Udgivet: d. 9 marts 2025. Kl. 09.18
Pressefoto
★ ★ ★ ★ ☆☆
Joakim Thåström i KB-Hallen – Et mørkt elektrisk spark lige i sjælen
Der er noget næsten terapeutisk over at gå til en Thåström-koncert. Man ved, at man kommer til at gå derfra med lidt flere ar på sjælen, lidt mere tinnitus i ørerne – og en ubestemmelig trang til at gå hjem og skrive et dystert digt i stearinlysets skær. Joakim Thåström er nemlig ikke bare en musiker. Han er en institution. En levet legende. En form for mørk, svensk shaman, der har rejst gennem punkens rå energi, Imperiets storladne rock og de seneste årtiers mere nøgne og eftertænksomme univers.
Og så står han altså der i KB-Hallen. Sortklædt, hærget og med en stemme, der lyder som en blanding af en whisky-marineret Tom Waits og en udmattet ulv på vej gennem et svensk snelandskab. Publikum er med ham fra første tone, og med åbningsnummeret "Magiskt oändligt" sætter han stemningen: Dystert, elektrisk og med den der karakteristiske blanding af rå støj og poetisk finesse, som kun Thåström kan slippe afsted med.
Svensk blues og tung poesi
Det er imponerende, hvordan Thåström stadig kan ligne en vred teenager, selvom han nu har ramt pensionsalderen. Hans krop er spændt, hans blik er flakkende, og han synger, som om hvert ord er et spørgsmål om liv eller død. "Beväpna dig med vingar" rammer som en knytnæve i mellemgulvet – tung bas, skærende guitar og Thåströms stemme, der skærer igennem som en rusten motorsav.
Så kommer "Körkarlen" – en sang, der føles som en mørk nat på en øde svensk landevej. Publikum står som hypnotiserede – eller måske bare bange for at forstyrre Thåströms intense blik, som ser ud til at kunne gennemskue ens inderste dæmoner.
"Söndagmåndagsång" og "Stora långa gatan" trækker tempoet en smule ned, men intensiteten forbliver på kogepunktet. Publikum er i trance. Der bliver ikke danset. Folk står bare og ser på Thåström, som om han er et uvejr, de ikke tør kigge væk fra.
Titiyo og den papirstynde væg
Et af aftenens store højdepunkter kommer, da Titiyo træder ind på scenen for at synge duet på "Papperstunna väggar". Hendes bløde, luftige stemme vikler sig ind i Thåströms raspende vokal, og det bliver et øjeblik af ren, skær magi. Det er som skønheden og udyret – en kort pause fra mørket, men kun for en stund. For Thåström er ikke interesseret i harmoni. Han er interesseret i sandheden – og sandheden er sjældent køn.
"Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce" er et af de numre, der virkelig viser Thåströms styrke som fortolker. Hans stemme lyder som et åbent sår, og lydbilledet er lige dele støj og stilhed – som en blues-klub midt i en atomkrig.
Punkens ånd lever stadig
Det er dog i de mere up-tempo numre, at Thåström virkelig får publikum op af stolene. "Saker som hon gör" fra Imperiet-dagene får folk til at råbe med, og Thåström selv springer rundt på scenen som en vred teenager fanget i en mandekrop. "Kom med mig" er ligeledes en opfordring – eller måske en trussel – som publikum naturligvis adlyder.
Og så er der selvfølgelig "Flyktsoda" – Ebba Grön-klassikeren, som stadig har den samme rå energi, som den havde i 1980. Folk går amok. Øl bliver spildt. Albuer flyver. Og Thåström? Han ser ud som en mand, der lige har gennemført et musikalsk bankkup – træt, tilfreds og måske lidt overrasket over, at han stadig har den effekt på folk.
Stadig relevant, stadig nødvendig
Det imponerende ved Thåström er, at han nægter at blive et nostalgisk levn fra punkens storhedstid. Hans nyere materiale står side om side med klassikerne uden at miste kraft. "Centralmassivet" og "Det årets kallaste kväll" er mørke, tunge og næsten industrielle i deres udtryk – men samtidig fyldt med en slags smertefuld skønhed.
Afslutningen med "Alla vill till himlen" er næsten ironisk. For efter to timer i Thåströms selskab er det tydeligt, at himlen ikke nødvendigvis er målet. Måske er det netop rejsen gennem mørket – gennem punkens rå energi og de dystre poetiske landskaber – der gør det hele værd.
4 ud af 6 stjerner – fordi Thåström er Thåström
Det er svært at bedømme en Thåström-koncert med stjerner. Hvordan bedømmer man en nat i helvede, hvis helvede er smukt på sin egen måde? Hvis det var ren punk-energi, havde vi været oppe på fem stjerner. Hvis det var ren poesi, havde det måske været tre. Men Thåström er et sted midt imellem. Han er uro, skønhed, støj og stilhed på én gang.
Derfor lander vi på 4 ud af 6 stjerner. Ikke fordi det ikke var godt – for det var det. Men fordi Thåström stadig føles som et åbent spørgsmål. En gåde, der aldrig helt bliver besvaret. Og måske er det netop derfor, vi bliver ved med at vende tilbage. Af: Henrik Yde
Pressefoto
Joakim Thåström, født den 20. marts 1957 i Stockholm, er en af Sveriges mest ikoniske musikere. Hans karriere spænder over seks årtier og omfatter en imponerende rejse gennem forskellige musikalske landskaber.
I slutningen af 1970'erne var Thåström frontfigur i punkbandet Ebba Grön, der med sin rå energi og samfundskritiske tekster blev en hjørnesten i den svenske punkbevægelse. Sange som "Staten och kapitalet" og "800°" er blevet hymner for en hel generation.
Efter Ebba Gröns opløsning i 1983 dannede Thåström Imperiet, et band der fusionerede punkens energi med mere melodiske og eksperimenterende elementer. Imperiet blev hurtigt en af Sveriges mest indflydelsesrige grupper i 1980'erne og udgav hits som "Var e vargen" og "CC Cowboys".
I 1990'erne gik Thåström solo og udforskede nye musikalske retninger. Hans soloalbum har ofte været præget af en mørkere og mere introspektiv tone, hvor han med sin karakteristiske stemme formidler dybt personlige tekster. Albummet "Mannen som blev en gris" fra 2002 er et eksempel på dette, hvor han med en dyster og rå lyd skildrer menneskets skyggesider.
Thåström har fortsat med at forny sig selv som kunstner. Hans seneste album, "Dom som skiner" fra 2021, blev rost for sin dybde og autenticitet. Anmeldere har kaldt det et fremragende album, hvor Thåström med sin karakteristiske stemme og lyrik formår at skabe en ny dimension i sin musik.
For nylig blev det annonceret, at musikeren og forfatteren Sören "Sulo" Karlsson arbejder på en biografi om Thåström. Denne bog giver fans og musikelskere et dybere indblik i Thåströms liv og karriere.
Thåströms indflydelse på den svenske musikscene kan ikke undervurderes. Hans evne til konstant at genopfinde sig selv og udfordre musikalske normer har gjort ham til en levende legende. Hans musik er ikke kun en rejse gennem lyd, men også en dybdegående udforskning af menneskets sind og følelser.
For dem, der ønsker at dykke ned i Thåströms musikalske univers, er der utallige perler at opdage. Fra punkens rå energi i Ebba Grön til de mere eksperimenterende toner i hans soloarbejde, tilbyder Thåströms diskografi en rig og varieret lytteoplevelse.
Afslutningsvis er Joakim Thåström ikke bare en musiker; han er en kunstner, der med sin musik har formået at røre sjæle og inspirere generationer. Hans rejse gennem musikkens verden er et bevis på hans uophørlige søgen efter ægthed og dybde, hvilket gør ham til en uundgåelig figur i skandinavisk musikhistorie. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes