Tivoli Revyen 2026
d. 5 juni 2026 Kl. 11.24
★ ★ ★ ★ ★ ★
Latter og gas i en sal af Glas
En veloplagt, musikalsk og charmerende sommerrevy, hvor Glassalen igen bliver hjemsted for satire, sang og sommerglæde
Der er noget næsten rituelt over en sommeraften i Tivoli. Man går gennem Haven, forbi lysene, duftene, forventningen og de mennesker, der alle sammen ser ud, som om de lige har besluttet sig for, at livet godt må være lidt lettere i aften. Og så ligger Glassalen der, smuk, klassisk og med en helt særlig fornemmelse af, at latteren allerede har taget plads, før publikum har sat sig. Tivolirevyen 2026 er ikke bare endnu en forestilling på programmet. Den er et sommertegn. En påmindelse om, at dansk revy stadig kan noget, når den får lov at stå på skuldrene af traditionen og samtidig kigge nysgerrigt ud over kanten. Og årets Tivolirevy gør netop det: Den blander det velkendte med det friske, det erfarne med det nye, det musikalske med det satiriske og resultatet er en revyaften, der både underholder, charmerer og sender publikum ud i sommernatten med lettere kinder efter to timers grin.
En åbning i glas, grin og forventning
Første akt begynder meget passende med fællesnummeret “I en sal af glas”, hvor hele holdet samles og slår tonen an. Titlen kunne næsten ikke være mere rammende. Glassalen bliver ikke bare en ramme om aftenen, men en del af fortællingen. Her står skuespillerne i et rum, der både bærer historien og kræver nærvær. Publikum sidder tæt nok på til at fange de små reaktioner, men rummet har samtidig den elegante storhed, som får revyen til at føles som en begivenhed. Åbningen fungerer som en invitation: Kom indenfor, læn jer tilbage, og lad os sammen tage temperaturen på tiden. Det er en klassisk revyåbning med musik, ensemblefornemmelse og en tydelig markering af, at denne aften skal bæres af fællesskab. Både på scenen og i salen. Herefter viser forestillingen hurtigt sin bredde. I “Vi kan være stolte” får Niels Ellegaard plads til at folde sin sikre revyerfaring ud. Han har en scenisk ro, som gør, at man som publikum straks føler sig i trygge hænder. Han behøver ikke presse komikken frem. Den ligger i timingen, i pauserne og i den tørre levering. Det er revyhåndværk af den gamle skole, men uden museumsstøv.
Et stærkt anslag med bredde og bid
Første akt har en god energi, fordi den veksler mellem det store ensemble, de skæve karakterer, de musikalske indslag og de mere præcise satiriske nedslag. Numre som “Nybagte liebhavere”, “Et helt utroligt held” og “Alarm” giver aftenen tempo og variation. Her mærker man, at forestillingen gerne vil rundt i flere former for humor: det absurde, det genkendelige, det småpinlige og det direkte fjollede. Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard fungerer stærkt sammen i “Alarm”. De har den slags samspil, hvor man fornemmer mange års scenisk erfaring uden at det bliver mekanisk. De læser hinandens rytme, holder pauserne, lader blikkene arbejde og skaber komik, der ofte opstår lige så meget mellem replikkerne som i selve teksten. Det er netop der, revyen finder noget af sin største styrke. Den tør stole på håndværket. Den behøver ikke hele tiden skrue op. Den ved, at et blik kan være nok.
Friske kræfter med sikker sceneenergi
Neel Rønholt får sin revydebut i Tivoli, men hun virker aldrig fremmed i genren. Hun træder ind med charme, elegance og en naturlig varme, som hurtigt vinder publikum. I første akt får hun blandt andet mulighed for at vise sin spændvidde i numre som “Et helt utroligt held”, “Terapi for 3” og siden det mere "solo" prægede “Kæresten”. Det klæder revyen, at Neel Rønholt ikke forsøger at overdøve formen. Hun lytter til den. Hun finder sin plads i den. Hun har et skuespilmæssigt nærvær, der gør hendes figurer menneskelige, også når de er skæve eller sat på spidsen. Lea Thiim Harder bidrager samtidig med en stærk vokal og en klar scenisk energi. Hun er ikke blot “den musikalske stemme” i revyen, men indgår aktivt i komikken. I “Terapi for 3” sammen med Neel Rønholt og Mikkel Becker Hilgart mærker man et fint samspil mellem timing, karakter og nervøs menneskelig genkendelighed. Det er den slags nummer, hvor revyen rammer noget tidstypisk uden at virke som et debatindlæg.
Lea Thiim Harder får desuden en central rolle i første akts afsluttende nummer “Tænk på mor”, hvor hun sammen med hele holdet er med til at samle aktens energi og sende publikum til pause med både musikalsk fylde og et smil på læben.
Stor stemme, skarp kant og komisk format
Sicilia Gadborg er en af forestillingens mest markante kræfter. Hun har en stemme, der kan fylde Glassalen, men hendes bidrag stopper ikke ved det vokale. Hun har pondus, dramatisk format og en komisk sans, der gør hende særligt interessant i en revysammenhæng. Et af første akts stærkeste eksempler er “Perimenopause”, hvor Sicilia Gadborg ikke bare medvirker, men også står bag teksten. Nummeret har både humor, krop, timing og et emne, der i de rigtige hænder kan blive både skarpt og befriende. Her bliver revyen aktuel på en måde, der ikke føles påklistret. Den tager et genkendeligt livsstadie og giver det musikalsk og komisk form. Utrolig godt fremført. Sammen med Neel Rønholt og Lea Thiim Harder skaber Sicilia Gadborg en stærk kvindelig energi i første akt. Der er musikalitet, kant og overskud i deres samspil, og det giver forestillingen en frisk og moderne klang.
En krop, et blik og et grin
Mikkel Becker Hilgart er en af de kunstnere, der kan få salen med sig, før pointen overhovedet er landet. Hans komik sidder i hele kroppen. I ansigtet. I holdningen. I den lille forsinkelse, hvor publikum når at opdage, at noget er helt galt og derfor meget morsomt. I første akt står han stærkt i blandt andet “Terapi for 3” og det solo orienterede “Præstekald” er genialt skrevet og leveret. Han har en evne til at skabe figurer, der på én gang virker overdrevne og mærkeligt troværdige. Det er en vanskelig balance, men han rammer den med imponerende præcision. Hans komik er fysisk uden at blive plat, skæv uden at blive indforstået og tydelig uden at miste nuancer. Han er uden tvivl en af de kræfter, der giver Tivolirevyen 2026 sin særlige friskhed.
Klassisk revy med leg i maskinrummet
Første akt rummer også flere numre, hvor den klassiske revyform virkelig får lov at danse. “På kanten” med Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard viser igen deres evne til at balancere satire og timing, mens “Frieriet” trækker på en mere fysisk, musikalsk og pantomimisk komik med brug af “Dance of the Hours” af Amilcare Ponchielli. Det nummer er et godt eksempel på, at revy ikke kun handler om tekst. Den handler også om rytme, krop og musikalitet. Når formen er præcis, kan et nummer uden den store verbale forklaring stadig skabe stor effekt. Første akt indeholder også “Blå mandag” og “Formandens beretning”, (Troels Lund Poulsen) som på hver sin måde bidrager til forestillingens fornemmelse af at bevæge sig rundt i dansk samtid, dansk absurditet og dansk foreningsliv. Revyen har altid haft et særligt talent for at få det små til at spejle det store. Det lykkes flere steder her.
Pausen kommer på det rigtige tidspunkt
Efter første akt sidder man med følelsen af en revy, der har fået godt fat. Ikke alle numre rammer med samme styrke, men aktens samlede energi er høj. Der er god variation, stærke præstationer og en tydelig fornemmelse af et ensemble, der arbejder for hinanden. Pausen føles derfor ikke som et afbræk, men som en naturlig vejrtrækning. Publikum får lov til at fordøje de første grin, tale om favoritterne og mærke Tivoli stemningen udenfor, før anden akt tager over med en anden type energi. Lea Thiim Harder viste her sit store sangtalent...
Mere fart, mere ensemble og mere samtid
Anden akt åbner med “Rødt som et hjerte”, hvor Lea Thiim Harder og Niels Ellegaard bringer forestillingen i gang igen med musikalitet og nærvær. Det er en fin overgang fra pausens summen tilbage til revyens univers. Herefter følger “Posten skal ud”, hvor hele holdet igen samles, og ensemblefornemmelsen bliver tydelig. Anden akt virker flere steder mere tempofyldt og samlet i sit udtryk. Hvor første akt etablerer holdet og revyens tone, bruger anden akt kræfterne mere direkte. Den bevæger sig fra det fremtidsvendte i “Tilbage fra fremtiden” til det frække og kropslige i “Griseri”, fra de fortsatte nedslag i “Blå mandag” til den mere absurde spænding i “Hvem er gidslet”. Der er en god fornemmelse for variation, og det gør, at forestillingen ikke mister pusten efter pausen. Tværtimod virker anden akt som et gearskifte, hvor holdet tør presse tempoet og satiren en smule mere.
“Tilbage fra fremtiden” og “Hvem er gidslet”: Revyens absurde samtid
I “Tilbage fra fremtiden” mødes Mikkel Becker Hilgart og Henrik Lykkegaard i et nummer, der leger med tid, forventninger og den mærkelige moderne følelser og det evige parforhold. Det er et godt eksempel på, hvordan revyen kan bruge en enkel idé til at åbne for noget større. “Hvem er gidslet” med Sicilia Gadborg, Neel Rønholt og Henrik Lykkegaard trækker på en mere dramatisk komisk energi. Nummeret har et godt revypotentiale, fordi det leger med roller, magt og misforståelser. Her mærker man igen styrken i et hold, hvor både de erfarne og de nyere kræfter tør gå ind i det skæve sammen. Når Tivolirevyen er bedst, er det netop fordi numrene ikke bare bliver jokes, men små situationer med karakterer, konflikt og rytme.
“Griseri”, “Intet nyt” og den moderne revynerve
Anden akt giver også plads til “Griseri”, hvor Lea Thiim Harder, Neel Rønholt og Sicilia Gadborg står sammen i et nummer, der tilfører forestillingen både energi og kant. Det er et af de steder, hvor revyen får et mere nutidigt udtryk, fordi de tre performer med styrke, overskud og en tydelig fornemmelse for hinandens timing. Mikkel Becker Hilgart får igen mulighed for at stå stærkt alene i “Intet nyt”, som han selv har skrevet teksten til. Det giver nummeret en personlig nerve. Hans særpræg som performer og komisk stemme kommer tydeligt frem, og det understreger, at han ikke blot er en dygtig medvirkende, men også en kunstner med en egen tone. At revyen giver plads til den slags individuelle aftryk, er en styrke. Det gør aftenen mere levende og mindre anonym.
Niels Ellegaard og det tørre komiske overskud
I anden akt får Niels Ellegaard endnu et stærkt øjeblik i “Bunden er nået”. Titlen alene har klassisk revyduft, og Ellegaard er den rette til at levere netop den type nummer, hvor resignation, satire og underspillet komik kan smelte sammen. Han har en evne til at få det tragikomiske frem uden at gøre det tungt. Man griner, men man fornemmer også den lille alvor nedenunder. Det er en kvalitet, som den bedste revy altid har haft: Den får os til at le ad det, der egentlig burde få os til at ryste på hovedet.
“Sommerens hits” og finalen ud i uvisheden
Mod slutningen får forestillingen et festligt løft med “Sommerens hits”, hvor forskellige danske kunstnere udfolder sig. Der tydeligt spiller på revyens evne til at blande musik, genkendelse og satire. Det er en effektiv måde at samle salen på, fordi musikalske fællesnumre i revy har en særlig funktion: De får publikum til at mærke helheden. Afslutningsnummeret “Ud i uvisheden” er en smuk og passende finale. Titlen rummer både humor og alvor. For hvad er en revy egentlig, hvis ikke et forsøg på at sende os ud i verden igen med lidt mere latter i kroppen, selvom vi stadig ikke aner, hvad der venter? Her lander Tivolirevyen 2026 med stil. Ikke med et brag, der overdøver alt, men med en afrunding, der føles samlet, musikalsk og generøs.
Musikken binder aftenen sammen
Kapelmester Keld Haaning Ibsen og orkestret spiller en væsentlig rolle i forestillingens samlede succes. Musikken er ikke blot fyld mellem sketches, men en aktiv drivkraft. Den åbner rummet, understøtter komikken og giver aftenen den særlige puls, som en sommerrevy skal have. Flere af numrene får ekstra format gennem musikken, blandt andet “I en sal af glas”, “Et helt utroligt held”, “På kanten”, “Posten skal ud” og finalen “Ud i uvisheden”. Samtidig bidrager Lea Thiim Harder både som stærk vokal og som musikalsk kraft bag numre som “Tænk på mor” og “Rødt som et hjerte”. Det er tydeligt, at musikken er tænkt som mere end pynt. Den er en del af revyens arkitektur.
Satire med varme frem for vrede
Tivolirevyen 2026 har sin styrke i en satire, der stikker uden at blive bitter. Den peger på tidens absurditeter, men den gør det med varme. Det er vigtigt, for revy fungerer bedst, når publikum både kan grine af andre og genkende sig selv. Forestillingen har blik for det moderne menneskes forvirring, for vores behov for terapi, kontrol, status, kærlighed, ungdom, forandring og forklaringer. Den rammer flere samtidige temaer uden at blive belærende. Når det lykkes bedst, føles det som at se Danmark spejlet i et lidt skævt tivolispejl: Genkendeligt, forvrænget og meget morsomt.
Klassisk revy med frisk luft i lungerne
Tivolirevyen 2026 er en elegant, morsom og musikalsk stærk sommerrevy, der forstår sit rum, sin tradition og sit publikum. Den er klassisk uden at være gammeldags og har Tivoli som en rød tråd igennem hele revyen. Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard viser, hvorfor de stadig er blandt dansk revys sikre navne. Neel Rønholt får en overbevisende og charmerende revydebut. Sicilia Gadborg imponerer med både vokal kraft og scenisk format. Mikkel Becker Hilgart beviser endnu en gang, at hans mimik og fysiske komik er noget helt særligt. Lea Thiim Harder tilfører forestillingen musikalsk styrke, energi og professionelt overskud. Sammen skaber de en revy, der både får publikum til at grine og til at mærke den særlige glæde, der opstår, når et hold på scenen virkelig spiller sammen. Man går fra Glassalen med lettere skuldre, et smil i ansigtet og en fornemmelse af, at sommeren er kommet rigtigt i gang. Det er Tivoli. Det er revy. Det er latter med traditionen i ryggen og frisk luft i front. En gennemført, charmerende og musikalsk veloplagt Tivolirevy, hvor både første og anden akt byder på stærke numre, flotte præstationer og en smittende glæde ved revyens klassiske håndværk. Af: Eva Yde