Lys i mørket

d. 27 oktober 2025 Kl 09.55

LYS I MØRKET i Portalen –

Hvor vi tog os sammen som samfund for en aften

Danmark skal tage en timeout og tale ærligt om børn, mistrivsel og håb

Der er kulturarrangementer, hvor man skal sidde pænt og klappe de rigtige steder. Og så er der “LYS I MØRKET” i Portalen – arrangeret af Good Vibes Only og tovholder Andre Kolbè – hvor man mere får følelsen af at deltage i et akut gruppemøde for nationen: psykologi, filosofi, politik, kvantefysik (ja, kvantefysik), social trivsel, forældreskab, børn med diagnoser, skærmtid, etik og humor. Plus live-musik i døren. Alt sammen på en søndag.

Det lyder som meget. Det var meget. Men det virkede.

Fra dørene åbner og stemningen varmes op og i pausen stod Magnus Lasse Petersen og spillede, og det er et genialt greb, faktisk. Ikke sådan “vi skal lige varme op til fredagsbar”, men “kom indenfor, fald ned, du må gerne være menneske nu”. Der er noget rart ved at blive mødt med musik, før man skal ind og kigge sin samtid i øjnene.

“Vi taler alvor – men alle må kunne være i rummet”

Aftenens vært er Bente Klarlund. Overlæge. Professor. Folkesundhedsorakel. Den slags menneske, man egentlig mest forbinder med artikler om, at du bør rejse dig fra sofaen, men som her viser sig at være præcis den, du gerne vil have som dirigent, når samtalen handler om mistrivsel, etik, valg, energi og ansvar.

Hun styrer salen roligt og skarpt – ikke ved at tale ned til nogen, men ved at insistere på, at vi godt kan tale om det svære uden at miste jordforbindelsen. Det er ret vigtigt, for panelet er tungt. Ikke tungt som i kedeligt. Tungt som i: her sidder mennesker, der rent faktisk mener, at vi kan og skal gøre det bedre.

Panelet består af:

Henrik Mathiasen – ekspert i mental energi og positiv psykologi, den erklærede optimist.
Henning R. Jensen – civilingeniør og foredragsholder i kvantefysik og livsvalg, aftenens “alt er energi”-mand.
Aida Bikic – psykolog, børne- og ungdomspsykiatri, den faglige stemme for de unge, som alle taler om, men ikke altid taler med.
René Rosfort – lektor i etik og eksistensfilosofi, som tager os med ind i det moralske maskinrum.
Manu Sareen – forfatter, tidligere minister, social stemme med politisk erfaring fra frontlinjen.
Astrid Krag Kristensen – tidligere social- og ældreminister, med fokus på trivsel og velfærd.

Det ligner starten på en joke (“en kvantefysiker, en filosof og to tidligere ministre går ind i en sal…”), men resultatet er faktisk rørende konkret.

“Alt er energi”

“Hvordan finder vi balancen i en verden fyldt med krav, tempo og uvished?” spørger Klarlund tidligt.

Henrik Mathiasen - Han står for energi. Ikke strømpriser, men mental strøm. Hans pointe er enkel og derfor provokerende: Du bestemmer ikke, hvad der sker – men du bestemmer, hvilket humør du møder det i.

“Man bestemmer selv sit humør,” siger han, og man kan næsten høre halvdelen af salen gå i forsvarsposition (“nej, for undskyld mig, min kalender bestemmer mit humør”). Men Mathiasen presser ikke et plastikslogan ned over folk. Han insisterer på ansvar uden skyld. Vi kan ikke fravælge modgang, men vi kan vælge, om vi hele tiden skal fodre den.

Det lyder let. Det er det ikke. Men han siger det, så man får lyst til at prøve i morgen kl. 07.13, når madpakkerne vælter, og alle har våde strømper.

Hvis Mathiasen er “du kan godt” - stemmen, så er Henning R. Jensen “universet er større, end du tror”- stemmen.

Han taler om kvantefysik. Ikke sådan nørdet PowerPoint, men som en eksistentiel påmindelse: Alt er energi. Alt vibrerer. Alle mennesker har et felt omkring sig. Dine valg er ikke bare praktiske handlinger – de er udsendte signaler.

Det kunne stikke direkte i retning af røgelse og krystaller, men Jensen holder det ingeniørnøgternt. Pointen er ikke, at du skal “manifestere dine drømme”, men at du ikke er løsrevet fra omgivelserne. Du påvirker og bliver påvirket. Ingen er neutrale.

Og det var faktisk en af aftenens vigtigste tråde: Mistrivsel er ikke bare “noget inde i hovedet”. Det er også miljø. Struktur. Tempo. Opmærksomhed. Fællesskaber. Det du går rundt i, sætter frekvensen i dig.

Vi har et problem, og det er ikke børnene

Så kommer den store fælles bekymring: børnene og de unge. Her taler flere i panelet – især Aida Bikic og de politiske stemmer – med en blanding af desperation og handlekraft. Og det gør indtryk, for det er ikke kun statistik. Det er erfaring fra første række.

Bikic beskriver, hvordan flere og flere unge mistrives. Ikke bare “triste dage”, men reel ensomhed, angst, ingen ro, ingen fordybelse, kort lunte, kort søvn, kort opmærksomhed. De spejler sig konstant i andre. De måles op ad en glansverden, som ikke findes, men som føles virkelig nok til at gøre ondt.

“De unge sammenligner sig med andre på sociale medier”, lyder det fra scenen. “De bombarderes af hurtige klip, hurtige følelser, hurtige svar – og resultatet er mistrivsel, ensomhed, ingen fordybelse i noget, ingen koncentration”.

Der bliver stille i salen dér. For det er ikke abstrakt. Det er direkte genkendeligt for næsten alle voksne i rummet.

Og så kommer det skarpe spørgsmål – faktisk stillet fra salen: Hvordan løser man det paradoks? Altså: Vi kan ikke reelt fjerne sociale medier. Vi kan ikke forbyde TikTok og så klappe os selv på skulderen. Så hvad gør vi?

Panelet svarer samlet, men med nuancer:

Dialog. Tag snakken. Bliv i samtalen. Vær nysgerrig i stedet for politibetjent. Forældre skal turde spørge: “Hvordan har du det, når du ser det der?” i stedet for kun “Hvor længe har du været på skærmen?”
Accept af uenighed. “Vær tilfreds med at have hvert sit syn”, som det blev formuleret. Vi skal kunne leve med, at dit barn ikke tænker som du gjorde som 14-årig i 1998. Det gør de ikke, og det kommer de heller ikke til. Men du kan stadig være forælder.
Regler. Ja, rigtige regler. Her bliver tonen politisk. Skal vi lovgive om børns skærmtid? Skal der sættes aldersgrænser, reelle begrænsninger, tech-ansvar? Skal skolerne sige nej til mobil og alt andet end frikvarter? Er det “curling” – eller bare beskyttelse?

Der er ikke fuld enighed – men der er én ting, der ikke er til diskussion: voksne er nødt til at tage ansvar. “Mere viden, mere politik, sig nej”, lød det. Ikke bare slippe tabletten i hænderne på en 4-årig, fordi vi er trætte. Fra 0 til 10 år, sagde panelet gentagne gange, er den absolut vigtigste tid i et menneskes liv. Den periode former nervesystemet, evnen til at regulere følelser, evnen til at være i verden sammen med andre. Hvis vi spilder dén periode i et blåt skær, skal vi ikke være chokerede, når det går galt senere. Der er et stille raseri i det udsagn. Og det er sundt.

“Hvad gør jeg med mit barn?”

Der kom et andet spørgsmål fra publikum, som ramte noget meget konkret: “Hvad skal man gøre med sine børn og skærmtid?”

Det her er ikke en teoretisk forælderøvelse. Det er hverdagen kl. 20.47 med et barn, der skriger, fordi iPad’en skal slukkes.

Svaret var ikke populært, men ærligt:

Begræns.
Regulér.
Tag konflikten.

Ikke råbende, ikke skam, men tydelige rammer. “For det er ikke børn, der skal sætte grænsen,” blev der sagt. “Det er voksne.” Og salen nikkede. Slidt, men nikkende.

Der blev også spurgt: “Hvordan lærer man børn noget uden skærm, når de har diagnoser som ADHD, autisme, angst?”
Her gik panelet især ind i en vigtig og tiltrængt pointe: Vi kan ikke bare sige “sluk og sid stille”. Børn er ikke ens, og nogle børn har reelle udfordringer, der kræver struktur, pædagogik, visualisering, gentagelse, tryghed.

Der blev lagt vægt på:

Forklar børnene deres diagnoser. Ikke som en dom, men som en manual. “Du har ADHD – det betyder ikke, at du er forkert. Det betyder, at din hjerne arbejder hurtigt. Lad os tale om, hvordan vi passer på den.”
Se mulighederne, ikke kun begrænsningerne. Alle kan noget. Sig det højt.
Forældre skal bakke op. Ikke undskylde alt, men bakke op.
Specialpædagogik skal ud i skolerne – ikke kun på papiret, men som reel støtte.
Flere hjælpelærere.
Færre børn i klasserne.
Gode miljøer, trygge miljøer, fleksible miljøer.

Hvis der var et politisk statement i løbet af aftenen, så var det her: Vi bliver nødt til at investere i fællesskabet omkring børnene, ikke bare i brandslukning, når de bryder sammen som teenagere. Det handler ikke kun om diagnoser. Det handler om plads. Miljøet påvirker os. Punktum.

Astrid Krag og Manu Sareen supplerer med netop det samfundsmæssige perspektiv: trivsel er ikke kun terapi og individuelle løsninger. Det er også skolepolitik, normeringer, reformer og prioriteringer. Der ligger et krav til Christiansborg i luften, selv når det ikke siges direkte.

“Hvorfor ser vi ikke hinanden?”

Et spørgsmål, der burde broderes på væggen i enhver institution i Danmark, kom også fra salen:
“Hvad er det, der gør, at vi ikke ser hinanden mere?” Og her landede samtalen et helt andet sted end skærmtid. Nu blev det etisk.

René Rosfort talte om nærvær som et valg. Ikke som en følelse, der kommer dumpende, men som en aktiv handling: At se et andet menneske kræver tid, opmærksomhed og villighed til at blive forstyrret. Og dér er vi i knibe, kollektivt. For vi lever i et system, der måler os hele tiden – på output, præstation, fremdrift – men ikke på, om vi fik øje på hinanden.

Det lyder stort. Det er stort. Det er også praktisk: Hvem har du set i dag? Ikke hvem har du skrevet med. Hvem har du set?

Aida Bikic knyttede den tråd direkte tilbage til de unge: Ensomhed handler ikke altid om at være alene. Det handler ofte om ikke at blive spejlet ægte af nogen, der gider holde blikket.

Og det er måske dér, titlen “LYS I MØRKET” for alvor giver mening. For lyset her er ikke sådan et “alt skal nok gå” - lys. Det er det lys, der tændes, når nogen rent faktisk kigger på dig og siger: “Jeg ser dig. Jeg er her”.

Humor som førstehjælp

Inden man drukner helt i strukturel analyse af et samfund på nippet til nervøst sammenbrud, bliver aftenen (klogt!) rundet af med komikeren Phillip Devantier. Det er ikke stand-up i klassisk “nu skal vi lige lave grin med svigermor” - forstand. Det er noget andet. Devantier bruger humor som en måde at sige de ting, vi ellers pakker væk, fordi de er svære. Han minder os om noget, der lyder banalt på papiret, men som er voldsomt svært i praksis:

Husk at sætte ord på, når det gør ondt.
Husk, at livet er hårdt – men der kommer solskin.
Lær flere børn, at de gerne må være sig selv og ikke et glansbillede.

Og måske især det sidste. For hvis aftenen havde en fælles fjende, så var det glansbilledet. Det redigerede, præstationsmaksimerede, fejlfri selv. Det dræber relationer. Det dræber ro. Det dræber mod.

Devantiers måde at sige det på får publikum til at grine højt – ikke fordi emnet er sjovt, men fordi ærlighed er lettende. Humor fungerer som den ventil, der gør, at man ikke går hjem og bare føler sig skyldig som forælder, lærer eller medborger. Man går hjem og føler sig mobiliseret.

Så… var der lys?

Ja. Ikke “nu er alt løst” - lys. Men lys som i: vi fik sat ord på noget, vi normalt kun mærker som uro i kroppen.

Aftenen lykkes, fordi den nægter at vælge mellem faglighed og følelse. Vi fik kvantefysik serveret som eksistensfilosofi. Vi fik politik uden ministertale. Vi fik psykologi, der ikke slog nogen i hovedet. Vi fik forældreskab uden skam. Vi fik grin uden kynisme.

Og vigtigst: publikum fik en stemme. Spørgsmålene fra salen var ikke pynt; de var motoren. Det gjorde “LYS I MØRKET” til mere end et foredrag. Det blev et borgermøde med sjæl. Hvis man skal koge det ned til ét budskab, er det dette: Børn – og voksne – mistrives ikke i et vakuum. Det er ikke svage individer, der “ikke kan klare mosten”. Det er strukturer, tempoer og krav, som er designet til noget andet end menneskelig ro. Derfor kan vi faktisk gøre noget. Ikke alene. Men sammen. Og det er ret håbefuldt, hvis man tænker over det.

“LYS I MØRKET” er ikke bare et arrangement. Det er et serviceeftersyn af vores måde at være mennesker på. Man går derfra med to ting i lommen: 1. dårlig samvittighed over skærmtid. 2. konkret lyst til at gøre noget ved det. Det er et godt regnskab. Man kan kun håber på at flere vil støtte op om fremtidige arrangementer som dette... Af: Eva Yde

Projektet bliver støttet af:

1. Cektos
2. Dansk Musikterapeutforening
3. Foreningen Far
4. Foreningen Nødhjælpsorkestret
5. Milleguld
6. Odsherreds Ungdoms Brandkorps
7. Sind
8. Foreningen for børn med angst
9. EMBOLC
10. Depressionforeningen
11. Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade
12. MusikBeRiget
13. OCD Foreningen
14. Tag det som en mand
15. Dansk-ukrainsk Venskabsforening
16. Erindringsfabrikken
17. GROW
18. LAP Danmark
19. Plexus
20. Social Talks
21. SocialSpace
22. Bedre Psykiatri
23. Foreningen Værdig
24. Angstforeningen
25. Det Kærlige Måltid
26. Teater Hvide Rum
27. Generation Hope
28. Foreningen Cosplay Youth
29. Ildsjælene
30. God Karma Group
31. Foreningen Good Vibes Only
32. Healper
33. Gadens Stemmer
34. Center for MetaMestring
35. Medvind
36. Amager Demons
37. Skolens Venner
38. Niklas Hindsberg Bryd Tabuet
39. Loud’N’Proud MC
40. Center for Kunst og Mental Sundhed
41. Tårnby Karateklub
42. Stafet For Livet Tårnby
43. Sct. Nicolai Tjenesten
44. Hans Knudsen Instituttet
45. Alzheimerforeningen
46. hjælp din næste
47. comeback
48. Den krøllede hjerne.

49. Outsideren

50. Autismeungdom

Yde News