Duran Duran

Foto: Peter Bay Isak

Udgivet: d. 7 juni 2025. Kl. 09.26

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Duran Duran i Royal Arena, 6. juni 2025 – Fortidens fremtid i nutidens ekstase

Tiden er en mærkelig størrelse. Den kan både gå og stå, sno sig som neon og snuble over sig selv i forsøget på at være moderne. Men så findes der bands som Duran Duran, der har lært at danse med tiden, ikke mod den. I går aftes i en stopfuld Royal Arena fik vi en lektion i, hvordan man kan være både et 80’er-ikon og stadig stå lyslevende og lysende i 2025. Det var mere end nostalgi – det var en fejring af liv, lyd og loyalitet.

En fest, før festen var begyndt

Fra det øjeblik publikum strømmede ind i arenaen, kunne man mærke, at det ikke bare var endnu en koncert. Det var en begivenhed. Et gensyn. En kærlighedserklæring. De mange fans – fra dem med strithår og skulderpuder (jo, enkelte havde taget den hele vejen) til dem, der opdagede bandet via TikTok og soundtracks – havde et fælles glimt i øjet, som kun musikalsk kærlighed kan give.

Og Duran Duran leverede. Ikke med en “nå ja, vi er gamle, men vi prøver” attitude. Tværtimod. Det her var et band, der stadig tror på sin egen relevans – og som har alle grunde til det. 

Glitrende fremtidsfortid

Koncertens visuelle side var, i bedste Duran Duran-stil, en sprudlende cocktail af futuristisk æstetik og vintage synth-magi. Det føltes som at stå midt i et rumskib, der spiller MTV fra 1984 på skærmene, mens det flyver med warp-speed mod 2084. Neon. Lasere. Stjernestøv. Man blev næsten blændet, og man klagede ikke.

Simon Le Bon, frontmand med både charme og karisma intakt, førte publikum gennem et set, der balancerede sikkert mellem de ikoniske hits. Stemmen er måske ikke lige så ungdommelig som dengang, men den har til gengæld fået sjæl og tyngde – og når han sang "Ordinary World", blev det nærmest et eksistentielt øjeblik. Et kollektivt suk i arenaen. Der var telefoner i luften, ja – men også tårer i øjenkrogene.

Klassikerparade med kant

Der er noget ekstremt tilfredsstillende ved at høre et band spille "Hungry Like the Wolf", "Rio", "Come undone" og "Girls on Film", uden at det føles som pligt. Der var energi. Legesyge. En vis “vi kan stadig, så se os lige gøre det”-attitude. Det er ikke alle bands fra 80’erne, der kan få hits på over 40 år til at føles friske. Men Duran Duran bruger ikke fortiden som krykke – de spiller med den som en partner.

Og publikum? Ja, de sang med. Højt. Skævt. Passioneret. Der blev danset i gangene, på rækkerne og foran scenen. Royal Arena føltes momentvis som en klub i Soho i 1983 – bare med bedre lyd og lidt flere læsebriller.

Et band, der stadig elsker det, de laver

Mange bands holder sammen af vane. Eller økonomi. Eller af angst for stilheden. Men man kunne mærke, at Duran Duran stadig elsker at stå på scenen sammen. John Taylors bas groovede stadig sexet og tight. Nick Rhodes gemte sig som vanligt bag sine synths, men tryllede lydbilleder frem, der stadig føles futuristiske. Roger Taylors trommer lagde et solidt fundament under det hele. Og Simon Le Bon – ja, han stod der som en mand, der aldrig er stoppet med at tro på drømmen.

En koncert som et ekko fra fremtiden

Man kan sige meget om tidsrejser, men Duran Duran har knækket koden: Man rejser ikke tilbage – man bringer det gamle med sig frem og lader det leve nyt. Og det var, hvad der skete i Royal Arena i går. En elektrisk aften, hvor det glitrende, dekadente og drømmende fik nyt liv.

Duran Duran beviste, at popmusik, når den er lavet med passion og talent, ikke har udløbsdato. Den bliver bare dybere. Rigere. Mere magisk.

Vi gik derfra med blikke der funklede, fødder der dansede og hjerter, der var blevet unge igen – om så bare for en aften.

Duran Duran leverer stadig en forførende fest, der rammer både hjerte og hofter. Royal Arena blev ikke bare fyldt – den blev forvandlet. Af: Henrik Yde

Duran Duran – flamboyant popfenomen med evig glans

Duran Duran omkring 1983. Fra venstre: Roger Taylor, Nick Rhodes, Simon Le Bon, Andy Taylor, John Taylor. Duran Duran begyndte som et ganske almindeligt drengeband fra Birmingham, men blev snart alt andet end kedeligt. 1978 dannede de kunstskolevennerne John Taylor og Nick Rhodes gruppen, som de – i bedste sci-fi-ånd – døbte efter Dr. Durand Durand fra filmen Barbarella. Allerede året efter spillede de deres første gig, og i 1980 kom sanger Simon Le Bon ind i billedet. Ifølge legenden mødte han til prøvetime op i pink leopardprint-bukser med en notesbog fuld af digte – flere af dem endte som tekster til bandets allerførste numre. Det var startskuddet til et projekt, hvor pop, mode og fremtidsvision smeltede sammen i en glitrende cocktailscene.

MTV, mode og 80’ernes glans

Duran Duran ramte plet i 1981, da deres debutalbum "Duran Duran" udkom. Singler som “Planet Earth” og især “Girls on Film” skabte ramaskrig. “Girls on Film”-videoen (dirigeret af Godley & Creme) vrimlede med mudderkampe og topløse modeller, og selvom MTV var kun to uger gammel, fik videoen bandet landsdækkende opmærksomhed. Faktisk blev Duran Duran hurtigt berømte som pionerer indenfor musikvideoformatet – MTV kaldte dem førende i den såkaldte anden britiske invasion af USA i 80’erne.
Så snart kameraet rullede, pumpede Duran Duran den visuelle chartestyle i højt gear. Tropiske, solbrændte videogenrer prægede deres image: “Hungry Like the Wolf” blev filmet i junglen på Sri Lanka, og “Rio” foregik på en tropisk luksusyacht med Nik og John i stramme jakkesæt. Til sammenligning lignede mange musikvideoer fra den tid bunker kedelige rocksekvenser, men Duran Duran satte nye standarder med eksotiske locations og små filmiske historieudsnit. De klædte sig som verdens mest hippe pirater: Perry Haines stylet dem i skarpe jakkesæt og læderjakker fra designere som Kahn & Bell og Antony Price, og de havde droppet den tidligere flæse-romantik til fordel for elegant ekstravagance. I 90’erne var de endnu mere mode nytænkende – de inviterede Vivienne Westwood og senere Giorgio Armani ind til at skærpe deres look.
I tyverne blev Duran Duran på ny gourmetkrydret med filmstjerneglamour. Et godt eksempel er musikvideoen “Girl Panic!” (2011), hvor supermodellerne Cindy Crawford, Naomi Campbell, Yasmin Le Bon (Simon Le Bons kone) og flere gik i døgnuniform som Duran Duran-medlemmer. Selv et modecirkus som SXSW-festivalen i 2011 blev til lejlighed for bandet – her optrådte de i nærmest futuristisk scenetøj (se billede til højre). Man kan roligt sige, at Duran Duran blev ved med at sælge både polkaprikkede butterfly og hajfint til 80’ernes festivalpublikum!

Farvel til venner – og genkomst med manér

Midt i 80’erne begyndte festlighederne at få et eftersalgssalg. Efter storheden med Seven and the Ragged Tiger (1983) hoppede både guitarist Andy Taylor og trommeslager Roger Taylor af bandtågehornet. Tilbage stod trioen Le Bon, Rhodes og John Taylor, der i 1986 gav os albummet "Notorious". Det solgte middelmådigt, lige som efterfølgeren "Big Thing" (1988) og "Liberty" (1990) gjorde det. Den popfantasi, der havde raset som vinyl-tornado, var dæmpet – unge popfans dansede nu måske mere til Ace of Base end falmende synthbevægelser fra “Notorious”. I 1993 fik vi dog en revival: "The Wedding" Album (kælenavnet for Duran Duran (1993)) genoplivede ilden med bløde hits som “Ordinary World” og “Come Undone” – pludselig lyttede hele verden igen med på nostalgibølgen.
Efter endnu et rundtursmarathon i 90’erne gik bassist John Taylor solo i 1997, og gruppen var helt splittet – næsten. Men de satte alt på ét kort og samlede i 2001 alle fem oprindelige medlemmer igen. Resultatet hed Astronaut (2004), hvor “(Reach Up for The) Sunrise” blev et dansehit i USA og Europa. Koncertturneerne blev kæmpestore som nye Disneyland-parader, og de holdt niveauet højt indtil midt i 00’erne. (Andy Taylor nåede dog at forlade bandet igen i 2006, så line-up’en blev justeret.) Uanset, kom de tilbage som et festfyrværkeri: Duran Duran talte stadig blandt de største popkulturhelte og kunne sælge arenaer på rygmarvsrefleks.

Duran Duran i dag

I det 21. århundredes glans er Duran Duran ældre, men ingen måde kedelig. Efter Astronaut har de udgivet flere album, heriblandt "Paper Gods" (2015) med danse-Beats og moderne gimmicks. I 2023 pakkede de Halloween-ånden ind i dødelig musik med albummet "Danse Macabre". Det var en konceptplade med nyfortolkninger og covers (fra Siouxsie til Talking Heads), og i sand Halloween-stil medvirker både tidligere guitarist Andy Taylor og moderne gæster som Måneskins bassist Victoria De Angelis på et par spor. Selv nye generationer kunne se magi: Duran Duran har solgt over 100 millioner plader verden over og optræder stadig i bragende storform – i 2022 blev de for eksempel fejret med optagelse i Rock and Roll Hall of Fame. Citatbladene myldrer: Duran Duran er en del af poppakkens DNA, fra glamouriøse MTV-ikoner til modne rockveteraner med alt at sige.

Nøglefakta om Duran Duran

• Oprindelse: Dannet i Birmingham, England, i 1978 – navnet hentet fra sci-fi-filmen Barbarella (Dr. Durand Durand).
• Line-up (klassisk): Simon Le Bon (sang), Nick Rhodes (keyboard), John Taylor (bas), Andy Taylor (guitar) og Roger Taylor (trommer).
• Gennembrud: Debuterede i 1981 med hitsingler som “Planet Earth” og “Girls on Film” (video med mudderkamp og topløse scener). “Rio” (1982) og “Hungry Like the Wolf” (1982) cementerede verdenssucces.
• Storsalg: Over 100 millioner solgte album i alt. 30 top-40-singler i UK (hvoraf 14 nåede top-10) og 21 top-40-singler i USA.
• Priser og hædersbeviser: To Brit Awards, to Grammyer, MTV’s Lifetime Achievement Award, Hollywood Walk of Fame-stjerne og optagelse i Rock and Roll Hall of Fame i 2022.
• Genforeninger: Forsøgte sideprojekter som Arcadia (Le Bon/Rhodes) og The Power Station (John Taylor), men genforenede hele bandet i 2001. Siden har alle fem originale igen indspillet sammen – senest på 2023-albummet Danse Macabre.
• Nyeste album: 2Danse Macabre" udkom oktober 2023 – et halloween-tema-album med Duran Duran-sange i ny forklædning og gæsteoptrædener af Andy Taylor, Warren Cuccurullo og andre.

Kuriose kapitler og anekdoter

• Simon Le Bon mødte ifølge bandlegenden til prøvetime i pink leopard-print bukser med en notesbog fuld af digte. Nogle af disse digte blev senere Duran Duran-sange.
• Musikvideoen “Girl Panic!” (2011) er et modefænomen: Verdensberømte supermodeller – Cindy Crawford, Naomi Campbell, Eva Herzigová, Yasmin Le Bon m.fl. – agerer Duran Duran-medlemmer i videoen.
• Filmmusik med platinstatus: Duran Durans “A View to a Kill” (1985) til James Bond-filmen af samme navn er den eneste Bond-sang nogensinde, der nåede #1 på de amerikanske hitlister.
• Bandets gotiske eventyr: I 2023 udgav Duran Duran albummet "Danse Macabre", et Halloween-tema-betaget hybridplade med egne klassikere og covers (fx Rolling Stones’ “Paint It Black”), skabt under en rå halloween-festindspilning.
• Simon Le Bon blev i 2024 udnævnt til ridder (MBE) for sine bidrag til musikken – fra diskoteksscener til kongehusets æresbevisninger.
Disse små historier og million-plade-fakta viser, at Duran Duran aldrig var et helt almindeligt popband – de balancerer på én gang på kanten mellem glitter, genialitet og galskab. Gennembruddet som MTV’s darling-stjerner i 80’erne og deres fortsatte tilstedeværelse – fra “Ordinary World” til “Danse Macabre” – har givet dem plads i musikhistorien som ét af popmusikens mest farverige og vedholdende fænomener... Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes