Foto: Peter Bay Isak
Udgivet: d. 30 maj 2025. Kl. 09.15
★ ★ ★ ★ ★ ★
Mew sagde farvel med følsom scenefest i Aarhus
Farewell Tour åbnede med tårer, toner og tusind minder i Aarhus Congress Center. Man kunne næsten ikke trække vejret, da tonerne fra Am I Wry? No begyndte at bølge ud over publikum i det tætpakkede Aarhus Congress Center onsdag aften. Ikke fordi lyden var dårlig - tværtimod - men fordi det gik op for os alle: Det her er begyndelsen på enden. Mew har annonceret deres afsked, og første stop på deres Farewell Tour var en følelsesladet, æstetisk gennemført og næsten overjordisk koncert i Aarhus.
Et æstetisk punktum
Der var tænkt over detaljerne. Fra lysets koreografi til visuals i baggrunden, fra de subtile overgange mellem sangene til scenens stemningsfulde, drømmende univers - det hele føltes, som Mew selv gør: som en rejse ind i en følelse, du ikke helt kan sætte ord på. Bandet beviste, at de ikke blot er musikere, men kunstnere, der maler med lyd og lys. Det var smukt. Det var sårbart. Det var ægte.
Frenglers fra alle verdenshjørner
I salen var der både Aarhusianere og argentinere. Japanske flag, mexikanske flag, tårer, latter og spontane fællessange. "Frenglers" - de mest dedikerede Mew-fans - var mødt op fra hele verden og gjorde koncerten til en kollektiv fejring af et band, der har betydet mere for mange, end de fleste popkulturelle fænomener gør.
At stå midt i et publikum, hvor LiveNation stort set havde udsolgt koncerten så snart den blev annonceret, for at synge med på The Zookeeper's Boy, giver en særlig fornemmelse i maven. En slags global fankærlighed, der kun er forbeholdt bands med sjæl.
Jonas Bjerre og stemmen der knækkede
Mew lød som Mew. Det vil sige: De lød som lydsporet til din første forelskelse, din teenage-melankoli og dine natlige gåture, da du var 24 og ikke vidste, hvad der skulle ske med dit liv. Deres musik ældes ikke - den vokser med dig.
Frontmand Jonas Bjerre sang, som han altid har gjort: klart, skrøbeligt og smukt. Men denne aften knækkede stemmen et par gange - ikke af træthed, men af følelser. Det var tydeligt, at han og resten af bandet var berørte. Mon flere i salen spekulerede på, om han holdt tårerne tilbage under Comforting Sounds?
Et farvel i stor stil
Det hele kulminerede, naturligvis, i den sang, alle ventede på: Comforting Sounds. Som altid var det ikke bare en sang - det var en oplevelse. De ni minutter føltes som et helt liv kondenseret i én lydmur af nostalgi, kærlighed og vemod.
Folk holdt i hånden. Nogen græd. Nogen lukkede øjnene. Og da det hele var slut, klappede folk i næsten to minutter uden stop. Ingen havde lyst til at give slip.
Kongen af dansk alternativ rock takkede af - næsten
Hvis dette var Mews sidste optræden i Aarhus nogensinde, kunne det ikke være gjort smukkere. Og hvis du var så heldig at være der, har du nu en af de aftener, du vil tage med dig resten af livet. En slags Comforting Memory, om man vil.
Men vi er ikke helt færdige. Mew afslutter deres farvel i Royal Arena i København på lørdag d. 31. maj. Der venter en endnu større scene - men næppe et større hjerte end det, der bankede i Aarhus denne aften. Skal du afsted?
Tak, Mew. For det hele. Af: Peter Bay Isak
Foto: Peter Bay Isak
Mew – fra mislykket kage til rockmagi
Det danske band Mew har gennem tre årtier begejstret lyttere med deres drømmende rockunivers. Fra ydmyge rødder som skolekammerater med skøre kunstprojekter til international anerkendelse på store scener, har Mew skabt sig en helt unik plads i musikhistorien. Her får du historien om Mew – fortalt med et glimt i øjet – fra bandets oprindelse og op- og nedture til de finurlige detaljer, der gør dem så elskelige.
Syvende klasse, en film og en demo i Hellerup
Historien om Mew begynder i en 7. klasse på Bernadotteskolen i Hellerup i 90’erne. Her skulle nogle venner – blandt dem sanger Jonas Bjerre og guitarist Bo Madsen – lave et kunstprojekt, og de valgte at skabe en lille film om menneskets ødelæggelse af naturen. Filmen blev (naturligvis) meget dyster, men vigtigere var, at vennerne selv komponerede musikken dertil. Det tændte en gnist: Musikken trak mere i dem end filmkunsten, og snart var et band under opsejling.
I 1995 blev Mew officielt dannet i Hellerup. Jonas Bjerre, Bo Madsen og bassist Johan Wohlert kom fra tidligere småbands og fandt sammen om en fælles vision (trommeslager Silas Utke Graae Jørgensen sluttede sig hurtigt til for at fuldende kvartetten). Den sommer i ’95 indspillede de deres første demo-kassette – muligvis med flere drømme og entusiasme end egentlig studieerfaring. Men det var startskuddet på Mews eventyr.
Allerede to år senere, i april 1997, udsendte de deres debutalbum “A Triumph for Man”. Albummet udkom på et lille forlag (Gyldendals label Exlibris) og blev produceret af amerikaneren Damon Tutunjian fra indie-bandet The Swirlies. “A Triumph for Man” fik pæne anmeldelser og kastede endda et mindre radiohit af sig i form af den kryptisk betitlede sang “I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)”. (For nysgerrige: Tsin-Tsi er faktisk navnet på en ingrediens i traditionel kinesisk medicin – Mew var finurlige med referencerne allerede fra start!).
Opfølgeren lod ikke vente længe på sig. I maj 2000 udgav de album nummer to, “Half the World Is Watching Me”, denne gang på deres eget nystartede pladeselskab Evil Office. Bandet eksperimenterede mere i studiet – de fik hjælp af den garvede producer Flemming Rasmussen, men klarede det meste selv. Half the World... bød på en mere moden Mew-lyd og gav gruppen nogle af deres første rigtige radiohits med numre som “King Christian”, “Mica” og ikke mindst “Am I Wry? No”. Sidstnævnte sang – med sin kække titel der lyder som “Am I right? No” udtalt på gebrokkent engelsk – blev et publikumshit og en forsmag på Mews evne til at lave skæve popsange, man ikke lige glemmer.
Fra Frengers til verdensscenen
Efter to album fik Mew øjnene op for større horisonter. De turnerede flittigt i Danmark og begyndte også at spille i udlandet. Under deres koncerter lagde de vægt på det visuelle – Jonas Bjerre, som ud over at synge også er visual kunstner, lavede baggrundsanimationer til showene for at fortrylle publikum visuelt. Denne kombination af lyd og billede blev et kendetegn for Mew. I 2001 underskrev bandet en international kontrakt med Epic/Sony i England, der gav dem chancen for at udgive fem album på verdensplan. Kravet var dog først at sammensætte et “opsamlingsalbum” med det bedste fra deres første to skiver – og gerne lidt nyt materiale oveni.
Resultatet blev det skelsættende album “Frengers” fra 2003 – en titel, bandet selv forklarer betyder “not quite FRIENDS, not quite straNGERS” (altså hverken helt venner eller helt fremmede). Frengers indeholdt nyindspillede versioner af udvalgte gamle sange samt fire spritnye numre. Med stjerneproduceren Rich Costey bag knapperne (kendt for arbejde med Audioslave og Rage Against The Machine) fik Mews lyd et løft: Frengers var mere bombastisk og tilgængelig end de foregående album – stadig kunstnerisk udfordrende, men med en klart større popappel. Det viste sig at være en gylden formel. Albummet fik overstrømmende anmeldelser i både Danmark og England. Pladen gik platin i Danmark (over 40.000 solgte eksemplarer – ikke dårligt for drengene fra Hellerup!), og singler som “156”, “Snow Brigade” og den storslåede episke “Comforting Sounds” vandt dem mange nye fans. Mew var pludselig et varmt navn ikke kun derhjemme, men også i så fjerne egne som Japan og Mexico, hvor de opbyggede kultfølger.
Samme år ryddede Mew bordet ved kritikerpriserne derhjemme: Ved Steppeulven (den danske musikkritikerpris) vandt de bl.a. “Årets album” og “Årets orkester” i 2004 for Frengers. Den internationale lancering fik også skub i form af prominente opvarmningsjobs. R.E.M. inviterede Mew med som opvarmning på deres europæiske turné, hvilket bragte Mews fortryllende lydbilleder ud til tusindvis af nye ører. Selv legendariske Mike Mills fra R.E.M. udtalte, at Mews sang “The Zookeeper's Boy” var en af hans yndlingssange fra det seneste årti – ikke dårligt med en fan-erkendelse fra sådan en kapacitet!
Kunstnerisk peak med Glass Handed Kites
Med succesen fra Frengers i ryggen gik Mew yderligere på opdagelse i deres musikalske univers. Hvor Frengers havde sikret det brede gennembrud, satsede næste udspil helhjertet på den kunstneriske vision. Bandet tog til Los Angeles for at indspille med producer Michael Beinhorn (kendt for arbejde med Red Hot Chili Peppers og Korn). I september 2005 udkom mesterværket “And the Glass Handed Kites”, et album hvor alle sangene flyder sammen til én lang sammenhængende lytteroplevelse uden pauser imellem. Mew skabte her en slags drømmeagtig rock-symfoni, der vekslede mellem sarte, smukke passager og kraftfulde, komplekse outbrud – en anmelder kaldte det rammende for “drømmende tordenvejrspop”.
Albummet kastede flere kendte singler af sig: Den hektiske “Apocalypso” (selvom bandet drillede ved først kun at udsende den som radio-basker uden en officiel singleudgivelse), den catchy “Special”, den spøgelsesagtige “Why Are You Looking Grave?” og selvfølgelig “The Zookeeper’s Boy”, der med sin iørefaldende vokalharmoni blev et af Mews absolutte signaturnumre. And the Glass Handed Kites bragte Mew masser af hæder: Ved Nordic Music Awards 2005 vandt de prisen for bedste nordiske gennembrud (inklusive en check på 100.000 svenske kroner – så kunne der komme benzin på tourbussen). Og til Danish Music Awards i 2006 triumferede de med hele fire priser, bl.a. Årets Album, Årets Gruppe og Årets Sanger (hvor Jonas Bjerres himmelske falset for alvor blev kronet).
Midt i denne succes ramte dog også en omvæltning i bandets dynamik. I april 2006 valgte bassist Johan Wohlert at forlade Mew. Årsagen var glædelig nok: Hans kæreste (den talentfulde Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl) ventede parrets første barn, og Johan ønskede at fokusere på familielivet. Samtidig dannede Johan og Pernille deres eget rockprojekt kaldet The Storm – en lille sidehistorie i Mews univers, hvor Johan fik afløb for rockdrømmene på hjemmefronten. Tilbage stod Jonas, Bo og Silas som en trio. De besluttede at fortsætte Mew uden fast bassist og hyrede Bastian Juel som tour-bassist til koncerterne (Bastian kom pudsigt nok fra Pernilles band Swan Lee – verden er lille!).
Mew lod sig ikke kyse af forandringerne. De udgav en live-DVD i slutningen af 2006 optaget under Johans afskedskoncert i KB Hallen, og allerede året efter genudgav de deres gamle albums med bonusmateriale – en kærkommen gave til fans der ville dykke ned i b-sider og rariteter. Samtidig begyndte de så småt at lufte nye sange live. Publikum til et par koncerter i 2007 fik blandt andet en ny intro og en forlænget version af nummeret “Chinaberry Tree” at høre som smagsprøve på, at Mew stadig havde kreativt krudt i kanonen.
Ingen flere historier? Nej da – No More Stories og pause til eftertanke
I 2009 var Mew klar med deres femte album, der fik den mundrette (ahem) titel “No More Stories / Are Told Today / I’m Sorry / They Washed Away // No More Stories / The World Is Grey / I’m Tired / Let’s Wash Away”. Ja, du læste rigtigt – Mew døbte simpelthen albummet en hel novelle lang! Man forstår godt, at fans bare kalder det “No More Stories…”. Om titlen var en slags indforstået joke eller et kunstnerisk statement, vides ikke, men den illustrerer perfekt Mews skæve sans for humor og kunst. Heldigvis var musikken lige så eventyrlig som titlen. Albummet, som udkom i august 2009, viste et Mew i legesygt humør: Her eksperimenterede de med nye rytmer, glade popmelodier og fantasifulde arrangementer. Sange som “Introducing Palace Players” med sin hakkende, funky guitar og “Beach” med tropisk vibe viste bandet fra nye sider, mens “Sometimes Life Isn’t Easy” inkluderede børnekor og nærmest musikalsk tryllestøv. Mew havde ikke mistet deres sans for at overraske.
Kritikerne tog godt imod No More Stories…, og Mew tog på turné i både Europa og USA. En uventet alliance opstod også dette år: selveste Nine Inch Nails inviterede Mew med som support på deres turné i 2009. Man må sige, at Mews drømmepop stod i kontrast til Nine Inch Nails’ industrielle mørke – men publikum verden over fik et eklektisk musikalsk møde, og Mew viste, at de kunne begå sig selv blandt de tunge drenge.
2010 bød på et lille nostalgisk indslag fra bandet: De udgav opsamlingsalbummet “Eggs Are Funny”. Her kuraterede de 14 af deres bedste sange fra bagkataloget og inkluderede én ny sang med den selvironiske titel “Do You Love It?” (som om de spurgte lytterne: Kan I lide det? Svaret fra fans var et rungende ja). At kalde æg for sjove i en albumtitel er typisk Mew’ske finurligheder – måske en hentydning til bandets forkærlighed for leg og ægte æg-centricitet? 🍳 (Okay, den var måske lidt rådden, undskyld!).
Efter dette samlealbum trak Mew stikket for en stund og tog en velfortjent pause. Årene 2010-2014 bød ikke på nye albums, og udefra kunne det virke som om bandet var gået i dvale. Men bag kulisserne skete der ting og sager: Jonas Bjerre brugte tiden på sideprojekter og soundtracks (mere om det senere), og Bo og Silas syslede sikkert også med hver deres. Hvad ingen vidste var, at et lille Mew-eventyr var ved at gøre comeback – med en gammel ven tilbage i folden.
Comeback, plus og minus: Johan vender retur, Bo smutter
I juni 2014 skete der noget, mange fans havde håbet på. Under en koncert på NorthSide Festival i Aarhus trådte en velkendt skikkelse pludselig ind på scenen med bandet: Johan Wohlert var tilbage på bas! Efter 8 års fravær som familiefar og The Storm-rytter havde Johan igen fået rockfeberen at føle. Gensynet med den solide rytmesektion af Johan og Silas var en ren glædestårer-fremkaldende oplevelse for både band og publikum. Nu var trekløveret fra gamle dage genforenet med Jonas i front.
Denne genforening mundede ud i det længe ventede sjette studiealbum, “+-” (udtalt Plus Minus), som landede i april 2015. Albummet var Mews første i næsten seks år og det første med Johan på bas siden 2006, så forventningerne var tårnhøje. Plus Minus skuffede heldigvis ikke: Det viste, at Mew stadig kunne deres kram. Singlen “Satellites” bragede ud i æteren som et storslået comeback-hit – nummerets svævende omkvæd gav gåsehud og cementerede, at Jonas’ stemme stadig kunne ramme de himmelske toner. Andre højdepunkter på albummet var “Water Slides” (en drømmende perle der alligevel sneg sig ind som en ørehænger) og “Witness” med sit energiske drive. Mew havde også overskud til leg på Plus Minus: Sangen “The Night Believer” bød på en gæsteoptræden af den newzealandske sangerinde Kimbra, hvilket gav et friskt pop-tvist til Mews univers – og markerede, at bandet ikke var bange for at samarbejde udenfor egen komfortzone. Resultatet var en duet så sød, at man næsten fik huller i tænderne.
Men netop som alt tegnede lyst, og bandet atter var i fuldt firspring, kom der en overraskende udvikling. Den 1. juli 2015 meddelte Mew nemlig offentligt, at guitarist Bo Madsen havde forladt bandet. Efter 20 år med Mew valgte Bo at træde ud, officielt “for en stund” – men det skulle vise sig at være for good. Der gik rygter blandt fans og i musikmiljøet om, at det tætte venskab mellem Bo og Jonas var kørt træt efter så mange år. Bo selv sagde i et interview, at Mew var grundlagt på venskabet mellem ham og Jonas, men “til sidst kunne venskabet ikke længere – når venskabet ikke kan bære, er der intet grundlag for at arbejde sammen.”. En ærlig udmelding, der vidnede om hvor meget følelser og kammeratskab har betydet i Mews historie.
Bo’s exit skabte lidt dramatik i den danske musikpresse (bl.a. et mini-Drama ved GAFFA-Prisen, hvor Mew i 2017 aflyste deres optræden fordi Bo’s nye band Turbolens også skulle spille – lidt akavet stemning dér, må man sige!). Men for Mew som band gjaldt det nu om at komme videre som trio. Heldigvis har Jonas, Johan og Silas aldrig manglet kreativt overskud.
Uden Bo på nye veje: Visuals og symfoni i Operaen
Mew overraskede alle ved ikke at gå i hi efter Bo Madsens afgang. Faktisk kastede de sig direkte ud i at skabe nyt materiale i rekordfart. Allerede i april 2017 udsendte de deres syvende album, betitlet “Visuals”, som blev annonceret blot få måneder forinden. Det var første gang, Mew udgav et album uden Bo på guitar, men Jonas Bjerre tog tøjlerne som både forsanger og kreativ hovedkraft, og resultatet var imponerende. Visuals fortsatte i Mews karakteristiske stil med drømmende melodier og store lydlandskaber, om end sangene denne gang var en anelse kortere og mere lige-ud-af-landevejen end tidligere – måske et bevidst valg for at fokusere på den melodiske kerne. Første single “85 Videos” (som Jonas selv instruerede musikvideoen til) og den livsbekræftende “Carry Me to Safety” viste, at Mew stadig kunne frembringe magiske øjeblikke, selv som trimmede trio.
Albummet Visuals udkom passende nok samme weekend, som Mew indtog Spot Festival i Aarhus og efterfølgende drog på verdensturné. Live viste trioen, at de kunne levere varen uden Bo – de havde endda en ekstra live-guitarist med på scenen for at udfylde lydbilledet. Fans tog godt imod det nye materiale, og Mew beviste, at de ikke blot overlevede, men trivedes i deres nye form.
Efter Visuals gik bandet i gang med nogle ret specielle projekter. I 2018 annoncerede de en særlig jubilæumsturné for at fejre 15-året for Frengers-albummet – et album så ikonisk, at det fortjente en tour, hvor det blev spillet fra ende til anden. Billeterne blev revet væk af nostalgiske fans, der længtes efter at skråle med på “Am I Wry? No” og “She Spider” live igen. Samme år (2018) udgav Mew også albummet “Mew with Copenhagen Philharmonic”, hvor de genindspillede en række af deres sange i samarbejde med Københavns Philharmoniske Orkester. Optagelserne stammede fra en unik koncert i DR’s Koncerthus, hvor Mews drømmepop fik et symfonisk løft. At høre numre som “Comforting Sounds” og “Snow Brigade” med fuldt orkester var intet mindre end gåsehudsfremkaldende – det var Mew i cinematisk format, nærmest som soundtracket til en uindspillet eventyrfilm.
2020 skulle have budt på endnu et nostalgisk højdepunkt: en 15-års jubilæumsturné for And the Glass Handed Kites-albummet. Bandet offentliggjorde planerne, og fans globalt begyndte at pudse deres “Zookeeper’s Boy”-falset af til lejligheden. Men skæbnen ville det anderledes – corona-pandemien kom bragende og lagde al live-aktivitet ned i 2020. Mew måtte aflyse de planlagte USA-shows og udskyde resten. Heldigvis kom de europæiske jubilæumskoncerter i stand året efter, i 2021, da verden så småt åbnede igen. Intet kunne dog stoppe Mew i længden; hverken bandudskiftninger eller virus!
Finurlige fakta og anekdoter om Mew
Mew har altid haft et strejf af det skæve og sjove omkring sig. Her er nogle finurlige facts og anekdoter, der gør bandet endnu mere charmerende:
Mews plads i dansk (og international) musik
Mew er i dag anerkendt som et af de mest unikke og indflydelsesrige danske bands i nyere tid. Hvor mange danske grupper vælger at synge på dansk for hjemmemarkedets skyld, gik Mew mod strømmen og satsede internationalt fra starten med engelske tekster og en lyd, der ikke lige passede ned i nogen kasse. De var pionerer i den bølge af succesfulde danske indie/rock-bands, der i 2000’erne satte Danmark på musikkortet – Mew banede vejen sammen med andre som Carpark North, Swan Lee og Saybia for at danske navne kunne få opmærksomhed uden for landets grænser. Deres genreblandende stil – en mælkebøtte-teori af alternativ rock, prog-elementer, dream-pop og art-rock – har inspireret utallige yngre musikere. Og få kan matche Mews evne til at forene det intime med det storslåede. Som Bo Madsen engang beskrev deres musik: “Vi er indie-stadion. En blanding af følelser og tænkning er som regel godt.” – et citat der fint fanger Mews balance mellem det følsomt skrøbelige og det stort anlagte tænksomme.
I Danmark har Mew modtaget et utal af priser og anerkendelser: Danish Music Awards, GAFFA-priser og endda en MTV Award for Best Danish Act i 2005. De kritiske roser har været lige så voldsomme som Bo Madsens guitar-riffs i sin tid, og fanskaren har været loyal gennem alle årene. Internationalt nyder Mew en cult status – de har måske aldrig ligefrem ligget #1 på Billboard, men spørg enhver alternativ rockfan i London, Tokyo eller Los Angeles, og chancen for at de kender Mew er overraskende stor. Deres albums figurerer ofte på lister over undervurderede mesterværker, og musikere fra andre bands har åbent erklæret deres kærlighed til Mews musik (R.E.M.-historien med Mike Mills og “Zookeeper’s Boy” er blot ét eksempel på den respekt, Mew har opnået blandt kolleger).
Og så er der naturligvis live-ryet: Mew er kendt for koncerter, der føles som at træde ind i en drøm. Med Jonas’ eventyrlige animationer flaksende hen over storskærmene, Silas’ trommer der buldrer som fjerne tordenskrald, og Johans bas der banker som et hjerte, bliver en Mew-koncert en totaloplevelse for sanserne. Det er kunstnerisk ambitiøst, men samtidig folkeligt nok til at alle kan være med og lade sig rive med af de store følelser i musikken.
Farvel og tak for Mew-sikken (musikken)
Alt har en ende, siges det, og det gælder desværre også for eventyret om Mew. Efter en periode med færre udgivelser og kun lejlighedsvise koncerter kom den meddelelse, mange frygtede, i september 2024: Mew annoncerede deres opløsning. Forsanger Jonas Bjerre meddelte personligt, at han havde “indset, at det er tid for ham til at begive sig ud på en ny rejse og fokusere på andre kreative projekter”. Med Jonas’ exit giver det ikke meget mening at fortsætte Mew – hans vokal og vision har altid været hjertet i bandet – og derfor valgte trioen at kalde det et farvel efter 30 fantastiske år.
Heldigvis valgte de at sige farvel med manér. Bandet offentliggjorde to store afskedskoncerter i maj 2025 på dansk grund, som hurtigt blev udsolgt til fans, der nægtede at gå glip af sidste chance for at opleve “Comforting Sounds” live. Efterfølgende blev der tilføjet ekstra koncerter rundt om i verden – fra Aarhus til Tokyo og London – så den globale fanfamilie også kunne tage ordentligt afsked. Disse shows har været en hyldest til Mews musikalske rejse: Sætlisten spænder over alt fra “She Came Home for Christmas” (fra debutdagene) til “Carry Me to Safety” (fra Visuals), og stemningen har været både euforisk og rørende. Der er blevet grædt glade tårer i salen og sendt taknemmelige tanker til scenen.
Når støvet har lagt sig efter den sidste akkord, står vi tilbage med arven fra Mew: Et banebrydende katalog af musik, der stadig vil inspirere, trøste og begejstre nye lyttere i årene frem. Mew viste os, at selv et band opkaldt efter en sagte kattemijauen kunne brøle så højt, at verden lyttede. Fra den kiksede kage i klasseværelset til stående ovationer på internationale scener – historien om Mew er en påmindelse om, at de skæve drømme ofte er dem, der flyver højest.
Tak for musikken, Mew – I vil blive savnet, men jeres melodier vil klinge længe endnu i vores ører og hjerter. ❤
Af: Peter Bay Isak
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes