Foto: Camilla Winther
d. 5 februar 2026 Kl. 23.39
★ ★ ★ ★ ★ ★
Et overflødighedshorn af stor teaterkunst
Der findes forestillinger, der lægger sig over salen som et tæppe: pænt foldet, velduftende, lidt for forudsigeligt. Og så findes der forestillinger, der arbejder som en god sætning gør det med tryk, pauser, bid og skønhed. My Fair Lady er i sin kerne en musical om lyd: om vokaler som adgangsbillet og konsonanter som klassemarkør. Derfor er det også en sjælden tilfredsstillelse, når netop den historie får lov til at stå knivskarpt i et rum, der kan bære både det store smil og den lille, ubehagelige erkendelse.
Det er præcis den dobbelte bevægelse, denne nye opsætning læner sig ind i: fest og friktion. Champagne og social kontrol. Den elegante overflade og den underliggende mekanik, hvor et menneske bliver gjort til “et projekt”. Forestillingen spiller over to akter og varer knap tre timer inkl. pause, og det er ikke spildtid: der arbejdes med transformationen som en egentlig dramaturgisk motor, hvor publikum hele tiden mærker prisen for “forfinelsen”.
Et værk, der stadig bider
Når George Bernard Shaws Pygmalion bliver til musical, får satiren melodi men mister ikke tænder. Det er stadig historien om, at sprog ikke bare er kommunikation, men adgang. Ikke bare identitet, men gatekeeping. Og det er netop derfor, My Fair Lady stadig virker 70 år efter Broadway premieren på Mark Hellinger Theatre med Julie Andrews og Rex Harrison.
Det er også derfor, den er et godt match med Det Ny Teaters format: den store, generøse musicalmaskine og den psykologiske mikrokirurgi, hvor et enkelt blik kan være en hel replik.
Eliza: en forvandling, der ikke bliver pynt
Sofie Topp Christensen spiller Eliza Doolittle med en præcision, der gør “forvandlingen” til noget mere end en make-over. Hun begynder ikke som en karikatur, men som et menneske med overlevelsesenergi og det er afgørende. For hvis Eliza bare er komik, bliver Higgins’ projekt bare underholdning. Her bliver det i stedet en kampplads. Det stærkeste er, at hun lader Eliza beholde sit indre tempo, også når ydersiden poleres. Man kan høre og især mærke hvordan kontrollen langsomt flytter sig: først fra samfundet til Higgins, siden fra Higgins til Eliza selv. Når de kendte numre rammer (den euforiske nat, hvor hun “kunne have danset hele natten”, gennembruddet i træningen), føles de ikke som museumshits, men som psykologiske temperaturmålinger: hvornår er det glæde og hvornår er det lettelse over endelig at blive behandlet “som noget værd”?
Higgins: intelligens med dårlig opdragelse
Overfor hende står Peter Plaugborg som professor Henry Higgins en mand, der taler om sprog som videnskab, men bruger mennesker som materiale. Rollen kræver, at man kan være både charmerende og ubærlig uden at miste publikums nysgerrighed. Peter Plaugborg rammer netop den farlige balance: han kan få en replik til at gnistre af vid og i samme øjeblik lade den lande som en ydmygelse. Det er ikke en “ond mand” Higgins. Det er værre: det er en Higgins, der ærligt tror, han har ret. Og derfor bliver anden akt også forestillingens moralske centrum, når projektet er “fuldført”, og spørgsmålet melder sig med fuld kraft: Hvad nu? Hvem ejer Eliza, når hun kan koderne bedre end laboratoriets leder?
Kenter og Wold: klassekritik med tyngde og timing
Som Alfred P. Doolittle leverer Tommy Kenter en præstation, der forstår musicalens mest oversete finesse: at Doolittle ikke kun er comic relief, men social satire forklædt som sang. Han er den slags karakter, der kan få publikum til at grine og bagefter opdage, at de griner af et system, der er så absurd, at selv en skraldemand kan blive respektabel, hvis bare han havner i de rigtige hænder.
Og så er der Susse Wold som Mrs. Higgins: et aristokratisk modtryk til sønnens følelsesmæssige analfabetisme. Hendes autoritet ligger ikke i volumen, men i klarhed. Når hun taler, ændrer scenen temperatur som om der pludselig findes en voksen i rummet. Den rolle er ofte en parentes; her bliver den en etisk rettesnor.
Den store maskine: rum, krop, rytme
Instruktøren Martin Lyngbo har et godt greb om musicalens grundregel: tempo er ikke stress tempo er fortælling. Når første akt arbejder komisk og mekanisk med træningen, gør anden akt plads til konsekvens. Scenografien og kostumerne af Paul Farnsworth lover (og leverer) den form for overdådighed, som My Fair Lady faktisk kræver: ikke som pynt, men som social arkitektur. Covent Garden, Ascot, ambassadørens bal de forskellige verdener er ikke bare steder; de er regelsæt. Og publikum kan se reglerne, før de bliver sagt. Koreografien af James Leece holder ensemblet i spil som en levende klassemaskine: mennesker i formationer, blikke i hierarkier, bevægelser som sociale koder. Det er her, musicalen bliver mere end solister og sange den bliver et helt samfund på scenen.
Når evergreens får nervetråde
Musikalsk indstudering ved Per Engström sikrer, at de berømte melodier ikke bare er “kendte”, men nødvendige. Evergreens kan let blive souvenirer. Her bliver de dramatiske motorer: numrene skubber karaktererne frem, og orkesteret føles som forestillingens underbevidsthed det, der siger sandheden, når personerne selv pynter på den.
Det, forestillingen egentlig handler om
Den smukke fælde ved My Fair Lady er, at den kan spilles som et romantisk eventyr: manden, der “løfter” kvinden. Men forestillingens egentlige nerve ligger et andet sted: i spørgsmålet om magt. Higgins’ “hjælp” er også dominans. Elizas dannelse er også en afklædning. Og slutningen den berømte tvetydighed er netop stærk, fordi den ikke giver publikum en nem morale, men en ubehagelig spejling: Hvor ofte kalder vi kontrol for omsorg? Her bliver det ikke leveret som en pegefinger, men som en oplevelse: Man går ud med latter i kroppen og en lille, stikkende tanke i lommen. Det er professionelt teaterhåndværk, når det både kan underholde og afsløre.
Denne opsætning rammer musicalklassikeren med både glans og grus: store kræfter på scenen, et ensemble der føles som et helt London, og et stjernehold i front, der gør fortællingen menneskelig ikke bare berømt. Og det er måske den bedste kompliment, man kan give My Fair Lady i 2026: Den føles ikke som nostalgi. Den føles som nutid, forklædt i satin. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Camilla Winther
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes