Sylfiden
d. 21 juni 2026 Kl. 11.24
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En luftånd lander i Tivoli og efterlader hjertet i frit fald
Man kan høre Tivoli, før man ser balletten. Lyden af sommer, ligger som en levende summen omkring Pantomimeteatret. Men så sker det særlige, som kun Tivoli for alvor kan: Midt i al virkeligheden åbner scenen sig, og pludselig står man et helt andet sted. Ikke i København. Ikke mellem isboder, lysranker og rutsjebaner. Men i et romantisk skotsk univers, hvor kærlighed bliver til forbandelse, hvor en brudgom mister fodfæstet, og hvor en luftånd får et menneskehjerte til at glemme alt, hvad det burde huske. Tivoli Balletteaters Sylfiden er en lille forestilling med store følelser. Den varer omkring 40 minutter, men rummer nok begær, magi, jalousi, hævn og hjertesorg til en hel opera. Og det mest imponerende er, at det hele fortælles med en lethed, der næsten virker ubesværet, som om tragedien selv svæver hen over scenen i silkeskørter og tåspidssko. Det er smukt. Det er klassisk. Det er forførende. Og det er langt mere dramatisk, end man lige forventer af en sommeraften i Tivoli.
En klassiker, der stadig kan lokke
Sylfiden er ikke bare en gammel ballet, man pænt bør respektere, fordi den har stået længe nok på kulturhistoriens hylde. Den er et hovedværk i dansk ballettradition, men i Tivolis version bliver den heldigvis ikke behandlet som en museumsgenstand. Her er der puls i romantikken. August Bournonvilles koreografi fra 1836 og Herman Severin Løvenskiolds musik får nyt liv i Peter Bo Bendixens bearbejdelse og iscenesættelse fra 2014, assisteret af Gudrun Bojesen og Tori Cooper. Forestillingen har repremiere på Pantomimeteatret d. 20. juni 2026 og spiller på udvalgte dage frem til d. 22. august. Det lyder måske som klassisk kultur med stor paryk og støvede traditioner. Men nej. Sylfiden i Tivoli er levende scenekunst. Den er klar i sin fortælling, smuk i sit udtryk og overraskende tilgængelig, også for dem, der ikke kan kende forskel på en arabesque og en almindelig dårlig beslutning i kærlighedens navn. Og dårlige beslutninger er der nok af her.
James burde gifte sig, men drømmen kalder
På en skotsk gård skal James giftes med Effy. Fremtiden ligger lige foran ham: bryllup, fællesskab, tryghed, måske et almindeligt, godt og jordnært liv. Det burde være nok. Men det er det naturligvis ikke. For ind i bryllupsforberedelserne svæver Sylfiden, smuk, mystisk, overnaturlig og fuldstændig umulig at få greb om. Hun er ikke bare en kvinde. Hun er en drøm. En fristelse. Et glimt af noget andet. Noget friere. Noget farligere. James lader sig lokke. Ikke bare væk fra Effy, men væk fra virkeligheden. Og i dét valg ligger hele tragedien. For Sylfiden handler i bund og grund ikke om en mand, der forelsker sig i en luftånd. Den handler om menneskets evige og næsten komiske evne til at ødelægge det, der faktisk er muligt, fordi vi hellere vil jagte det, der aldrig kan blive vores. Det er både romantisk og idiotisk. Og derfor dybt menneskeligt.
Tivoli som perfekt eventyrramme
Pantomimeteatret er en helt særlig scene. Det er ikke den største scene, men det er måske netop derfor, den virker så godt. Den har intimitet, tradition og eventyr i træværket. Her behøver Sylfiden ikke store armbevægelser for at virke stor. Det historiske teater giver forestillingen en næsten gammeldags magi. Ikke gammeldags som i forældet, men gammeldags som i håndlavet, nærværende og ægte. Man mærker danserne. Man ser de små blikke. Man fanger de små forskydninger i relationerne. Og når Tivoli summer omkring scenen, bliver kontrasten kun stærkere. Udenfor fortsætter verden. Indenfor, eller rettere: lige dér på scenen, falder en mand fra hinanden, fordi han ikke kan skelne mellem kærlighed og begær. Det er en smuk ramme om en smuk katastrofe.
Maia Gastal svæver med både ynde og mystik
I rollen som Sylfiden er Maia Gastal en fortryllende skikkelse. Hun har den nødvendige lethed i rollen, men også en dragende afstand, som gør figuren interessant. Sylfiden skal ikke bare være yndig. Hun skal være uopnåelig. Det lykkes. Gastal danser med en luftig præcision, hvor bevægelserne virker bløde, men aldrig tilfældige. Hun fremstår som et væsen, der hele tiden er på vej videre, en skikkelse, James kan se, men aldrig eje. Netop derfor bliver hun farlig. Ikke fordi hun er ond, men fordi hun repræsenterer alt det, James ikke kan kontrollere. Hun er forestillingens smukkeste løfte og dens største illusion.
James, manden, der rækker ud efter for meget
James er en af de figurer, man både kan forstå og have lyst til at ruske i. Han står på tærsklen til et trygt liv med Effy, men lader sig rive med af noget, der ikke hører hans verden til. Det er fristelsen i sin reneste form. Anatole Blaineau og Francesco Capasso er nævnt i James partiet, og rollen kræver både teknisk overskud og dramatisk klarhed. James må ikke bare være en romantisk helt. Han skal også være splittet, rastløs og sårbar. Han skal bære følelsen af et menneske, der er ved at træffe den forkerte beslutning og som alligevel ikke kan lade være. Det er netop denne dobbelthed, der gør ham spændende. Han er ikke skurk. Han er ikke offer. Han er et menneske, der vil have mere, end livet kan give ham uden betaling. Og regningen bliver dyr.
Effy, virkeligheden, der bliver svigtet
Effy er let at undervurdere, fordi Sylfiden naturligt stjæler blikket. Men i denne fortælling er Effy afgørende. Hun er ikke bare den forladte brud. Hun er symbolet på det liv, James vælger fra. Lilou Coulaud giver Effy en fin og jordnær funktion i fortællingen. Hun står for varme, fællesskab og det menneskelige. Hun er virkeligheden og virkeligheden er ikke nødvendigvis kedelig. Den er bare mindre glitrende end en luftånd, der dukker op lige før brylluppet. Det er forestillingens store pointe: James fravælger ikke noget dårligt. Han fravælger noget godt, fordi noget uopnåeligt virker mere spændende. Det gør tragedien langt mere smertefuld.
Madge, hævnen har aldrig set mere tilfreds ud
Så er der Madge. Spåkonen. Heksen. Outsideren. Den mørke energi, der får idyllen til at slå revner. Laurie Guldmanns Madge fungerer som forestillingens skæbnemotor. Hun er den, der fornemmer sprækkerne, før de andre gør det. Hun skaber ikke James’ svaghed, hun udnytter den. Og det er næsten mere uhyggeligt. Madge er ikke bare en klassisk ond figur, der kommer ind fra siden og ødelægger festen. Hun er den, der viser, at festen allerede var truet. James’ begær, hans tvivl og hans manglende evne til at stå fast findes allerede i ham. Madge giver blot tragedien et skub. Da hun giver ham det forgiftede slør, bliver eventyret til mareridt. Det er hævn med teatralsk præcision.
Et ensemble, der løfter helheden
Stor ros skal lyde til hele Tivoli Balletteater. Forestillingen er smukt båret af et ensemble, der forstår, at Sylfiden ikke kun lever i solisternes store øjeblikke, men også i de små sceniske detaljer. Bryllupsgæsterne, svendene og sylfiderne skaber liv omkring hovedfortællingen. Maxime Le Gal, Carl Anton Rise Jacobsen, Elio Villa, Tori Cooper, Anna Zavalloni, Claire Gillard Lestan, Ellinor Lund Vinther, Anthea van der Ham, Tommy Edvardsen, Angelina Matvienko, Allan Clausen, Claudia F. Montes Quintas, Antonio Manuel Calvanese, Lauréline Epaulard og Christie Anderson er blandt de medvirkende, der bidrager til forestillingens fine samlede udtryk. Det er samspillet, der gør oplevelsen elegant. Ingen virker placeret tilfældigt. Scenen er levende, men aldrig rodet. Der er bevægelse, men også disciplin. Det er klassisk ballet med klar form og fin energi.
Bournonville uden gammelt støv på skuldrene
Bournonville traditionen kan let komme til at lyde som noget, man skal bukke ærbødigt for, før man overhovedet tør have en mening. Men i Tivolis Sylfiden bliver traditionen brugt, ikke udstillet. Det er en vigtig forskel. Peter Bo Bendixen har tydeligvis stor respekt for værket, men iscenesættelsen er ikke stivnet i respekt. Den er skåret til Pantomimeteatrets særlige format og publikum. Den er kortere, mere koncentreret og mere umiddelbar, men uden at miste forbindelsen til Bournonvilles lette, elegante og fortællende stil. Det er en version, der tør være tilgængelig. Og det klæder den. For når klassisk ballet fungerer bedst, føles den ikke som en prøve i kulturhistorie. Den føles som en fortælling, kroppen forstår, før hovedet når at forklare den.
Musikken bærer tragedien frem
Herman Severin Løvenskiolds musik spiller en afgørende rolle i forestillingens stemning. Den har både eventyrets lethed og tragediens mørke understrøm. Musikken hjælper publikum med at mærke, at noget er galt, længe før katastrofen folder sig helt ud. Der er noget forførende i den romantiske klang. Den lokker ligesom Sylfiden selv. Den gør det let at forstå, hvorfor James mister orienteringen. Musikken åbner en verden, hvor følelserne ikke bare ledsager handlingen, de driver den fremad. Og da tragedien rammer, føles det ikke pludseligt. Det føles uundgåeligt.
En forestilling for både balletelskere og nysgerrige Tivoli gæster
En af de største kvaliteter ved denne opsætning er, at den ikke kræver, at publikum på forhånd har læst fem bøger om romantisk ballet. Man kan sagtens komme ind fra Tivolis livlige sommeraften, sætte sig ned og lade sig gribe. Historien er tydelig. Følelserne er genkendelige. Billederne er stærke. Og formatet gør forestillingen overskuelig uden at gøre den overfladisk. For balletelskere er der tradition, Bournonville og klassisk stil. For nye publikummer er der drama, skønhed og en fortælling, man kan forstå med det samme. Det er ikke nogen lille ting. Det er faktisk noget af det vigtigste, Tivoli Balletteater kan: at gøre klassisk ballet nærværende for et bredt publikum.
Når drømmen bliver dødelig
I anden del af fortællingen forlader James den menneskelige verden og følger Sylfiden ind i skoven. Her bliver skønheden mere farlig. Magien får en bagside. Og James’ ønske om at fastholde Sylfiden bliver hans undergang. Det forgiftede slør er et stærkt billede. Han tror, han får et middel til at binde drømmen til sig. I stedet ødelægger han den. Sylfiden mister livet, og James mister alt. Det er tragisk, men også præcist. For Sylfiden siger noget brutalt sandt om kærlighed og begær: Det, man elsker, kan dø af at blive holdt for hårdt fast. Det er en smuk tanke. Og en frygtelig tanke.
En elegant, poetisk og rørende opsætning
Tivolis Sylfiden er smukt opsat fra start til slut. Den har en klarhed i fortællingen, en ynde i dansen og en poetisk kvalitet, der passer perfekt til Pantomimeteatrets eventyrlige ramme. Det er ikke en forestilling, der råber. Den hvisker, lokker og fortryller. Og derfor bliver den stærk. Den forstår, at romantik ikke behøver være sødladen, og at tragedie ikke behøver være tung for at ramme. Der er stor ros til alle medvirkende. Danserne leverer en koncentreret og elegant præstation, hvor både det tekniske og det teatralske får plads. Iscenesættelsen er sikker, musikken bærer stemningen, og helheden fremstår helstøbt. Forestillingen er kort, men den efterlader et langt ekko. Den er let i formen, men mørk i sin kerne. Den er smuk at se på, men ikke ufarlig. Bag de elegante trin gemmer der sig en fortælling om svigt, begær og menneskets farlige trang til at jagte det, der ikke kan ejes. Man går derfra med billederne siddende i kroppen: Sylfiden, der svæver. James, der falder. Effy, der fortsætter livet. Madge, der får sin hævn. Og Tivoli, der endnu en gang viser, at stor scenekunst ikke nødvendigvis behøver være stor i format. Nogle gange kan 40 minutter på en historisk sommerscene være nok til at minde os om, at drømme kan være vidunderlige, men også nådesløse. Sylfiden i Tivoli er en lille perle med vinger. Og den flyver smukt. Af: Jeanna Kappel