Foto: Rasmus B.S. Hansen
Udgivet: 3 juni 2025. Kl. 22.16
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Mina Okabe på MINT i Tivoli – En mild magi på Plænen og en Danmarks premiere
Der findes koncerter, hvor man råber og skråler, smider øl i vejret og mister stemmen. Og så findes der koncerter som den Mina Okabe leverede på Plænen til MINT – hvor man i stedet synker lidt ned i sig selv, smiler i mørket og mærker, at man stadig har et hjerte.
Det var tirsdag. Det var juni. Og det var som om solen ikke bare skinnede fra oven, men også fra scenen, hvor Mina Okabe stod – som en stille eksplosion af elegance, nærvær og vokal overskud. Hun er en af den slags artister, der ikke behøver overdrevne armbevægelser for at fylde rummet – hun kan bare være. Og dét gør hun godt. Mild, naturlig og med en underspillet karisma, som nærmest kunne få Plænen til at lægge sig fladt ned og sige “tak, Mina”.
En stærk åbning og sart poesi
Koncerten åbnede med ”Dancing”, som ikke just fik folk til at springe op og danse (det er stadig Tivoli og tirsdag), men som satte en tone af let melankolsk popmagi. Herfra gled hun umærkeligt videre til ”Miss Those Days” – og jeg skal da lige love for, at nostalgi blev serveret med sådan en sirupblød stemme, at man næsten fik lyst til at sende en undskyldning til sine ekskærester.
Og det gik bare videre: ”Strong”, ”Likeable” og ”Stanger” (ja, med e), blev leveret med præcision, lethed og det der lille twist af “japansk/dansk underfundighed”, som er Okabes særlige karakteristiske egenskab. “Du kan ikke fake elegance”, sagde en ældre kvinde i publikum. Og hun havde ret.
Magi i minimalismen
Setlisten var skarpt komponeret, og midtvejs nåede vi til ”A little bit more” og ”Take it further”, hvor bandet virkelig viste, hvad de kunne. Ikke for meget, ikke for lidt – bare tight, støttende og med respekt for sangenes intime DNA. Lyden på Plænen var overraskende god; intet druknede, intet stak ud. Det hele lå som et blødt tæppe over Tivoli – som en slags akustisk velour.
Et af højdepunkterne var utvivlsomt ”Every Second” En Danmarks premiere – kendt fra den japanske tv-serie ”One Day”. Her gik det op for publikum, hvor international Okabe faktisk er. Det var som om sangen spændte et usynligt net ud over publikum – fra København til Tokyo. Og vi sad alle sammen fast på den bedst mulige måde.
Finale med flashbacks og farvel
”Flashback”, ”Bare Minimum2 og ”Always Hurts” førte os stille og roligt mod slutningen – og her skal man altså lige give Mina Okabe og hendes band et ekstra nik for, hvordan de håndterer dynamik. Der er ingen kiksede ballade-klimaks eller tvungne “syng med”-momenter. Det er ægte og ærligt hele vejen.
Koncertens næstsidste nummer, ”Maybe One Day”, var som en lille håndskreven note på en krøllet serviet – smuk, lidt hemmelig og rørende. Og da ”Walk Away” rundede det hele af, gjorde Mina netop dét – hun gik væk. Ikke med et brag. Men med en blød afslutning, som efterlod os tilbage med en fornemmelse af, at vi havde været vidner til noget skrøbeligt og særligt.
Mina Okabe er ikke en popstjerne i traditionel forstand. Hun er en stemning. En silhuet af noget, man ikke helt kan forklare, men som man mærker helt ind i brystbenet. Koncerten i Tivoli var ikke vild, men den var virkelig. Og det er i grunden meget sjældnere – og meget sværere – at opnå. 5 ud af 6 stjerner. Ikke fordi noget manglede – men fordi man må håbe, at hun en dag giver os endnu a little bit more... Af: Emilie Jakobsen
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Mina Okabe – dansk-japansk popgøgl med global appel
Mina Okabe er født med én fod i Danmark og én i Japan. Faktisk voksede hun op som ægte globetrotter – født i London med dansk-japanske rødder, boet i New York og Manila og med årlige ture til Tokyo. Alligevel manglede hun den dybere følelse af hjemstavn, så på sin 15-års fødselsdag tog hun alene til Danmark og startede på kostskole. I hjemmet talte hun engelsk som modersmål, men voksede op med både dansk og japansk i dagligdagen. Denne smeltedigel af kulturer præger hendes musik – både i sprogvalg, stemning og inspiration.
Musikalsk rejse
Mina har altid elsket at synge og skrive sange. Hun stod på scenen allerede i folkeskolen – kor, skoleforestillinger og musicals var hendes træningsplads, selvom hun aldrig fik formelle sanglektioner. Musik ligger bogstaveligt talt i blodet: Hendes farmor var operasangerinde, og begge forældre spiller instrumenter. Flytningerne fra Manila til København og de kulturelle skift har givet hende et bredt musikalsk fundament. Hun nævner selv bands som Oasis, Coldplay, Amy Winehouse, The Cure og The Kooks som tidlige forbilleder, noget man kan høre i hendes varme popmelodier.
Da hun var 20, lukkede hun døren med plads til flere omveje: Singlen “I’m Done” (2021) lancerede hende for alvor, og debutalbummet "Better Days" (2021) fulgte kort efter med sange som “Every Second” og “Walk Away”. Albummet fik flotte anmeldelser og solgte fire gange platin i Danmark. Siden har hun udvidet sit univers med to EP’er – ”Spinning Around” (2023) og den Japan-udgivne ”Flashback” (2023) – og fortsat udviklet sin lyd fra sødmefuld indiepop til legende tropiske rytmer.
Udgivelser og karrierehøjdepunkter
Ud over pladerne har Mina Okabe også indspillet versioner af sine sange på japansk (f.eks. “Every Second (Japanese Version)”), og hendes tilbagevendende temaer er kærlighed, identitet og den sårbare overgang til voksenlivet.
Stil og image
Mina Okabes visuelle stil er ligesom musikken – drømmende, personlig og lidt boheme. Hun går sjældent overdrevent op i modegimmicks, men skiller sig ud med et unikt miks af boheme-elementer og cool, urban streetwear. Roskilde Festival bemærker, at hun på scenen har en “understated and almost humble approach”, hvor hun lader musikken og de ærlige tekster tale for sig selv. Hun er ikke typen med ekstravagante kostumer; i stedet leverer hun sin kammerpop med varme og tilbagelænet attitude. Soundvenue fremhæver, at Papaya ligger i “krydsfeltet mellem kammerpoppens velproducerede lyd og soveværelsespoppens ærlige nerve”. Den følelse kan man genkende i hendes look: afslappet men gennemført, lidt sart men stadig cool. Hun tør også være direkte: Mange påpeger, at Okabe “blotter sig selv og smider de grimmeste sandheder på bordet” i sine sange – et bevidst greb, der understreger hendes ærlige image.
Sjove og finurlige detaljer
Modtagelse i Danmark og internationalt
I Danmark har Mina Okabe fået meget kærlighed fra både publikum og anmeldere. Hun blev hurtigt et populært navn på festivaler som Roskilde Festival (hvor hun optrådte i 2022) og blev Spotify Radar-artist samt Apples One To Watch i 2021. Nogen kalder hende Papaya “luftig og reflekteret kammerpop”, og andre har fremhævet hendes dybe, personlige sangskrivning.
Internationalt har hun især slået igennem i Asien. Hun har store fanskarer i både Sydkorea og Japan – faktisk gik debutalbummet ”Better Day” platin i Japan, og i 2024 blev hun kåret til “New Artist of the Year” ved Japan Gold Disc Awards. Hun har turneret i Kina og spillet på kendte asiatiske festivaler som Seoul Jazz Festival og Summer Sonic. Også i USA har hun markeret sig; f.eks. blev hun inviteret til SXSW i Texas. Hendes sange er streamet over en halv milliard gange verden over, og hun er blevet nomineret til en europæisk MME-pris.
Den dansk-japanske popsangerinde kombinerer sit legesyge, dobbelte bagland med ærlige tekster og smukke melodier, og det har gjort hende både unik og elsket – fra Café Collective i København til anime-fans i Tokyo. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes