d. 14 november 2025 Kl. 06.10
★ ★ ★ ★ ★ ☆
“HANNIBAL & JERRY” får hele salen til at gø af grin
Talende hund, stærke sange og æggende godt familieteater
Der er æg over det hele. Bakker, skaller, æggestole. Folketeatrets store scene er forvandlet til et bakket, æggeprikket landskab, som om nogen har hældt en hel påskeproduktion ud over 90’ernes kultfilm. Og midt i det hele hænger Hannibal. Selvfølgelig gør han det. Wikke & Rasmussen har gjort det igen-igen: De tager deres egen filmklassiker Hannibal & Jerry (1997) og laver den til et levende, musikalsk, vanvittigt farverigt familieteater og denne gang står de selv på teatersiden af rampelyset som iscenesættere.
Et bakket barndomsland – scenen som legeplads
Folketeatret viser sig at være den perfekte ramme. Store Scene kan rumme både nostalgi, en koncert for børn/voksne og et ganske pænt antal æg. Astrid Lynge Ottosens scenografi er en blanding af børneværelse, drøm og tegneserie: de bakkede formationer skaber både Hannibals hænge-univers og en slags indre landskab af fantasi, hvor alt kan ske.
Det hele er holdt i klare, glade farver, men med den der karakteristiske Wikke & Rasmussen-tone: lidt skævt, lidt ’home made’, superpræcist og her sat på turbo i børnehøjde uden at miste kunstnerisk elegance.
Æggestolene og æggeskallerne er ikke bare pynt; de bliver til gemmesteder, udsigtsposter, trampoliner for fantasi. Scenografien leger med filmen, men kopierer den aldrig, den oversætter filmens univers til scenen i stedet for bare at klippe-klistre.
Hannibal hænger – og børnene hænger med
Historien er den samme, som mange forældre kan huske fra VHS-tiden: Hannibal keder sig. Han hænger. Og hænger. Og hænger lidt mere, mens mormor/farmor hønsestrikker, og forældrene taler om dengang “raske drenge” byggede huler og spiste jord med glæde. Emil Veber Rasmussen er et scoop som Hannibal. Han spiller drengen med en perfekt blanding af dødkedet teen-energi og lys, flimrende fantasi, der hele tiden truer med at bryde igennem. Han er fysisk morsom uden at gøre figuren til ren tegneserie, og hans sang ligger naturligt i universet han lyder som en rigtig dreng, der pludselig opdager, at han kan synge, ikke som en musicalrobot, der har øvet siden januar. En kærlig, ironisk hyldest til den moderne barndoms kronede disciplin at kede sig med et publikum af både børn og voksne, der nikker genkendende.
Jerry stjæler showet – på fire ben og to ben
Og så er der Jerry. Den talende hund, Hannibals redning og forestillingens egentlige rockstjerne.
Ludmilla Faber Striim spiller Jerry med en fysisk præcision, så man næsten glemmer, at hun ikke har fire ben. Hun er let på tæerne, har en nærmest akrobatisk timing i kroppens små ryk, hovedets vip og når hun synger, får hun både hundens naivitet og den voksne intelligens frem. Man forstår, hvorfor hele familien og til sidst hele verden bliver blæst bagover af Jerrys særlige talent. Striim har de seneste år markeret sig i forestillinger som Tyvetyve, Tr!p og På Bornholm må man græde overalt, og man mærker den samme kunstneriske frygtløshed her: hun går all in på en talende hund uden et sekunds ironisk distance.
Onkel Morfar, Morbror Harry og hele det gale galleri
Wikke & Rasmussen uden gakkede bifigurer ville være som æggekage uden æg. Heldigvis leverer ensemblet.
Henrik Lykkegaard og Mikkel Hilgart folder Onkel Morfar og Morbror Harry ud med præcis den blanding af småkorrupt entreprenørånd og kærlig tåbelighed, man husker fra filmens univers.
Mathias Sprogøe Fletting, Lea Thiim Harder, Donna Cadogan og Christine Gjerulff, der giver forestillingen sin motor. De er forældre, skurke, biroller, kor og danserne i Hannibals indre musikvideo uden at det bliver forvirrende.
Det skøre Wikke & Rasmussen galleri Onkel Morfar, Morbror Harry, den sære hundehandler, de voksne der taler forbi børnene er intakt. Men på scenen bliver figurerne også ramt af en ekstra varme. Der er mindre karikatur og mere menneske, uden at det koster på grin-kontoen.
Nostalgi + Bossy Bo = familie-banger
Hvis man voksede op med "Brug dit hjerte som telefon", "Kærlighed er godt" og "Onkel Morfar", skal man lige huske at trække vejret, når musikken går i gang. Det rammer direkte i barndommens lydspor. Bossy Bo kendt fra Østkyst Hustlers og som manden bag bl.a. Terkel i knibe har givet sangene et kærligt eftersyn. Beatsene er strammet op, arrangementerne har fået lidt mere bund, og flere steder sniger der sig små rap og groove-elementer ind, som giver numrene en let, nutidig twist uden at ødelægge originalens charme.
Hele holdet synger virkelig godt. Der er ikke den der “nu er det børneteater, så pyt med intonationen” følelse. Tværtimod. Korarrangementerne sidder, solonumrene bæres af rigtige stemmer og så er det en fornøjelse, at sangene ikke bare føles klistret ovenpå handlingen, men faktisk driver den frem: vi forstår Hannibals længsel, Jerrys glæde, familiens sammenhold gennem musikken.
Humor med hjerte – til både seks- og fyrreårige
Det er nemt at kalde Hannibal & Jerry for “for hele familien”, men her passer etiketten for en gangs skyld. De mindste kan grine af den fysiske humor, hundehalløjet og de vilde kostumer. Tweensene får en hovedperson, der gider lige så lidt som dem selv. Og de voksne får både nostalgi og en meget præcis kommentar til nutidens forældre og barndomssnak.
Wikke & Rasmussen har altid været gode til at lade det barnlige og det voksne eksistere side om side. Her er punchlines til begge målgrupper og vigtigst af alt: Børnene griner aldrig kun for de voksnes skyld, og de voksne griner aldrig af børnene. Man føler sig inviteret ind i samme univers.
Under alt det sjove ligger fortællingen om venskab og om at blive set, som den man er. Hannibal er ikke bare en doven dreng, Jerry er ikke bare en cirkushund. Forestillingen insisterer på, at børn og hunde er hele mennesker (og dyr) med behov, grænser, drømme. Det er rørende, uden at det bliver sukkersødt.
Koreografi, lys og lyd – velolieret æggekasse
Tone Reumerts koreografi er fuld af små, skæve detaljer. Det er ikke “danse-show” i klassisk musical-forstand, men hver bevægelse er karakterbåren: Hannibals slaskede hænge-krop over for Jerrys spændstige hundespring, voksnes lidt stive forsøg på at være med på legen. Lysdesign (Lars Schou) og lyddesign (Steen Larsen) gør resten: vi rejser fra køkkenets hverdagslys til det rene popmusikvideo-univers, fra soveværelse til legetøjsfabrik uden at miste orienteringen. Lyden er klar, også når salen er fyldt med børnelyd en ikke helt lille bedrift.
Små skår i æggeskallen?
Hvis man absolut skal finde en revne i skallen, kan forestillingen enkelte steder føles en anelse lang for de mindste. Nogle af de mere plotforklarende scener kunne strammes en tand, så fokus bliver på relationen mellem Hannibal og Jerry og på musikken, som klart er showets stærkeste kort. Men det er virkelig småting i et ellers imponerende helstøbt familieformat.
En familieklassiker i nyt superformat
Hannibal & Jerry på Folketeatret er præcis det, man kunne håbe på – og lidt til:
Michael Wikke & Steen Rasmussen har ikke bare filmatiseret sig selv om; de har taget deres egen klassiker alvorligt og givet den en teatersjæl. Folketeatret viser, at familieforestillinger kan være både kunstnerisk ambitiøse og mega underholdende.
5 ud af 6 stjerner – med en kæmpe hunde-knogle og stående applaus fra både børn og voksne.
Eller, som det blev formuleret i foyeren på vej ud, af én med meget frisk publikumserfaring: “Det var bare virkelig sjovt, og de sang godt. super godt stykke – ros til alle”. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Büro Jantzen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes