d. 29 januar 2026 Kl. 21.25
★ ★ ★ ★ ★ ★
Et værtshus, et klaver og et helt liv i små glimt
Der er et særligt øjeblik, lige før den første tone rammer rummet: Man når at registrere nærheden, den tætte luft af forventning, og den dér fornemmelse af, at noget gammelkendt kan blive nyfødt, hvis det bliver fortalt rigtigt. “Henne om hjørnet” bliver fortalt rigtigt så rigtigt, at Osvald Helmuths viser ikke bare får lov at leve igen, men får lov at kigge os i øjnene.
Forestillingen er sat op med et enkelt, men knivskarpt greb: Vi møder en kvinde på et værtshus, hvor hun har arbejdet hele livet. Gennem viserne ser vi små øjeblikke med stamgæster og fremmede mennesker, man hilser på, uden at kende; mennesker, man “har haft omkring sig” i årevis, uden at have været inde i. Og netop i det almindelige åbner forestillingen sig: den afdækker længsler, ensomhed, humor, håb og den mærkelige sandhed, at et møde med en fremmed kan ændre os.
En kabaret, der kan noget, mange glemmer: Den bliver ved med at være menneskelig
Det fine ved “Henne om hjørnet” er, at den ikke prøver at være vigtig. Den er vigtig, fordi den arbejder med præcision: Den peger på fællesskabet som noget skrøbeligt og praktisk noget, der findes i små, gentagne ritualer og i de samtaler, der aldrig helt bliver til noget, men som alligevel holder os oppe. Her er ingen store, klaskende moralske konklusioner. I stedet får vi små skær af genkendelse: den type latter, der kommer, fordi man pludselig ser sig selv; og den type stilhed, der opstår, når en vise rammer et sted, man ikke vidste, man havde. Forestillingen lader humor og følsomhed gå i samme spor som de ofte gør i virkeligheden og det er netop dér, den rammer så rent. At forestillingen i 2001 modtog en Reumert for bedste kabaret, giver set i dag fuldstændig mening. Den har kabaret genrens bedste egenskab: den kan være let på overfladen og tung i underteksten uden at gøre væsen af det.
En fortolker med nerve, nærvær og en sjælden elegance
Katja Holm står “af og med” og hun løfter projektet med en autoritet, der ikke føles påtaget, men fortjent.
Hun har en scenisk intelligens, der gør, at hun kan skifte temperatur på en halv linje: fra det tørre, muntre og næsten henkastede til det sårbare, hvor rummet pludselig lytter anderledes. Det er ikke store armbevægelser; det er kontrolleret intimitet.
Det mest imponerende er, at Katja Holm ikke “spiller følelser”. Hun lader dem opstå. Hun tør stå i det underspillede, hvor vi som publikum får lov at gøre arbejdet: at fylde pausen ud, at mærke det usagte, at forstå at ensomhed ofte ser helt almindelig ud udefra. Og så har hun helt afgørende humor. Ikke som pynt, men som menneskekundskab. Hun ved, at mange livshistorier kommer forklædt som vittigheder. Som kvinden bag baren bliver hun både vidne og deltager; én der har set alt og stadig kan blive overrasket. Det gør rollen dyb: ikke sentimental, ikke hård, men troværdig. Og i en forestilling, der netop handler om dem, vi aldrig lærer at kende, bliver Holm paradoksalt nok den, der får os til at kende lidt mere af andre og af os selv.
Medfortæller, ikke akkompagnatør
Forestillingen kunne ikke fungere uden et klaver, der forstår at spille i samme psykologiske rum som teksten. Mads Strandgaard gør mere end at ledsage: han fortæller med. Hans spil har en fornemmelse for kabaretens særlige balance: musik må gerne være smuk, men den skal også være præcis. Den skal kunne løfte en pointe, åbne en stemning, lægge en skygge, give luft og nogle gange næsten trække sig tilbage, så ordene kan stå alene et sekund længere. Det er håndværk på højt niveau, og det mærkes, at samspillet mellem Katja Holm og Mads Strandgaard er indarbejdet som en levende dialog. Der opstår en sjælden form for scenisk tillid: Katja Holm kan tage en mikro-pause, lade en sætning hænge, og klaveret svarer ikke med overforklaring, men med forståelse. Den slags timing gør, at forestillingen føles både stram og fri på samme tid.
Foyeren på Sorte Hest tæt på, tættere på, tættest på
At “Henne om hjørnet” spiller som gæstespil i Foyeren på Teatret ved Sorte Hest er ikke bare en praktisk detalje; det er en kunstnerisk pointe. Foyer formatet skaber den rigtige intimitet til stoffet: et “værtshus” behøver ikke realisme i kulisserne, når man har nærheden, blikkene og den fælles opmærksomhed i rummet. Man sidder ikke og “kigger på” en historie på afstand man er i den. Og det passer perfekt til forestillingens tema: mødet. Det lille møde. Det tilfældige møde. Det møde, man bagefter tænker på i dagevis. Forestillingen varer ca. 65 minutter uden pause, og det er en gave. Ingen afbrydelse, ingen ventil bare en sammenhængende strøm af stemninger og fortælling, hvor publikum holdes inde i universet. Det gør oplevelsen hel og koncentreret; man går ud med en klar fornemmelse af, at man har været et andet sted, selvom det “bare” var henne om hjørnet, nede i kælderen. Med sange som: "Henne om Hjørnet", "Brudens Far", "Du er Solen" (Charlottelund 1932), "Konen, Kællingen, Madammen" "Brev til Bulgarnin", "Jeg gider ikke", "Sagt op", "Den sidste Bon" og "Havnen". Blev det en aften i selskab med Kjøbenhavn i København...
Ensomhed og fællesskab uden store ord
Det er let at sige “ensomhed” og “fællesskab” som temaer. “Henne om hjørnet” gør det sværere og dermed vigtigere ved at vise, hvordan de faktisk ser ud i hverdagen. Den ensomhed, der kan bo midt i et rum fyldt med mennesker. Den længsel, der ikke råber, men bare ligger under sætningerne. Og håbet, det stille håb om at blive set.
Forestillingen lykkes, fordi den har mod til at være konkret: stamgæster, fremmede, øjeblikke, man hilser på, men aldrig tager med hjem. Den inviterer til eftertanke over forbindelser ikke som noget abstrakt, men som noget, vi vælger og fravælger hele tiden, ofte uden at opdage det.
Spilletider nu og et oplagt gensyn til efteråret
Den spiller som gæstespil i Foyeren på Teatret ved Sorte Hest. d. 29 - 30 - 31 januar 2026.
Og det bedste er: den lever videre. Forestillingen er meldt ud til Riddersalen til efteråret, hvilket føles som den helt rigtige næste adresse for en kabaret, der netop lever af nærhed, tradition og levende fortolkning.
Det er den slags forestilling, der minder én om, hvorfor kabaret stadig kan være en af scenekunstens mest raffinerede former: fordi en vise, når den bliver fortolket rigtigt, kan rumme et helt liv. Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes