Udgivet: d. 10 juni 2025. Kl. 22.35
Foto: Eva Yde
★ ★ ★ ★ ★ ☆
"Melankoli i MINT: Østen åbnede sit sind – og Tivoli – med regn i stemmen og sol i sjælen"
Der er koncerter, der føles som fredag nat på en klub i Berlin. Og så er der koncerter, der føles som søndag morgen i ens egen seng, hvor nogen har efterladt en kop kaffe, et knust hjerte og et digt på hovedpuden. Gæt selv hvilken slags Østen leverede til MINT-festivalen i Tivoli.
Når melankolien bliver et liveformat
Klokken var præcis den slags aftenstid, hvor Orangeriet i Tivoli gløder lidt ekstra – som om planterne ved, at nu skal der føles noget. Og så kom han. Ikke med bulder og brag, men med blødhed og blå toner: Østen Fage Christoffersen, en slags følsom storm i træningsdragt , som fra første strofe gjorde det klart, at dette ikke var en koncert – det var en følelsesoverførsel.
Han lagde ud med “Uden dig”, og det føltes næsten som at blive inviteret ind i en privat dagbog. Publikum – som i øvrigt lignede en blanding af musiknørder, følsomme firstmovers og TikTok-teenagere med regnjakker i følgeskab med deres mødre – stod som lammede. Ikke af chok, men af genkendelse.
Sange med navne, som din psykolog kunne have givet dem
Setlisten var en form for følelsesmæssig to-do-liste, og vi fik den serveret som en slags musikalsk terapi i det fri. Østen bevægede sig gennem “Se mig før jeg glemmer”, “Sig jeg tager fejl” og “Når du rører ved mig” med en inderlighed, der fik flere i publikum til at tage deres solbriller på – kl. 19.00. Tårer eller stil? Hvem ved. Da han spillede “Under hendes sol” solo/acapella, var det, som om Tivolis forlystelser tav et øjeblik. Folk stirrede. En mand ved siden af mig mumlede “wow” og tørrede næsen i sit ærme.
Og så kom “Koldt vand”, hvor beatet trådte lidt mere i karakter, og man blev mindet om i livet, Nogle gyngede lidt. Ingen dansede. Det var ikke den slags fest. Det var den slags fest, hvor man tænker over sit liv.
Far, mor og følelser på flaske
Midt i koncerten introducerede Østen to sange, der fik publikum til at miste al ironi og bare overgive sig: “Sang til min far” og “Sang til min mor”. Det kunne være blevet kliché. Det blev det ikke. Det blev smukt. Østen sagde ikke meget – han lod tonerne tale. Herefter kastede han sig over “Alt jeg ikke vil være”, som i al sin selvhadende ærlighed nærmest blev koncertens højdepunkt. “Det er ikke en selvhjælpssang,” “det er mere en selv-hjælpløs-sang.” Publikum klappede – både af sangen og sætningen.
Østen, regn og en revolution i slowmotion
Inden koncerten begyndte det at smådryppe. Selvfølgelig. Tivoli-regn er ikke som anden regn – den er teatralsk. Som om vejret selv gerne ville have et vers med. Da Østen begyndte på “Regn”, klappede himlen næsten i takt. Og vi stod der, halvvåde, halvforelskede i det hele. “Det her er min yndlingssang,” sagde en pige bag mig. “Den er så… sand.”
Afslutningsnummeret var “Jeg vil ha’ det hele”, en sang med både længsel, stædighed og den slags omkvæd, der lyder som noget, ens hjerte kunne have skrevet på en dårlig dag. Publikum sang med. Tøvende, men ærligt. Østen nikkede. Og så sagde farvel. Som en ven, man ikke ser i lang tid, men som altid forstår én.
En koncert for de følende – og de, der tør
Østen til MINT var ikke en koncert for folk, der ville have hits og hegn. Det var en koncert for dem, der har elsket forkert, tænkt for meget og savnet i stilhed. Det var for dem, der tør stå stille og mærke noget. Og det gjorde vi. I Tivoli. I regn. Med Østen.
Han kom. Han sang. Han følte. Og vi følte med.
Næste gang han spiller? Tag lommetørklæde, åbent hjerte og nogen du stoler på med. Du får brug for det.
“Det var som om, hele Tivoli græd lidt – men på den gode måde”. Af: Eva Yde
Foto: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes