Tivoli Revyen 2025

Foto: Camilla Winther

Udgivet: d. 6 juni 2025. Kl. 06.55

★ ★ ★ ★ ★ ★

En latterbombe i Glassalen

Tivolirevyen 2025 er ikke kun en revy. Det er et latter-eksperiment i et musikalsk laboratorium, en legestue for voksne med dresscode: Gakkede grin, jazzede punchlines og glimt i øjet. Det hele foregår naturligvis i Glassalen – et navn der lyder som en sal, hvor man burde tage skoene af, tale dæmpet og nippe til sherry. Glem det! Linda P og co. tramper højlydt ind med skarpslebne pointer og bøllefrakker af satire. Resultat? En aften, der burde komme med advarsel: “Risiko for latterkramper, tåre i øjenkrogen og ufrivillig eftertanke”.

Linda P: Revyens nye general

Der er en grund til, at Linda P ikke bare er kreativ chef – hun er revyens kreative motor med turbo og kofanger. Hun har smidt traditionernes korsetter ud af vinduet og givet revyen en vitaminindsprøjtning af stand-up, politisk ukorrekthed og charmerende galskab. Forestil dig Marguerite Viby med ADHD og et TV-abonnement.

1.Akt: Fra nødbremse til sikkerhedskontrol

Revystarten “Sig noget nyt” er nærmest et manifest i sig selv. Linda, Kurt og Warberg bekriger den tomme kliché-kommunikation med den slags pingpong-hastighed, man normalt kun finder i Vild med Dans i semifinalen.

“Clickbait” tager fat i mediefladens forfald – og selvom man ved, hvad man går ind til, overrasker kombinationen af Kurt Ravn som sensationsjournalist og Linda P som digital dommedagsprofet alligevel.

Og så er der “Sikkerhedsinspektion” – Thomas Warberg i sit es, som en der nærmest, går i panik over en brandøvelse i Føtex. Det er komik på millimeterpapir – Warberg mestrer tempo, timing og tørre ansigtsudtryk som få.

Men det, der virkelig får lattertårerne frem, er “Nødbremsesporet”. Hele ensemblet i kaotisk trafik-satire, hvor Xenia Lach-Nielsen beviser, at hun ikke bare kan synge englene ned, men også levere punchlines som en garvet komiker.

2. Akt: Parterapi, panik og en engel i silkekjole

Vi åbner med “Engel”, hvor Xenia, Kurt og Thomas giver os en slags revyballade med vinger – halvt Seebach, halvt Simon & Garfunkel og helt vidunderlig. Xenia er stemmens svar på en gammeldags softice: cremet, glat og umulig ikke at elske.

Linda P’s “Bollecoach” er et satirisk mesterværk, der får både sætningen “stønn med selvværd” og ordet “knaldeflow” til at lyde helt naturligt. Publikum vrider sig.

Thomas Warberg får frit slag med “Parforhold 2025”, hvor han analyserer moderne kærlighed med kirurgisk præcision og deadpan-levering. Der bliver stillet skarpt på “delte kalendere”, “økologisk skyld” og den moderne mands eksistentielle krise i parterapi – som en slags dansk Louis C.K. i dressurjakke.

Og “Kærlighed i Tivoli” afslutter det hele – et kærligt, syrligt og musikalsk knus til både Tivoli, romantik og revytraditionens overlevelse. Publikum klapper taktfast, nogle lidt for hurtigt, som om de håber på ekstranummer – men som Linda P sagde tidligere: “Vi er ikke et boyband. Vi går ikke ud og ind. Vi ER her”.

Revy, remixed og rebelsk

Tivolirevyen 2025 er ikke for sarte sjæle. Den er for dig, der kan grine ad dig selv, dine skattepapirer, din partner og dansk politik – helst samtidig. Den er klassisk revy med hip-hop-hjerte, kabaret med komikermave og satire med selvtillid.

Og måske vigtigst af alt: Den tør noget. Den tør lade Thomas Warberg være nørdet, Linda P være fræk, Xenia være æterisk og Kurt Ravn... ja, være Kurt Ravn – Danmarks mest alsidige skuespiller/sanger/komisk tornado i jakkesæt.

Hvis du kun skal se én revy i år – så vælg denne. Hvis du ikke har tænkt dig at se nogen revy – så vær sød at ombestemme dig. For det her er ikke bare en revy. Det er en vitaminindsprøjtning til dansk satire. Med lattergaranti og livsglæde på recept.

Anmeldelsen er skrevet i den gyldne skygge af orkestrets sidste trut og Linda P’s sidste blink. Og jeg griner stadig. Af: Henrik Yde

Foto: Camilla Winther

Tivoli Revyen: Hvor latteren blomstrer vildere end blomsterne i haven

Det starter med et trut i trompeten, en latter i det fjerne og en duft af popcorn og kold rosé i luften. Du er landet i Tivoli. Ikke bare Tivoli, men Tivoli Revyen. Forestillingen hvor virkeligheden tages under kærlig behandling og virkelighedsflugt er inkluderet i billetprisen. Her er satire og sprællemandspolitik, glitter og gakkede grin – alt sammen i hjertet af en forlystelsespark, der i forvejen kan få selv den mest indgroede brokrøv til at trække på smilebåndet.

Men Tivoli Revyen er ikke bare sjov og spas. Den er en institution. En levende, dansende og vrikkende traditionsbombe, som år efter år beviser, at dansk satire ikke kun lever – den spræller, synger og danser i høje hæle og fjollede hatte. Hvis man nogen sinde har tænkt: "Hvad nu hvis DR Nyheder blev skrevet af folk med glitter i blodet og klaver i fingerspidserne?"– så har man svaret her.

Revyens DNA – et genmateriale af gak

Tivoli Revyen er i familie med Cirkusrevyen, Sønderborg Sommerrevy og måske endda med den gamle tante fra Rottefælden. Men den er alligevel sin helt egen. Hvor Cirkusrevyen nogle gange har haft tendens til at blive en kende forfolkekær, er Tivoli Revyen den lidt frækkere fætter. Den, der ikke er bange for at stikke til magthaverne, men som altid gør det med et glimt i øjet og en paryk, der nægter at sidde ordentligt.

Og hvad med holdet? Ah, det skifter jo år for år, men én ting er sikkert: Det er altid topnavne, der kan jonglere med ord, timing og fjol som var det OL-disciplin. Der er altid en blanding af gamle kendinge og friske ansigter – så både bedstemor og barnebarn kan finde noget at grine af (eller med).

En aften i revyens selskab

Forestil dig følgende: Du ankommer til Tivoli en lun sommeraften. Der er nips med paraply, mænd i hvide bukser og kvinder med blomstrede kjoler. I Glassalen samles folket. Lamperne dæmpes. Musikken begynder. Og så sker det: Politikere får ny stemmeføring, klimaforandringer bliver til klimaforviklinger, og Dronningen bliver måske – måske– spillet af en mand i blondekjole.

Det er som at træde ind i en parallel virkelighed, hvor sandheden stadig eksisterer, men hvor den har fået selskab af en lattergasbehandling.

Det visuelle tryllestøv

Scenografien i Tivoli Revyen er ikke bare et bagtæppe. Det er som at åbne en dåse blandede bolsjer: farver, overraskelser, glimmer, lys og måske en elefant på rulleskøjter (okay, den sidste er sjælden, men man kan aldrig vide). Kostumerne er halvt haute couture, halvt børnehavekrea. Og det fungerer. Revy er jo ikke ballet – det er satire forklædt som fest.

Hvorfor gider vi stadig revy?

Fordi vi har brug for det. I en verden hvor nyheder opdateres hurtigere end vi kan tænke, og hvor sociale medier konstant forsøger at stjæle vores opmærksomhed, er Tivoli Revyen en slags kulturel opsang – med musik, sjov og måske en parodi på Mette Frederiksen som pizzabud.

Det er her, vi griner af os selv. Af vores politikere. Af vores fordomme. Af vores dårlige undskyldninger. Tivoli Revyen er som et spejl – bare et, der forvrænger os en lille smule, så vi husker ikke at tage os selv altfor seriøst.

En varm anbefaling og en kold fadøl

Så kære læser: Tag din mor, din kæreste, din teenagesøn (hvis du tør) eller bare dig selv under armen. Sæt dig godt til rette i Glassalen. Sluk mobilen. Og grin.

Grin fordi verden er skør. Grin fordi nogen stadig tør sige det højt. Grin fordi latter er det ældste våben mod vanvid. Og Tivoli Revyen? Den leverer ammunitionen med sang, dans og latterkramper. Velkommen til revyens blomstrende oase. Det er som et københavnsk eventyr med punchebowle og punchlines.

Og Yde News, der stadig har glitter på tøjet efter sidste års forestilling. Af Henrik Yde