JEG TROR DET KALDES KÆRLIGHED:

THE MUSICAL

Med et sprudlende ensemble og en perlerække af velkendte sange folder “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical” sig ud som en nostalgisk og charmerende scenefest

d. 9 april 2026 Kl. 07.23

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Barndommens MGP hits får nyt liv i en kulørt, kaotisk og kærlig musicalfest

“Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical” rammer nostalgien med stor charme, også selv om forestillingen indimellem råber mere, end den fortæller...

Der er både nostalgi, humor og store følelser i “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical”, som spiller på Folketeatrets Store Turnéscene i København. Foto: Ole Overgaard

Et glædeligt gensyn med de sange, vi aldrig helt slap

På Folketeatrets Store Turnéscene bliver publikum kastet tilbage til 00’ernes Børne MGP guldalder med glimmer, grin og genkendelse, men også med en reel følelse af, at forestillingen vil mere end blot at genoplive gamle hits. Det er i sig selv en herligt skæv idé at bygge en voksen musical op omkring nogle af de mest ikoniske Børne MGP sange fra 00’erne. Endnu bedre er det, at idéen faktisk lykkes langt hen ad vejen. Ikke bare som en festlig parade af hits, men som en musicaloplevelse med både charme, humor og et overraskende bankende hjerte.

Musicalteatrets jubilæumsforestilling “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical” forener fest, nostalgi og velkendte MGP klassikere.

Nostalgi med varme og vilje

Rasmus Mansachs har endnu en gang vist, at han har en særlig evne til at tage noget meget dansk og meget folkeligt og løfte det ind i teaterrummet. Efter succesen med Vi maler byen rød: The Musical var forventningerne naturligt høje, og Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical står stærkt som sin egen forestilling. Det klæder musicalen, at den ikke prøver at være kølig, smart eller ironisk. Tværtimod. Den tror på sit materiale, og derfor fungerer den. Her er ingen distance til de sange, som mange i publikum voksede op med. Her er kærlighed til musikken, til minderne og til de følelser, der var så store dengang og som måske ikke er helt forsvundet. Når sange som "Kickflipper", "Arabiens drøm", "Tro på os to", "Shake Shake Shake", "Du kan sige ja-ja", "Turbofluen", "Stop stop" og selvfølgelig "Jeg tror det kaldes kærlighed" rammer salen, er det ikke bare som sjove genhør. Det er som små musikalske tidslommer, der åbner sig og sender publikum tilbage til barndommens melodier og følelser.

Farver, energi og barndommens største ørehængere smelter sammen i “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical”.

Når sangene kan mere, end man huskede

Noget af det mest charmerende ved forestillingen er, at sangene faktisk holder overraskende godt. Mange af dem har levet videre som kitsche de minder eller små popkulturelle kuriositeter, men her får de lov til at stå stærkere. De bliver ikke bare genbrugt. De bliver givet nyt liv. Det er en af forestillingens største kvaliteter, at musikken ikke kun fungerer som publikumsfrieri, men som en aktiv del af fortællingen. Sange, man troede, man huskede for de fjollede omkvæd og de store armbevægelser, viser sig pludselig stadig at rumme noget umiddelbart og ægte. Noget uspoleret. Noget rørende. Og det er en fornøjelse.

Publikum bliver sendt direkte tilbage til 00’ernes Børne MGP-univers i den nostalgiske musicalkomedie “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical”.

Et festligt univers med et bankende hjerte

Forestillingen er morsom, farverig og fuld af energi, men den er ikke tom. Bag den kulørte overflade gemmer der sig en fortælling om gamle relationer, uforløste følelser og alt det, vi troede, vi havde lagt bag os. Musicalen kredser om, hvordan fortiden aldrig helt slipper sit tag, og hvordan minder kan vækkes til live med forbløffende kraft, når man mindst venter det. Det er her, forestillingen bliver interessant end sit koncept. For bag glimmeret, festen og de velkendte sange gemmer der sig også en bittersød erkendelse af, at man måske aldrig helt bliver færdig med den, man engang var. Og det giver forestillingen en følelsesmæssig dybde, som klæder den.

Scene fra “Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical” på Folketeatrets Store Turnéscene.

Når energien bliver lidt for insisterende

Men selv om forestillingen har masser af charme og hjerte, er den ikke uden problemer. Indimellem bliver "Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical" lidt for forelsket i sin egen energi. Den vil meget gerne være skør, overgearet og festlig hele tiden, og det klæder den ofte, men ikke altid. Til tider bliver forestillingen en smule rodet i sit udtryk. Enkelte scener mister rytme og retning, og det samlede indtryk bliver nogle steder mere hektisk end helstøbt. Der er passager, hvor forestillingen med fordel kunne have stolet lidt mere på sit materiale og lidt mindre på at skrue alting op. Særligt det unødigt høje toneleje bliver indimellem en udfordring. Der bliver nogle steder råbt mere, end der egentlig bliver spillet, og det er synd. For forestillingen har faktisk både humor, musikalitet og charme nok til ikke at skulle presse så hårdt på. Når volumen overtager for nuancerne, mister den noget af den elegance, den ellers så gerne vil have.

Med masser af energi, nostalgi og velkendte sange fra 00’ernes Børne-MGP skaber en farverig og underholdende teateroplevelse på Folketeatrets Store Turnéscene i KBH.

Et ensemble med smittende spilleglæde

Det ændrer dog ikke ved, at ensemblet løfter forestillingen med stor energi og tydelig spilleglæde. Med hele 30 skuespillere, sangere og dansere på scenen mærker man, at der er tale om en stor jubilæumsforestilling med ambitioner og overskud. Der er liv, bevægelse og en smittende tro på projektet, som gør det svært ikke at lade sig rive med. Det betyder meget i en forestilling som denne, hvor publikum skal overgive sig til et univers, der balancerer mellem nostalgi, komedie og musicalfølelser. Her fungerer ensemblet som forestillingens pulsslag, og deres engagement smitter tydeligt af på stemningen i salen.

Professionel, anderledes og umiskendeligt dansk

Det bedste ved Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical er måske, at den tør være sin egen. Den forsøger ikke at ligne en international jukebox musical, og den pakker sig ikke ind i noget smartere, end den er. Den står ved sit danske ophav, sit poppede udgangspunkt og sin kærlighed til en helt særlig del af vores fælles kulturhistorie. Det gør forestillingen både anderledes og befriende. Ikke mærkelig for mærkelighedens skyld, men original i sin tilgang. Der er noget modigt i at tage Børne MGP’s guldalder alvorligt nok til at bygge en hel musical omkring den. Og endnu modigere er det, at det faktisk langt hen ad vejen lykkes.

En ujævn, men charmerende musicaloplevelse

Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical er ikke en perfekt forestilling. Den er til tider lidt for rodet, lidt for høj og lidt for ivrig efter at presse alting op på maksimal volumen. Men den er også morsom, velspillet, musikalsk stærk og fuld af kærlighed til sit materiale. Det er en forestilling, der får publikum til at grine, huske og mærke efter. En forestilling, der både hylder fortiden og prikker kærligt til nutiden. Og først og fremmest en forestilling, der viser, at de sange, vi troede var blevet væk i barndommen, stadig lever et sted i os.

Yde News mener

Jeg tror det kaldes kærlighed: The Musical er en sprudlende, nostalgisk og charmerende musicaloplevelse med masser af hjerte og hitglæde. Den rammer noget ægte i sit publikum, også selv om den indimellem bliver for rodet og for høj i sit udtryk...

Af: Emilie Jakobsen

Foto: Ole Overgaard