Teaterkoncerten DSCH
d. 28 maj 2026 Kl. 06.52
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Sjostakovitj som elektrisk mareridt, musikalsk kode og menneskelig overlevelse
Når musikken begynder at stirre tilbage
Gamle Scene har set konger, tragedier, operaer, balletben, store stemmer og dødsensalvorlige kunstneriske armbevægelser. Men denne aften skete der noget andet. Noget mærkeligt. Noget sitrende. Noget, der ikke bare kunne placeres i én genre og pænt lægges ned i programmet bagefter. Teaterkoncerten DSCH kom ikke ind på Det Kongelige Teaters Gamle Scene som en almindelig koncert. Den kom ind som en skygge med puls. Som et musikalsk nervesammenbrud i elegant scenelys. Som en forestilling, der tog Dmitrij Sjostakovitjs musik og lod den kravle ud af nodepapiret, rejse sig op, trække vejret og begynde at bevæge sig rundt mellem musikerne. Det var voldsomt. Det var smukt. Det var komisk. Det var uhyggeligt. Og først og fremmest var det en påmindelse om, at klassisk musik ikke behøver at stå stille for at være stor. Den kan gå. Danse. Dirre. Skrige uden ord.
Og denne aften gjorde den det hele.
En teaterkoncert, der sprænger koncertformen indefra
DSCH er en internationalt rost koncertteaterforestilling skabt omkring Sjostakovitjs musik og indre verden. Men den er ikke en traditionel biografisk fortælling om komponisten, hans liv under Stalin eller hans placering i musikhistorien. Den forsøger ikke at forklare ham pædagogisk. Den forsøger ikke at gøre ham nem. I stedet gør forestillingen noget langt mere interessant: Den lader musikken tale som et fysisk, visuelt og menneskeligt sprog. Det Norske Kammerorkesters 18 nordiske solister spiller uden traditionelle nodepulte og uden den vanlige koncerts sikre afstand mellem scene og publikum. Musikerne er ikke bare musikere. De er performere, figurer, skygger, kroppe, medspillere og modspillere i et scenisk univers, hvor hver bevægelse synes at være ladet med musikalsk betydning. Her bliver Gamle Scene forvandlet til et indre landskab. Et sted mellem erindring, angst, satire og overlevelse. Det er netop dér, forestillingen finder sin særlige styrke. Den gør ikke Sjostakovitj mindre kompleks. Den gør hans kompleksitet synlig.
Fire toner som en hemmelig signatur
Titlen DSCH henviser til Sjostakovitjs musikalske signatur: D–Es–C–H. Fire toner, der fungerer som et slags kodet selvportræt. En lille musikalsk underskrift, komponisten brugte i flere værker, som om han skrev sig selv ind i musikken, skjult og alligevel lysende tydeligt. Det motiv bliver i forestillingen ikke bare en musikalsk detalje. Det bliver en dramatisk nerve. DSCH er ikke kun et tema. Det er en identitet. En hvisken. Et oprør. Et “jeg er her”, skrevet ind i en verden, hvor det måske ikke altid var ufarligt at være for tydeligt til stede. Forestillingen forstår denne dobbelthed. Den forstår, at Sjostakovitjs musik ofte smiler med mørke øjne. At den kan være grotesk og elegant på samme tid. At den kan ligne satire, men føles som overlevelse. At den kan danse, mens noget bagved er ved at gå i stykker.
En kunstnerisk kraft i centrum
I front står Pekka Kuusisto som kunstnerisk leder og violinist. Han har en magnetisk tilstedeværelse, men aldrig på en måde, der skubber de andre væk. Tværtimod virker han som forestillingens elektriske samlingspunkt. En figur, der får energien til at løbe gennem ensemblet. Kuusisto spiller med en sjælden blanding af elegance og vildskab. Han kan få en frase til at glimte som glas og i næste øjeblik skære gennem rummet som noget langt farligere. Der er en frihed i hans udtryk, men også en ekstrem kontrol. Man mærker hele tiden, at han ikke bare leder musikken fremad, men også lytter til dens mørkere understrømme. Det er fascinerende at se en kunstnerisk leder, der ikke kun dirigerer energien, men selv er fuldstændig opslugt af den. Han virker ikke som en mand, der står foran et orkester. Han virker som en del af en større musikalsk organisme.
Virtuositet med krop og risiko
Det Norske Kammerorkester fortjener enorm ros. Det, de gør på scenen, er ikke “bare” teknisk imponerende. Det er kunstnerisk krævende på flere niveauer samtidig. De spiller kompleks Sjostakovitj. De gør det uden den traditionelle koncerts synlige sikkerhedsnet. De bevæger sig. De interagerer. De indgår i et visuelt og kropsligt partitur. Og alligevel mister musikken aldrig sin præcision. Det er dybt imponerende. Der er en særlig form for mod i denne forestilling. Ikke det larmende mod, hvor man forsøger at chokere publikum. Men det sværere mod: at turde ændre formen uden at svigte musikken. At turde gøre klassisk musik fysisk uden at gøre den flad. At turde skabe billeder, uden at billederne overtager alt. Orkestret balancerer det forbilledligt. Man ser musikere, der ikke gemmer sig bag deres instrumenter. De træder frem som hele sceniske mennesker. Det giver forestillingen en intensitet, der gør, at publikum ikke bare lytter til musikken, men mærker den som bevægelse i rummet.
Akkordeonet som ensomhedens åndedræt
Den danske akkordeonist Bjarke Mogensen har en helt central rolle i forestillingen som en slags Sjostakovitjsk alter ego. Og hans tilstedeværelse er et af aftenens stærkeste greb. Akkordeonet bliver i denne sammenhæng et genialt instrumentvalg. Det står både indenfor og udenfor. Det passer ind og passer ikke ind. Det lyder folkeligt, skrøbeligt, grotesk, melankolsk og næsten teatralsk menneskeligt. Det trækker vejret. Det sukker. Det hvæser. Det folder sig ud som en krop, der både kæmper og holder sammen på sig selv. Mogensen spiller med stor musikalitet og scenisk intelligens. Han gør ikke rollen sentimental. Han gør den menneskelig. Der er noget næsten ensomt over hans figur, men også noget stædigt og levende. Som om akkordeonet bærer et menneske, der nægter at forsvinde. I samspillet med strygerne bliver han både fremmedelement og centrum. En skæv brik i et system, der netop derfor bliver nødvendig.
Et visuelt univers med mørke, magi og præcision
Visuelt er DSCH en meget stærk oplevelse. Lars Egegaard Sørensens lys, video og sceniske design skaber ikke blot stemning, men dramatisk struktur. Lyset fortæller. Skyggerne arbejder. Rummet forandrer sig. Det visuelle bliver aldrig bare dekoration omkring musikken, men en del af forestillingens måde at tænke på. Maja Ravns kostumer og visuelle design bidrager til en æstetik, der både er tidløs og foruroligende. Der er elegance i udtrykket, men også noget skævt og uroligt. Det passer perfekt til Sjostakovitjs univers, hvor det pæne ofte kan rumme det truende, og det komiske kan slå om i noget isnende på et øjeblik. Gamle Scene bliver brugt smukt. Det historiske rum med sin pragt og tradition skaber en spændende kontrast til forestillingens moderne, bevægelige og eksperimenterende form. Det føles, som om fortid og nutid mødes i samme mørke rum og musikken bliver den kraft, der binder dem sammen.
Det komiske som overlevelsesstrategi
En af de mest interessante kvaliteter ved DSCH er dens evne til at være morsom uden at blive let. Forestillingen har humor. Den har skæve billeder, absurde momenter og næsten groteske forskydninger. Men latteren sidder aldrig helt frit i kroppen. For bag komikken ligger alvoren. Det er meget sjostakovitjsk. Hos ham kan det muntre lyde som en maske. En march kan være både festlig og truende. En dans kan ligne glæde, men føles som tvang. En lille musikalsk vittighed kan pludselig åbne sig som et sort hul. Forestillingen rammer den tone meget præcist. Den forstår, at humor ikke nødvendigvis er det modsatte af smerte. Nogle gange er humor den måde, smerte overlever på.
En forestilling uden ord, men ikke uden fortælling
CPH STAGE beskriver forestillingen som nonverbal, og netop det ordløse er en af dens store styrker. For DSCH behøver ikke replikker for at fortælle. Den fortæller gennem tempo, blikke, lys, musikalske brud, kropslig uro og sceniske transformationer. Det gør oplevelsen åben. Publikum får ikke alt serveret. Man må selv mærke sammenhængene. Selv samle billederne. Selv læse musikken med kroppen. Det kunne have gjort forestillingen fjern eller svær. Men det sker ikke. Tværtimod bliver den ordløse form en vej ind. Fordi følelserne er så tydelige. Fordi energien er så stærk. Fordi performerne er så præcise i deres udtryk. Man behøver ikke være Sjostakovitj ekspert for at forstå, at noget vigtigt er på spil.
Publikum var ellevilde
Det var tydeligt, at publikum på Gamle Scene blev grebet. Der var en særlig koncentration i salen undervejs, den slags opmærksomhed, hvor man kan mærke, at folk ikke bare sidder og følger med, men faktisk er trukket ind i forestillingens rytme. Og da det hele var slut, var begejstringen ikke til at tage fejl af. Publikum var ellevilde. Applausen havde den varme, som kun opstår, når noget ikke bare har imponeret, men også ramt. Det var ikke en høflig anerkendelse af dygtige musikere. Det var en ægte reaktion på en forestilling, der havde flyttet noget i rummet. Der var stor ros i luften. Og den var fortjent.
Klassisk musik for både kendere og nysgerrige
Noget af det mest vellykkede ved DSCH er, at forestillingen åbner klassisk musik uden at forsimple den. Den gør ikke Sjostakovitj til underholdning i overfladisk forstand. Den gør ham tilgængelig ved at tage ham alvorligt på flere sanseplaner. For den klassisk erfarne tilskuer er der masser at lytte efter: motiver, klange, arrangementer, referencer og musikalske spændinger. Men for den nysgerrige, der måske ikke normalt opsøger kammermusik, er der også en stærk vej ind gennem det sceniske, det fysiske og det visuelle. DSCH viser, at klassisk musik ikke er støvet, hvis den får lov til at blive behandlet med mod, fantasi og respekt. Den kan være farlig. Fræk. Vild. Poetisk. Sanselig. Nærmest filmisk.
En sjælden balance mellem kontrol og kaos
Det, der løfter forestillingen fra at være en flot idé til at være en virkelig stærk teaterkoncert, er balancen. Alt kunne være blevet for meget. For tænkt. For visuelt dominerende. For konceptuelt. Men forestillingen holder balancen. Musikken er hele tiden centrum. Det sceniske udtryk åbner musikken, men overtager den ikke. Koreografien giver energi, men bliver ikke pynt. Lyset skaber betydning, men larmer ikke. Kostumerne understøtter universet, men stjæler ikke fokus. Det er sjældent at se en forestilling, hvor så mange virkemidler er i spil, uden at helheden mister sin klarhed. DSCH er stor i sit udtryk, men præcis i sin kerne.
En triumf for hele holdet bag
Stor ros skal gå til hele det kunstneriske hold. Idé og koncept af Katrine Øigaard Sonstad og Mikkel Harder Munck Hansen har tydeligvis et stærkt kunstnerisk fundament. Mikkel Harder Munck Hansens instruktion formår at samle musikken, kroppen og billederne i en form, der både er fri og kontrolleret. Øystein Sonstads musikalske arrangementer fungerer fremragende i mødet mellem akkordeon og strygere, og lydsiden af Bodvar Tornes og Asle Karstad understøtter forestillingens særlige rumlige intensitet. Men først og fremmest er DSCH en kollektiv præstation. Det er en forestilling, hvor man mærker, at alle på scenen arbejder for samme kunstneriske nødvendighed. Ikke for at vise sig frem, men for at skabe noget, der er større end den enkelte.
Uforglemmelig aften på Gamle Scene
Teaterkoncerten DSCH er en fremragende, elegant, mørk og visuelt overrumplende forestilling. Den tager Sjostakovitjs musik alvorligt uden at gøre den tung. Den gør klassisk musik fysisk uden at gøre den banal. Den skaber billeder uden at miste lyden. Og den viser, hvor stærk koncertformen kan blive, når den tør træde ud af sin egen tradition. På Det Kongelige Teaters Gamle Scene blev Sjostakovitj ikke bare fremført. Han blev vækket. Ikke som museumsfigur, men som uro, kode, ironi, ensomhed og livskraft. Det Norske Kammerorkester leverede en virtuos og modig præstation. Pekka Kuusisto var en kunstnerisk kraft i centrum. Bjarke Mogensen gav forestillingen et dybt menneskeligt og særegent nærvær. Og det visuelle univers løftede musikken ind i en form, der både var smuk, mærkelig og rystende. DSCH er ikke bare en koncert. Det er ikke bare teater. Det er en oplevelse, der placerer sig et sted mellem mareridt og mesterværk, mellem latter og alvor, mellem elegance og sammenbrud. Og derfor bliver den siddende. Ikke kun i øret. Ikke kun i øjet. Men i kroppen. En stor, stærk og sjældent vellykket teaterkoncert og en aften, hvor publikum med god grund var ellevilde. Af: Eva Yde