Foto: Phillip Jørgensen
d. 31 januar 2026 Kl. 22.50
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆
Når følelsesoverhånden skifter hænder, og ingen helt kan finde tilbage
Der er forestillinger, der vil underholde. Og så er der forestillinger, der underholder og samtidig prikker hul i en hel kultur, som om den var en alt for stramt pumpet badebold. Mandebilleder lægger sig (modigt) i en musikalsk sci-fi-komedie, hvor en “lille revolution i læbestift form” bliver til et socialt masseeksperiment med bivirkninger, der vokser hurtigere end en viral kampagne.
En revolution i læbestift og en i magtbalancen
Præmissen er så enkel, at den næsten lyder som en sketch: Fire kvinder lancerer læbestiften ClearFeel, der får mænd til at tale om deres følelser. Produktet går viralt, bliver en verdenssucces og så begynder verden at lække. Mænd græder, omfavner, siger job op, kræver “følelsesrum”; kvinderne står pludselig uden den identitet, der paradoksalt nok også har været bundet op på at være den, der har styr på følelserne (og derfor også på relationen). Det er her forestillingen rammer noget sjældent: Den gør kønsdebatten til en konkret, scenisk mekanik. Ikke et abstrakt “vi burde tale mere om X”, men et reelt hvad nu hvis med en teknologi, der virker alt for godt. Sci-fi-grebet er ikke pynt; det er et instrument til at skrue op for sandheder, vi normalt kun orker i små doser.
Satiren fungerer, fordi den ikke kun peger udad
Det mest interessante i materialet er, at ClearFeel ikke fremstilles som en triumf over “den følelseskolde mand”, men som en boomerang: Hvis du ændrer en kulturel rolle (manden), rammer du uundgåeligt den anden rolle (kvinden) og pludselig står begge parter uden manuskript. Her ligger forestillingens kulturkritiske pointe i sin mest skarpe form: Det, vi ofte kalder “fremskridt”, føles tit som tab, før det føles som frihed. Når mændene “får adgang” til et følelsesregister, følger der ikke automatisk en harmonisk samtale med. Der følger kaos, gråd, væltede hierarkier og en ny form for forhandling om, hvem der gør hvad i relationer, på arbejdspladser, i venskaber. Og så er det komisk, fordi det netop er for genkendeligt: Forestillingen skubber til den der velkendte hverdagslogik, hvor alle gerne vil have, at mænd åbner sig… lige indtil de faktisk gør det. Hele tiden. Overalt. I full HD.
Acceleration, kollaps og efterdønning
Det dramaturgiske valg signalerer noget ret præcist: En lang første halvdel, hvor maskinen sættes i gang, konsekvenserne accelererer, og “verdenssuccesen” når sit peak og derefter en kortere anden halvdel, der mere kan fungere som en knivskarp efterskrift: Hvad står der tilbage, når hysteriet har lagt sig, og alle endelig skal leve i den nye følelses økologi? Det er en form, der klæder satire: Først latterens opstigning (for det er jo vanvittigt), så den ubehagelige erkendelse (for det er jo også… os), og til sidst det bitre/ømmede spørgsmål: Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere er den, der “har overblikket” over følelserne?
Pop som følelses interface ikke som baggrund
At dette er en musikalsk sci-fi-komedie er ikke en fodnote. Musikken er skabt af Freja Kirk sammen med August Fogh Møller, Karl-Frederik Reichhardt, Mattis Rødsten Jacobsen og Ole Bjørn Heiring Albertsen og sangene udgives på div. streamingtjenester.
Det er et vigtigt greb: Når forestillingen handler om følelser som noget, der både er ægte og kulturelt koreograferet, bliver musikken et sted, hvor følelser kan “komprimeres” og afleveres uden forklaring. Popformatet kan noget, dialog ikke kan: Det kan gøre det sårbare uimodsigeligt i 3-4 minutter. Et konkret eksempel er Kun et menneske, som er knyttet til forestillingen på streaming. Sangtitlen alene peger på forestillingens etiske kerne: Når kønsrollerne bliver karikerede i debatten, insisterer musikken på individet mennesket midt i systemet.
Når “mandebilleder” spilles af et kvindeligt/nonbinært blik
Det fremgår af omtale og castliste, at scenen bæres af et hold uden mandlige medvirkende et bevidst perspektivvalg, som netop åbner en “ny vinkel” på maskulinitet. Her ligger noget spændende: “Mandebilleder” bliver ikke portrætter af konkrete mænd på scenen, men billeder af mænd som kulturel konstruktion undersøgt, efterlignet, opløst, sammensat igen. Det kan potentielt gøre forestillingen både friere og mere præcis: Den efterligner ikke “mænd”, den dissekerer de forventninger, vi har til dem.
Medvirkende er Kimmie Liv Sennova, Hanin Georgis, Freja Kirk og Zere Celik
Kønspolitik uden prædiken men med et ubehag, der er produktivt
Forestillingen kalder sig selv en fortælling om “kønsrollernes kulturparadoks”. Det er et stærkt ord: paradoks. For paradokser kan ikke løses med en moralsk one-liner. De kan kun udfoldes. Det er en elegant forventningsramme: Satiren må gerne flænse, men den skal også turde samle noget op bagefter. Det peger på en vigtig ambition: At forestillingen ikke blot skal “tage parti”, men også udstille de steder, hvor ens egen empati og identitet kommer i knibe, når magtbalancer ændrer sig.
Hvem bør se den og hvorfor den rammer lige nu
Kort sagt: Hvis man er træt af debatindlæg, der enten skælder ud eller klapper af, men savner et rum, hvor vi faktisk kan se vores kønnede vaner udefra så er dette en oplagt aften. Vi længes efter, at mænd taler om følelser men vi har ikke altid bygget et samfund, der kan bære, hvad der sker, når de gør. ClearFeel er et komisk greb. Men under komikken ligger en præcis diagnose: Kønsroller er ikke bare “noget, vi er”. De er også noget, vi bruger som social valuta, som identitet, som magt, som sikkerhed. Og når valutaen pludselig skifter kurs, bliver alle en smule hjemløse. Den skal både kunne mærkes i kroppen og tænkes videre i hovedet. Ikke fordi alt i en køns sci-fi-komedie kan kontrolleres men fordi den netop tør vise, at det ukontrollerbare måske er det mest menneskelige af det hele. Men, men, men... Mænd er sgu også gode nok. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes