Mona Moroni

Foto: Peter Troest

Udgivet: d. 31 maj 2025. Kl. 11.05

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

En sød katastrofe i slowmotion – Mona Moroni i Tivoli

Fredagsrock i Tivoli. Den slags plejer at være rendyrket rutine: Øl i plastkrus, fadbamser på skuldrene, lydanlæg så stort som en elefant med ondt i øret – og en artist, der bare leverer. Men ikke i går. Ikke med Mona Moroni. For i går fik vi noget langt mere menneskeligt. Og akavet. Og sødt. Og lidt ufrivilligt komisk. Og faktisk også rørende. Vi fik Mona Moroni i sin første store koncert med band. Og hvis det her var en eksamen, var det én af dem, hvor du glemmer dit USB-stik, vælter glasset med vand ud over dit manus, og PowerPointen ikke vil åbne. Men hvor du alligevel bliver hængende og siger: “Okay, hun prøver virkelig”.

Koncerten åbnede med "Fatamorgana (intro)", og den kunne faktisk ikke have været mere symbolsk. En drømmende synthflade, som forjættede os en koncert, der aldrig helt fandt sin rytme. Ikke fordi hun ikke ville. Tværtimod. Man kunne se det i hendes øjne – og senere høre det i hendes stemme: Mona Moroni lider af sceneskræk. Og hun siger det også selv. Som i: “Undskyld, jeg er bare… virkelig nervøs. Shit”. Hvorefter hun smiler og forsøger at hive sig selv op i nakkehårene. Man får lyst til at kramme hende.

"Tankerne tåger" var næste nummer, og man kunne næsten mærke, hvordan sangens titel blev en beskrivelse af stemningen – både i hovedet på Mona og blandt publikum. For hun forsvandt lidt ind i sig selv. Bandet – et virkelig solidt ensemble med guitar, keys, trommer og en bassist, der lignede en ung udgave af Søren Huss – gjorde, hvad de kunne for at holde det hele flydende. Det lykkedes… sådan cirka.

"Langsomt" blev en form for kommentar til hele showet. Der var noget rørende ved at se hende synge med en stemme, der var på nippet til at forsvinde, men alligevel bar igennem. Og det er netop det, der gør Mona Moroni interessant: Hun har en sårbarhed, der ikke er tillært. Den er ægte. Og det smitter. Man holder med hende. Også selvom tekniske problemer i "Mens vi sov", og den første halvdel derfor foregår som mimeteater.

Men så… noget sker. Måske fordi publikum begynder at heppe højlydt, eller fordi lydmanden endelig finder knappen med “on.” Med "Hun venter derude" rejser koncerten sig. Ikke som en raket – mere som en ballon, der flyver lidt skævt – men alligevel: Nu er der lys i øjnene. Nu tør hun tage et skridt frem mod scenekanten. Nu danser hun, omend akavet, som en sangerinde der både vil være popstjerne og skolelærer. Og vi elsker hende lidt for det.

"Stemmer fra fjernsynet" kommer som en slags breakup-ballade med samfundet. Et nummer der, hvis det ikke var pakket ind i tekniske fejl og nervøse latterudbrud, kunne have været en storladen indie-hymne. I stedet blev det… tja, en skæv og ærlig erkendelse af, at ikke alt glitrer, selv på en scene med Tivolis kulørte lamper i baggrunden.

"Opmærksomme øjne" og "Midt i maj" fungerede som små oaser af ro og selvsikkerhed. Her glemte Mona måske for en stund, hvor hun var – og bare var. Og det var faktisk de stærkeste momenter. Ikke fordi de var perfekte. Men fordi man kunne mærke, at hun pludselig troede på sig selv. Bare lidt. Det var nok.

"Vågen igen" blev præsenteret med ordene: “Hvis jeg overlever det her, så lover jeg at tage en øl med jer bagefter.” Publikum jublede. Hun overlevede. Og sangen – måske hendes bedste – fik folk til at stå stille og lytte. For første gang. Den handler om at komme tilbage efter et teknisk sammenbrud. Om at rejse sig. Og vi så det ske – live. Ikke som teater, men som virkelighed.

Sidste sang, "Kun dig", blev sunget med lidt mere kraft, lidt mere mod, og et smil, der sagde: “Jeg gjorde det.” Det gjorde hun. Mona Moroni gennemførte. Med alle de fejl, pauser, svedige håndflader og søde, skæve grin, der hører til en debut i Tivoli. Og bandet – ja, de burde få blomster. Ikke fordi de var perfekte. Men fordi de holdt det hele sammen med kærlighed, timing og tålmodighed.

Det her var ikke en god koncert. Det var en god oplevelse. Der er forskel. En god koncert kan du høre på Spotify. En god oplevelse lever i kroppen bagefter. Mona Moroni viste os, hvad det vil sige at være menneske på en scene. Ikke supermenneske. Bare menneske. Med sceneskræk, drømme, sårbarhed – og vilje. Og det er mere rock’n’roll end alt det andet.

Tak, Mona. Vi glæder os allerede til næste gang. Med det tekniske på plads.   Af: Henrik Yde

Vågen, men drømmende – ind i Mona Moronis magiske univers

Forestil dig, at du dropper byturen en fredag aften for i stedet at blive hjemme med et varmt tæppe og strikketøjet. Den stemning – hyggelig, eftertænksom og lidt gammeldags på den fede måde – er netop, hvad lytteren oplever hos den danske musiker Mona Moroni. På rekordtid er Mona Moroni trådt frem som et af de mest bemærkelsesværdige nye navne på den danske scene. Hendes musik inviterer lytteren med ind i et drømmende lydunivers fuld af nostalgi, nærvær og nysgerrighed, hvor man både kan smile og fælde en tåre – nogle gange på samme tid.

Baggrunden for Mona Moroni

Mona Moroni dukkede op fra undergrundens boblen for blot få år siden, og bag det legende navn gemmer der sig et band med sangerinden Sofia Stocks i front. Gruppen har ladet sig inspirere af alt fra 80’ernes ikoniske pop til danske børnefilmklassikere som Busters Verden, Gummi Tarzan og Zappa. Kombinationen lyder måske skør, men det giver Mona Moronis musik en unik tone af barndommens magi blandet med moderne melankoli. Man fornemmer ekkoer af fortiden i sangene – faktisk er Mona Moroni blevet sammenlignet med legendariske navne som Lis Sørensen og selv det gamle 70’er-band Shit & Chanel – men samtidig er det, de laver, helt deres eget.

Det hele begyndte med et par drømmende singler. Allerede i 2020 udkom “Kun du”, der med sin bløde, sfæriske melodi lagde kimen til bandets lyd. Sangen fandt vej til mange playlister og stak dybe rødder hos lyttere, der trykkede “repeat” igen og igen hjemme i stuerne. Over de næste par år udsendte Mona Moroni flere singler som “Tankerne tåger”, “Mens vi sov” og “Ud hvor du ikke kan nå”, der alle cementerede bandets særlige stil. Nogle bemærkede tidligt Mona Moroni som et talentfuldt navn i vækstlaget, og i 2023 imponerede gruppen publikum ved både SPOT Festival i Aarhus og VEGAs Udvalgte i København. Her fik de ros for deres liveoptrædener – nogle anmeldere kvitterede eksempelvis med fem stjerner efter koncerten på SPOT og fremhævede, hvordan bandet “pustede liv i den rare og velkendte nostalgipop” og skabte en “totalt afstemt koncert”. Mona Moroni gik med andre ord fra at være et totalt ukendt navn til pludselig at have Danmarks musikkritikere i deres hule hånd på forbløffende kort tid.

Et kunstnerisk univers med egen tidslomme

Mona Moronis kunstneriske univers kan bedst beskrives som en tidslomme af nostalgi og drømmepop. Lytter man til hendes musik, føles det lidt som at træde ind i en stue i 1980’erne med dæmpet belysning, hvor en pladespiller kører i baggrunden, mens verden udenfor går sin hektiske gang. Musikken har en umiskendelig 80’er-vibe – fyldt med varme, analoge synthesizere og melodier, der lyder som soundtrack til gamle VHS-film – men samtidig er produktionen moderne og knivskarp. Det er retro uden støv: lyden af barndommens minder, der er blevet støvet af og genoplivet i nutiden.

Stemningen i Mona Moronis sange er præget af en behagelig ro og en længselsfuld melankoli. Soundvenue kaldte debutalbummet for “et dulmende musikalsk morfindrop” og sammenlignede oplevelsen med en vaccine mod overstimulering. Musikken vugger lytteren blidt frem og tilbage mellem to poler: på den ene side nostalgisk tryghed – en varm følelse af genkendelse – og på den anden side en dragende, drømmende tristesse. Mona Moroni er mester i at få skuldrene til at sænke sig. Hør blot få sekunder af Sofia Stocks’ milde vokal, så indfinder der sig en næsten moderlig omsorg i lydbilledet. Hendes stemme er skrøbelig og underspillet, men samtidig kraftfuld på sin egen stille måde. Det er musik, man kan putte sig i, som en musikalsk varmepude mod livets stress – og måske netop derfor har en anmelder joket med, at Mona Moroni er følelsen af at vælge byen fra og blive hjemme med strikketøjet.

Samtidig lurer der altid en dybde under det behagelige ydre. De drømmende lydlandskaber gemmer på tekster om sårbarhed, længsel og refleksion. Man kan danse let til nogle af sangene, men ofte ender man med bare at stå og lukke øjnene, mens tonerne blidt omslutter én. Mona Moronis univers er ikke gjort af bulder og brag, men af små detaljer i lyden – en diskret synthflade her, en enkel guitartone der – som tilsammen skaber en stor atmosfære. Det er som at befinde sig i en filmsekvens i slowmotion, hvor verden står stille et øjeblik. Hvis man lider af FOMO (Fear Of Missing Out), kunne kuren meget vel være at lytte til Mona Moroni og opdage glæden ved at gå glip af larmen derude for en stund. Musikken giver nemlig plads til eftertanke og til at mærke efter, hvordan man egentlig har det, når man ikke hele tiden skal følge med ræset.

Debutalbummet Vågen igen – når stilheden taler højt

I efteråret 2024 udkom Mona Moronis længe ventede debutalbum Vågen igen, og det blev modtaget med åbne arme af både fans og kritikere. Albummet består af 9 sange, der tilsammen udgør en helhedsoplevelse af bandets særlige univers. Titlen Vågen igen antyder en form for opvågnen – måske fra en dvaletilstand af tryghed eller fra en drøm? Ironisk nok indbyder musikken snarere lytteren til at drømme videre. Åbningsnummeret “Hun venter derude” sætter stemningen med et roligt beat og en tekst, der maler et billede af hjemlig isolation: “Slukker lyset og mærker / din krop, der finder hjem” synger Stocks beroligende, og man mærker med det samme skuldrene sænke sig. Titelnummeret “Vågen igen” følger trop med nostalgiske synthflader, mens “Forfra” leger med sangstruktur og undviger den typiske vers-omkvæd-formel – som en evigt udfoldende drøm, der ikke vil låse sig fast i en traditionel popskabelon. Midt på albummet finder man perler som “Stemmer fra fjernsynet”, der byder på et af pladens mest gribende øjeblikke. I omkvædet spørges der desperat “Har du glemt, hvor ondt det gør?” – en linje, der rammer lytteren lige i hjertekulen og minder én om, at selv i trygheden kan ensomheden snige sig ind. Sangen balancerer på knivsægget mellem tryg hygge og en rungende ensomhedsfølelse – en vekselvirkning mellem kontraster, som Mona Moroni eminent orkestrerer.

Albummets anden halvdel fortsætter den stemningsfulde rejse. “Langsomt” og “Fatamorgana” er kortere indslag, der nærmest fungerer som musikalske intermezzoer – små drømmesekvenser, der glider forbi som skyer på en sensommerhimmel. Mod slutningen finder vi “Ud hvor du ikke kan nå”, en afklædt og intim ballade, hvor næsten kun en omfavnende synthflade akkompagnerer Stocks’ modne vokal. Her bliver lytteren vugget ud på dybt vand af tankerne: “Så når mine tanker strækker sig / ud hvor du ikke kan nå / sætter jeg bånd på repeat / der si’r, at det nok skal gå” lyder det trøstende. Det er et af den slags numre, der får tiden til at stå stille, mens man lytter – som et fortroligt øjeblik mellem kunstner og lytter.

Kritikerne var hurtige til at lovprise Vågen igen. Anmeldere kvitterede med intet mindre end fem stjerner og kaldte albummet “et nærværende sanseligt værk i en verden fyldt med støj og acceleration”, der får lytteren til at stoppe op og virkelig lytte. “Et veludført og overbevisende debutalbum, der lover godt for fremtiden,” at når musikken omslutter én, “vågner jeg i hvert fald og får lyst til mere”. Også Soundvenue var positiv og bemærkede, at albummet aldrig viger fra sit lindrende, beroligende udgangspunkt. Anmeldelsen beskrev, hvordan Mona Moroni med sine drømmende popsange formår at levere “afkoblingen, inaktiviteten, selvplejen, restitutionen” til et publikum, der har brug for en pause fra en overstimuleret omverden. Kort sagt er Vågen igen en plade, der lytter til lytteren lige så meget, som lytteren lytter til pladen – en stille og sanselig dialog, pakket ind i vuggende melodier og blid 80’er-nostalgi.

Publikum har i dén grad også taget albummet til sig. Sange som “Kun du” (der pudsigt nok ikke engang er med på selve albummet, men lever som single) har allerede rundet hundredtusindvis af streams, og Vågen igen-numrene sniger sig ind på playlister hos både unge drømmere og voksne nostalgikere. Mona Moronis musik rammer en nerve hos folk; den taler til både dem, der længes tilbage til simpler tider, og dem, der blot trænger til at trække stikket i tre minutter og svæve væk i en sang. Som en anmelder formulerede det, så “inviterer [albummet] kroppen til at mærke efter, hvordan den egentlig har det” – en kvalitet, man ikke skal kimse ad i en tid, hvor alt går stærkt.

Fra Vega til Plænen – nærværende magi under stjernerne

At lytte til Mona Moronis musik derhjemme kan være en næsten meditativ oplevelse, men live på scenen får musikken en ekstra dimension. Bandet forvandler koncertsalen til et trygt rum, hvor sårbarhed og kærlighed får lov at fylde i atmosfæren. Da Mona Moroni i januar 2025 fik æren af at åbne Store Vega med to udsolgte koncerter, blev den store sal forvandlet til et følsomt rum. Publikum stod side om side med lukkede øjne og lod sig forføre af de lækre toner, der dansede roligt og luftigt afsted i det alternative popunivers. Melankolien og nostalgien hang i luften som diskokuglestøv – ikke glitrende af fest, men glødende af varme. “Det var en koncert, der emmede af melankoli og nostalgi – melodiøs sangskrivning med reference til 80’er-poppen,” skrev GAFFA begejstret i sin koncertanmeldelse af Vega-showet. Med andre ord leverede bandet live præcis dét, man håbede: en musikalsk tidsrejse, hvor nutid og fortid smeltede sammen i en rørende helhed.

Mona Moroni live på scenen – musikken omslutter publikum i et drømmende, blåt skær af nostalgi og nærvær.

Til trods for den stille fremtoning på plade har Mona Moroni også vist, at de kan tryllebinde et publikum i festivalsammenhæng. Et godt eksempel er deres optræden på Heartland Festival i juni 2024, som blev lidt af et gennembrud. Her startede de på festivalens mindste scene foran blot 150 nysgerrige tilskuere, der var dukket op mellem trækronerne. Bandet – klædt i hvidt, med forsangerinden i mørkt tøj – indtog scenen en smule nervøst til spredte klapsalver. Men da først de første drømmende akkorder lød, skete der noget magisk. “Hold da op…!” som en anmelder beskrev det øjeblik. Sjældent var han blevet “forført af så lækre toner”, der roligt og luftigt bredte sig med “masser af nostalgiske musikalske henvisninger”. Mona Moroni skabte et helt drømmepop-univers midt i skoven, hvor deres bløde synthesizer-sound trak tråde til danske 80’er-ikoner som Rocazino og News. Sangene flød afsted, og noget smukt skete: For hver melodi dukkede der flere og flere mennesker op blandt træerne. De drømmende poptoner lokkede festivalgæster til som sirenesang, og inden koncerten var omme, stod der næsten 1500 tryllebundne lyttere, hvor der først kun var 150. Bandets generthed forsvandt gradvist i takt med den overvældende respons, og både musikere og publikum overgav sig til smilene og stemningen. Da tonerne fra den afsluttende “Kun du” – bandets mest afspillede nummer til dato – rungede ud over festivalpladsen, var det for en tætpakket forsamling af nye fans. Ikke dårligt for et band, der selv på dette tidspunkt kunne tælle deres samlede optrædener på to hænder!

Drømmepop under åben himmel

Kulminationen på Mona Moronis forrygende år sker (passende nok) under åben himmel. Fredag d. 30. maj 2025 indtager bandet Tivolis ikoniske friluftsscene Plænen som led i årets Fredagsrock-program – ovenikøbet i fornemt selskab med popveteranen Marie Key. Tivoli selv lover, at Mona Moroni vil “indkapsle Plænen i skønt nærvær med deres gribende sange” denne aften. Forventningerne er i top, for Mona Moroni har på kort tid “etableret sig som en af de mest bemærkelsesværdige nye stemmer på den danske musikscene”, og “med deres debutalbum Vågen igen har de ramt en nerve hos publikum og begejstret både kritikere og lyttere”. Med andre ord: Plænen-publikummet kan se frem til en oplevelse, hvor tid og sted måske ophæves et øjeblik, mens Mona Moronis melodier svæver under Tivolis træer.

Når Mona Moroni går på scenen kl. 22.00 denne forsommeraften, vil den blide vokal og de minimalistiske klangflader forene sig med den friske natteluft. Man kan næsten forestille sig, hvordan pariserhjul og rutsjebaner i baggrunden stilner af for en stund, når først tonerne af “Hun venter derude” eller “Stemmer fra fjernsynet” begynder at spille. Koncerten på Plænen er ikke bare endnu en live-gig – det er en særlig milepæl. For et år siden stod Mona Moroni på en lille scene gemt i en skov; nu skal hun fylde en hel have midt i København med sit lydunivers. Og paradoksalt nok gør hun det ved at skrue ned for tempoet og op for intensiteten. Som altid med Mona Moroni bliver det nærværet og stemningerne, der kommer til at fylde. Publikum kan forvente en koncertoplevelse, “hvor tiden synes at stå stille” – på den allerbedste måde. Det bliver intimt og stort på én gang: intimt i sit udtryk, stort i sin virkning.

Mona Moronis koncert på Plænen er kulminationen på en eventyrlig rejse fra undergrund til spotlight. Hvem skulle have troet, at lyden af strikketøjs-hygge og 80’er-dagdrømme kunne samle folk i hobetal i Tivoli? Men det er lige præcis det, Mona Moroni kan og vil. Med legende lethed og skæve smil har hun – og bandet omkring hende – skabt et kunstnerisk frirum, hvor publikum kan synke hen i musikken og måske blive en kende klogere på deres egne følelser undervejs. Så uanset om du er til fællessang eller blot fælles stilhed blandt tusind mennesker, er Mona Moronis univers et sted, der er værd at besøge.

Mona Moroni forener kontrasterne – det hjemlige og det eventyrlige, det nostalgiske og det nyskabende, det legende og det dybtfølte. Hendes debutalbum Vågen igen har vist sig at være både en kur mod FOMO og en perfekt tømmermandskur, alt efter hvad man trænger til. Og vigtigst af alt har det markeret ankomsten af en kunstner, der tør gå sine egne veje ved at skrue ned for larmen og op for nærværet. Når Mona Moroni står der på Plænen med aftenbrisen i håret og sit band bag sig, vil hun uden tvivl indfri sit løfte: at tage os med ind i et melankolsk og stemningsfuldt univers, hvor vi for en stund kan være vågne igen på den drømmende måde.  Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes