Ole Olsen
d. 23 april 2026 Kl. 13.15
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
En barsk fortælling om manden, der nægtede at blive på bunden
Der er noget dybt dansk over fortællingen om Ole Olsen. Ikke bare fordi han grundlagde det, der blev til Nordisk Film, men fordi hans liv rummer hele spændet mellem fattigdom, foragt, ukuelig vilje og voldsom succes. I Ole Olsen – Fra fattigrøv til filmkonge, gæstespillet fra Odsherred Teater på Teater V i Valby, bliver denne bemærkelsesværdige livshistorie foldet ud som en barsk og menneskelig fortælling om en mand, der nægtede at lade sig definere af sin baggrund. Det er ikke nogen pæn succeshistorie. Det er heller ikke et glansbillede biografi. Tværtimod. Forestillingen insisterer på at vise, hvor hårdt Ole Olsens liv tog form. Han blev holdt nede, ydmyget og set ned på. Han kom ikke fra privilegier, men fra bunden. Og netop derfor får hans opstigning en særlig vægt. Han bliver i denne forestilling ikke bare skildret som forretningsmand eller filmpioner, men som et menneske med en næsten brutal overlevelsestrang.
Historien er forestillingens store styrke
Forestillingen lykkes først og fremmest, fordi selve historien er så stærk. Ole Olsens liv er i sig selv dramatisk stof: lommeurssælger, harmonikaspiller, matros, tivolidirektør, biografdirektør og siden skaberen af et filmselskab, der skulle blive en global gigant, længe før Hollywood for alvor kom til verden. Det er en historie med både social opstigning, trods, forretningstalent og indre mørke. Mei Oulunds tekst rammer fint den energi, som må have drevet Ole Olsen frem. Han var en mand, der ikke stolede på andet end sin egen frækhed, vilje og opfindsomhed. Han havde en god næse for en god forretning, og forestillingen viser med overbevisning, hvordan han igen og igen så muligheder dér, hvor andre så begrænsninger. Det er måske noget af det mest interessante i hele opsætningen: at vi ikke bare ser en mand, der drømmer, men en mand, der forstår at omsætte drøm til handling.
“Bliv ved” bliver forestillingens bankende hjerte
Et af de stærkeste greb i forestillingen er den remse, Ole Olsen gentager for sig selv: “Bliv ved.” De ord bliver næsten et mantra, og de samler hele forestillingen i én sætning. For det er netop dét, han gør. Han bliver ved. Trods ydmygelser. Trods modstand. Trods fattigdom. Trods et samfund, der tydeligvis ikke havde tænkt sig at række ham noget gratis. Det er enkelt, men effektivt. Replikken får karakter af både selvopmuntring og kampformel, og den giver forestillingen en følelsesmæssig rygrad. Når livet slår ham i gulvet, rejser han sig ikke med ynde, men med stædighed. Det klæder forestillingen, at den ikke forsøger at gøre ham til en blød helt. Han er hårdfør, egenrådig og drevet af en næsten dyrisk vilje til at komme væk fra det liv, han kommer fra.
Isbjørnen og det hvide slot
Noget af det mest poetiske i forestillingen er billedet af, at Ole Olsen ser sig selv som en isbjørn og drømmer sig væk til et hvidt slot. Det er et usædvanligt og fint symbolsk lag, som løfter fortællingen ud over det rent biografiske. Isbjørnen bliver et billede på styrke, ensomhed og overlevelse i et koldt landskab, mens det hvide slot står som drømmen om noget større, finere og friere.
Det fungerer godt, fordi det viser, at forestillingen ikke kun vil fortælle, hvad der skete, men også forsøger at nærme sig, hvordan det må have føltes at være ham. Hvordan et menneske, der bliver trådt på, skaber sit eget indre rum at overleve i. De billeder giver forestillingen en egen tone og tilfører noget elegant og drømmende til en ellers barsk fortælling.
Et levende tilbageblik på et ældre Danmark
Forestillingen er også interessant som tidsbillede. Man får mange gode tilbageblik på, hvordan Danmark engang var: mere råt, mere ubarmhjertigt, mere klassedelt. Det er en kvalitet, at forestillingen ikke bare fortæller om én mand, men også om et samfund. Om vilkår. Om skam. Om det at blive målt og dømt ud fra, hvor man kommer fra. Det giver forestillingen tyngde. Den bliver ikke blot en historisk parade af begivenheder, men et portræt af en tid, hvor man måtte kæmpe langt hårdere for at ændre sit liv. På den måde er Ole Olsen – Fra fattigrøv til filmkonge også en fortælling om Danmark, om ambition og om den sociale vrede, der kan opstå i et menneske, som bliver undervurderet længe nok.
Et engageret hold med fortællingen i centrum
På scenen medvirker Henrik Ipsen, Michael Lundbye Slebsager, Stine Gyldenkerne og Mei Oulund, og ensemblet løfter forestillingen med engagement og tydelig fortællelyst. Der er en seriøsitet i spillet, som klæder materialet, og man mærker, at historien bliver taget alvorligt. Skuespillerne får formidlet både de hårde og de mere drømmende lag i fortællingen, og forestillingen har flere øjeblikke, hvor karakterernes sårbarhed og desperation træder tydeligt frem. Det er ikke et stykke, der hviler på store effekter, men på nærvær og historieformidling, og her gør holdet et solidt arbejde.
Musik og stemning løfter universet
Som musikalsk forestilling har den også fine kvaliteter. Musikken understøtter stemningerne og hjælper med at føre publikum gennem både de mere rå og de mere poetiske passager. Den fungerer som et bindeled mellem det historiske og det følelsesmæssige og giver forestillingen en rytme, der klæder dens mange skift i livsforløb og tone. Det er ikke en forestilling, hvor musikken overtager eller forfladiger materialet. Tværtimod bruges den til at forstærke det menneskelige og det dramatiske, og det er en styrke.
Langtrukne scener trækker lidt ned
Selvom forestillingen har meget at byde på, er den ikke uden svagheder. Visse scener bliver en smule langtrukne, og enkelte passager kunne med fordel have været strammere skåret. Der er steder, hvor man som publikum allerede har forstået pointen, men hvor scenen bliver ved lidt længere, end den behøver. Det svækker momentvis intensiteten i en forestilling, der ellers har et stærkt og levende stof. Det er ærgerligt, for netop Ole Olsens liv rummer så meget dramatik i sig selv, at fortællingen ikke behøver at blive trukket ud for at virke. Når forestillingen er bedst, har den fremdrift, kant og nerve. Når den mister spændstighed, mærker man det tydeligt.
Sparsom scenografi i en historie, der kalder på mere
Scenografien fremstår desuden noget sparsom, og det er forestillingens mest synlige svaghed. Enkelhed kan være effektivt, men her savner man flere steder, at rummet i højere grad løfter fortællingen. Når materialet rummer så store indre billeder som isbjørnen, det hvide slot, fattigdommens mørke og succesens svimlende højder, får man lyst til, at scenografien også tør være mere generøs, mere dristig og mere sanselig. Det betyder ikke, at forestillingen visuelt falder sammen, men den mangler det sidste løft, der kunne have gjort oplevelsen endnu stærkere. Historien er stor. Drømmene er store. Og derfor må man gerne ønske sig et scenisk univers, der i højere grad matcher det format.
En seværdig forestilling med vilje og karakter
Ole Olsen – Fra fattigrøv til filmkonge er en professionel, velspillet og tankevækkende forestilling, der først og fremmest bæres af sin stærke historie. Det er en barsk fortælling om ydmygelse, stædighed og klasserejse, men også om drøm, forretningstalent og viljen til at skabe sig selv på ny. Ikke alt sidder helt skarpt. Enkelte scener mister tempo, og scenografien kunne være mere fyldig. Men forestillingen har noget på hjerte, og den formår at give publikum både historiske indblik og følelsesmæssige billeder, der bliver hængende bagefter. Det er historien om en mand, der blev presset ned, men nægtede at blive der. En mand, der blev ydmyget, men blev ved.
Ole Olsen – Fra fattigrøv til filmkonge på Teater V i Valby er en barsk, interessant og velspillet forestilling med en stærk historisk fortælling og flere fine poetiske greb. Scenografien er lidt for sparsom, og enkelte scener bliver for lange, men forestillingen har både nerve, karakter og stof nok til at fastholde interessen. Af: Eva Yde