Udgivet: d. 18 september 2025. 22.50.
★ ★ ★ ★ ★ ★
En rejse ind i musikkens guldalder
Der er øjeblikke i dansk musikhistorie, hvor alting ændrer kurs. 1978 er ét af de årstal, der står som et pejlemærke – et år, hvor en epoke sluttede, og en ny begyndte. Gasolin’ sagde farvel, Shu-bi-dua stod klar som arvtager, og i kulissen lurede nye navne, der senere skulle tegne 80’ernes musikscene. Se Venedig og dø tager os tilbage til netop dette skelsættende øjeblik og lader os genopleve både myterne, magtkampene og – vigtigst af alt – sangene, som blev lydspor til en hel generation.
Det kunne have været en nostalgisk kabaret, hvor publikum blot sad og nynnede med på velkendte melodier. Men forestillingen er langt mere ambitiøs. Den er en musikalsk tidsmaskine, der med respekt og nerve formår at forene de store fortællinger med de største hits.
Et soundtrack til en tid i opbrud
Når Jonas Rasmussen kaster sig ud i Gasolin’ med sin karakteristiske rå nerve, er det, som om Kim Larsen kortvarigt genopstår i Glassalen. Når Anne Kraglund folder en Sebastian-ballade ud, mærker man 70’ernes søgende følsomhed i hver en tone. Og når Shu-bi-dua rammer loftet i fællessangen, er det præcis dén folkefest, der gjorde bandet udødeligt – elsket af danskerne, om end foragtet af Gasolin-drengene.
Fortællingen om Lone Kellermann, der fik Se Venedig og dø foræret af Gasolin som et sidste manøvretræk, er genialt indrammet som et dramatisk højdepunkt. Den bliver symbolet på det øjeblik, hvor tronen var tom – og hvor kampen om at blive Danmarks nye rockkonge begyndte...
Et ensemble i topform
Det er en fornøjelse at opleve, hvordan ensemblet balancerer mellem respekt for originalerne og et frisk, nutidigt udtryk. Morten Bytofte tilfører en næsten poetisk klarhed til C.V. Jørgensens univers, mens Lucas Hoang og Anne Sofie Steen skaber de sprækker af humor og varme, som Shu-bi-dua kræver.
Man kunne frygte, at så mange ikoniske sange ville overdøve hinanden. Men iscenesættelsen formår at skabe en naturlig dramaturgi, hvor hvert nummer ikke bare bliver et hit, men et stykke levende historie. Publikum bliver ikke alene mindet om, hvor dygtige disse musikere var – vi forstår også, hvorfor de dengang kunne ændre danskernes selvforståelse gennem musikken.
Rabalder i strædet – og fællessang i Glassalen
Der loves rabalder i strædet, og det får vi. Men det er af den gode slags: høj energi, grin og den særlige følelse af fællesskab, som kun musik kan fremkalde. Hyldestkoncerten kulminerer i en fællessang, der løfter Glassalen til noget, der minder om et moderne forsamlingshus. Her smelter generationer sammen – de, der levede gennem 70’ernes musik, og de unge, der måske først nu opdager dens magi.
En hyldest – og en påmindelse
Se Venedig og dø er meget mere end en koncert. Det er en hyldest til en guldalder i dansk musik, men også en påmindelse om, at selv de største konger og bands ikke varer evigt. Det, der varer, er sangene – og følelsen af at være en del af noget større.
MusicalDanmark og Michael Bentholm har gjort det igen: samlet et stærkt hold, givet os en forestilling, der både berører og begejstrer, og mindet os om, hvorfor 70’erne stadig klinger i os. Når turnéen rammer Odense og Aarhus efter Glassalen i Tivoli i september 2025, vil publikum uden tvivl rejse sig – ikke kun i fællessang, men i taknemmelighed over en rejse tilbage til dér, hvor det hele skete... Af: Ulla J.
Pressefoto
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes