Udgivet: d. 13 april 2025. Kl. 09.15
“Gray er Gud – eller i hvert fald Guru”
Foto: Emilie Jakobsen
★ ★ ★ ★ ☆☆
David Gray i KB-Hallen: en aften i gråtoner – med lysglimt og kærlighedserklæringer
Der er aftener, hvor man kommer for at danse. Og så er der aftener, hvor man kommer for at føle – og måske sidde lidt stille og mærke det hele sive ind. David Grays koncert i KB-Hallen var klart af den sidstnævnte slags. En siddende koncert, ja, men det var heldigvis ikke lig med en kedelig koncert. Snarere en emotionel, til tider langstrakt rejse gennem sorg, håb, kærlighed – og lidt stille britisk humor.
Men lad os begynde med opvarmningen. Talia Rae. En sangerinde så smuk i stemmen, at man et kort øjeblik glemte at man også havde en bagdel, der blev flad. For ja – det var en siddende koncert. Talia Rae lød som en krydsning mellem Florence Welch og en solsort i parringstid. Hendes stemme svævede over salen, og folk var i trance. Enkelte indrømmede dog bagefter, at de i glimt kæmpede mod søvnen: "Det var så smukt, at det blev lidt... meditativt". Et slags akustisk wellness-ritual. Men så skete der noget: Hun sang en sang, hun havde skrevet med David Gray, kaldet "Julia", og det var, som om en fælles puls opstod. Publikum vågnede. Så blev lyset dæmpet, og ind kom manden selv. David Gray, den walisiske troubadour med den karakteristiske vibrato og et blik der siger: "Jeg har set ting, og nu skriver jeg sange om dem". Han skiftede ubesværet mellem klaveret og guitaren – ikke som en rockstjerne, men som en mand med fast rutine og dybe følelser. Det var lidt som at overvære en musikalsk terapitime med ekstra god belysning.
Lysdesignet fortjener i øvrigt sin egen anmeldelse. Flere tæpper drejede diskret i baggrunden – som om man var inde i en levende spilledåse. Spejle reflekterede lys som flygtige minder, og en omvendt lampe (ja, vi sagde det!) kastede sit skær ned over Gray, som var han en moderne Moses. En meget musikalsk Moses med en stærk accent. For ja, han nævnte flere gange stolt, at han var fra Wales – og publikum svarede med: "Hvad sagde han?" Men man forstod essensen: Han mente det. Og vi lyttede.
Koncerten blev løbende afbrudt af entusiastiske publikumsudbrud: I LOVE YOU, DAVID!, SPIL "BABYLON!! og WELCOME TO COPENHAGEN! Det var som en slags musikalsk bingo. Og han elskede det – grinede, nikkede, smådrillede. Og da han begyndte at tale om sin fars død, gjorde han det med den mest britiske form for sorgbearbejdning: humor. Der blev både grint og snøftet. Han spillede "Last Boat to America", og alle sad med et sug i maven.
Så – kl. 21.09 skete det. De første toner af "Please Forgive Me" fyldte salen, og det var som om nogen havde tændt for hele publikums hjerter på én gang. Folk rejste sig op, sang med, og der opstod endelig den stemning, vi alle havde ventet på. Den der fællesskab-uden-skam, karaoke-følelse man kun få, når man synger med på noget, man har elsket siden 00’erne.
Talia Rae vendte tilbage til scenen og sang to sange med David Gray – et smukt øjeblik, som næsten fik folk til at tage billeder… Men det var først under "This Year’s Love", at hele salen gik i lommerne og hævede deres telefoner som digitale stearinlys. Det var ikke tilladt – men det var uundgåeligt.
Så skete der noget, som man ikke havde set komme: David Gray spillede "I Just Can’t Get Enough" (ja, den fra Depeche Mode!), og det var som om hele KB-Hallen vågnede fra en kollektiv meditation. Folk dansede! Folk lo! En dame på række 12 vuggede i takt med sin taske. Det var… magisk. Og så – som kulmination – kom "Babylon". Publikum mistede det. De sang, de dansede, og da han lod dem tage de sidste linjer, var det som om hele KB-Hallen blev til et eneste, vuggende kor. Gray gik af scenen, og salen eksploderede i jubel. Helt ærligt: Man troede ikke, de havde det i sig. Men det havde de.
Selvfølgelig kom han ind igen. Publikum havde nærmest ikke ladet ham gå. Og så blev der sunget med på endnu et par sange, hvoraf "The Other Side" og "Sail" slukkede ballet. Under "Sail Away" røg alle hænder op i luften, svajede fra side til side, og man følte pludselig, at man var med på en musikalsk færgetur over følelsernes hav. Det lyder kitsch. Det var det ikke. Det var… smukt. David Gray leverede. Ikke som en fyr med fyrværkeri og flammekaster – men som en dyb, følelsesladet, langsomt bryggende kop earl grey med et skvæt melankoli og en skefuld kærlighed. Koncerten var lang. Stemningen var skiftende. Men i de øjeblikke, hvor det hele gik op i en højere enhed, var det ikke bare gråt. Det var gyldent. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Emilie Jakobsen
“David Gray – den britiske stemme, der nægter at blive gammel (og vi elsker det)”. Sagt af en uforbederlig fan med hang til melankoli, te og klaverballader. Hvis stemmen havde en farve, ville David Grays være støvet grå med varme undertoner – lidt som en efterårssky, man gerne vil kravle ind i og blive der hele weekenden.
Men hvem er manden bag "Babylon", bag millionvis af solgte album, bag den hæse, inderlige og evigt grublende vokal? Hvem er David Gray egentlig – og hvorfor er han stadig så uimodståelig i 2025?
Læn dig tilbage, sæt "White Ladder" på, og tag med på en musikalsk rundtur i alt, der er Gray.
Fra kunststudent til klaverpoet
David Gray blev født i Sale, Manchester i 1968, hvilket betyder, at han teknisk set burde bruge sin tid på at spille golf og brokke sig over streamingtjenester. Men nej – Gray har stadig fingrene dybt plantet i tangenterne og hovedet i lyrikkens tågede sfærer.
Han voksede op i det walisiske kystområde Solva – og hvis du nogensinde har været i Wales, giver det hele mening. Landskabet ligner en lang ballade med bakker. Og det er måske netop derfor, at han ikke skriver sange – han skriver stemninger. En slags musikalske vejrprognoser for sjælen.
Før musikken tog ham fuldtid, studerede han kunst – og det forklarer meget. Han er ikke bare musiker. Han er æstetiker. En detaljenørd med et nøglehul ind til følelsesregisterets inderste værelser.
Albummet der nægtede at dø
Vi kan ikke tale om David Gray uden at nævne "White Ladder" fra 1998. Det album er lidt som rødvin og god chokolade – det bliver aldrig dårligt, og det passer til enhver anledning, også dem hvor man bare skal græde lidt alene i bilen.
Sange som "Please Forgive Me", "Sail Away" og "Babylon" satte en ny standard for det, vi i dag kalder “følelses-piano-pop-folk-soul-rock-indie-ting”. Det solgte over syv millioner eksemplarer, men vigtigere endnu: Det satte ord på noget, vi ikke vidste, vi følte.
Folk har forsøgt at efterligne det siden. Nogle kom tæt på (hej, Ed Sheeran). Men ingen rammer det med samme skrøbelighed og troværdighed. Han ligner en bibliotekar, der pludselig tryller.
David Gray har aldrig haft brug for at smide tøjet, danse i glitter eller lave TikTok-trends. Han kommer ind, sætter sig, synger – og alle lytter. Han har den der tilstedeværelse, hvor man føler sig mødt, selv på bagerste række.
Han ligner lidt din engelsklærer. Den gode. Den, der gav dig en bog, du aldrig glemte. Og han spiller som én, der stadig bliver forundret over, at tangenterne virker.
Hans stemme lyder som... en rusten violin i en blomstrende have
Den mand kunne synge "Skatteopgørelse 2024" og få det til at lyde som et kærlighedsbrev.
Hans stemme er ikke teknisk perfekt. Den sprækker. Den knækker. Men det er netop der, magien opstår. Han lyder som én, der mener det. Og det er efterhånden sjældent.
Albummet ‘Dear Life’ – ny kærlighed i gamle sko
I 2025 udgiver Gray sit 13. album, "Dear Life", som allerede tegner til at blive en tilbagevenden til den form, der gjorde ham stor. Det er 15 sange, der lyder som en dagbog skrevet på bagsiden af en regnjakke. Poetisk, ærligt, forførende.
De første koncerter på turnéen har vist et menneske, der ikke er blevet træt – men snarere roligere. Som én, der endelig har fundet ud af, hvordan man siger “jeg elsker dig” uden at råbe det.
David Gray i en Spotify-verden
Det er let at glemme folk som David Gray i en verden, hvor sange skal vare 2:13 og helst have et beat, der matcher en Instastory. Men Gray giver os noget andet. Noget ældre. Noget blivende. Han minder os om, at det er okay at dvæle. At tage sig tid. At mærke.
Den britiske melankolik, vi alle har brug for
David Gray er ikke en popstjerne. Han er en stemning. En følelse. Et soundtrack til både opvasken, kærestesorgerne og solnedgangene. Han er trøjen, du aldrig smider ud. Den med hullet ved ærmet, som du elsker netop på grund af det hul.
Han er ikke hip. Han er ærlig. Og i en verden, hvor alt går hurtigt og skal måles i likes, er det faktisk det mest rebelske, man kan være.
PS: Hvis du ikke har set ham live, så gør det nu. David Gray live er som at gå ind i et rum fyldt med mennesker og alligevel føle, at han kun synger til dig. Og det er altså ikke hver dag, man får det sådan.
Kort om manden:
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes