Foto: Henrik Steenberg
d, 27 november 2025 Kl. 23.24
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Når is bliver til mennesker og mennesker til mod
Der findes forestillinger, der først og fremmest vil imponere, og så findes der forestillinger, der vil invitere. (På 220-året for H.C. Andersens fødsel og 150-året for hans bortgang) I Tivolis store juleballet, gør Snedronningen begge dele, men dens egentlige styrke ligger i, at den insisterer på at være eventyr før den er event. Den tager H.C. Andersens fortælling alvorligt som følelsesmaskine: et venskab, der knækker midt over; et blik, der forvrænges; et hjerte, der fryser; og en rejse, der ikke bliver heroisk af at være larmende, men af at være vedholdende. At balletten vender tilbage i Tivolis Koncertsal fra d. 27. november til 21. december 2025 er i sig selv en institutionel julemarkør, men genopsætningen føles ikke som rutine. Den føles som en genbekræftelse af et samarbejde, der stadig er sjældent i dansk scenekunst: musik af Oh Land, koreografi af Yuri Possokhov og scenografi/kostumer af H.M. Dronning Margrethe, med libretto af Camilla Hübbe, videodesign af Morten Just og lysdesign af Al Crawford.
Et eventyr uden sukkerkant
Historien er velkendt, men her fortalt med en klar dramaturgisk linje: Djævelens spejl splintres, Kay rammes i øjet og i hjertet og det, der før var varmt og hjemligt, bliver pludselig mistænkeligt og smertende skarpt. Gerda bliver ikke blot “pigen der leder”; hun bliver værkets moralske motor: en insisteren på, at kærlighed og loyalitet ikke er følelser, man har, men handlinger, man vælger igen og igen. Rejsen gennem fortryllede haver, hof, røververden og frem mod det iskolde slot er klassisk eventyrlogik men uden at være naiv.
Når kroppen fortæller før ordene
Possokhovs koreografi er på én gang læsbar og levende. Der er en tydelig vilje til narrativ klarhed, så også yngre publikummer kan følge med, men uden at det bliver pædagogisk. Det er en ballet, hvor bevægelse ofte fungerer som replik: et tøvende håndled, et blik der viger, en pludselig stivhed i ryggen, når splinten “sætter sig”. Mimiken sad lige i skabet denne aften, og det er værd at fremhæve i en genre, hvor ansigtets mikrofortælling ofte bliver underprioriteret til fordel for linjer og teknik.
Forestillingen har samtidig den nødvendige ensemble-energi: man mærker, at det er et stort maskineri, der skal falde i hak og at det oftest gør det. Elegancen er ikke altid så yndefuld, som den kunne være i enkelte passager, men det er småting i et helhedsbillede, der primært lever af rytmisk disciplin og fortællelyst.
De bærende præstationer
I centrum står Gerda (Laurie Guldmann) som en sjældent konkret heltinde: hun danser ikke “sødt”, hun danser beslutsomt. Kay (Vincent Vernal) får lov at være mere end offer; splintens forandring ses fysisk, som om kroppen gradvist aflæres at være menneskelig. Og Snedronningen (Nadia Skriver Rosenby) har den rigtige balance af skønhed og distance: kulden bliver ikke karikeret ond, men konsekvent, næsten hypnotisk. Derudover er det værd at notere forestillingens mange karakterfulde tableauer: skøjteløberne (Anthea van der Ham, Anatole Blaineau, Claire Marie Gillard, Augustin Cimbault) skaber lethed og social puls; “byen” får ansigt via bl.a. Julie Ann Joyner, Claudia Fernández-Montes Quintas, Maïa Gastal, Immanuel Sejr Hornstrup og Francesco Capasso; og blomster og haveuniverset folder sig ud i snerler, hyacinter, insekter og roser. Et visuelt og koreografisk åndehul, der gør kuldens senere dominans endnu mere effektiv. Kragefigurerne leverer både komik og fremdrift uden at vippe over i børneteater, og røverriget med Røverpigen og Røverkonen i front giver forestillingen dens nødvendige kant. På rejsens sidste stræk fungerer rensdyret og finnekonen som fortællingens “åndedrag”: der, hvor eventyret bliver myte frem for plot.
Oh Land i symfonisk vinterdragt
Oh Lands musik er en af forestillingens store sejre, fordi den ikke forsøger at lyde “klassisk” i traditionel forstand, men heller ikke insisterer på popformatet. Den lægger sig som sin egen signatur oven på eventyret: melodisk genkendelse, rytmisk fremdrift og en dramatisk nerve, der kan bære både det intime og det monumentaliserede. Og så: live-musikken. Tivoli Copenhagen Phil i orkestergraven giver partituret den nødvendige krop, den nødvendige vægt, den nødvendige varme. Forestillingen er skabt til at kunne mærkes fysisk og det er netop, hvad et levende orkester kan: gøre sne til stof. Kapelmester Adi Zukanovic leder med sikker hånd, og samarbejdet mellem scene og grav fremstår præcist timet.
Scenografi, kostumer, lys og video: En pop-up-bog i fuld skala
H.M. Dronning Margrethes scenografi og kostumer er ikke blot “smukke” de er fortællende. De skifter register fra det hjemlige og biedermeier-nære til det overdådige og siden det arktisk-abstrakte, uden at forestillingen mister sin identitet. Det hele opleves som en eventyrbog, der rejser sig i rummet: billeder, der ikke bare viser, men kommenterer.
Lysdesignet og videodesignet arbejder ikke som pynt, men som dramaturgi: skiftet fra varme toner til blå, hårde flader føles som et psykologisk temperaturfald. Når scenografien i perioder virker “perfekt”, er det netop fordi samspillet mellem flader, lys og projectioner gør verden konsekvent som om virkeligheden gradvist bliver erstattet af Snedronningens logik.
Juleballet som begivenhed
Det hører med til fortællingen om Snedronningen, at den også er en social og kulturel markør i København i juletiden. H.M. Dronning Margrethe II overværer repremieren d. 27. november 2025 i Tivolis Koncertsal, og det kongelige nærvær (både i salen og i forestillingens visuelle DNA) giver aftenen en særlig, ceremoniel tyngde. H.M. Sonja af Norge, H.K.H. Prinsesse Benedikte og H.E. Nikolai - greve af Monpezat var også mødt så fint op, for at overvære.
Da tæppet gik ned, var publikums reaktion entydig: stående applaus, langvarig og varm, den type bifald hvor man kan høre, at det ikke kun er “dygtigt”, men også rørende. At holdet senere kom på scenen og at det blev et øjeblik, hvor kunst, håndværk og institution nærmest foldede sig ind i hinanden understregede forestillingens mærkelige, stærke dobbelthed: den er både eventyr og virkelighed, både familieforestilling og kulturel signatur.
Efter tæppefald: Smagen af en vellykket premiere
Efter forestillingen fortsatte aftenen ovenpå, hvor menuen fungerede som en lille epilog:
Quiche Lorraine med lidt grønt, klassisk, rund og tryg; en varm kontrast til scenens is.
Croustillant med and, sprødhed og dybde i samme mundfuld; som forestillingens balancering af lethed og alvor.
Courgette med poisson, mild, elegant og frisk; en diskret ret, der gør præcis det, den skal.
Gougères med comté og trøffel, små, koncentrerede luksus-stik; det salte, det nøddeagtige, det aromatiske.
Julesmåkager, ikke for at imponere, men for at lande aftenen i noget genkendeligt og fælles.
Det er måske en uvant pointe i en balletanmeldelse, men her giver det mening: Snedronningen er netop en forestilling, der forstår ritualer. Den forstår, at et eventyr ikke kun slutter på en pointe, men på en følelse af fællesskab.
Snedronningen i Tivolis Koncertsal er en sjældent helstøbt familieballet: visuelt overdådig, musikalsk stærk, fortællemæssigt klar og følelsesmæssigt oprigtig. Den har nogle få steder, hvor den yndefulde finish kunne være strammet, men den vinder i helhed, hjerteslag og håndværk. Med 35 balletdansere, balletbørn fra Tivolis Balletskole og musikere fra Tivoli Copenhagen Phil er den i sin skala også et argument for, hvad Tivoli kan, når ambition og tradition mødes. Af: Emilie Jakobsen
Fakta
Video: Jakob Melgaard
Foto: Henrik Steenberg
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes