venskab og menneskelig forbindelse er det, der gør os – ikke bare urørlige – men uerstattelige.
Og så er det bare sjovt. Virkelig sjovt. Ikke på den der overgearede revy-måde, men på den ægte måde, hvor man griner, fordi det er genkendeligt, rørende og lidt for tæt på.
“De urørlige” er et rullende mirakel af en forestilling, der med humor, hjerte og hæsblæsende charme minder os om, at de største forskelle ofte gemmer på de smukkeste venskaber.
📅 Spilleperiode: 29. marts – 4. maj 2025
🎬 Medvirkende: Preben Kristensen, Arian Kashef, Jeanette Binderup-Schultz, Jacob Weble, Jesper Riefensthal, Amanda Radeljak
🎭 Instruktion og dramatisering: Kim Bjarke
🎨 Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad
PS: Tag nogen med. Gerne én du er uenig med. I vil gå derfra som venner. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Gudmund Thai
“De urørlige” – da en rig mand fik en småkriminel personlig hjælper, og vi andre fik håb
Forestil dig følgende: Du er lam fra halsen og nedefter. Din krop gør ikke, hvad du vil. Dine penge kan købe alt, undtagen frihed, glæde og det der mærkelige ord, vi alle higer efter: livsgnist.
Ind træder Driss. En gadedreng fra forstæderne med hætten oppe, bassen i stemmen og en evne til at ignorere alle uskrevne regler i den franske overklasse. Han er på jagt efter en underskrift til sin arbejdsløshedsstøtte. Men han får jobbet.
Og der starter filmen. Den sande historie om et umage venskab mellem den aristokratiske og lammede Philippe og den rapkæftede, varme Driss blev med et trylleslag til en af verdens mest sete franske film nogensinde. Over 19 millioner franskmænd gik i biografen – frivilligt! – for at se en film uden biljagter, superhelte eller voldelige eksmænd med fortid i CIA.
Hvad handler “De urørlige” egentlig om?
På overfladen: en rig, lam mand får en uortodoks hjælper.
Under overfladen: et socialt, psykologisk og dybt menneskeligt studie i, hvad det vil sige at være fri.
Philippe (spillet med tør elegance af François Cluzet) er en mand, der trods sin fysiske uformåen er fange af noget meget større: konventionerne, sin egen sorg, og – tør vi sige det – kedsomhed.
Driss (spillet af en uimodståelig Omar Sy, der nærmest burde have en advarselsmærkat: “Fare: overdreven charme”) er det stik modsatte: fysisk stærk, følelsesmæssigt upoleret og med en sans for fest, dans og hash. Og så opstår der magi.
Filmen der nægter at være sentimental
Det mest geniale ved De urørlige er, at den hele tiden nægter at blive en klassisk tåreperser. Den lægger op til det. Den kunne. Den burde. Men nej. I stedet slår den en prutte-joke, sætter Earth, Wind & Fire på, og danser sig uden om patos.
Og det er netop derfor, den virker. Den minder os om, at man kan tage livet alvorligt – uden at tage sig selv for alvorligt.
Der er en særlig scene, hvor Philippe tager Driss med til klassisk koncert. Driss forsøger at holde masken, men ligner en, der er ved at blive kvalt i cembalo. Til gengæld spiller han Boogie Wonderland til Phillipes fødselsdag og får de pæne folk i gallakjoler til at give den gas som om, de var på Roskilde Festival i 1982. Det er en klassisk scene. Ikke bare fordi den er sjov. Men fordi den viser, at der er mange måder at være menneske på – og at de faktisk kan danse sammen.
Hvorfor virker det?
Fordi filmen tør være ærlig. Fordi den tør sige, at livet er svært – både når man er rig og lam, og når man er fattig og fri. Fordi den ikke moraliserer, men i stedet viser, at mennesker vokser i mødet med hinanden. Fordi Omar Sy har det mest vindende smil i filmhistorien siden Julia Roberts i Pretty Woman. Og fordi François Cluzet formår at spille lam med mere liv i øjnene end de fleste actionhelte har i hele kroppen.
Virkeligheden bag filmen
Det hele bygger på en ægte historie. Den virkelige Philippe Pozzo di Borgo og Driss (der i virkeligheden hedder Abdel Sellou) dannede et livslangt venskab. Og hvis man læser deres interviews, bliver man lidt blød i knæene. Philippe sagde selv: “Han gav mig tilbage lysten til at leve. Ikke på en terapeutisk måde. Han gjorde det ved bare at være den, han er”. Det er sgu smukt. Og helt ærligt: hvor tit hører man en fransk aristokrat sige sådan noget?
Soundtracket du ikke glemmer
Og lad os lige dvæle et øjeblik ved musikken. Ludovico Einaudis sørgmodige klavertemaer smelter sammen med funky 70’er soul på en måde, som burde være forbudt – men som bare virker. Ét øjeblik er du i en tårevædet drøm, næste øjeblik vrikker du med hofterne i sofaen.
En film der ændrede fransk film
Efter De urørlige turde franske filmskabere igen lave film, der ikke var bange for at være folkelige. Den satte en ny standard for feel-good uden filter. Og samtidig blev den et globalt fænomen – solgt til mere end 100 lande, med remakes i både USA (The Upside med Kevin Hart og Bryan Cranston), Indien og Argentina.
Ingen af dem slår originalen. Fordi den franske version har noget, man ikke kan kopiere:
den har nerve. Den har charme. Den har sjæl. Og den har Driss.
En film du skal se igen og igen
De urørlige er ikke bare en film. Det er en påmindelse. Om venskab. Om at man kan grine, selv når livet gør ondt. Om at det ikke handler om, hvor mange penge man har, men hvem der sætter musik på i ens liv. Hvis du har set den: se den igen. Hvis du ikke har set den: hvorfor læser du stadig det her? Tænd fjernsynet. Hvis du ikke har nogen at se den med: find én. Eller ring til Driss. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes