Syngepigerne på

Bakkens Hvile

d. 6 maj 2026 Kl. 09.38

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Når roserne synger, og historien løfter skørterne

Her sætter man sig ikke bare. Man indskriver sig. I en næsten 150 år gammel dansk tradition, hvor latteren har rouge på kinderne, satiren sidder skævt på hatten, og publikumsforlegenhed hurtigt bliver omdannet til fællessang, klapsalver og den slags smil, man ikke helt tør forklare sin svigermor bagefter. Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken i Klampenborg er ikke bare en pavillon. Det er en national nervebane med lamper, roser, klaver, frække replikker og kvinder, der kan mere end at synge pænt. De kan styre et rum. De kan løfte et øjenbryn og få en hel sal til at rødme. De kan få en vise fra før ens oldemor fik permanent til at føles som noget, der lige er blevet skrevet i frokostpausen. Og vigtigst: de kan minde os om, at dansk humor er allerbedst, når den er folkelig, musikalsk, intelligent og en anelse upassende. I spidsen står 50-års jubilar Dot Wessman, flankeret af Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen. Ved klaveret sidder kapelmester Kenneth Sichlau, der ikke bare akkompagnerer, men fungerer som forestillingens musikalske rygsøjle, indpisker, diskrete medspiller og lejlighedsvise offerlam. Instruktionen er lagt i hænderne på Michel Castenholt, mens Steffen Hulehøj Frederiksen står for koreografien. Og lad det være sagt med det samme: Bakkens Hvile er ikke en nostalgisk støvet kagedåse. Det er snarere en kagedåse, der selv åbner låget, synger en vise om dine hemmelige tilbøjeligheder og bagefter sælger dig en rose.

En åbning med tryk på charmen

Forestillingen åbner med “Skru op”, sunget af alle fire bakkesangerinder, og titlen fungerer næsten som en programerklæring. Skru op for stemmen. Skru op for historien. Skru op for det, man ikke længere altid tør sige højt i et offentligt rum. Ikke i ondskab, ikke i grovhed, men i den særlige danske balancekunst, hvor man godt må være fræk, så længe man også er varm.

Derfra folder første sæt sig ud som en veloplagt rejse gennem lyst, lune, alder, kærlighed, køn, hverdag, satire og selvironi. Tina Grunwald tager fat i “Alle mine mange mænd” med det overskud, som kræver både teknisk kunnen og et glimt i øjet, der kan ses helt ned til sidste bord. Hun har den type scenisk energi, der får publikum til at læne sig frem, fordi man aldrig helt ved, om næste linje bliver sunget, sagt eller sendt direkte ned i skødet på en tilfældig herre med røde ører. Ann Farholt følger med “En lille én”, og her mærker man hendes særlige styrke: den mørkere klang, den elegante timing og den jazzede fornemmelse for rytme. Hun synger ikke bare tonen; hun smager på den. Der er noget raffineret i hendes måde at holde igen på, så pointen får lov til at lande med præcision. Hvor andre ville overdrive, nøjes Ann Farholt med at antyde. Og i Bakkens Hvile er antydning ofte langt mere farlig end det åbenlyse. Sus Mathiasen får med “Der sker sgu altid noget” vist sin sikre fornemmelse for komisk karakter. Hun har en skuespillers blik for situationen og en revykunstners sans for pausen før punchlinen. Det er ikke bare sang; det er minidramatik. Hun kan på få sekunder ligne en kvinde, der har oplevet mere end de fleste familieromaner, og som stadig har overskud til at kommentere det hele med et skuldertræk. Og så er der Dot Wessman. 50 år. Det er ikke bare et jubilæum. Det er en institution inde i institutionen. Når hun synger “Lidt forandring”, er det med den særlige autoritet, som kun kommer af at have båret en tradition længe nok til både at kende dens regler og vide, hvornår man kan drille dem. Dot Wessman er ikke på scenen for at bevise noget. Hun er der, fordi scenen og hun nærmest er blevet beslægtede.

Den levende tradition

Det særlige ved Bakkens Hvile er, at man hele tiden mærker dobbeltblikket: Vi er til forestilling nu, men vi sidder også midt i kulturhistorien. Syngepigen, eller bakkesangerinden, er ikke bare en sangerinde. Hun er en blandingsfigur: sanger, værtinde, revyfigur, komiker, satiriker, improvisator og publikumsdomptør. Hun skal kunne synge, men hun skal også kunne aflæse en sal. Hun skal kunne mærke, hvornår en replik kan trækkes et halvt skridt længere, og hvornår den skal standses, inden den falder ned i det plumpe. Hun skal være sensuel uden at blive billig, skarp uden at blive ond, nostalgisk uden at blive museumsgenstand. Den balance lykkes bemærkelsesværdigt godt. Når alle fire samles i “Bakkevalsen”, bliver forestillingen tydeligt forankret i stedet. Dyrehavsbakken er ikke bare en kulisse; den er en medspiller. Man kan næsten høre lyden af gamle forlystelser, klirrende glas, sommerkjoler, støvede grusstier og generationer af danskere, der er kommet for at more sig og måske blive en lille smule forargede på en måde, de i hemmelighed har glædet sig til. Nummeret “Yngre Pianist” er en kærlig sang til kapelmester Kenneth Sichlau, og her fungerer samspillet mellem sangerinder og pianist særligt fint. Sichlau er ikke gemt væk som en anonym akkompagnatør. Han er en del af forestillingens levende maskineri. Han lytter, reagerer, støtter, skubber og får lov til at være centrum for den slags musikalsk drilleri, som kræver gensidig tillid. Det er netop sådan, Bakkens Hvile fungerer bedst: som et lille scenisk økosystem, hvor alle ved, at en replik kan slå gnister, men også at nogen altid griber den. Dot Wessmans “Bakkesangerinden” bliver et af første sæts mest betydningsfulde øjeblikke, fordi den samler figuren, traditionen og personen. Man fornemmer et kærligt portræt af rollen som bakkesangerinde: kvinden, der står på scenen med smil og sang, men også med en historisk arv på skuldrene. Hun skal både underholde og videreføre. Hun skal være nutidig og gammeldags på samme tid. Hun skal have glimmer i håret og jord under neglene. Det er der noget smukt ved.

Når natten, vejen og kærligheden får toner

Ann Farholts “Sommernatten” bringer en mere stemningsfuld tone ind i forestillingen. Her sænkes tempoet, og man får lov at mærke, at Bakkens Hvile ikke kun lever af frække rim og rappe stikpiller. Der er også poesi i traditionen. Der er skumring, længsel og en form for dansk melankoli, der ikke larmer, men lægger sig som dug på bordpladen. Tina Grunwalds “Lyngbyvej” trækker derimod forestillingen tilbage mod det jordnære og genkendelige. Titlen alene har noget vidunderligt uskønt over sig. Lyngbyvej er ikke Venedig. Den er ikke Paris. Den er asfalt, trafiklys, cykelstier og måske en lidt for dyr tankstation. Men netop derfor kan den blive sjov og levende i bakkesangens univers. Det er en af genrens store evner: at gøre det hverdagslige teatralsk og det teatralske hverdagsligt. Med “Ikk som før…” får Sus Mathiasen igen mulighed for at vise sin sikre komiske sans. Nummeret rammer noget centralt i hele aftenen: Vi ved godt, at intet er som før. Publikum ved det, scenen ved det, verden ved det. Men Bakkens Hvile insisterer på, at noget godt stadig kan bæres videre, hvis man gør det med omtanke, musik og humor. Nostalgi er farlig, når den bliver selvfed. Her bliver den i stedet brugt som materiale, noget man kan synge om, grine af og dreje en halv omgang. Første sæt afrundes med “Den kærlighed”, hvor alle fire samles. Og igen mærker man styrken i ensemblet. Dot, Tina, Ann og Sus er meget forskellige scenepersonligheder, og det er netop pointen. Bakkens Hvile skal ikke have fire ens stemmer. Det skal have fire temperamenter. Fire måder at være kvinde på. Fire måder at være sjov, sensuel, satirisk og musikalsk til stede på.

Efter første sæt er der 20 minutters pause. Det er passende. Ikke kun fordi publikum skal have fyldt glassene, men fordi man lige skal nå at trække vejret efter at have været igennem både grin, viser, historie og en vis mængde kontrolleret rødmen.

Roserne vender tilbage

Andet sæt åbner med “Bakkens Hviles roser”, sunget af alle fire. Det er en klog begyndelse, fordi rosen på Bakkens Hvile ikke bare er pynt. Den er symbol. Den er flirt, tradition, souvenir, gestus og scenisk rekvisit på én gang. Rosen er uskyldig og ikke uskyldig. Den er romantisk og lidt teatralsk. Den er gammeldags på den helt rigtige måde. Og så kommer selvfølgelig “Køb blomster, køb blomster”. Det er et hovednummer, ikke kun i forestillingen, men i selve Bakkens Hviles DNA. Når sangerinderne kommer ned fra scenen og deler roser ud, sker der noget afgørende: Afstanden mellem scene og sal ophæves. Publikum bliver ikke bare tilskuere. De bliver deltagere i ritualet. Det er her, man forstår, hvorfor traditionen har overlevet. Mange scener taler om publikumsinddragelse. Bakkens Hvile har gjort det, før ordet blev moderne. Her er kontakt ikke et smart koncept, men en grundform. En hånd, en rose, et blik, en kommentar, en latter. Pludselig er forestillingen ikke noget, der sker deroppe. Den sker mellem os. Det er smukt, sjovt og en lille smule farligt. Præcis som det skal være.

Forvirring, bartendere og fællessang

Sus Mathiasens “Forvirret” rammer med stor sikkerhed en moderne følelse i en gammel form. Forvirring er måske et af de mest nutidige emner, man kan forestille sig. Vi er alle sammen forvirrede: over nyhederne, kønspolitikken, telefonerne, priserne, kroppen, alderen, kærligheden og de nye betalingsautomater, der spørger, om man vil give drikkepenge for en kop kaffe, man selv har båret hen til bordet. I Sus Mathiasens hænder bliver forvirringen komisk uden at miste sin genkendelighed. Dot Wessmans “Bartendereffekten” er aftenens kærlige hilsen til den dygtige bartender Morten, og det er et vidunderligt eksempel på, hvordan Bakkens Hvile kan gøre hele rummet til en del af forestillingen. Selv bartenderen bliver mytologiseret. I andre teatre ville han være servicepersonale. Her bliver han næsten en folkevisefigur med isterninger. Det er den slags greb, der gør aftenen levende. Man føler, at forestillingen ikke bare er lagt fast på forhånd, men ånder i takt med stedet. Det er selvfølgelig professionelt styret, men det føles spontant, og det er en kunst i sig selv. Den bedste form for timing ligner altid tilfældighed. Med “Blì ved, blì ved” samles ensemblet igen, og titlen kunne næsten være publikums bøn til scenen. Bliv ved. Bliv ved med at synge. Bliv ved med at drille. Bliv ved med at holde fast i det, der ikke kan streames, downloades eller reduceres til en algoritme. Der er noget befriende analogt over Bakkens Hvile. Man kan ikke pause Dot Wessman. Man kan ikke swipe væk fra Tina Grunwald. Man kan ikke sætte Ann Farholts timing på dobbelt hastighed. Og Sus Mathiasens blik virker ikke som push-besked. Det virker direkte.

Kroppen, komikken og det kontrollerede frække

Tina Grunwalds “Sexbomben” er et af de numre, hvor forestillingens frække tradition får lov at stå tydeligt frem. Men det afgørende er, at det ikke bliver fladt. Det er ikke bare “ha ha, sex”. Det er scenekunst med bevidsthed om krop, alder, selviscenesættelse og publikums forventninger. Tina Grunwald spiller på figuren, men hun bliver ikke fanget i den. Hun ejer den. Ann Farholts “Hænger i en strop” fortsætter i den kropslige, komiske boldgade, men igen med hendes særlige elegance. Hun har en evne til at få selv det fysisk fjollede til at fremstå musikalsk præcist. Der er humor i kroppen, men der er også håndværk. Det er vigtigt at sige, for genren kan let undervurderes. Man kan tro, at det bare handler om at være fræk og folkelig. Men det kræver ekstrem kontrol at få noget til at virke løssluppent. Det samme gælder koreografien af Steffen Hulehøj Frederiksen. Den fylder ikke på en måde, der kvæler traditionen, men den giver numrene form, rytme og visuel variation. Bevægelserne understøtter sangene uden at gøre Bakkens Hvile til musicalteater i blankpoleret forstand. Det skal det heller ikke være. Det må gerne knirke lidt charmerende i gulvbrædderne. Det må gerne ligne noget, der har levet. Instruktør Michel Castenholt har tydeligvis forstået, at man ikke skal modernisere Bakkens Hvile ihjel. Kunsten er ikke at gøre traditionen “ung med de unge”. Kunsten er at lade den stå i sin egenart og samtidig sørge for, at tempo, timing og aktualitet ikke går i stå. Det lykkes i store træk meget flot.

Lunden, blæsten og afskeden

Da alle fire synger “Gå med i Lunden”, træder den klassiske bakketradition igen frem med fuld styrke. Det er næsten umuligt ikke at høre ekkoet af gamle sommeraftener. Sangen har den særlige kvalitet, at den både føles som invitation og erindring. Man bliver inviteret ind i lunden, men også tilbage i tiden, til et Danmark, der måske aldrig helt har eksisteret, men som alligevel lever i sangene. “Det blæser vi på”, sunget af Ann, Sus og Tina, har en dejlig fandenivoldsk energi. Det er en titel, der passer perfekt til Bakkens Hvile. For hele stedet synes at sige: Ja, verden forandrer sig. Ja, normerne flytter sig. Ja, man skal tænke sig om. Men man må også gerne grine. Man må også gerne synge. Man må også gerne være menneske på en måde, der ikke er klinisk renset for dobbelttydighed. Den bliver aldrig bare en forsvarstale for “gamle dage”. Den viser i stedet, at en gammel genre stadig kan noget, hvis den udføres med musikalitet, respekt og nutidig bevidsthed. Syngepigerne er ikke en undskyldning for at være grov. De er en mulighed for at være fræk med finesse. Dot Wessmans “Vi siger ikke farvel” bliver uundgåeligt rørende. Ikke sentimentalt på den klæbrige måde, men rørende, fordi man mærker tiden i rummet. Når en kunstner står som 50-års jubilar i en pavillon, der selv er en overlever fra en næsten forsvundet tradition, får ordene vægt. Man siger ikke farvel, nej. Men man ved godt, at alt levende kun lever, hvis nogen bliver ved med at bære det. Finalen med alle fire samler aftenen i den helt rigtige ånd: fællesskab, sang, smil og den særlige lettelse, der opstår, når publikum går ud med følelsen af både at have været underholdt og mindet om noget større.

Mere end frække damer i farverige kjoler

Det ville være alt for let at reducere Bakkens Hvile til frække damer, gamle viser og rødvinsmunter nostalgi. Det ville også være forkert. For under grinene ligger en vigtig kulturhistorie. Syngepigerne repræsenterer en tradition, hvor kvinder indtog det offentlige rum, stod på scenen, tjente penge, brugte stemmen, kroppen, humoren og publikums blikke som arbejdsredskaber. De var både beundrede og mistænkeliggjorte. Elskede og regulerede. Folkelige og farlige. Det mærker man stadig som en understrøm. Når Dot Wessman, Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen står på scenen i dag, står de ikke bare som entertainere. De står som arvtagere til en kvindelig scenetradition, der har overlevet forargelse, mode, censur, varietéens fremmarch, skiftende moral og moderne underholdningsformer. Det er i sig selv imponerende. Og det bedste er, at forestillingen ikke insisterer på at forklare dette hele tiden. Den viser det. Den lader traditionen gøre arbejdet gennem sangene, replikkerne, pauserne, blikkene og roserne.

Ensemblet

Dot Wessman er aftenens naturlige centrum. Ikke fordi hun maser sig frem, men fordi hendes tilstedeværelse bærer historien. Hun har autoritet, varme og den særlige sceniske ro, der opstår, når man kender gulvbrædderne bedre end de fleste kender deres egen entré. Tina Grunwald er den sprudlende kraft, der får numrene til at boble. Hun har publikumstække, komisk energi og en sikker fornemmelse for det frække uden at miste musikaliteten. Ann Farholt tilfører dybde, klang og elegant timing. Hendes numre har ofte en mere raffineret musikalitet, og hun er stærk i det underspillede. Sus Mathiasen er skuespilleren i flokken, med karakter, blik og præcis komik. Hun kan gøre en sang til en scene og en replik til en lille fortælling. Sammen udgør de et ensemble, hvor forskellighederne er styrken. Det er ikke fire solister, der tilfældigt deler en scene. Det er fire scenetyper, der supplerer hinanden og skaber en helhed. Kenneth Sichlau fortjener også særlig ros. Hans kapelmesterrolle er afgørende. Han holder sammen på rytme, stemning og timing, men uden at gøre opmærksom på sig selv på den forkerte måde. Han er både motor og medspiller.

Syngepigerne i Bakkens Hvile er en forestilling, der på papiret burde være umulig. Den skal være gammel og ny. Fræk og ordentlig. Folkelig og professionel. Nostalgisk og levende. Musikalsk og komisk. Planlagt og spontan. Den skal holde fast i en tradition fra 1800-tallet og samtidig tale til et publikum i 2026, der er vant til tempo, ironi, skærme og konstant selvbevidsthed. Det lykkes. Ikke fordi alt er poleret. Tværtimod. Det lykkes, fordi Bakkens Hvile stadig har sjæl. Fordi der er mennesker på scenen, ikke koncepter. Fordi traditionen ikke er pakket ind i glas, men står med mikrofon, kjole, rose og replikken klar. Fordi publikum får lov at mærke, at noget dansk, skævt, kvindeligt, musikalsk og kærligt uartigt stadig lever.

Man går derfra med en rose i hånden, en vise i hovedet og en fornemmelse af, at kulturarv ikke nødvendigvis behøver at være noget, man læser om på museum. Nogle gange står den på en scene på Bakken og synger om mænd, bartendere, blomster, kærlighed, lunden, sexbomber og sommernat. Og når Dot Wessman synger, at vi ikke siger farvel, tror man hende. For Bakkens Hvile siger ikke farvel. Den blinker, synger videre og spørger, om vi ikke lige skal tage én til. Så skynd dig og anskaf dig en billet  Af: Yde

Stay tuned på "Yde News"  vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!