Udgivet: d. 4 marts 2025. Kl. 07.51

Tue West

Foto: Michael Nyborg

4/5 Stjerner

En musikalsk tidsmaskine spækket med anekdoter og genialitet

Der er udsolgt på Hotel Cecil denne aften, og publikum er pakket tæt sammen som sild i en kunstnerisk konservesdåse, klar til en soloaften med Tue West. Og sikke en aften! En aften, hvor vi både blev sendt tilbage i tiden, fik et kig ind i Wests musikalske værksted og blev skudt afsted på en raket drevet af gode tekster, skarpe observationer og virtuost klaver - og guitarspil.

Stærke sange og skæve akkorder

Tue West er en ener i dansk musik. Hans sange er hverken polerede popperler eller rå rockbaskere, men en skæv, finurlig blanding af begge dele – pakket ind i et lyrisk univers, hvor hverdagsbetragtninger bliver til poesi, og poesi bliver til små eksplosioner af sandhed.

Denne aften veksler han elegant mellem klaver og guitar, og han mestrer begge dele så godt, at man får fornemmelsen af, at instrumenterne ligefrem adlyder ham med en lydhørhed. "Hvad kan man lære af en mørkklædt guitarist? At stilhed også er musik". Sådan sagde han næsten – hvis ikke han sagde det, så var det i hvert fald den følelse, han gav.

Vi fik selvfølgelig klassikere som "Hvad tænker Ingrid på", "En sang om kærlighed" og "Hun er fri" (kvinden og lottokuglerne), der fik publikum til at synge med – på den der lidt forsigtige, dansk-agtige måde, hvor man kigger rundt for at se, om andre også synger. Men vi fik også sange fra det nye album, (udkom fredag d.28/2-2025), som viser en kunstner, der stadig udvikler sig, stiller spørgsmål og skubber til grænserne for, hvad en dansksproget singer-songwriter kan være.

Når koncerten bliver en forestilling

Men Tue West er ikke kun musiker – han er også en historiefortæller. Og hold nu op, hvor han kan fortælle! Vi fik anekdoter om Tue`s Islandske eventyr, der aldrig nåede frem, om sange, der startede som noget helt andet, og om situationer, der kun giver mening i musikerens skæve parallelunivers.

På et tidspunkt begynder han at fortælle om dengang, han skrev en sang, men ikke kunne finde ud af, om det var en kærlighedssang eller en opsigelse til sit gamle job. Det er netop sådan en skævhed, der gør Tue West så elskelig: Han befinder sig altid et sted mellem det melankolske og det humoristiske!  mellem det poetiske og det absurde.

Lytter, ler og lader sig rive med

Publikum er med fra start til slut. Der bliver lyttet intenst, leet på de rigtige tidspunkter (og nogle gange de forkerte, hvilket bare gør det sjovere), og stemningen er intim på den helt rigtige måde. Det er en af de koncerter, hvor man føler sig som en del af noget særligt, hvor man kan mærke, at kunstneren ikke bare spiller en koncert, men inviterer os ind i sit univers.

En magisk aften i selskab med en ener

Tue West beviste på Hotel Cecil, at han stadig er en af de mest originale stemmer i dansk musik. Med geniale tekster, en musikalsk alsidighed og en historiefortælling, der gør ham til en slags standup-musiker, leverede han en koncert, der føltes som en musikalsk samtale snarere end en optræden.

Så hvad lærte vi af denne aften? At god musik ikke behøver store armbevægelser, at en god anekdote er mindst lige så vigtig som en god akkord, og at Tue West stadig er lige så vidunderligt skæv, som han altid har været.

4 ud af 5 guitarstrenge – for selv Tue West ville nok synes, at det var lidt for pænt med 5.   Af: Henrik Yde

Tue West: Danmarks mest underspillede musikgeni

Når man siger "Tue West", tænker de fleste straks på de danske radiohits fra begyndelsen af 00’erne. "En sang om kærlighed" sneg sig ind i danskernes bevidsthed med sin luftige, poetiske tekst og melodier, der var lige dele pop og singer-songwriter-magi. Men Tue West er meget mere end en flygtig radiofavorit. Han er en kunstner, en poet, en musiker med et katalog, der rækker langt ud over det, de fleste har opdaget. Og ikke mindst er han en af de mest underspillede musikere i Danmark – både i bogstavelig og overført betydning.

Fra ukendt musiker til anerkendt sangskriver

Tue West blev født i 1977 og voksede op i en lille by på Vestsjælland. Musikken blev en tidlig passion, men hans tilgang til branchen var aldrig den klassiske "jeg vil være stjerne"- historie. Han ville fortælle historier, male stemninger med lyd og ord – og så måtte verden ellers tage det, som det kom.

Hans debutalbum, "Tue West" fra 2003, blev et øjeblikkeligt hit, ikke mindst takket være "En sang om kærlighed" og "Hun er fri". Albummet balancerede smukt mellem det radiovenlige og det poetisk komplekse, og Tue blev hurtigt en anerkendt figur i dansk musik.

Stil og lyd – en evig rejse

En af de ting, der gør Tue West til en helt særlig musiker, er hans konstante eksperimenteren med lyd og stil. Hvor mange danske sangskrivere holder sig til én velafprøvet skabelon, har Tue aldrig været bange for at prøve noget nyt. Han har flirtet med både folk, rock, elektroniske elementer og jazzede undertoner. Hans tekster er ofte en blanding af hverdags observationer og næsten filosofiske refleksioner – som om han både skriver til din kaffepause og din eksistentielle krise.

Han er blevet kaldt Danmarks svar på Paul Simon, en mere poetisk Thomas Helmig, og en Bo Kaspers Orkester uden det svenske islæt. Men sandheden er, at Tue West først og fremmest lyder som… Tue West. Han har en genkendelig stemme, både fysisk og kunstnerisk, og den insisterer ikke på din opmærksomhed – men den fortjener den.

Hvorfor blev han aldrig kæmpestor?

Dette er et af de helt store spørgsmål i dansk musikhistorie. Tue West havde alle ingredienserne til at blive en af de helt store popstjerner i Danmark: Stærke melodier, dybe tekster og en evne til at forny sig. Men måske var det netop hans kunstneriske integritet, der gjorde, at han aldrig gik den vej, der ville gøre ham til et brand i stedet for en kunstner.

Mens andre fra hans generation – som Rasmus Nøhr eller Peter Sommer – har fundet deres niche og holdt fast i den, har Tue West altid søgt nye veje. Han har udgivet albummer, der bevæger sig langt væk fra den lyd, der gjorde ham kendt, og han har altid virket mere interesseret i at udforske musikken end i at pleje en karriere.

Den uopdagede skat

Hvis du kun kender Tue West fra hans første radiohits, har du en hel skattekiste til gode. Albummet "Vi lover ingenting" fra 2005 er en perle af melankolsk og samtidig livsbekræftende pop. "Der er ingen der venter på os" (2011) er et voksenalbum i ordets bedste forstand – reflekterende, subtilt, mesterligt.

I de senere år har han bevæget sig længere ind i en eksperimenterende singer-songwriter-stil, hvor han mixer mere organiske elementer med moderne produktioner. Han er stadig aktiv, stadig nysgerrig, stadig tro mod sin kunst.

Tue West i dag – en ener i musikken

Tue West lever et liv uden for rampelyset, men det betyder ikke, at han ikke er relevant. Han laver stadig musik, spiller koncerter, skriver sange og hans dedikerede fans følger ham stadig tæt. Han er en musiker, der ikke kan puttes i en kasse, en sangskriver, der stadig formår at overraske.

Så hvis du endnu ikke har gjort det, så dyk ned i hans diskografi. Lyt til mere end de gamle hits. Lad dig overraske af hans udvikling, hans tekster, hans mod til at være anderledes. Tue West er måske ikke Danmarks største popstjerne – men han er en af vores mest interessante kunstnere. Og det er mindst lige så vigtigt.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes