TINA -

THE TINA TURNER MUSICAL

d. 28 2026 Kl. 06.12

“THE BEST” ER IKKE BARE EN SANG, DET ER IRIS GOLD!

TINA – The Tina Turner Musical løfter sig over den traditionelle hitparade og bliver en medrivende fortælling om vold, vilje og retten til at eje sin egen stemme

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Af: Emilie Jakobsen

At spille Tina Turner er en rolle med indbygget alarm. For lidt styrke, og legenden forsvinder. For meget imitation, og man står med et meget dyrt kopishow. Iris Gold finder den langt vanskeligere tredje vej: Hun forsøger ikke at ligne et ikon udefra, men at vise, hvordan et menneske bliver til et. Det er derfor, TINA – The Tina Turner Musical fungerer. Forestillingen nøjes ikke med at genopføre de berømte bevægelser, den hæse vokal og håret med sin helt egen vejrmelding. Den går efter kvinden bag silhuetten, og efter den pris, hun betalte for at få retten til sit navn, sin karriere og sit liv.

Et navn med en høj pris

Vi følger Tina Turner fra barndommen i Nutbush over gennembruddet med Ike Turner til volden, flugten, skilsmissen og det comeback, der gjorde hende større end det musikalske makkerskab, hun kom fra. Historien bruger ikke berømmelsen som et glitrende slør over privatlivet. Tværtimod bliver kontrasten mellem scenens triumfer og livet bag kulissen forestillingens stærkeste spænding. Jo højere bifaldet bliver, desto tydeligere mærker man stilheden, hun skal hjem til. Dialogen er på dansk, mens sangene fremføres på engelsk. Det fungerer overraskende ubesværet. Karaktererne taler dansk, men følelserne synger engelsk, og når ordene ikke længere rækker, tager musikken over.

Iris Gold vælger mennesket frem for manererne

Iris Gold bærer titelrollen med imponerende autoritet. Hun har stemmen, energien og den fysiske tilstedeværelse, men hendes præstation lever ikke kun af de store numre. De interessante øjeblikke opstår, når hun lader Tina Turners styrke være noget, der langsomt bliver bygget op, ikke noget hun bare er født med. Gold giver plads til både frygten, vreden, humoren og den næsten urimelige stædighed, der skal til for at begynde forfra, når omverdenen allerede har besluttet, at ens bedste tid er forbi. Når hun slipper stemmen løs i blandt andet ”Proud Mary”, ”Private Dancer”og ”What’s Love Got to Do with It?”, er hun vokalt overbevisende uden at synge som en parodi på Tina Turner. Hun rammer ikke blot tonerne. Hun rammer nødvendigheden i dem.

Ike Turner bliver aldrig en papfigur

Luc Boris André Kouadio spiller Ike Turner med en ubehagelig blanding af charme, kontrol og truende uforudsigelighed. Han bliver ikke gjort mere sympatisk, end historien tillader, men heller ikke reduceret til en skurk med et skilt om halsen. Det gør volden mere troværdig og dermed sværere at se på. Forestillingen forstår, at overgreb ikke altid begynder med et slag. De begynder også med manipulation, ejerskab og en kærlighed, der langsomt bliver gjort betinget. Karen Mukupa, Donna Cadogan, Jasmin Dahl og det store ensemble leverer gennemgående stærke præstationer. Der er kvalitet i både sangen, skuespillet og samspillet, og ingen virker til blot at vente høfligt på, at hovedrollen vender tilbage.

Et helt liv i overhalingsbanen

Martin Lyngbos iscenesættelse holder forestillingen i konstant bevægelse, mens Toniah Pedersens koreografi giver musikken den nødvendige fysik. Livebandet nægter heldigvis at opføre sig som diskret baggrundsmøbel og tilfører numrene den kant, som rock’n’roll kræver. Tempoet er samtidig forestillingens svaghed. Manuskriptet skal rumme en barndom, en karriere, et voldeligt ægteskab, et brud, en genopbygning og med mange ikoniske sange. Derfor bliver enkelte livsafsnit behandlet som hurtige mellemstationer, og nogle følelser må forlade scenen, før de for alvor har sat sig. Forestillingen er bedst, når den tør blive i situationerne. Den behøver ikke skynde sig. Publikum venter gerne på næste hit, når mennesket mellem sangene er så interessant.

Når teatersalen bliver en rockarena

Mod slutningen ændrer rummet karakter. Publikum sidder ikke længere blot og betragter en musical. Salen bliver til en koncert, og det føles efterhånden mere mærkeligt at blive siddende end at rejse sig. Det er ikke bare nostalgi. Finalens forløsning virker, fordi forestillingen har vist, hvad den har kostet at nå frem til den. Sangene bliver ikke en sejrsmarch, der er klistret på til sidst, men lyden af et menneske, som endelig bestemmer over sin egen fortælling. At spille Tina Turner er en rolle med indbygget alarm. Iris Gold udløser den ikke. Hun undgår både den forsigtige efterligning og den overophedede karikatur, og står i stedet tilbage med noget langt mere interessant: En Tina Turner med puls. Den skal ses...

Danmarkspremiere: 27. august 2026
Spillested: Falkonersalen, Frederiksberg
Spilleperiode i Falkonersalen: 27. august – 27. september 2026
Titelrollen: Iris Gold

Danmarksturné:

• Musikhuset Aarhus: 30. september – 4. oktober
• Vejle Musikteater: 7. – 11. oktober
• Odeon, Odense: 14. – 18. oktober
• Aalborg Kongres & Kultur Center: 21. – 25. oktober
• Musikhuset Esbjerg: 28. oktober – 1. november
• Sydjysk Sparekasse Skansen, Sønderborg: 4. – 7. november
• Værket, Randers: 11. – 15. november
• Musikteatret Holstebro: 18. – 22. november 2026

Musicalen fortæller Tina Turners livshistorie med dansk dialog og hendes største sange fremført på engelsk.