Pressefoto
d. 6 marts 2026 Kl. 06.25
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Girlhood med knytnæver og en puls, der ikke vil tie
“LULI JUICE” begynder i et billede, der nægter at være pænt: en pige ligger på brostenene, stille, som et tæppe og kroppen er allerede blevet et mønster af slag, flænger og noget, der ikke kan vaskes af med natligt selvbedrag. Det er et brutalt udgangspunkt, men også et ekstremt præcist et: Den aften, hvor noget går i stykker, fortsætter verden alligevel med at have tid. Og tid er netop det, de tre vrede unge kvinder, Nat, T og JJ, ikke har nok af. Ikke sekunder nok til bagklogskab. Ikke minutter nok til at oversætte deres eget hjertesprog. “LULI JUICE” er Dramatisk Spot #2: Teater V’s legeplads format for husdramatiker Nanna Tüchsen, hvor der arbejdes hurtigt, levende og risikovilligt med ny dramatik. Og det mærkes, på den gode måde. Ikke som sjusk, men som nødvendighed: en forestilling, der føles som et dokument fra en nat, man ikke kan sætte i system, fordi kroppen stadig skriver noterne..
En nat i byen, som et forsøg på at ryste skyld af sig
Handlingen (og antagelsen) er enkel og grusom: Der ligger en pige på brostenene, måske død, måske ikke. Og tre unge kvinder bevæger sig videre, ikke fordi de er kolde, men fordi chok har den rædsomme egenskab, at det kan ligne ligegyldighed, når det i virkeligheden er panik. De cykler mod et diskotek i den indre by, og her opstår forestillingens centrale og uhyggeligt genkendelige, idé: Hvis vi danser hårdt nok, kan vi danse det væk. Men som natten går, og “TikTok” slår som en digital metronom, begynder dansegulvet at forvandle sig til scener fra den samme dag. Et minde bliver til et rum. Et rum bliver til et vidne. Og pludselig står de tre ikke længere og danser, de står og genoplever. Det er et dramaturgisk greb, der virker, fordi det ikke forklarer for meget. “LULI JUICE” stoler på publikums evne til at lægge to og to sammen og til at leve med, at summen ikke bliver “fire”, men “noget, der gør ondt”.
Formen: teater + koncert + spoken word = en krop, der taler
Forestillingen smelter teater, koncert og spoken word sammen, og det er ikke et smart “koncept” klistret udenpå. Det er selve værket. Når sproget brækker, tager musikken over. Når musikken presser, bliver stemmen til percussion. Når ordene bliver for pæne, bliver rytmen beskidt. Tüchsens tekst arbejder i gentagelser, brud, ordspil og billedkaskader, som føles både ungdommeligt og litterært præcist: “stankelben, fuld af stank OG ben” er en linje, der får det komiske og det klamme til at stå i samme lampe kegle. Det er girlhood uden pastel. Girlhood med smag af metal. Og vigtigst: Vreden får lov til at være vred. Ikke “stærk”. Ikke “smuk”. Ikke “inspirerende”. Bare vred. Som en rå energi, der både kan redde og ødelægge, alt efter hvem der står foran den.
Tre kvinder, tre temperaturer, samme brand og svigt
På scenen møder vi et trio ensemble, der rammer noget, mange forestillinger kun taler om: hvordan fællesskab både kan være redningsvest og kvælertag. Louise Bonde og Anne Laybourn (sammen med Nanna Karina Schleimann) spiller ikke “unge kvinder” som en type. De spiller det som et felt af mikro reaktioner: den måde en sætning kan starte som en joke og ende som en indrømmelse; den måde et grin kan være en ventil, og pludselig bliver det til en undskyldning, man ikke vil give. Der er en fysisk intensitet i udtrykket, som passer til forestillingens kerne: Når noget traumatiserende sker, er det sjældent tanken, der først reagerer, det er kroppen. Og her er kroppen et instrument, der spiller med: rastløsheden, overkompensationen, hyperventilationen, den pinlige (og sande) detalje om at skulle tisse, mens verden brænder. Man mærker, at karaktererne Nat, T og JJ er skrevet med vilje til at vise de “grimme” følelser, også dem, kvinder socialt set forventes at forfine, filtrere, pakke ind. “LULI JUICE” pakker ingenting ind. Den trækker plastikken af.
En levende nerve, ikke bare stemning
At Nanna Karina Schleimann står som både medvirkende og live musiker er afgørende, fordi musikken ikke fungerer som bagtæppe, men som modspil og motor. Den kan være en ven, der puster dig op til at holde ud og i næste sekund være en dommer, der ikke lader dig slippe. Det er særligt stærkt i de passager, hvor ordene bliver for små til det, der skal siges: Her kan lyd blive til det, vi normalt ikke kan formulere, pulsen, presset, den dårlige smag, der bliver ved med at komme tilbage, uanset hvor mange beats man hælder ovenpå.
Instruktion, lys og dramaturgi: stram afvikling, ingen flugtveje
Forestillingen varer ca. 50 minutter uden pause, og den længde er en kvalitet, fordi intensiteten får lov at være konsekvent. “LULI JUICE” er ikke interesseret i at give publikum et pusterum; den vil hellere give os en erfaring: sådan føles det, når man ikke kan holde pause i sit hoved. At Tüchsen både har skrevet og instrueret, giver en klarhed i det kunstneriske blik: Tekst og scene taler samme sprog. Og med Jesper Bergmann som dramaturg og Emilie Viemose på lysdesign/afvikling bliver helheden båret af en professionalisme, der netop gør eksperimentet trygt at gå ind i: man kan mærke, at nogen har holdt rammen, så indholdet kan være farligt.
Hvad “LULI JUICE” i virkeligheden handler om: loyalitetens pris
Det kan være fristende at omtale forestillingen som en fortælling om et overgreb, men det er næsten mere præcist at sige: Det er en fortælling om efterdønningerne. Om hvad der sker i en vennegruppe, når noget ubærligt lander midt i den, og alle reagerer forskelligt. Om hvordan skyld kan flyde som en væske, der finder den laveste plet i rummet. Om venskab, ikke som en varm idé, men som et stof, der kan strækkes, flosse, holde, eller knække. Og måske mest modigt: Om tilgivelse, ikke som moral, men som matematik. Hvem skylder hvem hvad? Kan man tilgive noget, man ikke helt forstår? Kan man tilgive sig selv for at have overlevet en nat, hvor en anden måske ikke gjorde? “LULI JUICE” insisterer på, at girlhood ikke kun er identitet, men også erfaring: at være ung kvinde i en verden, hvor man både lærer at være på vagt og samtidig forventes at være “cool”; hvor man både vil have frihed og frygter prisen for den, hvor kærlighed og tillid er svigtet.
Kompromisløs, poetisk og ubehageligt nødvendig
“LULI JUICE” er intens. Den er velspillet. Den har en handling, der er klar nok til at bære, men åben nok til at nage. Og den har en form, der ikke føles som pynt, men som nødvendighed. Det er ikke en forestilling, man nødvendigvis går ud fra og siger “dejligt”. Det er en forestilling, man går ud fra og siger: okay… den satte sig. Som en smag. Som et mærke. Som en TikTok lyd i baghovedet, der fortsætter, længe efter man har slukket for alt. Hvis “Dramatisk Spot” er en legeplads, er “LULI JUICE” den slags leg, hvor man falder, slår sig, og rejser sig op med jord på knæene og sandhed i munden. Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!