KUNST

Udgivet: d. 3 oktober 2025. Kl. 08.58.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Tre venner, ét hvidt lærred – og en hel palet af gråzoner

Der står en stol og et lærred. Det er næsten det. Minimalismen på Bellevue er så slank, at selv en korrekturlæser ville nikke anerkendende: intet overflødigt, intet, der forstyrrer Yasmina Rezas kirurgiske dissektion af venskab. Den er udmærket – fordi det tvinger os til at stirre direkte ind i det, stykket handler om: værdier, forfængelighed og den slags små krusninger mellem venner, som over tid kan vokse til tektoniske brud.

Tre mænd og en meningskrise

Serge har købt et hvidt maleri til 200.000 euro. Man kan lige akkurat ane tre hvide streger på tværs. Er det genialt – eller bare velplaceret fravær? Mads Wille gør Serge til den elegante æstetiker med den der kølige, næsten kattebløde selvsikkerhed, som får hver eneste løftede øjenbrynslinje til at føles som et essay i æstetik. Han er ikke kun snob; Wille lader sårbarheden sive ind mellem sprækkerne, når blikket dvæler på lærredet, som om det kunne forsvare hans eksistens.

Overfor ham står Mark, spillet med bulldog-charm af Lars Ranthe. Hans knastørre levering af “det er noget latterligt lort” (parafraseret, men ånden er god) fungerer som publikums ventil. Ranthe giver Mark en dejligt jordbunden fysik: små, kontrollerede eksplosioner af forargelse, skarpt timede suk og en bitterhed, der lyder som sandhed, indtil man hører, hvor såret den egentlig er. Når Ranthe stikker, mærker man både latteren og stikket.

Og så er der Yvan. Jens Jacob Tychsen gør ham til den konfliktsky fredsmægler med verdens mest udsatte ryggrad. Hans store tirade – den berømte orkan af detaljer og panik – er aftenens komiske højdepunkt, en rutsjebanetur hvor man griner, fordi man genkender det: ønsket om at være alles ven og derfor ingens. Tychsen doserer tempo og nervøsitet perfekt; man kan næsten høre hans puls løbe om kap med sætningerne.

Præcise snit og veltimet tavshed

Simon K. Bobergs instruktion (og oversættelse) er stram uden at blive stiv. Han stoler på pausen – den lille, ladede stilhed efter en “uskyldig” bemærkning – og på publikums evne til at læse rystelserne i et venskab. Tempoet er balanceret: nok fremdrift til at holde os lænket til stolen, nok luft til at replikkerne kan klinge som mikroeksplosioner. Oversættelsen er klar og nutidig uden sproglige krumspring; den lader replikkerne klinge tørt og præcist, som de skal.

Når intet fylder mest

Edward Lloyd Pierce giver os et scenerum, der næsten er en idé mere end en ting: en stol og et lærred, en skærpet tomhed hvor ordene kan tegne deres egne konturer. Det er modigt at lade scenografien være så radikal i sin enkelhed, og i lange stræk fungerer det rigtig godt. Det hvide maleri bliver ikke bare et objekt – men et spejl, som de tre mænd vælger hver deres sandhed i. Eneste minus: når dramatikken koger, savner man lejlighedsvis en visuel modbevægelse – et scenisk “kontrapunkt” – så ikke al variation skal bæres af skuespillerne alene.

Præcision, kemi og små nålestik

Det er tydeligt, at de tre faktisk kan lide hinanden. Den kollegiale kemi bliver brændstof for komedien, men også for sårbarheden, når den blusser. Wille finder de små selvfede mikro-sejre, Ranthe rammer den kærlige hån så præcist, at den slår en anelse for hårdt, og Tychsen folder et helt menneske ud af uro og venlighed. Det er godt spillet – ofte virkelig godt – og med en akkuratesse i timing, som gør Rezas dialog sprød.

Er “KUNST” stadig kunst?

Rezas stykke er fra en tid før sociale medier, men diskussionen om smag, kapital og hvem der bestemmer, hvad der er “godt,” er ikke blevet mindre relevant. Man hører nutidens ekko, når Mark kræver begrundelser, og Serge kræver følsomhed. Hvem har ret? Stykket foreslår klogt, at det måske ikke er pointen. Pointen er, hvad vores smag siger om, hvem vi ønsker at være overfor dem, vi holder af.

Den minimalistiske pakke – stol+lærred – til tider gør aftenen lidt for pænt kalibreret. Der er momenter, hvor konflikten føles så høflig, at smerten kun prikker, hvor den kunne prikke hul. Man kunne ønske sig en smule mere risiko i instruktionsgrebene, lidt flere ridser i finishen. Men det ændrer ikke ved, at det her er en velspillet, vittig og velskåret version af en moderne klassiker, som fortjener sit publikum – og får det til at diskutere hele vejen hjem: Ville du selv hænge den slags på væggen? Og hvad siger dit svar om dig?

“KUNST” på Bellevue er udmærket –  Man griner, man krummer tæer, man tænker. Og det hvide maleri? Lad det hænge. I hovedet, i hjertet, og måske – hvis du tør – i stuen.   Af: Eva Yde

Fakta

• Titel: KUNST (Art)

• Forfatter: Yasmina Reza

• Instruktion & oversættelse: Simon K. Boberg

• Scenografi: Edward Lloyd Pierce

• Medvirkende: Mads Wille (Serge), Lars Ranthe (Mark), Jens Jacob Tychsen (Yvan)

• Premieredato: 3. oktober 2025, Bellevue Teatret

• Vurdering: Elegant, sjov og rørende præcisionskomedie om det mest upræcise, vi har: hinanden.   

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes